15. juli 1974: To danske politifolk kom pludselig i centrum, da udviklingen på Cypern eksploderede i sommeren 1974. Det er den seneste større græsk-tyrkiske konfrontation i et fjendskab med rødder mere end 500 år tilbage. Som noget enestående i NATO’s historie fik den  karakter af en stedfortræderkrig mellem to medlemslande

Af Niels-Birger Danielsen

En ny rolig periode. Det var sådan, officerer, befalingsmænd og menige vurderede udsigterne, da Hold XXI af det danske bidrag til UNFICYP – FN’s fredsbevarende styrke på Cypern – ankom til øen i maj 1974.

Nok var spændingerne i og omkring østaten fortsat markante. Intet tydede dog på andet, end at en nogenlunde rolig udvikling mellem græsk-cyprioter og tyrk-cyprioter de forudgående år ville fortsætte under ledelse af den græsk-ortodokse ærkebiskop Makarios III, Cyperns præsident. 

Men midt på sommeren indtraf eksplosionen nærmest uden varsel. Den krig brød ud, som det gennem 10 år var lykkedes ikke mindst FN-styrken at forhindre.

Forvarslet kom ud på formiddagen mandag den 15. juli 1974. Statsradioen i Nicosia var blevet overtaget af kupmagere fra den græsk-cypriotiske Nationalgarde, der erklærede, at de havde overtaget magten. Samtidig meddelte de, at præsident Makarios var død. 

Under de følgende timers uvished spillede to danske FN-politifolk – som det senere vil fremgå – en central rolle for at skabe klarhed over, hvad der egentlig foregik. 

’Enosis’ – indlemmelse i Grækenland

Den græsk-cypriotiske journalist Nikos Sampson blev proklameret som præsident. Han havde været et meget aktivt medlem af den terroristiske EOKA-milits, der især i 1950’erne havde ført en væbnet kamp for ’Enosis’ – Cyperns indlemmelse i Grækenland. Selv om Sampson aldrig blev dømt, anses han for at have udført et større antal attentater mod personel fra den britiske kolonimagt.   

Præsident Makarios havde tidligere været tilhænger af ’Enosis’, men fra sidst i 1950’erne havde han arbejdet for, at det britiske kolonistyre skulle afløses af en samlet, selvstændig cypriotisk stat. 

Når en kendt militant som Sampson nu stod i spidsen for østaten, så det ud som om, udviklingen gik i retning af en forening med Grækenland, der dengang blev styret af en militærjunta under general Phaedon Gizikis.

’Enosis’ var en ildevarslende udsigt. Og for det tyrkisk-cypriotiske mindretal på knap 20 pct. var den helt utålelig. Mens græsk-cyprioterne hele tiden havde arbejdet for en stærk centralregering, havde tyrkisk-cyprioterne lige så konsekvent krævet ’Taksim’ (deling), dvs. opdeling af øen i to selvstyrende regioner med en svag centralregering.

Siden midten af 1960’erne havde Tyrkiet og Grækenland som moderlande til de to folkegrupper engageret sig i konflikten. Grækenland havde sendt regulære hærenheder til Cypern, mens Tyrkiet støttede tyrkisk-cyprioterne politisk. Tyrkerne iværksatte lejlighedsvise flyangreb på græsk-cypriotiske stillinger og byggede en militær kapacitet op til at kunne intervenere.

Der var nu en reel trussel om, at to NATO-lande for første gang ville komme i indbyrdes krig. Det ville de vestlige stormagter aldrig have accepteret. I stedet trak det op til en stedfortræderkrig mellem de to folkegrupper på Middelhavs-øen.

Storbranden i Smyrna

Stridighederne på Cypern, der er på størrelse med Sjælland og Lolland-Falster tilsammen, er et led i et dybt historisk fjendskab mellem grækere og tyrkere. 

Et halvt århundrede før var Den Græsk-Tyrkiske Krig i Lilleasien 1919-22 endt med en tyrkisk sejr. Den græske befolkning, der havde udgjort en stor andel af indbyggerne i Lilleasiens vestlige kystland siden Oldtiden blev fordrevet i en massiv etnisk udrensning.  

Storbyen Smyrna havde et stort græsk mindretal. Da byen i september 1922 blev indtaget som det sidste græske støttepunkt, udbrød der storbrand, der varede ni dage. Den ødelagde fuldstændig de græske og armenske kvarterer i byen og medførte titusinder af dødsofre. 

Derefter kom byen til at hedde Izmir.  

Overhængende krigsfare

EOKA-militsen havde i 1950’erne ført en blodig undergrundskrig mod det britiske kolonistyre. Den tyrkiske befolkningsgruppe stræbte ikke i samme grad efter løsrivelse fra englænderne, og kolonistyret brugte i vidt omfang tyrk-cyprioter som en slags hjælpepoliti i bekæmpelsen af EOKA.

I årene 1955-58 blev 142 britiske soldater og 84 tyrkisk-cyprioter dræbt under EOKA’s ’hit-and-run’-aktioner. 

Lige fra uafhængigheden i 1960 forekom tilbagevendende skyderier mellem de to folkegrupper. I december 1963 førte tyrk-cyprioters væltning af en statue i Nicosia af en dræbt EOKA-helt til kamphandlinger, der hen over juledagene kostede over 100 dræbte. En voldsom åreladning i et samfund med dengang kun 650.000 indbyggere.

Udviklingen gik uafvendeligt i retning af en borgerkrig, og under britisk mægling blev lederne af de to folkegrupper enige om at invitere en fredsbevarende FN-styrke. UNFICYP blev besluttet i Resolution nr. 186 fra FN’s Sikkerhedsråd den 4. marts 1964.  

General Grivas’ aktioner

EOKA’s grundlægger var den cypriotisk fødte general Georgios Grivas, der under Anden Verdenskrig og den græske borgerkrig i efterkrigsårene havde været guerillaleder i Grækenland. Grivas havde i 1959 forladt øen, fordi ærkebiskop Makarios havde opgivet at kæmpe for ’Enosis’. 

Nu tilbagekaldte Makarios ham imidlertid med det formål at styrke centralregeringen. General Grivas blev militærrådgiver for præsidenten og chef for den nyoprettede græsk-cypriotiske Nationalgarde.

Grækenland sendte to divisioner på i alt ca. 10.000 mand til Cypern. Det kom til tilspidsede situationer – f.eks. under græsk-cyprioternes blokade af den tyrkiske enklave Kokkina i 1965. 

Tyrkiet reagerede med luftangreb mod de græsk-cypriotiske stillinger med over 40 dræbte til følge. I Famagusta på østkysten kom det til lige så blodige kampe under en græsk-cypriotisk aktion mod den tyrkiske bydel.   

En aktion iværksat af general Grivas i november 1967 bragte situationen på bristepunktet. Hans styrker angreb de to tyrkisk-cypriotiske landsbyer Kophinou og Ayios Theodorous. 24 tyrkisk-cyprioter blev dræbt. 

Da grækerne forregnede sig

Hadet mellem græker og tyrkere går meget længere tilbage end til krigen 1919-22 og Smyrna-branden. I virkeligheden går det mindst tilbage til 1453, da Det byzantinske Rige gik under som følge af Osmannerrigets erobring af hovedstaden Konstantinopel. Grækenland var kernelandet i riget, og den tyrkiske erobring blev symboliseret ved, at sultan Mehmet II Erobreren umiddelbart efter omdannede Hagia Sophia-katedralen i Kostantinopel – Det byzantinske Riges gamle hovedkirke – til en moské.  

Derefter var Grækenland under de osmanniske tyrkeres herredømme, indtil landet løsrev sig i 1800-tallet – i begyndelsen dog kun på en mindre del af Grækenlands nuværende territorium.
Osmannerriget kaldtes ofte ‘Europas syge mand’ og blev stadigt svagere. I den situation  udvidede grækerne i flere faser deres territorium. 

Grækenland kom med i en sejrende koalition af Balkan-stater under Balkan-krigene 1912-13, og også under Første Verdenskrig var landet med på vinderholdet, idet man var krigsførende på allieret side. Omvendt gik Osmannerriget under efter at have kæmpet side om side med Tyskland og Østrig-Ungarn, der tabte krigen.

Med opløsningen af det tyrkiske imperium så premierminister Eleftherios Velizelos – ofte betegnet som ’det moderne Grækenlands grundlægger’ – chancen for yderligere erobringer. 

Den græske hær gik i land i Lilleasien i maj 1919 i et forsøg på indlemme kystområderne, der blev anset for gammelt græsk land. Ambitionen var mere eller mindre at genskabe fortidens Byzantinske Rige. Men Venizelos havde ikke indregnet i sin kalkulation, at dygtig hærfører med en ekstremt stærk personlighed stod i spidsen for de tyrkiske styrker. 

Det var nu ikke fordi den 38-årige Mustafa Kemal Pashas navn var ukendt. Han havde i 1915-16 slået sit navn fast under Osmannerrigets succesrige forsvarskamp under det britisk-franske Dardanneller-felttog. Det lykkedes under langvarige, blodige kampe at forhindre de to stormagter i at vinde fodfæste på Gallipoli-halvøen og erobre Konstantinopel (i dag Istanbul). 

I situationen efter Første Verdenskrig, hvor den osmanniske hær var i opløsning, lykkedes det ham med spredte styrker som udgangspunkt Mustafa Kemal at tage en effektiv militær kamp op. 

Han fik derefter titlen ’Atatürk’ – ’tyrkernes fader’. Han nød sit urørlige ry til sin død i 1938 som ikke mindst manden, der genrejste Tyrkiet ved bl.a. at kaste grækerne i havet.  

Deeskalering 

Det truende krigsudbrud på Cypern sidst i 1967 førte til forhandlinger, der resulterede i en deeskalering. Tyrkiet gik ind på at afstå fra invasion, og Grækenland skar sine styrker på Cypern ned med ca. 90 pct. Desuden blev ’Enosis’-forkæmperen, general Georgios Grivas hjemsendt til Grækenland.

I marts 1968 proklamerede præsident Makarios total bevægelsesfrihed. Helt total blev den dog ikke, for tyrkisk-cyprioterne fortsatte med at kontrollere trafikken til deres enklaver.

Tilbagevendende forhandlinger begyndte i 1968 mellem FN-generalsekretærens særlige repræsentant Bibiano Osorio y Tafall, den græsk-cypriotiske regerings repræsentant Glafcos Clerides og den tyrkisk-cypriotiske repræsentant Rauf Denktash. Synspunkterne lå langt fra hinanden, idet tyrkisk-cyprioterne til stadighed lagde vægt på størst mulig autonomi, mens regeringen ønskede størst mulig integration.

En fremgang for kommunisterne ved valget i 1970 medvirkede til, at præsident Makarios de følgende år gjorde tilnærmelser til Sovjetunionen – NATO’s hovedmodstander. Det fik både Grækenland og Tyrkiet til at frygte for sikkerheden i det østlige Middelhav. Dermed blev Cypern-spørgsmålet mere internationaliseret.

Ny optrapning

Makarios blev nu bekæmpet fra flere sider, for en fornyet aktivisme begyndte blandt fanatiske græsk-cypriotiske tilhængere af ’Enosis’. Bombeattentater blev udført mod personer og organisationer af den moderate, græsk-cypriotiske fløj, der gik ind for et samarbejde med tyrkisk-cyprioterne og for et selvstændigt Cypern. 

Juntaen i Athen sendte den efterhånden 75-årige general Grivas tilbage til Cypern for at vælte Makarios. Grivas begyndte at organisere bevægelsen EOKA B. En ny optrapning skete, og i perioden februar-april 1973 blev 52 af 98 politistationer i østaten udsat for angreb eller bombeeksplosioner.

Som reaktion på den forstærkede militante kamp under EOKA B’s ledelse fremlagde den nyvalgte tyrkiske premierminister Bülent Ecevit i februar 1974 en Cypern-politik med skærpede krav til en toregions-løsning.

I en situation, hvor juntaen i Athen viste tegn på at støtte EOKA B, forsøgte Makarios at stabilisere situationen. Forhandlingerne mellem de to folkegrupper om øens fremtid blev genoptaget, og Makarios meddelte i et brev til den græske juntaleder Gizikis, at 650 græske officerer, der var blevet udlånt af Grækenland til tjeneste i Cyperns nationalgarde ville blive udvist.

Politibil kapret

Med en præsident Makarios III, der stod forholdsvis stærkt i sin balancepolitik, var kuppet fra de ’Enosis’-orienterede Nationalgarde-officerer den 15 juli 1974 komplet uventet. Men præsidenten var – modsat det i radioen meddelte – ikke død.

Makarios havde ved 8.30-tiden haft besøg af en skoleklasse i præsidentpaladset, da en embedsmand under en fællesbøn henvendte sig til ham og fortalte, at kampvogne havde indtaget stilling ved paladset, og at der hørtes skud. 

Præsidenten tog snarrådigt flugten ud ad en hemmelig udgang sammen med et par embedsmænd, og af mangel på andre muligheder tog de den ’på tommefingeren’ og blev taget op af en kvinde, som de forklarede situationen, og som de bad om at køre mod Troodos-bjergene. Her søgte Makarios tilflugt i Kykko-klostret. 

Og det var på dette tidspunkt, at to betjente fra den danske FN-politistyrke på øen (DANCIVPOL) dumpede ind i en rolle, der fik betydning for udviklingen på verdensplan. De var – uden at kende noget til det igangværende kup – på rutinemæssig patruljekørsel i Troodos-bjergene, da de blev standset og tilbageholdt af Makarios-tro cypriotiske politifolk.  

Det konfiskerede køretøj blev brugt til at transportere præsidenten til Paphos, der blev anset for at være en sikker Makarios-bastion. De to danskere blev løsladt og køretøjet givet tilbage. Samtidig blev betjentene anmodet om at sørge for, at et vigtigt skriftligt budskab snarest blev  viderebragt til FN’s generalsekretær Kurt Waldheim. 

Budskabet blev afleveret til chefen for den danske Cypern-styrke (DANCON), der pr. helikopter overbragte brevet til chefen for UNFICYP, der pr. telex videresendte budskabet til New York. Dette var det første sikre tegn på, at Makarios var i live og afkræftede således for FN kupledernes radiobudskaber om, at Makarios var død. 

Makarios anmodede om britisk asyl, blev afhentet af en helikopter fra den britiske base og derefter fløjet til London. Herfra kunne han igen optræde i sin funktion for Cyperns internationalt anerkendte præsident. 

Den tyrkiske landgang

Tidligt om morgenen lørdag den 20. juli fulgte på premierminister Ecevits ordre en massiv tyrkisk invasion. 

Luftangreb blev rettet på lufthavnen i Nicosia og andre nøgleopjekter på øen. Faldskærmsenheder blev kastet ned og helikopterlandsætning af enheder foretaget 5 kilometer syd for byen Kyrenia på Cyperns nordkyst. 

Derefter fulgte landsætning af styrker fra 40 landgangsfartøjer. I løbet af den første dag landsattes i alt 6000 mand og 40 kampvogne. Det militære mål var at etablere en korridor mellem de tyrkisk-cypriotiske flertalsområder i nord og den tyrkiske bydel i Nicosia gennem erobring af Kyrenia og Nicosia lufthavn.

Nationalgarden satte sig beslutsomt til modværge, og det lykkedes at sinke den tyrkiske fremrykning. Efter et døgns mobilisering var det lykkedes at udvide den fra 10-15.000 mand til 30.000.

Invasionsstyrken blev også forøget i hurtigt tempo. Den 22. juli var en tyrkisk infanteridivision på 12.000 mand samt 60 kampvogne sat i land. Dertil kom en faldskærmsbrigade på 4000 mand. Samtidig sendte den græske regering tunge transportfly til støtte for kupregeringen med 200 soldater og betydelige mængder ammunition.

Kyrenia blev erobret, og forbindelse til den tyrkisk-cypriotiske bydel i Nicosia blev etableret.  

Rådsnar FN-aktion

FN’s Sikkerhedsråd krævede våbenhvile, og UNFICYP foreslog over for begge parter, at FN-tropper overtog kontrol med lufthavnen: Nationalgarden accepterede, men tyrkerne sagde nej.

Ikke desto mindre overtog UNFICYP’s militærpolitikontingent den 23 juli kontrollen med lufthavnen og blev hurtigt forstærket med et canadisk FN-kompagni, en svensk FN-deling samt en finsk FN-deling. Dagen efter fulgte to panservognseskadroner fra den britiske Dhekelia-base. De var blevet stillet til rådighed af Storbritannien efter anmodning fra FN’s generalsekretær.

Premierminister Ecevit tog tilstanden til efterretning og erklærede, at tyrkiske tropper ikke ville angribe lufthavnen. Våbenhvilen trådte i kraft den 23. juli, og derefter gik Nikos Sampson af. 

Rømning af danske poster

Ved 4-tiden om morgenen var vagthavende ved DANCON på Ledra Palace i Nicosia blevet ringet op fra UNFICYP’s hovedkvarter. Han fik den kodede meddelelse: ’Fiskerne er på vej’.

Enhederne begyndte straks at udbygge stillinger og indøve nærforsvarsplaner. Op ad dagen kom danske styrker i krydsild, der bemandede fem observationsposter (OP’er) ved den tyrkisk befolkede Kokkina-enklave. Intensive kampe blev udkæmpet mellem Nationalgarden og de tyrkiske invasionsstyrker. 
 
Alt OP-mandskab måtte opholde sig i dækning i lange perioder. Hele formålet med posterne var forsvundet med krigsudbruddet, og DANCON beordrede derfor posterne rømmet.

Det skete planmæssigt for fire posters vedkommende, men for den femte OP i byen Mansoura gik det anderledes. Under evakueringen, hvor soldaterne klart bar FN-kendetegn, blev fire mænd beskudt bagfra af en maskinpistolsalve fra en græsk-cypriotisk Nationalgarde-soldat. Konstabel Bjarne Skøtt blev såret alvorligt, men efter en smertefuld, ni timer lang transport til hospitalet i Nicosia overlevede han.

Inden våbenhvilen trådte i kraft var 10 civile blevet dræbt i Kokkina-området på grund af krigshandlingerne.
 

Fordobling af FN-styrken

På grund af den ret rolige situation på Cypern i årene forud, var FN-styrken blevet skåret ned til 2300 soldater, men på anmodning af FN’s generalsekretær stillede de deltagende lande straks med ekstra styrker. 

FN-styrken kom op på 4.400 Mand. DANCON voksede fra 220 til 430 mand. I løbet af få dage sendte Danmark 90 ton materiel, blandt andet køretøjer og radioer.

De følgende uger fortsatte forhandlingerne om en fredsordning, men tyrkisk-cyprioterne stod kategorisk fast på deres krav om en deling af øen i to regioner. Den 12. august 1974 begyndte den tyrkiske hær at bryde ud fra brohovedet i nord. Den rykkede massivt frem mod den østlige havneby Famagusta.

Også i Nicosia foregik voldkomme kampe – blandt andet tæt på FN-hovedkvarteret Camp Blue Beret og det finske FN-hovedkvarter. Det førte til, at 18 finske soldater blev såret. 

To dræbt i mineulykke

Efter krav i Resolution nr. 359 fra FN’s Sikkerhedsråd indgik parterne våbenhvile fredag den 16. august. Den trådte i kraft kl. 18, og tragisk nok var det anledningen til at to danske soldater mistede livet. 

Fem mand fra A-kompagniet fik til opgave at afmærke byen Ambelikou med en bemandet observationspost. De blev sendt af sted kl. 20 i en folkevognsbus 

”Da kl. var 21.00 blev vagthavende officer ringet op fra den evakuerede militærpolitistation i Xeros,” berettede oberstløjtnant C.J.K. Severinsen, der var chef for DANCON. 

”Konstabel Kurt Jensen fortalte, at (vognen) var kørt på en mine tæt ved Ambelikou by, han var selv usåret, men havde i mørket kunnet se, at hans kammerater enten var blevet dræbt eller såret. Han havde løbet den ca. 3 kilometer lange tur ned til militærpolitistationen, som han havde brudt op for at kunne meddele om ulykken via felttelefonen.”

UNFICYP blev alarmeret, og en helikopter blev afsendt. Tre var hårdt såret, og konstabel Carsten Busk Andersen var omkommet. Sergent Bent Schultz blev dræbt på stedet og kunne først bjærges dagen efter. To af de sårede blev evakueret, mens en tredje fortsatte sin tjeneste på Hold XXI. 

Masseflugt 

Også efter våbenhvilen pressede tyrkisk militær og tyrkisk-cypriotiske militser frontlinjen frem visse steder, men i det store og hele har våbenhvilen holdt i de 50 år, der er gået.    

Det tyrkisk kontrollerede område var 37 pct., mens befolkningsandelen var under 20 pct. Ikke færre end 165.000 græsk-cyprioterne flygtede fra tyrkerne mod de områder, der fortsat kontrolleres af centralregeringen. Ca. 65.000 tyrkisk-cyprioter flygtede den modsatte vej.

Dermed var mere end en tredjedel af befolkningen flygtninge, og øen endte med at blive delt i to stort set etnisk rene regioner.  Krigshandlingerne kostede FN-styrkerne 11 dræbte, heraf to danskere, og 80 sårede, heraf 5 danske.

800 FN-soldater i dag

Ærkebiskop Makarios vendte i december 1974 tilbage og beklædte præsidentposten til sin død i 1977. 

I 1983 erklærede tyrkisk-cyprioterne Nordcypern for en selvstændig stat, men dette er aldrig blevet anerkendt af andre end Tyrkiet. I 2004 blev det samlede Cypern medlem af EU, der anerkender Nicosia-regeringen som lovlig regering for hele østaten, selv om den effektivt kontrollerer mindre end 65 pct. af øen. 

Konfliktniveauet på Cypern er stærkt nedbragt, men forhandlingerne om en fredsløsning rokker sig fortsat ikke ud af stedet – 50 år efter 1974-krigen. Derfor er UNFICYP fortsat på øen – i dag dog kun med ca. 800 soldater.  Den første FN-styrke, der var blevet sat ind i 1964, var på 6.500 mand.

Litteratur: 

L.M.K. Skern (red.): Danmark i FN’s fredsstyrke, side 54-163 i bind 2 (Edvard Henriksens Forlag, København, 1976)