Under Den Kolde Krig havde de robuste undervandsfartøjer af Delfinen-klassen en væsentlig andel i, at det dansk-vesttyske NATO-forsvar havde haft gode muligheder for at afværge en landgang fra Warszawa-pagten. I tilfælde af en konventionel krig, vel at mærke.

Når man i dag kritiserer beslutningen om at nedlægge det danske ubådsvåben er det vigtigt at forstå. den kontekst, som beslutningen blev taget i. 

I 2004 var der fred i Europa, og forholdet til den gamle fjende i øst var så godt, at de fleste af Warszawa-pagtens medlemslande var blevet optaget i NATO; der var sågar seriøse overvejelser om også at tilbyde Rusland medlemskab! 

Østersøen var et lavspændingsområde, og de danske politikere ønskede, at bruge Forsvarets beskårne ressourcer på enheder, der kunne være et synligt dansk bidrag på den internationale scene langt fra Danmark. Og her ville danske fregatter være et mere synligt og mere alsidigt bidrag.

Skulle danske politikere beslutte at genoprette et dansk ubådsvåben, ville de først skulle blive enige om, hvor ubådene skulle indsættes. Efter Sveriges optagelse i NATO i 2024 er der i øjeblikket rigeligt med kyst-ubåde i Østersøen, og det ville derfor nok give mere mening at anskaffe ubåde til brug i Arktis.

Det ville tage 10 år, fra den politiske beslutning blev taget, til den første danske ubåd var fuldt operativ

Konventionelle ubåde kan godt operere i det høje, kolde nord, men det stiller naturligvis andre krav til bådenes rækkevidde og udholdenhed, end hvis deres operationsområde var Østersøen. Et forsigtigt bud på en tidshorisont vil være, at det ville tage 10 år, fra den politiske beslutning blev taget, til den første danske ubåd var fuldt operativ. Og at det ville koste mange mia. kr., er der ingen tvivl om. 

Men lad os gå helt tilbage til begyndelsen.

På bar bund i 1945

Det danske søværn fik dets første ubåd i 1909, og i perioden op til 2. Verdenskrig spillede ubådene en central rolle i Søværnets planer for forsvaret af Danmark. Samtlige danske ubåde blev imidlertid ødelagt den 29. august 1943, da Søværnets chef beordrede flåden sænket for at de danske skibe ikke skulle falde i tyske hænder.

Da frihedens klokker i maj 1945 ringede over Europa, stod det danske ubådsvåben derfor – som resten af flåden – materielmæssigt på bar bund. Der var dog ingen debat om, hvorvidt Søværnet igen skulle råde over ubåde. 

Under krigen havde tyske, italienske og japanske ubåde sænket næsten 3.000 allierede handels- og krigsskibe, og amerikanske ubåde havde spillet en central rolle i krigen mod Japan. Efterkrigstidens ubådsdiskussion gik derfor kun på antallet af og størrelsen på de ubåde, som Søværnet burde anskaffe. 

Allerede i sommeren 1946 lejede Søværnet tre ubåde af den britiske flåde. De to første hejste kommando i oktober samme år, og dermed var det danske ubådsvåben igen en realitet. Foran lå dog en stor opgave med at lære at operere med de mange teknologiske opfindelsers, som var kommet til verden i årene 1939-1945, og med at omstille sig til nye opgaver.

Fokus øst for Bornholm

Da Danmark i 1949 blev medlem af NATO betød det et markant skifte for det danske ubådsvåben og for resten af Søværnet. NATO-medlemskabet rykkede Søværnets indsatsområde til farvandet øst og syd for Bornholm. 

Her skulle en fjendtlig invasionsflåde stoppes, inden den nåede de sjællandske eller nordvesttyske kyster. Det betød en grundlæggende doktrinær og taktisk ændring af ubådenes opgaver. 

Mens ubådene før 1945 hovedsageligt havde opereret i de indre danske farvande, hvor de havde afventet fjendens ankomst, så skulle de nu ud og finde og sænke fjendens skibe, inden de nåede dansk eller vesttysk område. Det krævede ubåde med længere rækkevidde og øget evne til at operere neddykket, da det var forventningen, at fjenden ville have luftherredømmet over Østersøen.

Mens ubådene før 1945 hovedsageligt havde opereret i de indre danske farvande, så skulle de efter 1949 ud og finde og sænke fjendens skibe

Samtidig kom der et øget fokus på evnen til at lave efterretningsindhentning, så man kunne opdage et angreb tidsnok til at forhindre, at krigen brød ud. Begge dele påvirkede grundlæggende de vilkår hvorunder ubådene opererede i de følgende godt 45 år.

Den kolde krig

De britiske ubåde introducerede bl.a. sonar og radar i det danske ubådsvåben, og i 1950’erne blev de også udstyret med snorkel, så de kunne oplade deres batterier uden at skulle dykke ud. De tre britiske ubåde var dog designet og bygget under 2. Verdenskrig, og det var derfor et stort teknologisk spring frem, da Orlogsværftet i perioden 1956-1963 søsatte fire mere moderne ubåde til Søværnet. 

Med et deplacement på 570/650 tons var enhederne i denne såkaldte Delfinen-klasse skræddersyet til Østersøen, og de kom til at tjene Søværnet til langt ind i 1980’erne. Med 33 mand i det blot 53 meter lange skrog var pladsen trang, da der også skulle være plads til fire torpedorør med i alt otte torpedoer, to dieselmotorer, to elektriske motorer samt mange tons batterier. 

Det var et stort teknologisk spring frem, da Orlogsværftet i perioden 1956-1963 søsatte fire moderne ubåde til Søværnet

Under Den Kolde Krig lurede risikoen for Tredje Verdenskrig konstant i horisonten. Krigen kunne komme med blot timers varsel, og i ubådene skulle man – som resten af Søværnet – derfor konstant være klar. 

Ubådene var normalt afsted tre eller fire uger ad gangen på patruljer i Østersøen, der ofte fokuserede på om der var ændringer i det såkaldte ’normalbillede’. Det kunne betyde, at et angreb fra Warszawa-pagten var under opsejling. 

Derudover indsamlede ubådene mange brugbare efterretninger om især den russiske flådes operationsmønster og de potentielt fjendtlige skibes formåen. Det var efterretninger af stor værdi, som efterfølgende blev delt med Danmarks NATO-allierede. 

Ubådene indsamlede mange brugbare efterretninger om de potentielt fjendtlige skibes formåen

Warszawa-pagtens angrebsplaner

Sovjetunionen oprettede i 1955 Warszawa-pagten som reaktion på Vesttysklands indtræden i NATO-alliancen. Det var denne koalition – hvor Sovjetunionen bestemte alt – der stod klar til at angribe NATO. 

Brød krigen ud ville kontrol over Storebælt og Øresund være af stor betydning for Warszawa-pagten. De to farvande var vigtig af flere årsager: en stor del af Warszawa-pagtens flådestyrker havde base i Østersøen, og under en krig skulle de kunne komme ud i Nordsøen og Atlanterhavet. 

Kontrollen over de danske stræder ville samtidig forhindre NATO i at angribe Warszawa-pagtens kyststrækninger i Østersøområdet og derigennem forstyrre Warszawa-pagtens angreb på Danmark og Nordvesttyskland.

Sidst men ikke mindst ville kontrol over Danmark give Warszawa-pagten mulighed for at angribe videre mod Sydnorge, og med det danske flyvevåben ude af spillet ville Warszawa-pagtens fly nemmere kunne angribe NATOs vigtige flybaser i Storbritannien. 

Klar til at bruge atomvåben

NATO forventede, at et angreb ville blive indledt med massive luftangreb for at opnå luftherredømmet over Danmark og Nordtyskland. Selve angrebet på Danmark ville blive et kombineret angreb, hvor hærstyrker ville angribe gennem det nordtyske område og op gennem Jylland samtidig med en landsætning på Sjælland og Falster af tropper både fra luften og fra landgangsfartøjer. 

Sidstnævnte angreb ville udgå fra østtyske og polske havne, og det var ubådene rolle først at lokalisere de fjendtlige invasionsstyrker og – når de havde sendt signal hjem om deres positioner – angribe og sænke de fjendtlige troppetransportskibe. Når ubådene havde opbrugt deres torpedoer, ville resten af den danske og vesttyske flåde angribe sammen med enheder fra det de to landes luftvåben. 

Det var ubådene rolle at lokalisere de fjendtlige invasionsstyrker og angribe og sænke de fjendtlige troppetransportskibe

Østersøen er meget velegnet til ubådsoperationer og det var forventningen, at den fjendtlige invasionsstyrke ville lide store tab på vejen mod de danske eller vesttyske strande. Det er således vurderingen, at i en konventionel krig ville den dansk og vesttysk flåde have kunnet stoppe invasionen af Sjælland. 

I dag ved vi, at Sovjetunionen ville have brugt et stort antal atomvåben mod mål i bl.a. Danmark. Hvad det ville have betydet for forsvaret af NATO’s nordflanke, fandt vi heldigvis aldrig ud af.

Da fjenden forsvandt

Den Kolde Krig endte heldigvis fredeligt i 1989, og i de første år af 1990’erne forsvandt fjenden fra det meste af Østersøen. Adskillige af de tidligere medlemmer af Warszawa-pagten blev medlemmer af NATO, og den russiske økonomi var så anstrengt, at kun få russiske orlogsskibe stod til søs. 

Imens forlod Søværnet den gamle hovedbase Holmen i København. Ubådene fik ny base i Frederikshavn, hvilket gav en række problemer med at få besætningerne til at flytte med. Patruljerne i Østersøen fortsatte dog, og først i slutningen af årtiet begyndte ubådsvåbnet for alvor at omstille sig til de nye internationale missioner, som da var blevet nærmest dagligdag for resten af Forsvaret. 

Ubådsvåbnet overtog i begyndelsen af 1990’erne tre ældre ubåde fra den norske flåde, men de var en midlertidig løsning indtil der kunne skabes politisk flertal for at anskaffe nye ubåde. Den beslutning blev dog udskudt igen og igen.

Ubådsvåbnet overtog i begyndelsen af 1990’erne tre ældre ubåde fra den norske flåde, men de var en midlertidig løsning

En ubåd i ørkenkrig

Som led i omstillingen til en mere international opgaveportefølje fik ubåden ’Sælen’ som den første af de danske ubåde i 2001 forøget sin evne til at operere i varmere farvande end hidtil. Det var derfor muligt for Søværnet at svare bekræftende, da NATO i foråret 2002 anmodede Danmark om at stille en ubåd til rådighed for Operation Active Endeavour, der i Middelhavet overvågede skibstrafikken for at modgå forsøg på f.eks. våbensmugling og anden terrorrelateret virksomhed.

Ubåden afsejlede fra Danmark den 9. juni 2002 og skulle have sat kursen mod Danmark igen den 8. december samme år. I den mellemliggende tid besluttede USA imidlertid at gå i krig mod Irak, og den danske regering besluttede, at Danmark skulle deltage i denne krig med bl.a. korvetten ’Olfert Fischer’ og ’Sælen’. 

Mange i Danmark trak på smilebåndet over, at Danmark sendte en ubåd til en krig, der hovedsageligt blev udkæmpet i en ørken, men ’Sælen’ spillede faktisk en vigtig rolle i krigen. 

’Sælen’ blev placeret ud for den iranske flådes hovedbase, hvor den qua sin lille størrelse var i stand til at holde øje med den iranske flåde

Der var en frygt for, at Iraks naboland Iran ville benytte nedkæmpelsen af den irakiske hær til at tage dele af Iraks territorium. ’Sælen’ blev derfor placeret ud for den iranske flådes hovedbase, hvor den qua sin lille størrelse var i stand til at holde øje med om den iranske flåde gjorde klar til at rykke ud mod Irak. 

Det var en opgave, som Ubådsvåbnet gennem dets mangeårige indsats i Østersøen var meget velegnet til – og som f.eks. amerikanske atomubåde ikke var gode til, da de reelt var for store til at operere usete i Den persiske Golf.

Ubådsvåbnets nedlæggelse

Undervejs i det næsten et år lange togt blev den 38 år gamle ubåd ramt af to alvorlige tekniske nedbrud, hvilket blev brugt som argument for, at Søværnet havde behov for nye ubåde. 

Ved ’Sælens’ hjemkomst til Danmark var det opfattelsen i Søværnets 5. Eskadre (Ubådseskadren), at den succesfulde deltagelse i operationerne langt fra Danmark havde banet vejen for indkøbet af nye ubåde. Sådan skulle det imidlertid ikke gå. 

Da Folketinget i 2003 skulle indgå et nyt forsvarsforlig, var der bred enighed om, at en beslutning om anskaffelse af nye ubåde ikke endnu engang kunne udsættes. De tre danske både var udslidte og endnu en levetidsforlængelse kunne ikke svare sig økonomisk.

Søværnet havde i samarbejde med bl.a. Sverige udviklet et fællesnordisk ubådsprojekt ved navn Viking, og daværende forsvarsminister Svend Aage Jensby støttede at der blev bygget tre sådanne ubåde til Søværnet. Jensby måtte imidlertid gå af som minister i april 2004. Han blev erstattet at Søren Gade, der ikke delte Jensbys syn pa ubådens betydning. Det forsvarsforlig, som blev indgået den 10. juni 2004, indeholdt derfor sætningen ’Ubådsvåbnet nedlægges’.