Mads har siden barnsben drømt om en karriere i Forsvaret. Og han har forfulgt sin drøm. I godt 25 år trak Mads hver dag i den spættede uniform og stillede op for fællesskabet Danmark, såvel i ind- som udland.

Mads har fire meget forskellige udsendelser bag sig. Balkan på hold 6 og 7 i 1994 og 1995, en tur til Kosovo på hold 14 i 2006 og en tur til Afghanistan på ISAF hold 9 i 2010.

Udsendelserne har ikke været nogen dans på roser. Turene til Balkan var præget af voldsomme oplevelser, hvor han som de mange andre FN-udsendte måtte stå som passiv iagttager til de grusomheder, som de stridende parter udsatte hinanden for, til Afghanistan, hvor det hold, han var udsendt med, mistede fem.

I morgen angriber vi igen

Journalisten og forfatteren udgav tilbage i 2010 en bog med titlen ´I morgen angriber vi igen´. En bog, der handlede om de danske soldaters indsats i Afghanistan – og som på trods af tab og fysiske og psykiske belastninger hver dag troligt gik ud gennem porten og genoptag kampen mod Taliban.

Mads referer til titlen, når han fortæller om, at selvom de mistede én i dag, så skulle han ud ad porten dagen efter.

Den blodigste af Mads´ fire missioner var turen på Hold 9 til Afghanistan. De mistede fem og havde flere sårede end samtlige af de otte hold, der havde været i Helmand i årene forinden fra 2006 til 2010.

”Det var ret voldsomt. Det prægede mig på mange områder, både det at være udsendt, men også efterfølgende da jeg kom hjem,” fortæller en ærlig Mads.

”Jeg gik psykisk ned og måtte gå i psykologbehandling og komme helt ned og vende, før man kunne bygge sig selv op igen.”

Forfra en gang til

Fra de første soldater i Helmand-provinsen og frem var det lykkedes at opbygge en tillid til lokalbefolkningen, men af en eller anden årsag var den tillid forsvundet, da Hold 9 kom derned.

”Vi havde en opgave med, at vi skulle ud og genopbygge tilliden og kontakten til de lokale, som på en eller anden måde var blevet tabt,” forklarer Mads.

Og den bedste måde at genopbygge tillid er at være ude blandt lokalbefolkningen. Besøge dem, tale med dem og grundlæggende være synlige, så de lokale kunne se, at NATO-soldaterne var der for at passe på dem – og være med til at skabe en sikkerhed, der kunne danne rammerne for, at de lokale kunne gå i gang med at genopbygge et trygt og velfungerende samfund.

”Vi skulle gå så mange patruljer, som vi overhovedet kunne holde til og ud og møde de lokale og tale med dem…  …Fokus var at møde lokalbefolkningen i øjenhøjde, og etablere en form for tillid, og promovere hele projektet omkring den afghanske centralregering inde i Kabul, forklarer Mads.

Men lokalbefolkningen eller andre ville åbenbart ikke det samme. Allerede fra den andepatrulje var de i kamp. Og sådan blev det ved.

”Dagligdagen til at starte med, det var jo en brat opvågnen, vil jeg sige. Jeg landede dernede 1. februar og var i kamp første gang 10 dage senere, tror jeg” fortæller Mads.

Og derfra gik kurven bare opad. Hver dag blev mere og mere voldsom. Den første blev hårdt såret kun 12 dage inde i missionen, og derfra faldt folk stille og roligt fra – enten på grund af fysisk eller psykisk overlast.

Den første dræbte soldat fik de først i juni måned – fire måneder inde i missionen. For Mads var det en stejl opadgående kurve i forhold til, hvad der var af voldsomme ting. 

Mads mener selv, at han er robust og ejer evnen til at pakke grimme ting væk. Noget, som i nogen situation er gode og særligt i en krigssituation. I andre situationer er det ikke så godt.

Dem derhjemme

Undervejs i selve missionen overlevede Mads psykisk ved at bide tænderne sammen og klø på – som de fleste andre, men da han kom hjem materialiserede oplevelserne sig.

”Det var ligesom dér, jeg knækkede,” indrømmer Mads.

Og undervejs i missionen var det ikke vigtigt for Mads at fortælle dem derhjemme, hvad der var sket. Det vigtigste var dem derhjemme. Der var smæk på derhjemme for Mads´ hustru, der jonglerede med arbejde, uddannelse og tre børn.

”Det fyldte mere på den måde, at jeg tænkte mere på, hvordan jeg kunne være med til, at gøre hendes hverdag nemmere. Jeg havde ikke behov for at ringe hjem og fortælle, at nu havde jeg også oplevet sådan og sådan og sådan. Overhovedet ikke. Jeg ringede hjem for at høre, hvordan de havde det,” fortæller Mads.

Familien fylder meget. Men så igen, som Mads siger; ”så er du i en hverdag, hvor du skal forholde dig så konkret til døden, hvor du rent faktisk ikke ved, om du overlever fra dag til dag, så fokuserer du bare på dag til dag. Så bliver det sådan, i dag skal jeg overleve, så jeg er klar til at gå den næste patrulje i morgen.” 

I 2017 gik Mads civilt efter godt 25 år i Forsvaret, hvor han stoppede som kaptajn. Overgangen fra krig til civil har ikke altid været lige let. Mange veteraner oplever, at de har svært ved at finde fodfæste på det civile arbejdsmarked. Forskningen viser, at de hurtigt finder job, men desværre ofte rammer ind på den forkerte hylde og ikke får mulighed for at bringe de kompetencer og den erhvervserfaring, de har opbygget i forsvaret, i spil.

For Mads gjaldt det, at han skulle vise sine civile kolleger, at han er et helt almindeligt menneske, der bare har oplevet noget andet. Hvilket han fortæller om i filmen ”Fra krig til civil”.

Lidt om Afghanistan

Krigen i Afghanistan begyndte officielt den 7. oktober som en reaktion på terrorangrebet den 11. september 2001 mod USA. Krigen mod terror begyndte. Formålet med invasionen af Afghanistan var at fange Osama bin Laden, ødelægge al-Qaeda og fjerne Taliban-regimet, som havde støttet al-Qaeda og givet det et tilflugtssted. Amerikanerne indledte med ni ugers regulær krig og luftbombardementer mod Taliban i Afghanistan. I december 2001 var Taliban officielt fjernet fra magten, og man indsatte en overgangsregering med Hamid Karzai som præsident.

Siden 2002 og frem til i dag har Danmark bidraget med styrker i større eller mindre grad. I dag, 2019, er Danmark stadig repræsenteret med såvel politi, hjemmeværn og forsvar, som indgår i Resolute Support Mission (RSM).

RSM består af mere end 16.000 soldater har til formål at styrke afghanernes evne til at varetage egen sikkerhed. RSM er ikke en kampmission, men fokuserer på træning, rådgivning og støtte til nationale institutioner, herunder til de afghanske nationale sikkerhedsstyrker. RSM er ligeledes i Afghanistan på mandat fra FN’s sikkerhedsråd. 39 lande deltager i missionen. Du kan læse mere om krigen i Afghanistan her.