I 1968 besluttede VKR-regeringen at sænke forsvarsudgifterne, og siden da har Danmark aldrig levet op til NATOs styrkemål.

Styrkemål og socialdemokratisk splittelse

Venstre og Konservative havde i 1968 erkendt, at det var uundgåeligt at sænke forsvarsudgifterne som en del af prisen for at få Det radikale Venstre med i VKR-regeringen, der med Hilmar Baunsgaard fik en radikal statsminister. Skønt forsvarsbudgettet kun faldt tillidt under 2,5 pct. af BNP i forligsperioden, var nedprioriteringen mærkbar, idet forsvarsbudgettet i 1969 trods en inflation på ca. 8 pct. kun steg med 1,6 pct.

Samme år steg det samlede statsbudget med 32,1 pct. Besparelserne endte med at komme til udtryk i 3 hovedpunkter: 

 1). Den officielle opfattelse af NATO’s styrkemål ændredes fra ’mindstemål’ til ’cirka-tal’ – dvs. at Danmark permanent afskrev sig forpligtelsen til at leve op til styrkemålene.
 2). Yderligere nedsættelse af de værnepligtiges tjenestetid.
 3). Etableringen af Forsvarskommandoen med henblik på at slå administrative funktioner sammen.

Socialdemokratiet, der stod uden for forliget, var præget af et betydeligt antal nyvalgte på partiets venstrefløj, der var modstandere af den hidtil førte forsvarspolitik. Socialdemokraterne gik ind for besparelser med henvisning til den begyndende afspænding som prægede forholdet mellem Øst og Vest.

Afspænding og atomaftaler

 I 1969 påbegyndte den nytiltrådte socialdemokratiske forbundskansler Willy Brandt sin ’Ostpolitik’, der førte til optagelse af diplomatiske forhandlingsrelationer med Den Tyske Demokratiske Republik (DDR) og Brandts historiske udsoningsbesøg i Polens hovedstad Warszawa med det symbolladede knæfald foran byens tidligere jødiske ghetto den 7. december 1970. Den 21. juli 1969 markerede fire amerikanske astronauters landing på Månen med rumskibet ’Apollo’ USA’s sejr i rumkapløbet, og sammen år begyndte SALT-drøftelserne (Strategic Arms Limitation Talks) mellem USA og Sovjetunionen, som skulle forpligte de to supermagter til gensidig nedrustning af atomarsenalerne. De førte i 1972 til SALT 1-aftalen. Atomspørgsmålet kombineret med de fortsatte amerikanske bombardementer i Vietnam, Laos og Cambodia, betød at USA’s internationale renommé stod historisk lavt, også i Danmark.

I 1969 blev en Forsvarskommission nedsat under ledelse af Forsvarsministeriets departementschef C.C.F. Langseth. Den foretog en analyse af Forsvarets struktur i lyset af NATO-medlemskabet og det strategiske billede. Kommissionen var præget af interne stridigheder blandt  politikere med kun delvis forenelige synspunkter.  Den fik dog alligevel væsentlig betydning for 1970’ernes forsvarsforlig, da kommissionsrapporten var medvirkende til, at antallet af fastansatte i forsvaret – specielt ved kerneenhederne – blev forøget.

Ledelsen i perioden

Forsvarsministre: Erik Ninn-Hansen (C, 1968-71), Knud Østergaard (C, 1971) og Kjeld Olesen (S, 1971-73). Forsvarschefer: general Kurt Ramberg (1962-72), general (Hæren) Otto Blixencrone-Møller (1972-77). 

Gallup-undersøgelse om befolkningens støtte til NATO: