Herunder finder du en beretning udleveret af Peer Høegh-Guldberg, der 1965-66 som premierløjtnant var næstkommanderende ét af de danske kompagnier i Gaza-striben, der hørte under den dansk/norske bataljon i den fredsbevarende FN-styrke UNEF – United Nations Emergency Force. Den var blevet indsat på Sinai-halvøen og i Gaza i 1956 ved afslutningen på Suez-krigen og forblev der til kort før Seksdageskrigens udbrud i 1967.

Høegh-Guldberg er oberstløjtnant uden for aktiv tjeneste. Han blev i 1997 pensioneret fra Forsvaret som stabschef/næstkommanderende i Gardehusarregimentet.

Den fyldige beretning, som han skrev undervejs under udstationeringen, rummer skildringer af landskabet, befolkningen og FN-personellets hverdag.

Han indleder med at betegne Gazastriben på 365 kvadratkilometer som ’ét af verdens tættest befolkede’ med dengang 128.000 oprindelige indbyggere og 302.000 palæstinensiske flygtninge.

Den daværende premierløjtnant skriver om trøstesløs fattigdom.
    ”Men tro mig, den egentlige befolkning befinder sig godt, den er yderst nøjsom, og alle synes glade og tilfredse dermed.”

Antallet af flygtninge er dog overvældende for den unge premierløjtnant..
    ”De er bitre sjæle, der udgør det eneste alvorlige faremoment. Der vises dem ingen respekt, og ingen mening synes de at have med tilværelsen, dertil kommer, at de kun modtager rationer, (…) der lige akkurat holder eksistensgrænsen.”

Sådan virkede Gaza altså på den nyankomne dansker for knap 60 år siden. I dag bor der 2.375.000 indbyggere i Gazastriben, der er en del af Det palæstinensiske Selvstyre – mere end fire gange så mange som dengang.

Men midt i den permanente trøstesløshed fik FN-folkene en livsbekræftende oplevelse vedr. den palæstinensiske pige Haba.
    ”Kompagniet, der nu næsten er afløst af os, lod indsamle et beløb til en arabisk flygtningepige, der for to år siden fik kørt begge ben af ved en togulykke,” beretter Høegh-Guldberg.
     ”Først på sommeren fik kompagniet udvirket, at pigen blev sendt til Cairo for at få tilvirket et par kunstige ben. Efter at være kommet tilbage fik man udvirket med pengeydelser, at pigen kunne komme på en højere pigeskole her i Gazastriben.”
     Selv om der var tale om et spontant humanitært initiativ fra danskerne, gik der politik i sagen. Både FN-organisationen UNWRA (United Nations Works and Relief Agency for Palestinian Refugees) og det panarabiske, nationalistiske styre i Egypten under G.A. Nasser ville gerne have solstrålehistorien til at fremstå som deres fortjeneste.

Da Høegh-Guldberg og hans kompagnichef besøgte Haba i hendes hjem i flygtningelejren, blev besøget afsluttet med, at majoren gav hende en sammenklappelig kørestol i afskedsgave fra kompagniets personel

På det mere soldatermæssige plan beretter den unge officer om ørkenkørsel.
     ”Kørselsteknikken er selvfølgelig speciel, den består af tolv til femten gearskift i minuttet, en konstant hastighed alt efter terræn på ikke under tres kilometer og ikke over firs kilometer.”

Høegh-Guldberg fik senere de egyptiske myndigheders tilladelse til at besøge Habas skole i Khan-Yunis. Besøget blev indledt med en høflighedsvisit hos den egyptiske guvernør, der var general. Han berettede om, at det stod godt til med lov og orden i hans område.
    ”En ting, der medvirker hertil, er dødsstraf for flergangs tyveri og røveri,” refererede premierløjtnanten.
    ”Retten sættes aldrig i byen her, men dødsstraffen eksekveres her ude i gården. For øvrigt er det ikke mere end fjorten dage siden, at det sidst skete. Det er jo også med til at sætte respekt om vort arbejde, sluttede hans korte forherligelse af sit virke.”

Politigeneralens kontor var prydet med to gigantportrætter af landsfaderen Nasser.

Vi gengiver her Peer Høegh-Guldbergs beretning i uredigeret form, illustreret med forfatterens egne billeder fra sin udsendelse. For på den måde bevarer man bedst kilden for eftertiden. Beretningen er her vedlagt som PDF. Du kan læse den direkte på hjemmesiden, men kan også downloade den til din egen computer. God læselyst!