”Hvis det skulle ske, at nogen af jer får brug for at tale med et menneske om noget, der trykker, så er I velkomne til enhver tid,” sagde feltpræst Thomas Lauritsen i FN-lejren til soldaterne.  Som stod foran udsendelse med den dansk/norske bataljon, en del af den fredsbevarende mission UNEF i Sinai og Gaza.  

Introduktion af Niels-Birger Danielsen  

Først på året modtog vi på forsvarshistorien.dk de efterladte papirer fra en af de præster, der var udsendt som feltpræst med Den dansk-norske Bataljon (DANOR) på Sinai-halvøen og i Gaza-striben i årene 1956-67. Samt Cypern i 1977 – 1978.

Papirerne tilhørte Thomas Lauritsen, født i år 1928. Han var sognepræst i Sørup Sogn ved Svendborg. Papirerne er modtaget fra hans søn, gårdejer Uffe Lauritsen, Mørke i Østjylland. Vi har transkriberet og bringer en række af hans personlige fortællinger i en række indlæg.

DANOR var en del af FN’s fredsbevarende styrke UNEF (United Nations Emergency Force), der blev indsat efter Suez-krigen i 1956 og forblev i området indtil kort før, den israelsk-arabiske Seksdageskrig brød ud i 1967. 

Ved sin død i 2010 havde Thomas Lauritsen bevaret den tale, han holdt til de soldater i FN-lejren i Jægerspris, der var ved at blive forberedt på udsendelse til Sinai/Gaza. Han understregede, at feltpræsten i en fredsbevarende styrke er en del af fællesskabet, men er uden distinktioner.

Her følger talen:

De fleste af jer ved lidt om hvad en præst ikke laver, for han arbejder jo kun om søndagen, siger man med slet skjult misundelse (mærkeligt egentlig, at så ikke nogle flere har tænkt på det i tide, da der i øjeblikket er mangel på præster).

Men der er sikkert også en del af jer, der ved, hvad præsten laver. Nogle ved det fra deres konfirmation, andre fra kirkelige handlinger i familien, som de har været med til, og nogle stykker er der sikkert også, som er vant til at gå i kirke regelmæssigt.

Lad os slå fast en gang for alle: Alle gudstjenester er frivillige. Der er ingen, der kan tvinge nogen til at deltage i en gudstjeneste.

Men i øvrigt vil jeg sige, at hvis nogen tror, at det at være præst i den danske folkekirke har noget at gøre med at tvinge nogen til noget som helst, så må man tro om igen.

Det ord, præsten er sat til at forkynde og give videre har i hvert fald en forudsætning, og det er, at det er et frit ord. Hvis der var noget der var karakteristisk for Jesus af Nazareth, så var det, at han lod hver mand have sin frihed og kæmpede for, at enhver skulle være fri overfor mennesker og overfor Gud.

Der bliver en eller to gudstjenester her i lejren. I Gaza bliver der regelmæssig gudstjeneste hver søndag, hvor vel omtrent alle skulle få lejlighed til at deltage.

Der bliver gudstjeneste i kompagnilejrene og vist også i delingslejrene, og i hovedkvarteret bliver der gudstjeneste i et kirketelt eller kirkesal, som er indrettet.

Også gudstjenesten her er for alle. Og det gælder for alle gudstjenester i øvrigt, at de er beregnet for alle, og det er da en given ting, at på det sted er der ingen rangsforskel. Der mødes vi på lige fod. Der er vi blot mennesker, og glemmer for en tid rang og opgave.

Jeg gør udtrykkelig opmærksom på, at netop gudstjenesten på Hill 88 er for alle. Den norske kaptajn Nielsen, som er her på besøg, siger nemlig, at det på det nuværende hold har været noget af en misforståelse, idet de fleste menige har opfattet kirken på Hill 88 som en kirke for befalingsmænd, fordi den efter sigende ligger lige ved siden af officersmessen.

Men altså: Også her er gudstjenesten for både befalingsmænd og menige. 

I øvrigt er der på dette sted skift mellem dansk og norsk gudstjeneste hver anden søndag, så I får også lejlighed til at deltage i en norsk gudstjeneste regelmæssigt. 

Om gudstjenesten som sådan vil jeg til slut sige det, at hvis I møder med fordomme på det område og ikke mener, at det er noget for jer, så er det heller ikke noget for jer. For så er det ganske givet, at I intet som helt kan få ud af det. 

Men prøv for en gangs skyld at kaste alle fordomme til side, og lyt med åbne ører, så kunne det da godt ske ved et uheld, at vi fik noget hørt, som var værd at slide øregangen med. 

Til sidst vil jeg nævne kort den side af tjenesten, at det er enhvers ret at komme til at tale med præsten. Hvis det skulle ske, at nogen af jer får brug for at tale med et menneske om noget, der trykker af personlig, religiøs, eller af anden art, så er I velkomne til enhver tid. – I skal vide, at jeg har tavshedspligt, og at alt, hvad I fortæller mig, det bliver hos mig. Jeg kan godt sige, at jeg tager meget strengt på denne bestemmelse, så strengt, at jeg f.eks. til daglig hjemme i Sørup ikke fortæller min kone, hvad jeg får betroet i sådanne tilfælde. 

Til sidst vil jeg sige, at jeg bærer et kendemærke nemlig et kors, men ikke distinktioner. Jeg har ikke nogen rang; ideen med det, er at jeg skal kunne komme overalt, uden at nogen føler mig som fremmed. Det betyder også, at I er meget velkomne til at invitere mig til kammeratskabsaftner og lignende, når vi når rejsens mål.  

Udover talen, fandtes i papirerne også en prædiken, fra efteråret 1964 til de udsendte FN-soldater i Gaza.

Her følger prædiken:

For dem, der har været i Jerusalem og været med på turen til Dødehavet, vil denne fortælling have en ganske særlig betydning. Bethania ligger nogle få kilometer fra Jerusalem på vej til Dødehavet. Man viser Marthas og Marias og Lazarus’ hus. Man viser Lazarus grav dybt nede i et hul i jorden. 

Om graven er Lazarus eller en anden er ikke godt at sige, men at den er gammel, er ganske sikkert. 

Men en ting er helt sikkert, at selv om man så sort på hvidt kunne bevise, at denne grav havde tilhørt Lazarus, så havde man alligevel ikke bevist noget som helst om, at han var blevet oprejst fra de døde. Og det gælder alle de såkaldt hellige steder, at man aldrig med dem kan bevise noget som helst om Jesu gerning i det hele taget.  

Vi kender alle til tvivlen. Det gør også de katolikker, der er så ivrige efter at stå de steder nærmest, hvor Jesus af Nazareth levede sit liv. Når man ser med hvilken iver de har bygget ethvert sted over med kirker, hvor der opretholdes et præsteskab, så dyrt og så enormt, så kan man ikke lade være med at få den fornemmelse, at den mener at kunne opnå noget særligt ved at være netop der. Det er som om den står med beviser i hænde.  

Men bevis er godt til mange ting, men ikke i forhold til det kristne budskab. Ja, selv om man kunne bevise, at Jesus af N. havde oprejst Lazarus, så var det endda ikke et bevis for hans sandhed som selve Guds levende kærlighed til os på jorden. Og en anden ting må vi også gøre os klart: selv om det kunne bevises, at Jesus af N. ikke havde oprejst Lazarus, eller gjort noget andet af de undere, der fortælles om ham i NT, så ville heller ikke det være et bevis for, at han ikke var det enestående Guds ord til os.  

Der er ingen, der kan bevise Guds eksistens eller hans kærlighed. Der er heller ingen, der behøver at tvivle på Guds kærlighed, fordi de f.eks. ikke kan tro på sandheden af en beretning som denne her om Lazarus opvækkelse. 

At tro på Jesu ord, er ikke det samme som at holde fortidige begivenheder som denne for sande. At tro på Jesu ord er at tro, at jeg i dag med mit liv er i hans hånd. At jeg ikke er alene med mit liv. At være rettet i taknemmelighed mod mit eget livs gave og med tillid at tage fremtiden af hans hånd, det er at tro på Gud. At tro er derfor en højst aktuel affære. Det er noget, der direkte angår mit liv i dag. Det er et stadigt spørgsmål, der stilles til mit liv: regner du det for gave eller plage. I din fortid har du der fået rige gaver, langt mere end du har fortjent? Har du ikke gang på gang været i en situation, hvor du har syntes at alt var umuligt. Hvor så muligheder er blevet åbnet for dig, og det har opløst sig i glæde for dig?  

Guds ord vil altid med beretningerne om Jesu liv og menneskers hjælp dengang kalde os til at tænke på de gaver, vi selv har fået i vort eget liv. For at kalde på glæden og taknemmeligheden hos os. Ordet vil kalde på modet hos os. Modet til at tage hverdagens kamp op under de givne vilkår. Tilliden til, at hvor broget alt end kan være i fortid eller overfor fremtiden, så er og bliver vi mennesker der lever vort liv under Guds tilgivelse og kærlighed.  

Vort liv kan ofte blive øde og tomt, men her kaldes der på os, for at vi skal få mod og glæde. At sætte glæde og mod ind i vor verden er ordets egentlige mål.  

I historien om Lazarus opvækkelse spørges der ikke, om denne historie er historisk korrekt. Vi skal ikke stå inde for den. Men den skal for os illustrere, at som Lazarus fortælles at være gået ud af graven, således skal vi selv gå ud af vort mismod, ud af vores problemer og ind til livets lys.  

Den vil vække os til at se den bedste begivenhed i vort eget liv, og få os til at se denne begivenhed som den gave fra Gud, den er. Livet er ikke en død mekanisme, hvor vi viljeløst kastes rundt. Den er en personlig gave fra vor himmelske far til os. En gave, der er ment som en glæde for os selv, og en glædelig foræring, som vi er sat til at give videre til vor næste.  

Amen.