”Vi troede, alle vil have demokrati – det vil de jo ikke,” siger Caspar, der er folketingskandidat for Konservative.
”Hvis der var nogen, specielt fra venstrefløjen, som kritiserede krigen, kunne jeg blive rasende,” fortæller Caspar, der er udsendt til Afghanistan i 2013 efter sin værnepligt i Livgarden. Han er i dag opstillet til Folketinget for De Konservative. Under og tidligt efter udsendelsen er han en glødende tilhænger af indsatsen mod Taleban. Caspar mener stadig i dag, at vi skal have et forbedret Forsvar ved at anvende 2% af vores nationale budget på Forsvaret, som medlemsskabet af NATO foreskriver, og så skal vi passe bedre på vores veteraner.
”Jeg kan brække mig, når jeg hører politiske skåltaler – specielt omkring Flagdagen – hvor man taler om at passe på vores veteraner. Og så er det jo lidt svært for en politiker at sige mig imod, for jeg har jo været nede i sandkassen,” smiler Caspar, der er Danmarks førende veteranpolitiker.
Svagt demokrati
Der er til gengæld ikke så meget at smile af, når man taler om effekten af indsatsen i Afghanistan og Irak. Caspar mener, at vi fejlede, og da han begynder at tale om det offentligt, tager hans politiske karriere fart.
”Jeg kunne ikke holde min kæft mere. Jeg var træt af at høre det sædvanlige palaver om, at vi havde gjort det så godt i Afghanistan,” fortæller Caspar, der ser mere realistisk på tingene, som udsendelsen kommer på afstand. ”Tiden betyder, at man går og tænker lidt. Og man ser på resultaterne og kan konstatere, at det ikke har virket. Vi kom ind med nogle tanker om, at alle mennesker vil have demokrati. Det gjorde vi jo i øvrigt også i Irak. Men det vil folk bare ikke. Vores måde at leve på, fungerer for os. Men den fungerer ikke nødvendigvis for afghanerne.”
Stærke veteraner
De manglende politiske og demokratiske resultater betyder dog ikke, at alt er spildt. ”Da vi var dernede, gjorde vi noget godt. Vi skulle træne en afghansk enhed i at gå patruljer. Til at starte med ville de nærmest kun gå lige uden for basen og så tilbage igen. Så turde de ikke mere. Til sidst kunne de gå selvstændige patruljer og tale med civilbefolkningen. Så der så vi en udvikling.”
Og på det personlige plan får den enkelte udsendte også meget ud af det. ”Jeg håber, at danskerne får øjnene op for, at vi veteraner er en kæmpe gruppe mennesker, der hverken har mistet et ben eller har ar på sjælen, men som er kommet styrket hjem fra det,” slutter Caspar.
