Skrevet af Jesper Bjørn Lindhardt Frederiksen, uddrag fra bogen “De Glemtes Fortællinger”, som er en bog skrevet af flere udsendte til Balkan i starten af 1990´erne. Bogen er netop udkommet på Saxo.com
Min major Rahbek sagde til en morgenappel, at han manglede en flagmand, dvs. sådan én, der skulle gå med UN-flaget til en opgave. Og uden at melde mig frivilligt, blev jeg meldt ind. Jeg kan huske, at jeg var lidt stolt og lidt beæret over at blive udtaget blandt alle de andre.
Men ikke helt så beæret og stolt, da jeg fandt ud af, hvad opgaven bestod af.
Et sted, hvor kroaterne havde lagt miner på et kæmpe græsareal, havde kroaterne fået lov af serberne til at bytte minerne om med nogle nye. Der var åbenbart noget med de miner der, at hvis de lå der i længere tid, så kunne de gå hen og gå i stykker og sprænge. Det syntes jeg jo et eller andet sted var meget skægt, at de havde fået lov til det. Men så kunne serberne jo se, hvor kroaterne lagde minerne, så det var jo smart nok af dem.
Jeg skulle så med ud, og vi skulle have UN-flaget med, så kroaterne ikke kom under beskydning, mens de byttede minerne. Jeg husker tydeligt, at jeg kørte sammen med min major og køreren, og at vi havde tre kroater, der kørte foran. Vi kom til stedet og steg ud. Og den kroat, som skulle bytte minerne rundt, skulle gå forrest. Det eneste problem var bare, at han ikke kunne huske, hvor han havde lagt dem! Så da vi kom hen på den der kæmpe mark, kunne man godt se på ham, at det her, det var sgu ikke lige det, han havde allermest lyst til. Jeg kiggede på min major, og jeg må sgu ærligt indrømme, at det var nok den sejeste person, jeg nogensinde har set i mit liv. Ikke en dråbe sved, ingenting, det var bare en opgave, der skulle udføres. Han vendte sig rundt og sagde til mig ”JBL, op med fanen, frem med hagen”, og så var det fremad.
Jeg husker, at vi gik derind og bare det, at jeg vidste, at ham kroaten ikke kunne huske, hvor han havde lagt minerne, var nok til, at jeg ikke havde lyst til at træde nogen steder hen. Men som sagt, jeg havde et arbejde at passe, og man vil jo heller ikke være den, der står og nægter noget. Især ikke når ens major går forrest. Så kroaten forrest, min major foran mig og så mig til sidst. Ja, det var vel som taget ud af en tegnefilm. Han gik bare med ret ryg og skridtede fremad og mig bagved, der listende prøvede at ramme samme fodspor som han.
Jeg kan huske, jeg tænkte: ”Hvad laver jeg her? Her skal jeg ikke være mere”. Men vi gennemførte. Og jeg er her endnu, men det er i hvert fald en af de oplevelser, der står stærkest. Jeg kan huske den der følelse af, at man altid har sagt, lev stærk, dø ung, men når man så selv står i det, så er livet meget mere værd.
Vi fandt ikke en eneste mine. Han gik det hele igennem, og jeg mindes at Rahbek sagde: ”This is a waste of time”. Jeg kan huske, at han stod og brokkede sig ved bilen over, at vi havde risikeret liv og lemmer, når de ikke havde styr på deres ting. For hvis det var noget Rahbek gik op i, så var det, at der skulle være styr på tingene. Og det var noget af det, der gjorde, at vi stod så stærkt, altid.