’En indsigtsfuld og god oplevelse’. Sådan beskriver, Jan Hoffmann, fhv. kaptajn i Hæren, om sit møde med et foredragspublikum – herunder en håndfuld af hans egne tidligere Balkan-soldater. Næsten 30 år efter sin udsendelse fortalte han om sine personlige erfaringer fra Kroatien i 1995 og oplever foredrag som en effektiv måde til at forklare, hvor svær de danske FN-soldaters stilling var.
For Jan Hoffmann – selvstændig virksomhedskonsulent med base på Sydsjælland – blev en invitation til foredrag optakt til et tankevækkende gensyn med gamle kendinge.
Henvendelsen kom i forsommeren i år fra Faxe Kommunes veterankoordinator på vegne af Haslev Bibliotek. Hoffmanns baggrund i den sammenhæng er, at han i 1995 som 26-årig officer var i Kroatien under en kritisk fase af Balkan-krigene.
Den umiddelbare anledning var Flagdagen, den 5. september. I det hele taget er der efterspørgsel efter foredrag om Danmarks forsvarshistorie i et år med NATO’s 75-års jubilæum. Og den blev ikke mindre af, at arrangementet fandt sted, mens hele landet ventede på DR-TV’s dokumentarserie ’Velkommen til frontlinjen’, der havde premiere den 22. september.
Blandt publikum på biblioteket var seks af hans gamle soldater fra Balkan-missionerne. Dengang var han næstkommanderende for Bravo-kompagniet under Hold 7.
”Jeg var både overrasket og glad over, at de kom. Det gav en virkelig god debat under foredraget, og i fællesskab kunne vi, for det pænt store antal fremmødte, give et indblik i situationen nu og dengang,” siger Jan Hoffmann.
Bravo-kompagniet var ét af fire kompagnier under bataljonen DANBAT, der var det danske bidrag til UNPROFOR (United Nations Protection Force), FN’s fredsbevarende styrke i Kroatien og Bosnien.
Hold 7 var i Kroatien i den periode, der viste sig at være optakt til Operation Storm. Operationen var den kroatiske hærs nedkæmpelse af Den serbiske republik Krajina fra den 4. august 1995. Den havde siden 1991 eksisteret som en ikke-anerkendt udbryderrepublik på ca. 30 pct. af Kroatiens internationalt anerkendte territorium.
På den første dag af offensiven, der blev åbnet den 4. august 1995, blev sergent Claus Gamborg, en af Hoffmanns umiddelbare underordnede, dræbt.
Gamborgs kammerat
Et par uger inden foredraget på Haslev Bibliotek havde han mødt endnu en af sine soldater fra 1995.
Det var korporal Michael B. Christensen (‘MB’), der var bedste kammerat med Claus Gamborg. ‘MB’ var sammen med Gamborg i minutterne, inden han døde. Det skete som følge af sprængvirkningen af en kroatisk kampvognsgranat.
Jan Hoffmann og ’MB’ havde ikke set hinanden i årtier, men de havde året før aftalt at mødes på Vindinge Kirkegård ved Roskilde den 4. august – årsdagen for Claus Gamborgs død. De mødte ved samme lejlighed Rigmor Gamborg, sergentens mor, der ligeledes havde indfundet sig på kirkegården.
Messenger-beskeden
Michael Christensen medvirker med interview og personlige videoklip i afsnit 1 i ’Velkommen til frontlinjen’, der for en stor del handler om Operation Storm og tabet af Gamborg. Dagen efter seriens offentliggørelsen på dr.dk modtog Jan Hoffmann to meget lange beskeder fra den tidligere korporal, der i dag er på førtidspension som en del andre Balkan-veteraner.
”Det er tydeligt, at det at have genset afsnit 1 flere gange dagen efter har påvirket ham meget. Skyldfølelse, afmagt og sorg skinnede så meget igennem: ’Jeg tænker – åh nej!..’ og lignende tanker.”
Netop da kom en velplaceret opringning fra den anden side af Atlanten. Det var Niels Madsen, ’MB’s’ delingsfører på Hold 7, der meldte sig fra USA, hvor han bor.
”Jeg får lidt senere en meget positiv og opløftende besked om, at det hjalp ham til at se tingene fra en helt andet vinkel,” beretter Jan Hoffmann.
”Selv svarer jeg ’MB’, at det glæder mig virkelig meget, at Niels ringede til ham, og at han absolut intet har at skamme sig over.”
Hoffmann opfordrede Michael Christensen til at læse den artikel på forsvarshistorien.dk, hvor han meget udførligt beretter om udviklingen under Hold 7’s udstationeringsperiode.
Efter endt læsning reagerede soldaten ved at sende følgende ord på Messenger, som Hoffmann videregiver med tilladelse:
Fra Michael til Jan
”Jeg har læst denne artikel Hoffmann. Flotte og rørende ord. Du er en guttermand og en chef som ikke findes andre steder, og så har du et kæmpe hjerte. Jeg ved og har altid vidst at jeg har en støtte i dig, og du skal vide det er gensidig. Tak chef. Bedste hilsen En korporal som aldrig vil svigte dig.”
Gensidig loyalitet
’Velkommen til Fronten’ tegner bl.a et billede af de selvransagelser, soldater gør sig efter så voldsomme oplevelser – om det er på Balkan, Irak eller i Afghanistan. Og den daværende næstkommanderende ser Michael Christensens historie som et eksempel på netop dét.
”De psykiske eftervirkninger kan yderligere forværres, når man begynder at stille spørgsmål ved, hvad det egentlig var for et formål, man var udsendt for at opfylde. Der er fortsat et stort arbejde i at blive bevidst om – på det politisk niveau – hvad man vil med den danske udenrigs- og sikkerhedspolitik.”
I forbindelse med UNPROFOR sigter han til det, som også mange andre har beskrevet som særligt belastende: de vilkår, som det svage og tvetydige FN-mandat gav.
”For os, der stod derude, er der forsat en opgave at løse også som tidligere ledere og chefer. Den går vi ind i – rigtig mange af os – også her 29 år efter. Loyaliteten er stor begge veje!” understreger Jan Hoffmann.
Milepælen Olfert Fischer
UNPROFOR-styrken var deployeret i Kroatien og Bosnien-Hercegovina i perioden 1992-95 – en periode, da Danmark i løbet af ganske få år omstillede sin forsvarspolitik radikalt.
I begyndelsen af 1990’erne var den dominerende stemning, at Berlin-murens fald og Den kolde Krigs ophør gjorde en ’fredsdividende’ mulig – dvs. en kraftig nedskæring af forsvarsbudgettet. Forsvaret var ikke tiltænkt nogen særlig rolle i dansk udenrigspolitik.
Det kom klart til udtryk, efter at Irak under diktatoren Saddam Hussein den 2. august 1990 havde invaderet og besat nabostaten Kuwait. Danmark valgte i den situation stik mod den faste politik siden Anden Verdenskrig at sende korvetten Olfert Fischer som bidrag til den USA-ledede koalition mod Irak – altså et decideret militært bidrag frem for et humanitært.
Udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen havde som en af de få politikere allerede fra 1989 slået til lyd for en mere aktivistisk udenrigspolitik. Han satte hele sin prestige ind på, at Danmark skulle udsende Olfert Fischer, selv om Socialdemokratiets formand Svend Auken var stærkt imod.
At Auken havde en ikke ubetydelig støtte til sin afvisning af dansk deltagelse med militære midler, antydes af, at Socialdemokratiet under hans ledelse vandt en stor valgsejr med 69 mandater – en fremgang på 14 – ved folketingsvalget i december 1990. Det var blot tre måneder efter Olfert Fischers afrejse.
Forsvarspolitisk revolution
I de følgende år slog Hans Hækkerup, den socialdemokratiske forsvarsordfører (og fra 1991 formand for Folketingets Forsvarsudvalg), ind på samme aktivistiske kurs som Ellemann-Jensen. Da Poul Nyrup Rasmussen blev partiformand i 1992, bakkede han Hækkerups linje op.
Da Balkan-krigene brød ud i juni 1991, var en proces allerede begyndt, hvor en kreds af indflydelsesrige politikere og Forsvaret med forsvarschefen, general Jørgen Lyng og forsvarsstabschef, viceadmiral Hans Garde i spidsen gik sammen om planer om at give Forsvaret ny relevans. Det skulle ske ved at koble det på den nye internationale dagsorden med militære missioner i centrum.
I 1992 valgte Poul Schlüters borgerlige regering at sende et styrkebidrag på en hel bataljon til UNPROFOR i Kroatien, selv om mandatets holdbarhed allerede ved styrkens etablering var omdiskuteret. Den aktivistiske linje var officiel politik fra januar 1993, da Hækkerup blev forsvarsminister i Nyrup Rasmussens flertalsregering.
Allerede samme efterår blev det slået fast, at den forsvarspolitiske konjunktur havde ændret sig voldsomt på de to år, der var gået, siden det kun var med nød og næppe, at tilslutning kunne opnås til udsendelsen af Olfert Fischer. Og det endda med et mandat, der kun stillede krigsskibet til rådighed for håndhævelse af FN’s sanktioner. Det måtte ikke deltage i direkte kamphandlinger.
Nu insisterede den danske regering på indsættelse af en kampvognseskadron til støtte for den nordiske bataljon i Bosnien-Hercegovina (NORDBAT). Det skete på trods af betydelig modstand i FN-systemet mod så slagkraftigt et våben.
Et halvt år senere, den 29. april 1994, blev de danske kampvognsbesætninger hyldet internationalt for Operation Bøllebank. Kampvognene neutraliserede bosnisk-serbiske styrker, der beskød en svensk observationspost.
Operationen var revolutionerende m.h.t. våben og midler, fredsbevarende styrker under FN tog i anvendelse. Noget sådant var ikke set tidligere.
FN-konceptets fallit
Den klassiske FN-model spillede fallit i løbet af det følgende år. Det viste sig både ved de danske tab under Operation Storm og – for Hold 8’s vedkommende – under Operation Una i september 1995. Og i langt større målestok ved den bosnisk-serbiske massakre i Srebrenica i Bosnien på op mod 8000 bosnisk muslimske mænd, der indtraf i juli 1995 (kort før Operation Storm), mens en hollandsk fredsbevarende styrke magtesløst så til.
Først i kraft af Dayton-fredsaftalen om indsættelse fra nytår 1996 af den NATO-ledede styrke IFOR (Implementation Force) i Bosnien-Hercegovina med amerikansk deltagelse kom der et mandat og våbensystemer, der satte styrken i stand til at være effektiv.
Jan Hoffmann føler trang til at nævne, at der blev gjort et kolossalt stykke arbejde, selv om det – set i bakspejlet – er tydeligt, at Forsvaret ikke i alle henseender var klar til at håndtere den type operationer, det drejede sig om på Balkan.
”Da vi nåede 1995, var såvel materiel som visse personelgrupper allerede godt slidte, men vi forsatte jo både med IFOR, SFOR (Stabilization Force) og KFOR (Kosovo Force) op til begyndelsen af 00’erne. Og kort tid efter er vi i Irak og Afghanistan,” siger han.
Med Forsvarets årlige redegørelse fra 1995, der blev underskrevet af Hans Hækkerup, var det politiske grundlag klart formuleret. Der lå en tydelig ambition om at styrke det internationale engagement på bekostning af det nationale forsvar. Besparelserne gav sig særligt udtryk i regiments-sammenlægninger og nedskæring af mobiliseringsstyrken i de følgende forsvarsforlig.
I det røde felt
Selv om Jan Hoffmann oplevede trængte situationer og voldsomme hændelser som næstkommanderende i 1995, har han ikke selv haft egentlige psykiske eftervirkninger.
Dog husker han tydeligt en reaktion på Hærens Officersskole i 1995, hvor han var begyndt på videreuddannelsen til ’rigtig kaptajn’. Som NK i Bravo-kompagniet havde han – som normalt ved udsendelser internationalt – haft midlertidig grad af kaptajn.
En af Forsvarets auditører, som havde været i Kroatien for at udforske omstændighederne omkring Claus Gamborgs død, skulle holde et indlæg for Hoffmanns klasse.
”Han fortalte malerisk og selvhøjtideligt om både sin egen rolle og om, hvordan ligene lå spredt rundt på det kroatiske feltlazaret – herunder Gamborgs lig med detaljer om de skader, han nu var død af, samt om fluerne, der kredsede rundt, og lugten” erindrer Jan Hoffmann.
”Jeg blev mildest talt rasende over, hvad jeg oplevede som fuldstændig mangel på respekt. Jeg trak ham til side i pausen og gjorde opmærksom på, at jeg havde været næstkommanderende for Gamborg og fandt hans udtalelser ubehagelige og upassende. Han fik at vide, at jeg ville klage til min kursusofficer, hvilket jeg gjorde. Der kom senere en undskyldning til os i klassen. Så jo, jeg var påvirket af oplevelserne på Balkan”
Chef for de hjemvendte
Efter endt uddannelse til kaptajn i 1997 blev Hoffmann kompagnichef for brigadestabskompagniet i Den Danske Internationale Brigade (DIB). Det var en selvstændig underafdeling ved Danske Livregiment i Vordingborg med direkte reference til brigadechefen Jørgen Hansen-Nord.
Kompagniet skulle med sine 250 mand kunne opstille hovedkvarteret for og sikre brigadestaben i DIB et hvilket som helst sted i Europa i løbet af kun 15 dage. Herfra skulle operationerne kunne ledes, hvis brigaden blev indsat.
”Mange af de soldater, jeg blev chef for, havde allerede været udsendt flere gange – bl.a. sammen med mig i Bravokompagniet på Hold 7,” fortæller Jan Hoffmann.
Kompagniet var nødt til at ’låne’ sit materiel fra andre enheder i Danmark, fordi kompagniet med personel og materiel var udsendt til Bosnien i 1996. Det var hovedkvarterskompagni ved den nordisk-polske brigade under IFOR-styrken, hvor den danske brigadegeneral Finn Særmark-Thomsen var den første chef.
Dermed var Jan Hoffmann umiddelbar chef for et stort antal løjtnanter, befalingsmænd og konstabler, der vendte hjem efter en eller flere perioder på Balkan.
”Og der gik ikke længe efter jeg var tiltrådt som kompagnichef, førend de første af mine soldater bankede på døren og kom ind til en snak om de tanker, de gik og sloges med, og som var svære at sætte ord på.”
Find en samtalepartner
På denne tid var Forsvaret helt uden erfaring i at forholde sig til en større antal soldater, der vendte hjem fra internationale missioner med forholdsvis diffuse symptomer på noget, der viste sig at være reelle lidelser.
Debriefingerne dengang bestod blot i, at man samlede de soldater, der havde været udsendt, i ’auditoriet’ og spurgte ud over forsamlingen, om der var nogen, der mente, de havde behov for at tale med psykologerne. Så var dét overstået, hvis der ikke var nogen, der reagerede.
Forsvarets psykologer havde ellers allerede i 1993 påbegyndt undersøgelser for at kortlægge virkningerne af at være udsendt, men formelt var der ikke et beredskab eller en systematisk tilgang.
Michael Christensen, der havde været sammen med Claus Gamborg, da han blev ramt og dræbt, var en af dem, Hoffmann talte meget med i denne periode. Han understreger, at den slags samtaler altid gjorde et stort indtryk – hvad de stadig gør.
”Jeg kunne godt mærke, at jeg selv blev påvirket. Jeg opfordrede dem til hver især at finde én at snakke med i kompagniet, så de kunne få mulighed for at få luftet tingene igennem. Jeg kontaktede også Forsvarets psykologer, så vi kunne få aftaler i stand for mine soldater.”
Da der pludselig skulle handling til
Jan Hoffmann besluttede i 2001 at forlade Forsvaret efter endt generalstabskursus til fordel for nye udfordringer på det civile arbejdsmarked.
”Det blev tydeligt for mig, at Forsvaret allerede dengang ikke selv formåede at spille sig på banen op mod det politiske niveau. Forsvaret formåede ikke at finde sine ben at stå på; der var for mange modsatrettede opfattelser i topledelsen,” siger han.
Hoffmann havde tjenestepligt til sommeren 2002 og var i sin sidste tid chef for den internationale personelsektion ved Det danske internationale Logistikcenter (DANILOG) i Vordingborg.
Året forinden havde en radiodokumentar i DR-P1 under titlen ’De hjemvendte fra Dvor’ været et vendepunkt. Udsendelsen havde godtgjort, at omfanget af alvorlige psykiske eftervirkninger for Balkan-veteraner havde et langt større omfang, end det indtil da havde været kendt i offentligheden. Nu var spørgsmålet noget, der blev prioriteret; der skulle handling til.
”Jeg havde 10 medarbejdere, der tog sig af alle de administrative opgaver med udsendte. Vi sad i to dage og lagde breve i kuverter, der skulle sendes ud med information om, hvad man kunne gøre hvis man havde det skidt” beretter han.
”Data på de udsendte var vanskelige at tilvejebringe og opfølgningsmulighederne ringe. Det virkede mest som en panikhandling; vi skulle vise, vi gjorde noget.”
Den næste berøring med det ikke-definerede område ’krise- og veteranarbejde’ fik han efter det indtil da voldsomste tab på Danmarks internationale missioner. Den 6. marts 2002 blev tre soldater fra det danske ingeniørdetachement i den amerikansk ledede Afghanistan-styrke ISAF (International Security Assistance Force) dræbt. Det skete ved en sprængningsulykke den 6. marts 2002.
”Igen stod vi lidt og vaklede i forhold til hele håndteringen af denne hændelse, og igen ville skæbnen åbenbart, at en af mine tidligere soldater fra Bravo-kompagniet i 1995 var blandt de sårede. Vi havde ikke procedurer for ret meget,” understreger Jan Hoffmann.
Adgang til ufiltreret viden
De store tabstal i Afghanistan og de mange soldater der kom med alvorlige skader, bragte efterhånden en mere seriøs opmærksomhed på veteranernes forhold. Jan Hoffmann fik en oplagt mulighed for yderligere indsigt i de problemstillinger, der voksede med den skærpede aktivistiske sikkerhedspolitik.
”I 2003 og frem til 2016 var jeg bestyrelsesformand for et officersnetværk i det civile med over 300 medlemmer – tjenestegørende, reserveofficerer og tidligere officerer som jeg selv,” fortæller han.
”Vi havde prominente oplægsholdere som de tidligere forsvarsministre Gitte Lillelund Bech (der formulerede den første veteranpolitik og godkendte veterankortet) og Søren Gade samt forsvarscheferne Hans Jesper Helsø og Tim Sloth Jørgensen. Derudover havde vi også indlæg fra officerer, der havde været i Afghanistan, og jeg virkede som censor i faget ledelse på Hærens Officersskole. Det var et godt forum og netværk at få ufiltreret viden fra. Her kom det jo også frem, at det ikke kun handlede om at hjælpe andre nationer, men lige så meget om at synliggøre Danmark – særligt overfor USA.”
Gradvis udvikling af politikken
I perioden efter formuleringen af veteranpolitikken i 2010 faciliterede Jan Hoffmann en række veterankonferencer – bl.a. i Carlsbergbyen i 2012 og for Soldaterlegatet, der var en nystartet fond, der kunne hjælpe veteranerne. Han leverede også kvalitative input til den første veteranredegørelse fra Socialforskningsinstituttet (SFI – nu Vive).
Efter at Veterancentret var blevet oprettet i 2011, søgte Jan Hoffmann jobbet som chef, da det første gang blev slået op som en civil stilling på oberstniveau. Han blev kaldt til samtale.
”Men jeg manglede lige ’presseerfaring’ for at komme helt i mål, lyder feedbacken efter samtalen. Det siger et eller andet om situationen på det tidspunkt; det var mest et politisk tiltag i først omgang. I dag er det et officersjob, og Veterancentret leverer det, de er tænkt til at gøre” siger han anerkendende.
Et stort emne på konferencen i 2012 var, at de soldater, der havde skader, ikke kunne få hjælp og erstatning, hvis der var gået for lang tid.
”Ligeledes løb de panden mod en mur i sagsbehandlingen ude i kommunerne, og der var hjerteskærende indlæg fra forældre, hvis sønner var rejst ud af landet i frustration og aldrig ville vende hjem, da de ikke kunne overskue ’bunken af rudekuverter’ fra ’systemet’,”.
Ihærdig advokat
Allerede ved denne konference bidrog advokat Mads Pramming med et indlæg. Han har siden dengang systematisk rejst erstatningskrav på vegne af veteraner med post-traumatisk stress-forstyrrelse (PTSD).
”Så veteranpolitikken fra 2010 var på ingen måde færdigbagt og implementeret. Det blev meget tydeligt med stigningen i den række frivillige organisationer, der allerede var etableret, og nye, der opstod for at hjælpe veteranerne efter hjemkomst,” konkluderer Jan Hoffmann.
I 2014 ændredes kriterierne for at få tilkendt erstatning for PTSD til, at man nu kan få tilkendt erstatning også senere i livet. Skaderne kommer netop ofte senere i livet. I 2018 blev der indført veterankoordinatorer i kommunerne.
”De medvirker til at styrke kontakten til den enkelte, og samarbejdet med Veterancentret styrkes gradvis.”
Tilbage til debatten på Haslev Bibliotek. En særlig frustration skinnede ifølge Jan Hoffmann igennem i mange indlæg over det, der bliver opfattet som en mangel på korrekte ledelsesbeslutninger i DANBAT i sommeren og efteråret 1995.
Det drejer sig for det første om Operation Storm, hvor bataljonschefen, oberst Jørn Jensen beordrede alle til at forblive i dækning i deres stillinger i stedet for at give tilladelse til en evakuering af den udsatte post, Claus Gamborgs gruppe befandt sig på.
De åbne sår
Obersten har til i dag forsvaret sin beslutning med, at han handlede efter ordre fra FN-hovedkvarteret. I et interview i afsnit 1 af ’Velkommen til frontlinjen’ siger han:
”Jeg sagde nej. Jeg havde en kort konference med min næstkommanderende, der var major, og vi var fuldt ud enige om, at det var at udsætte undsættelsesstyrken for en større fare, end Gamborg og hans folk var i på det tidspunkt. Sandsynligheden for overlevelse var størst ved at lade Gamborg og hans besætning blive hvor de var.”
For det andet gik soldaternes kritik på, at major Jørgen Kold, der under Hold 8 var kompagnichef for hovedkvarterskompagniet i Dvor-lejren, afviste at lade soldaterne gribe ind over for en kroatisk massakre på serbiske udviklingshæmmede og psykisk syge. Den fandt sted den 8. august 1995 inden for synsvidde fra lejren.
For det tredje drejer det sig om oberst Jensens ordre til sit hovedkvarterskompagni om at forblive i Dvor-lejren. Resultatet blev, at danskerne blev fanget i krydsild mellem kroater og bosniske serbere, da Kroatien iværksatte Operation Una den 18. september 1995. De danske tab blev katastrofale med to dræbte og syv sårede. Dagen efter blev yderligere seks såret under en anden beskydning.
I august 1995 – seks uger før Operation Una – sagde Jørn Jensen til TV-Avisen:
”Vi er lettede over, at krigen er overstået. Jeg har det indtryk, at begge parter har accepteret, at… nu står vi hér. I går var jeg i Dvor, hvor man kan se de serbiske stillinger fra vejen, man kører på. Vi observerede kroatiske soldater vinke venligt til de serbiske soldater på den anden side.”
Jensen vurderede situationen som så fredelig, at han rejste hjem til Danmark for at holde en mindre ferie og tage til debriefing hos sine militære foresatte. I hans fravær lod den fungerende bataljonsledelse en del af hovedkvarterskompagniet drage ud på en træningsmarch den dag, kroaterne viste sig at angribe.
Selv om Jørn Jensen i tv-dokumentaren erkender, at han nok var lidt naiv i sin vurdering af faren ved den kroatiske styrkeopbygning, mener Jan Hoffmann, at er er tale om en klar mangel på vilje til selvransagelse.
Muligt ’mørketal’
De efterhånende mange undersøgelse fortaget blandt Balkan-veteraner og nu også blandt Irak- og Afghanistan-veteraner peger bl.a. på, at der har været en højere selvmordsrate blandt Balkan- veteraner. Det blev på Haslev Bibliotek diskuteret, om der kan være et ’mørketal’ – dvs. at endnu flere har begået selvmord eller har skader, der aldrig er kommet frem.
”For mig er der ikke tvivl om, at der er et mørketal fra Balkan begrundet i den meget sene politiske reaktion og Forsvarets egen manglende evne til selv at arbejde systematisk og tide med en målrettet indsats. Jeg så jo den træge opstart i den sidste tid jeg var i Forsvaret – både som kompagnichef, men også i min sidst chefstilling”, siger han.
En betragtelig del af hold 7 er på førtidspension, men Jan Hoffmann fandt det glædeligt, at Peter – konstabel fra Bravo-kompagniet, hold 7 – under debatten sagde:
”Jeg er i dag førtidspensionist i en alder af 52, og jeg skal blot løfte røret og ringe til Veterancentret, så er de der. Jeg er ’mandsopdækket’, og det er en stor tryghed”.
”For mig var dialogen i forbindelse med foredraget en indsigtsfuld og god oplevelse, og jeg gør det gerne igen,” siger Hoffmann afslutningsvis.
”Jeg fik lejlighed til at forklare tingene på en måde, så tilhørerne forstod, hvorfor det var så vanskeligt at være dernede. Det bringer tingene i et nyt og mere nuanceret lys, når man nu ser det hele på afstand.”
Litteratur:
- Robert Petersen: ’Den bedste ambassadør – det danske Forsvar og skabelsen af den ’aktivistiske’ udenrigspolitik 1987-1995’ Militært Tidsskrift, årgang 138, nr. 3 (2009)
