‘Operation Hurricane’ var kodeordet for de danske og vesttyske styrkers store samlede fly- og missilangreb på en fjendtlig invasionsflåde, som var på vej gennem Østersøen for at angribe den sjællandske øgruppe eller den nordtyske kyst. Planen for operationen blev udviklet af NATOs Enhedskommando (BALTAP) efter indførelsen af missiler i den danske og vesttyske flåde i slutningen af 1970’erne.

Operationen omfattede de samlede danske og vesttyske flåde- og flystyrker i den vestlige del af Østersøen. Koordinatoren af en ‘Hurricane’ rådede derfor over mindst 100 skibsbårne, langtrækkende sømålsmissiler fra de danske og vesttyske missilbåde samt de større enheder som korvetter og fregatter. Dertil kom kampflyene fra det store vesttyske marineflyvevåben samt de fly fra det danske flyvevåben, der kunne afsættes til opgaven¹.

‘Operation Hurricane’ var oprindelig betegnelsen for det store britisk-amerikanske bombeangreb på Ruhr-distriktet (Duisburg og Köln) den 14.-15. oktober 1944. Tanken bag denne operation var at angribe massivt og koordineret som en orkan – og på den måde overrumple og sætte tyskernes luftforsvar ud af spillet.

I Enhedskommandoens planlægning blev ‘Hurricane’ betegnelsen for et nøje koordineret og lagdelt angreb rettet mod en større fjendtlig invasionsflåde, som efter krigens udbrud nærmede sig fra øst gennem Østersøen langs den polske og østtyske kyst syd for Bornholm. Invasionsflåden ville bestå af landgangsskibe og eskortefartøjer i form af destroyere og fregatter samt missilbåde, helikoptere og fly².

Observation og rapportering

Det yderste lag i NATOs forsvar mod denne trussel bestod af de fremskudte danske og vesttyske undervandsbåde omkring Bornholm. De skulle bl.a. observere og rapportere om invasionsflådens position og sammensætning. Warszawapagten ville selvfølgelig forsøge at neutralisere disse ubåde, inden de angreb, men det ville være svært at finde dem i Østersøen, hvor sonarforholdene er meget dårlige. BALTAP forventede derfor, at invasionsflåden ville afsejle på trods af ubådstruslen³. Vesttyskerne havde flest ubåde i Østersøen, og det var derfor dem, der ville have operativ kontrol over de danske ubåde i en krigssituation⁴.

Flyvevåben og søværn sættes ind

Andet angrebslag var det store vesttyske marineflyvevåben, oprindeligt med F 104 Starfighters og fra 1981 med Tornadofly bevæbnet med franske Kormoran-missiler, som havde en rækkevidde på 30 km. Flyene skulle lette fra de vesttyske baser i Slesvig-Holsten for at angribe invasionsflåden i lav højde ud fra en nøje indøvet procedure, hvor flere fly angreb samtidig fra forskellige vinkler for at ”mætte” målenes forsvarssystemer⁵. Også Flyvestation Værløse ville kunne anvendes af disse kampfly.

Tredje angrebslag, som blev gennemført samtidig med andet lag, var de danske Harpoon-missiler, som blev indført af Søværnet i slutningen af 1970’erne på torpedomissilbådene af Willemoes-klassen og derefter på fregatterne af Peder Skram-klassen og korvetterne af Niels Juel-klassen. Med en rækkevidde på ca. 110 km skulle disse missiler sættes ind i et samlet angreb, hvor de mange samtidige nedslag skulle skabe en chokvirkning hos modstanderen og sikre, at missilerne kunne trænge igennem fjendens luftforsvar⁶.

Fjerde angrebslag var Exocet-missilerne fra de vesttyske missilbåde. Disse missiler havde en kortere rækkevidde end Harpoon-missilerne, og de skulle derfor sættes ind i et samlet angreb, når invasionsflåden var kommet lidt nærmere de danske kyster⁷.

Femte lag var den danske og vesttyske flådes torpedoer og kanoner, som sammen med fly skulle tage kampen op mod det, der var tilbage af invasionsflåden efter de tre bølger af missilangreb⁸.

Og sjette lag var de minefelter, som Søværnet op til krigens udbrud skulle lægge ud i Øresund og langs de invasionstruede kyster i Køge Bugt og Faxe Bugt samt ved Falsters østkyst. Vesttyskerne skulle tilsvarende lægge miner ud i Femern Bælt.

Hærstyrkerne havde derefter til opgave at nedkæmpe de styrker, der havde held til at trænge igennem ‘Operation Hurricane’ angrebet og nå frem til de danske kyster, samt de fjendtlige enheder der blev landsat fra luften. De ville blive mødt af de sjællandske kampgrupper samt Hjemmeværnet under ledelse af COMLANDZEALAND i Ringsted⁹. BALTAP forventede, at den fjendtlige styrke ikke ville have styrke til at sætte sig fast i landgangsområderne, hvis man med ‘Operation Hurricane’ kunne sænke eller uskadeliggøre omkring 1/3 af landgangsstyrken¹⁰.

‘Operation Hurricane’ var geografisk opdelt i et antal ansvarsområder og krævede omhyggelig koordination mellem de danske og de vesttyske enheder. Denne opgave blev gennem årene trænet meget grundigt ved NATOs øvelser¹¹. Søværnets store fregatter af Peder Skram-klassen og senere korvetterne af Niels Juel-klassen var tiltænkt en vigtig rolle i denne koordination¹².

Operationen krævede en præcis udpegning af fjendtlige mål for at sikre, at det begrænsede antal sømålsmissiler blev rettet mod de mest værdifulde mål. Søværnets torpedomissilbåde af Willemoes-klassen havde et avanceret kampinformationssystem, som via datalink bl.a. kunne trække på måldata fra den mobile radarbase MOBA OPS og fra fregatter, korvetter og Lynx-helikoptere samt fra skibenes eget ESM-udstyr til at aflæse fjendens radio- og radarsignaler. På den måde kunne torpedomissilbådene sejle med radio- og radartavshed og lægge sig i ”missillæ” tæt under kysten, f.eks. langs Møns eller Stevns Klint, for at undgå selv at blive mål for fjendens missiler og fly¹³.

Det sovjetiske modsvar

Warszawapagten ville naturligvis angribe de danske og vesttyske enheder med pagtens mange fly og krigsskibe i Østersøen. En forudsætning for ‘Operation Hurricane’ var, at NATOs flystyrker på forhånd havde angrebet og bombet de nordlige flybaser i Polen og Østtyskland for at nedslide Warszawapagtens flystyrker¹⁴. Torpedomissilbådene af Willemoes-klassen ville også her få data om fjendtlige flyangreb fra Søværnets fregatter og korvetter og på den måde abonnere på de større enheders mere avancerede og langtrækkende systemer¹⁵. Men chancerne for at de danske torpedomissilbåde ville overleve de fjendtlige angreb blev dog anset for at være meget ringe¹⁶.

I dag ved vi, at Warszawapagten ville have anvendt taktiske atomvåben mod NATOs flådestyrker i Østersøen meget tidligt i deres angreb¹⁷. Det er vanskeligt at sige, hvilken virkning dette ville have haft for gennemførelsen af ‘Operation Hurricane’. Men NATO opererede også i sine planer med den mulighed, at en fjendtlig invasionsflåde skulle stoppes med atomvåben¹⁸.

Indtil slutningen af 1960’erne gik Warszawapagtens planer ud på at angribe den sjællandske øgruppe samtidig med det store angreb, der skulle rettes fra Lübeck området gennem Slesvig-Holsten op mod Jylland. Men i 1970’erne opgav man overraskelsesangrebet mod Sjælland og rykkede det til krigens tredje dag, hvor man forventede, at NATO ville have færre fly tilbage til at angribe invasionsflåden¹⁹. Og NATOs øvelser med ‘Operation Hurricane’ i 1980’erne har formentlig gjort Warszawapagten endnu mere betænkelig ved at gennemføre et stort og sårbart amfibieangreb i Østersøen.

Kilder og litteratur

Bogason, Peter (2016): Søværnet under den kolde krig – Politik, strategi og taktik, København: Snorres Forlag 2016.

Borck, Niels Chr. & Søren Nørby (2007): Søheltenes Skibe – Historien om Søværnets torpedomissilbåde af Willemoes-klassen, Forsvarshistoriske Skrifter nr. 5, København: Statens Forsvarshistoriske Museum 2007.

Fiedler, Axel (u.å.): Sådan ville Danmark forsvare sig mod en invasion af Warszawapagten, også kaldet Hurricane krigsplanen, offentliggjort i Marinehistorisk Tidsskrift 4/2013 og på www.danmarkidenkoldekrig.dk, uden årstal.

Hillingsø, Kjeld (2004): Trusselsbilledet – en koldkriger taler ud, København: Gyldendal 2004.

Muusfelt, Henrik (1978): MOBA gennem 25 år, Søværnet 1978.

Møller, Lars R. (2000): Operation Hurricane – Efterretningsvirksomhed før og nu, København: Høst & Søn 2000.

Nielsen, Jens Perch (2018): Operation Hurricane, artikel på websiden Dansk Militærhistorie, i Jysk Koldkrigs Forenings Medlemsblad, Årg. 6, nr. 10 (juli 2018), s. 12-14, og i Marineforeningens medlemsblad Under Dannebrog, Årg. 107, nr. 5 (oktober 2019), s. 16-19.

www.pederskram.dk

Tak til seniorsergent Erling Baldorf og pens. kommandør Axel Fiedler, som har kommenteret udkast til artiklen.

Noter

1. Borck & Nørby (2007: 177).
2. Fiedler (u.å.: 1-2).
3. Fiedler (u.å.: 1-2), Møller (2000: 311-12) og Hillingsø (2004: 136).
4. Bogason (2016: 254).
5. Borck & Nørby (2007: 177) og Bogason (2016: 229).
6. Bogason (2016: 279) og Fiedler (u.å.: 3).
7. Bogason (2016: 279).
8. Bogason (2016: 279) og Fiedler (u.å.: 3).
9. Møller (2000: 312).
10. www.pederskram.dk
11. Borck & Nørby (2007: 178).
12. www.pederskram.dk og oplysninger fra seniorsergent Erling Baldorf.
13. Borck & Nørby (2007: 181 og 216-217) og Bogason (2016: 249-51).
14. Møller (2000: 311).
15. Borck & Nørby (2007: 97-98).
16. Oplyst af sergent Andreas Aagaard under foredrag på Krigsmuseet den 13. september 2018.
17. Hillingsø (2004: 216).
18. Bogason (2016: 162-63 og 279).
19. Hillingsø (2004: 137, 163-65).