FORSVARSHISTORIEN

Tilbage til Østersøen – NATO og Danmark i dag

I tredive år var Forsvaret næsten udelukkende fokuseret på at kunne udsende soldater til internationale missioner. Men den russiske invasion af Ukraine i februar 2022 markerede et markant skift i europæisk forsvars- og sikkerhedspolitik. Nu snakker vi igen om territorialforsvar og truslen fra øst. Men hvordan fungerer NATO-samarbejdet egentlig? Og hvor er Danmarks indsats fokuseret i dag?

Siden sin grundlæggelse i 1949 har NATO og alliancens medlemsstater respektive forsvar gennemgået en lang række organisationsforandringer. Det er næsten altid gjort for at tilpasse sig den aktuelle forsvars- og sikkerhedspolitisk virkelighed, som alliancen har befundet sig i.

I denne artikel prøver vi at kaste et blik på NATO’s nuværende organisation, samt forstå hvilken rolle Danmark og danskere spiller som alliancepartner, såvel som internt i NATO’s organisation.

Sådan så det ud da de 12 oprindelige medlemslande underskrev Atlantpagten i 1949. Siden er der kommet 20 nye medlemslande til alliancen. Foto: Forsvarsgalleriet.dk

En demokratisk alliance: Det Nordatlantiske Råd

NATO’s organisation er spredt over særligt Europa og USA. Det væsentligste sted, i hvert fald når det kommer til alliancens daglige civile- og politiske samarbejde, må være NATO-hovedkvarteret på  Avenue Leopold III i Bruxelles. Her foregår meget af det daglige civile og politiske arbejde i alliancen.

I toppen af NATO og dens civile organisation finder man det Nordatlantiske Råd (North Atlantic Council/NAC): Rådet er NATO’s vigtigste politiske beslutningstagende organ. Det består af permanente repræsentanter fra hvert medlemsland, der mødes mindst en gang om ugen. Fra Danmark er den nuværende danske repræsentation ledet af tidligere ambassadør Lone Dencker Wisborg, som tidligere har været dansk ambassadør i Washington D.C. En erfaring med diplomati på højeste niveau og med NATO-alliancens største medlem, som uden tvivl kommer til gode under det daglige arbejde i Bruxelles.

Rådet ledes af generalsekretæren og træffer beslutninger baseret på konsensus, som skal sikre at beslutninger truffet i rådet afspejler alle medlemslandes kollektive vilje. Det har beføjelse til at oprette underordnede organer og komitéer til at håndtere specifikke emner.

Spørgsmålet om konsensus kan til tider lede til væsentlige udfordringer. Når 32 medlemslande alle skal blive enige om fælles handlinger. Af nylige eksempler kan nævnes spørgsmålet om udpegelsen af en ny generalsekretær, der som alle andre beslutninger i rådet også skal vedtages enstemmigt.

Et typisk møde i det Nordatlantiske Råd, juni 2024. Foto: NATO Photos

Norske Jens Stoltenberg har været generalsekretær siden han overtog posten fra Anders Fogh Rasmussen i 2014. I løbet af 2024 har der været flere kontroverser omkring kandidater til generalsekretærposten, som afslører nogle af de konflikter der kan være i en organisation som NATO.  Den tidligere hollandske premierminister Mark Rutte var af størstedelen af NATO-landene udvalgt som Stoltenbergs efterfølger.

Ungarns premierminister Viktor Orban, længe set som en af de få europæiske statsledere med sympati for Putins Rusland, modsatte sig Ruttes kandidatur. Først efter indvilligelser i at Ungarn ikke skulle deltage i en planlagt NATO-støtte til Ukraine, støttede Ungarn som den sidste nation op om Ruttes kandidatur. Blot et af flere eksempler på de udfordringer, som også må takles i alliancesamarbejdet.

NATO’s generalsekretær Jens Stoltenberg med Ungarns premierminister Viktor Orban. Foto: NATO Photos.

Ansigtet udadtil: NATO’s generalsekretær

Generalsekretæren: Generalsekretæren er NATO’s øverste civile tjenestemand og dens primære talsmand. Generalsekretæren er ansvarlig for at styre konsultationsprocessen mellem medlemslandene, og arbejde for at fremme konsensus i det Nordatlantiske Råd. Generalsekretæren overvåger også implementeringen af beslutninger og repræsenterer NATO i diplomatiske anliggender. Jens Stoltenberg har været generalsekretær siden 1. oktober 2014, han afløses i oktober 2024 af Mark Rutte, som i sommeren 2024 blev udpeget som hans efterfølger.

En gang i NATO’s historie har en dansker bestredet posten som NATO’s generalsekretær. Det skete d.1 august 2009, da tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen tiltrådte stillingen. I de næste 5 år var han NATO’s ansigt udadtil. Anders Foghs tørn i NATO var midt i en mildest talt turbulent periode for alliancen. Efter mere end ti års krig påbegyndte NATO en gradvis tilbagetrækning af kampsoldater fra Afghanistan, i 2011 førte NATO en luftkampagne for at vælte Libyens diktator Moammar Gaddafi, og i 2014 annekterede russiske soldater den ukrainske Krim-halvø.

Daværende generalsekretær under et pressemøde om Ruslands annektering af Krim-halvøen, 2014. Foto: NATO Photos.

Eksperterne: Den Militære Komité

Selvom det civile sikkerhedspolitiske samarbejde fylder meget, er NATO i sidste ende også en militæralliance. Til at rådgive NATO-rådet, findes den NATO’s Militære Komité. Komiteen er NATO’s højeste militære myndighed, og er sammensat af forsvarscheferne fra alle medlemslandene. Den yder militærrådgivning til NAC og overvåger den strategiske retning af NATO’s militære operationer. Komitéen ledes af en af officer af general- eller admiralrang, og vælges oftest blandt medlemslandenes forsvarschefer.

Da de respektive landes forsvarschefer også har ansvar for at lede deres egne landes værn, mødes forsvarscheferne kun en håndfuld gange i løbet af året. I det daglige arbejde i NATO, udføres arbejdet i komiteen af forsvarschefernes militære repræsentanter, som løbende orienterer forsvarschefen om arbejdet. For Danmarks vedkommende kaldes denne tilstedeværelse for DAMIREP (Danmarks Militære Repræsentation), og ledes i skrivende stund af viceadmiral Frank Trojahn. Du kan høre et interview med DAMIREP Frank Trojahn her.

Da Anders Fogh bestred posten som generalsekretær, var det i størstedelen af tiden med en dansker i spidsen for NATO’s militærkomite. Det skete i begyndelsen af 2012, da general Knud Bartels blev udnævnt som formand for komiteen. For et forholdsvis lille land, havde Danmark en stor tilstedeværelse i alliancen. Knud Bartels har dog i et interview med Forsvarshistorien understreget, at man som formand er ansvarlig for at ligge sine nationale interesser til side. Du kan høre interviewet med den tidligere forsvarschef her.

Daværende formand for NATO’s militærkomité general Knud Bartels, januar 2012. Foto: NATO Photos

For en fælles forståelse: NATO’s skoler og uddannelsesinstitutioner

For at sikre det bedst mulige samarbejde imellem alliancemedlemmerne, driver NATO også en række uddannelsesinstitutioner, som er åbne for soldater, officerer og diplomater fra alliancen, og en række udvalgte partnerlande.

NATO Defence College(NDC), grundlagt i 1951 af general Eisenhower, er beliggende i Rom, Italien, og fokuserer på at uddanne militære og civile ledere. NDC centrale kursus er det såkaldte Senior Course, som er et seksmåneders kursus for højerestående officerer og civile af tilsvarende rang. Kurset dækker emner som international sikkerhed, NATO’s strategier og politikker, og regionale sikkerhedsspørgsmål, og skabt for at ruste deltagende til at arbejde i alliancen. Den nuværende leder af NDC er den danske general M.A.L.T. Nielsen. Du kan høre et inteview med MALT her.

Udover NDC kan nævnes NATO-skolen i Oberammergau i Tyskland(NSO). NSO, fokuserer på operationel og taktisk træning. Skolen tilbyder over 100 forskellige kurser årligt, der dækker en bred vifte af emner, herunder fælles operationer, informationsoperationer, logistik og cyberforsvar. Som på NDC kommer deltagende fra NATO-medlemslande såvel som partnerlande, hvilket styrker interoperabilitet og fælles forståelse.

NATO’s strategiske kommandoer

En stor del af det civile arbejde i NATO foregår i hovedkvarteret i Bruxelles. Dertil kommer arbejdet i NATO’s forsknings- og uddannelsesinstitutioner. Men det er kun den ene del af alliancens arbejde. Den anden er den militære. Organisering af NATO’s militære samarbejde er under konstant udvikling. Det følgende er derfor langt fra fyldestgørende til at beskrive hele NATO’s militære organisation, men i stedet et forsøg på at skitsere NATO’s strategiske organisation i brede træk. NATO’s militære struktur består af to grundsøjler: Allied Command Operations (ACO) og Allied Command Transformation (ACT).

Allied Command Transformation (ACT), med hovedkvarter i Norfolk, Virginia, fokuserer på transformation og modernisering af NATO’s militære kapaciteter. Det ledes af den Øverstbefalende for ACT (SACT), som siden 2009 har været en fransk general eller admiral. Arbejdet består i at udvikle nye doktriner, forskning og teknologisk udvikling, samt arbejde for at implementere disse på tværs af NATO-alliancen.

Hovedkvarteret for ACO er Supreme Headquarters Allied Powers Europe (SHAPE), beliggende i Mons, Belgien. SHAPE fungerer som det centrale kommandocenter, hvorfra alle operationer koordineres. SHAPE er opdelt i flere afdelinger, som hver har ansvaret for specifikke aspekter af militære operationer, såsom efterretning, planlægning, logistik og kommunikation.

ACO er ledet af Supreme Allied Commander Europe (SACEUR). SACEUR er altid besat af en højtstående amerikansk officer, enten en general eller admiral. SACEUR rapporterer direkte til Det Nordatlantiske Råd (NAC) og er ansvarlig for at sikre, at alle NATO’s militære operationer udføres effektivt og i overensstemmelse med politiske beslutninger. Næst efter formanden for NATO’s militære komite er SACEUER den højest rangerede officer i NATO.

NATO’s multinationale samarbejde: Fra højre: Den amerikanske general Tod Wolters, SACEUR, den hollandske admiral Rob Bauer, nuværende formand for NATO’s militærkomité og den franske general Philippe Lavigne, SACT. Foto: NATO Photos

Fra ACO ledes NATO’s operationer verdenen over. Et aktuelt eksempel er NATO’s fremskudte tilstedeværelse i de baltiske lande.  I 2004 blev Estland, Letland og Litauen medlemmer af NATO. De tre lande har et langt og kompliceret forhold til deres russiske naboer. I årevis har NATO haft en tilstedeværelse i de baltiske lande. Men med den russiske annektering af Krim i 2014 forstærkede NATO sin tilstedeværelse.

I dag er det målet at NATO’s eFP(Enhanced Forward Presence) skal udgøres af otte multinationale kampgrupper af bataljonsstørrelse. Danmark har i flere år bidraget med soldater til kampgrupperne. Danmark har siden halvfemserne engageret sig i de baltiske landes forsvar, og det afspejles også i det nuværende danske bidrag.

Generalmajor Jette Albinus under kommandoskiftet ved Multinational Division North Headquarters. Foto: Morten Fredslund / Forsvarsgalleriet.dk

I Letland finder man eksempelvis hovedkvarteret for Multinational  Division North. Hovedkvarteret udgøres primært af lettisk og dansk personale, og er placeret nær Riga i Letland, samt på Gardehussarkassernen i Slagelse. Hovedkvarteret ledes af den danske generalmajor Jette Albinus.

I fredstid består hovedkvarterers opgaver særligt i koordinering af øvelser og stabsarbejde. Men i en krise- eller krigssituation er det hovedkvarterets ansvar at lede divisionen og dens 10.000 NATO-soldater i kamp. Med krigen i Ukraine, er  krigen kommet tættere på Europa end den har været i årtier.  

Danske soldater i Letland under NATO-øvelsen Crystal Arrow, 2023. Foto: Camilla Post /Forsvarsgalleriet.dk

Relaterede artikler

Skriv et svar

Støt forsvarshistorien
Bliv abonnent

Tags

Forfatter

Relaterede artikler

Udgiv på forsvarshistorien.dk

Bliv en del af historien! 
Du kan være med til at sikre forsvarshistorien, så den ikke går tabt. 

Log ind og læs

Har du spørgsmål til dit abonnement? Eller ønsker du at oprette dig som abonnent, så klik her

Tjek vores FAQ her på siden for at finde svar på de fleste spørgsmål.

Kan du ikke finde svar, så kontakt kundeservice på kontakt@forsvarshistorien.dk

TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV​

Og modtag forsvarets historie og andet godt på e-mail.