Organiseringen af ‘flyvende ambulancer’ med såkaldte lansebårer var et markant fremskridt. Det blev realiseret i 1840’erne – samtidig med at Hærens Lægekorps blev oprettet. Sanitetsorganisationen var blevet ret moderne og velfungerende efter en række fremskridt i 1800-tallets første halvdel 

 
 Af Niels-Birger Danielsen 
 
Tidligere på forsvarshistorien.dk har vi beskrevet, hvordan den hollandske Røde Kors-udsending C.W.M. van de Velde fik en kold skulder, da han besøgte Danmark under 2. Slesvigske Krig i april 1864 – umiddelbart før preussernes storm på Dybbøl-skanserne.  

Trods det voldsomme antal af sårede mente de danske officerer og militærlæger bestemt, at deres metoder var optimale, og at de havde det udstyr, de skulle bruge. Hjælp fra det nystiftede Røde Kors og internationalt samarbejde om sanitetsvæsen var derfor ganske unødvendigt, var holdningen.  

Denne noget provinsielle selvbevidsthed havde baggrund i, at Danmark havde gjort betydelige fremskridt på det militær-medicinske område de foregående årtier. 

Den revolutionerende båre 

Den 7. april 1848 blev Hærens Lægekorps oprettet som den første samlede ledelse for  sanitetstjenesten. Tidspunktet var tilfældigt, men beslutningen var presserende, da 1. Slesvigske Krig netop var brudt ud.  

Kort forinden var en af de vigtigste nyskabelser på den tid taget i brug. Det var den såkaldte lansebåre, der blev indført på forslag af korpsstabslæge J.C. Bendz. Bårerne blev lavet af gamle lansestænger og primitive bårebunde efter et princip, der blev udviklet af én af den franske kejser Napoleon Bonapartes militær-kirurger.  

To ambulancesoldater, der skulle transportere en såret væk fra kamppladsen, kunne derfor marchere til stedet bevæbnet med lanser, hvorefter antrækket kunne anbringes mellem de to parallelle lanser efter samlesæt-princippet. 

Alt sammen noget, der krævede en høj grad af organisation. 

Indtil dette tidspunkt var sårede typisk blevet transporteret fra kamppladsen på brødvogne, der var tomme efter at have leveret brød til troppernes forplejning. Vognene var udskrevne bøndervogne med lidt halmdække, og transport på hullede jordveje har været en barsk oplevelse for de sårede.  

At det hygiejnisk set – vurderet med eftertidens øjne – var en uhyrlighed at bruge de samme vogne til transport af brød og af sårede, siger sig selv.  

Flyvende ambulancer 

Sygevogtere og ambulancesoldater blev formeret i to kompagnier à 125 mand. Hver af Hærens brigader fik én ambulance ledet af brigadelægerne. Det var det moderne princip, der var blevet lanceret af kejser Napoleons berømte militærlæge Dominique Larrey : Hurtig, livreddende behandling på stedet og derefter transport til et behandlingssted i sikker afstand.  

Ambulancen var delt i en ‘flyvende’ del, hvis materiel blev kørt på en enkelt vogn, ambulancevognen. Den blev til stadighed fulgt af tropperne. Hertil kom en ambulancedepotdel, der var klart til at etablere et eller flere lazaretter få kilometer fra kamppladsen. 

“Depotafdelingen var delt i tre divisioner, der hver havde en rekvisitvogn, og på hver vogn var der stråsækkevår, uldne tæpper og det allernødvendigste hospitalsudstyr til 100 patienter (…). Al transport udover båretransporten på selve slagmarken skulle ske på udskrevne bøndervogne,” skrev Emanuel Saugman, der i 1930’erne var stabslæge i Hærens Lægekorps. 

Længere tilbage blev lazaretter af tredje linje af mere hospitalsmæssig karakter etableret med mange sengepladser. I mange tilfælde blev de sårede fra Slesvig sejlet til København, hvis deres tilstand tillod længere transport, og behandlet der. 

En hellig pligt 

En betydelig udvikling var sket i løbet af 1800-tallets første halvdel fra et stadig ret primitivt udgangspunkt. Den skyldtes ikke mindst to meget dedikerede stabskirurger, Nicolaus Tønder og J.C.W. Wendt. 

Som et tegn på den moralske drivkraft, der besjælede lægerne i Hæren, kan et forord citeres, som Wendt i 1808 skrev i et lille skrift om transport af hårdt sårede: 

“Enhver, som føler, hvad Fædrelandet skylder de ædle og tapre Mænd, som træde frem i retfærdig Kamp for dets Held og Hæder, vil vist uden Modsigelse tilstaae, at det er en hellig Pligt imod disse at sørge for, at de, naar de i Striden blive saarede eller qvæstede, da kunne saa hastigt og saa beqvemt som muligt blive transporterede fra Valpladsen hen til den nærmeste Saarlæge.” 

Barbérer var kirurger 

Det havde taget århundreder at nå dertil. I Oldtiden og Middelalderen fandtes der intet, der svarer til det, vi forstår ved sanitetsvæsen. Ofte havde hærføreren selv en vis viden om sårbehandling, og i mangel af andet havde man en tro på ‘kloge mænd’.  

Efter den dansk-norske hærs sejr over venderne på Lyrskov Hede i 1043 gav kong Magnus den Gode ifølge et sagn 12 mænd, som han mente, havde ‘bløde hænder’ ordre til at gøre, hvad de kunne for de sårede. Efter sigende skal han have udvalgt dem efter selv at have følt på deres hænder. 

Efter et dansk-svensk slag ved Axtorna i 1665 under Den nordiske Syvårskrig med mange faldne og sårede konstaterede den danske kong Frederik II, at der ingen bartskærere (barberer) var til stede.  

Det var længe før, der var nogen formel lægeuddannelse, og bartskærerne udførte meget af det, der senere blev betragtet som lægearbejde. Når de arbejdede i militæret, blev de kaldt feltskærer. Da der ingen feltskærer var, sendte kongen sin egen livlæge ud for at hjælpe de sårede bedst muligt.  

Den første gang, historiske kilder melder om militær-kirurgisk ansvarlige, er i Christian IV’s hær under Kejserkrigen i 1620’erne, hvor der var knyttet en feltskær til hvert regiment. 

De sårede efterladt til at dø 

Holdningen til sårede var kynisk. Enten fik de lov til at ligge at dø på slagmarken, eller også blev de, der kun var lettere sårede, transporteret sammen med deres hær. Behandlingen stod de soldaterkoner for, der var med i hærstyrkerne for at stå for forplejningen.  

De hårdt sårede blev efterladt. Som regel tog lokalbefolkningen – ofte munkeordner –  sig af dem.  

“Mangen borgfrue var kyndig i sårbehandling, og karakteristisk nok berettes det, at kvinderne ikke gjorde forskel på ven og fjende,” skriver Emanuel Saugman. 

Forholdene var sådan, at flere døde af infektioner eller epidemier, end der var faldet i direkte kamp. 

Første evakuering af sårede  

Forholdene blev kendeligt bedre fra 1660’erne – den sidste del af perioden med svenskerkrige. Hæren blev efterhånden til en stående hær af primært danske soldater.  

Det ændrede holdningen til de sårede. Indtil dette tidspunkt havde Hæren for det meste bestået af hvervede soldater, dvs. landsknægte, der primært var tyskere. Nu drejede det sig om ‘landets egne børn’, og det har nok hjulpet den mere humane holdning hos magthaverne på vej, at det drejede sig om landbrugets arbejdskraft og dermed en væsentlig del af skattegrundlaget – både det aktuelle og det fremtidige.   

En garnisonsfeltskær blev normeret til hver garnison, og hvert regiment skulle have en feltskær med seks svende. Desuden skulle regimentet have en feltkiste (en kasse med instrumenter og medikamenter) og en feltlade (en forbindingstaske) – udstyr, der var ret kostbart i de tider. 

Under Den skånske Krig 1675-79 var spørgsmålet om de sårede pressende på grund af de mange og hårdnakkede slag. Kvæsthuse – dvs. sygehuse for sårede militærfolk – blev oprettet i Helsingborg og Landskrona til foreløbig behandling af de ofte tusinder af sårede.  

Derfra blev mange transporteret til behandling i Helsingør og København. Det er det første kendte eksempel i Danmark på evakuering af sårede.  

Den kirurgiske pioner 

I 1730’erne blev en egentlig kirurgisk uddannelse etableret i København af pioneren Simon Krüger, der havde fået en del af sin uddannelse i Frankrig – stormagten, der var længst fremme med behandlingen af sårede. Krüger fik beføjelse til at foretage udnævnelser, og fra dette tidspunkt sad eksaminerede kirurger på nøglestillingerne inden for det militære lægevæsen.  

Kirurgien indgik fra 1750’erne som disciplin i det lægevidenskabelige område, og kirurgerne blev derefter blot betegnet som læger. 

Sundhedssektor i mobiliseret hærstyrke 

En vigtig fase var Den preussiske Syvårskrig 1756-63. Det lykkedes Danmark at holde sig neutral, men i en lang periode var landet i overhængende fare for at blive invaderet. Derfor stod en stående styrke på mellem 30.000 og 60.000 mand klar i Holsten. 

At have så mange soldater samlet i kantonnement i længere tid stillede hidtil ukendte organisatoriske udfordringer. To felthospitaler på hhv. 300 og 200 senge blev oprettet. 

Forståelsen af hygiejnens betydning var begyndt at vågne. Instruksen for hospitalerne pointerer, at patienter med smitsomme sygdomme skulle isoleres. Og selv om de fleste senge dengang var dobbeltsenge, skulle hårdt sårede og alvorligt syge ligge alene i en seng. Sengene skulle vende hovedgærdet mod væggen, og der skulle være en meter mellem sengene. 

At sanitetsvæsenet i nogle henseender fungerede fint, viste sig 40 år senere – i 1804 – da Hæren påbegyndte systematisk vaccination af soldaterne mod kopper. 

Første militære centralsygehus 

Det første sygehus – Kvæsthus for Hærens Syge – blev åbnet allerede under Christian IV i 1612. Det lå ved Nørreport i København. I de følgende to århundreder lå der militære sygehuse på skiftende steder i København. Mønstret var, at hver garnison landet over havde tilknyttet et sygehus. 

Det var Nicolaus Tønder, stabskirurg fra 1806, der fik skred i tingene. Hans indsats førte til, at Københavns Garnisonspital blev oprettet i 1815. Det var dog stadig for moderne en tankegang at samle behandlingen af soldater fra alle regimenter på de samme operationsstuer og med de samme læger.  

Patientbehandlingen var stadig regimentsopdelt, og følgen var 11 små og uhensigtsmæssige sygeafdelinger. Først i 1840’erne – altså årene inden oprettelsen af Hærens Lægekorps – blev behandlingen integreret. Garnisonshospitalet var i funktion til 1928, da det blev erstattet af Københavns Militærhospital. 

Stank og ubeskriveligt svineri 

Fra 1832 blev J.C.W. Wendt stabskirurg og sanitetsinspektør for hæren. Også han bragte afgørende fremskridt med sig. Selv om bakteriologien endnu ikke var opdaget, var opmærksomheden omkring betydningen af hygiejne stadigt voksende.  

På Garnisonshospitalet fik han forbedret den dårlige ventilation på sygestuerne med forskydelige trækruder, og han kæmpede for at få patientskabene ud af sygestuerne. Heri lå der blandt andet – ofte over længere tid – ikke-fortæret mad medbragt af patienterne.  

I det hele taget var det en kamp op ad bakke og med få, gradvise fremskridt. Der var såkaldte ‘natskrin’ på stuerne til toiletbesøg, og overalt var der en ubeskrivelig stank. Den blev ikke bedre af, at økonomaerne holdt svin på hospitalet, der færdedes frit – af og til også en ko. 

Ingen indflydelse til lægerne  

Tilliden til lægerne var ikke stor. Hele sundhedsvæsenet – og altså også det militære lægevæsen – stod under overledelse af Det Kongelige General-Commisariats-Collegium med generalintendanten for bordenden.  

Ingen læger var med i kollegiet. Stabslægen eller andre blev tilkaldt, når man mente at kunne bruge deres vurdering, men de havde ingen stemmeret. Og Intendanturet holdt kontrol med selv de mindste ting. 

J.C. Wendt tog i et tilfælde selvstændigt affære, fordi der i hospitalets gård blev hensat et større antal latriner til tømning. De blev ofte væltet af gennemgående, fordi der var bælgmørkt. For at forebygge de uhyrligt ulækre forhold i gården købte stabskirurgen simpelthen på eget ansvar fem tranlygter ind for at etablere en belysning.  

Det slap han igennem med – men ikke uden en anmærkning fra Intendanturet. 

Sen afsked med barbérerne 

Først sent fik læger monopol på alt kirurgisk arbejde. Faktisk skete det blot seks år før oprettelsen af Hærens Lægekorps. Det faglige niveau, man havde opnået i toppen af de militære lægevæsen i 1700-tallet, havde været længe om at slå igennem på de nedre niveauer.  

Helt til 1842 havde bartskærer adgang til at fungere som kompagnikirurger. Derefter blev de erstattet af underlæger.  

Det danske militære lægevæsen var kommet et par skridt videre. Det var dog småt med lindring af de ufattelige smerter, som patienterne måtte gennemgå under operationerne.  

Den første operation med æter blev gennemført i London i 1846, men først efter omfattende videnskabelige eksperimenter gennem de følgende årtier, kunne anæstesi tages i anvendelse i større omfang. 

——- —– 

Litteratur: 

• Emanuel Saugman: Den danske Hærs Lægevæsens Oprindelse og Udvikling gennem Tiderne. (Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck, 1955)  
• Hjalmar Thorsteinsson: Tiden omkring de slesvigske krige 1848-1850 – med speciel vægt på sanitetstjenesten. (Forsvarets Sundhedstjeneste, 1999)