Et dansk krigsskib har et væld af specialister i de små besætninger. Vi har mødt den marinespecialist, der trykkede på de kampafgørende knapper, da Iver Huitfeldt gik i aktion mod fire fjendtlige droner natten til 9. marts 2024.

(Artiklen er udgivet første gang i Flagdagsmagasinet 2024)

”Jeg er stolt af, at jeg har været med ombord og har været en del af det. Fordi det er jo søværnshistorie.” 

Emil har lige fejret ti års jubilæum i Søværnet – han er endnu ikke fyldt 30 år.  

Han er våbentekniker med rang af marinespecialist. Som en del af kontrakten med Søværnet har han fået den fire-årige automatikteknikeruddannelse. 

På Iver Huitfeldt var han operationsrummets ”batterileder” natten til den 9. marts, og det var ham, der nedskød samtlige fire Houthi-droner. 

”Batterilederens opgave er at nedkæmpe alle indkommende mål mod skibet,” forklarer Emil. 

Han er den funktion, der sidder med knapperne til alle skibets våbensystemer, og affyrer det, der er brug for i den gældende situation. Skibets kanoner eller missiler – ”i samspil med våbenlederen på chefens eller en af hans uddelegerede officerers initiativ,” siger han. 

Under kamphandlinger fodres batterilederen konstant med informationer fra de omkringstående og -siddende observatører, kampinformationsgaster, radaroperatører m.fl. 

Under en mission som den i Rødehavet har skibet to faste batteriledere. Emils vagt i operationsrummet var ved at slutte natten til 9. marts, da den første, fjendtlige drone blev erkendt.  

”Jeg var faktisk lige ved at gøre klar til at overlevere til min afløser. Vi havde godt hørt fra amerikanerne, at der var interessante ting i luften. Vi troede ikke rigtigt, at det kom tæt på os på det tidspunkt, men så kommer den første drone faktisk op. Så min kollega, der skulle afløse mig, hoppede over på den anden batterilederkonsol – vi har jo to sigter. Jeg har det forreste og min kollega tog det agterste. Og så begyndte vi at holde øje med de her droner. 

På det tidspunkt havde jeg siddet fire timer på vagt. Så jeg var faktisk lidt træt, da jeg skulle til at overlevere. Men adrenalinen kommer jo, og så var jeg ikke træt mere.” 

Under træning kan man ikke skyde for alvor, fordi man først skal ”dreje nøglen” – frakoble det sikkerhedssystem, der hindrer utilsigtet affyring af et våben. Træningen sad så dybt i Emil, at han flere gange spurgte om han måtte ”dreje nøglen”. Så han var skudklar. 

”Vi var allerede i ”klart skib”, og det er jo den beredskabsstilling, men helst vil møde fjenden i. Hele organisationen var oppe at rulle.” 

”Og så kommer den første drone ind imod os, og jeg tror faktisk, at lige da chefen træder ind i O-rummet, så affyrer vi det første missil.” 

Det må ikke fortælles, hvilke våben, der ramte de forskellige droner, men Emil havde hele arsenalet at spille på på skift. Han må heller ikke fortælle, hvor mange knapper han har foran sig, men ”den aften var jeg tæt på at få slidgigt”.  

Han styrer både de forreste kanoner – ”pjecer” – og sammen med en radaroperatør missilerne. 

”Mens missilerne er på vej derud, så åbner vi så også op med de store pjecer, så i samspil med de to våbensystemer får vi så nedkæmpet den første drone.” 

Informationerne kommer fra alle sider, fra udkigsposter, fra kampinformationsgaster, fra radakonsoller og kameraer, fra kanonernes ildledelsesradar og fra den helt store radar oven på skibet. Alt ender i fingerspidserne på Emil. 

”Efter den første drone er ramt, kommer der faktisk ro på. Fordi de andre droner, ligger for langt væk til, at vi kan gøre noget ved dem. De er ikke rigtig en trussel, men så beslutter chefen og næstkommanderende, at vi skal fjerne truslen helt fra området. 

”Så vi går faktisk ud og jagter de sidste tre droner. Så der er det mere på vores præmisser end på fjendens.” 

”Det mest gavnlige, man kan få i et engagement, det er, at det er på vores præmisser og ikke på fjendens. Fordi, så er det os, der bestemmer, hvordan slaget skal køre, så vi sejler ud mod de her droner. Det gør, at jeg kan skyde nogle flere nu, og så er vi faktisk så heldige, at de kommer ind én ad gangen.” 

”Ikke at jeg tror, at det havde ændret forholdene særlig meget, hvis de var kommet ind samtidig. Men ved at vi kan tage dem en ad gangen, så øger det vores odds for at have ro på og have styr på situationen.” 

“Så de kommer ind enkeltvis, og jeg tror, det er drone nummer to, så igen, så engagerer vi med missil og pjecer, og i samspil får vi skudt den ned.” 

Og sådan gik det videre med drone nummer tre. Og nummer fire. 

Under hele forløbet har man med Emils ord ”et relativt godt billede af, hvad der sker omkring os. Fordi vi har en masse radarer ombord og en dygtig besætning plus, at vi får jo støtte af den taskforce, vi ligger i. Amerikanerne kan også se rigtig, rigtig meget.” 

Af Forsvarets video med jubelråbene kan man nemt få det indtryk, at der var konstant larm omkring Emil, men sådan husker han det ikke. Han synes, der var stille og han kalder tilstanden for game phase. 

”Det dækker over, at selvom vi er ombord på et krigsskib, så kan man godt gå og pjatte lidt. Man kan godt have det sjovt, mens man arbejder. Men når vi går i ”klart skib”, og vi ved, at ’Okay’, nu sker der et eller andet, om det så er brand ombord, eller om det er assistance til et andet skib, eller om det er krig, så går du ind og siger …Okay, nu gælder det. Nu skal alt det, jeg har brugt tid på at lære, nu skal det spille.” 

”Fordi, hvis det fejler… hvad er resultatet så? Så O-rummet bliver ligesom helt stille. Det var en af de ting, jeg lagde mærke til, at lige så snart de her droner dukkede op, så var der stille. Der var ikke noget larm mere. Normalt sidder folk lige og snakker med hinanden på kryds og tværs. Det stoppede med det samme.” 

De meget omtalte problemer med nogle af missilaffyringerne og granaterne, der måske detonerede for tidligt, kalder Emil for småproblemer. 

Men de var der, og de nagede ham. Så efter den begivenhedsrige nat gik han i gang med sin fejlsøgning. 

”Jeg kan jo godt sige det, det er ude. Vi havde lidt små problemer med noget missilværk. Vi havde nogle små problemer med vores granater, og når vi har problemer med våbensystemerne, så er våbenteknikernes arbejde at sørge for, at det spiller sådan lidt bedre, end det gjorde før. Så det var en lang arbejdsdag. Jeg havde vagt fra midnat til fire. 

Engagementerne skete omkring firetiden, måske, og så var det slut klokken 6:30, tror jeg. Jeg synes, tiden gik superstærkt. Jeg følte ikke, der var gået en time.” 

Men så kastede du dig over problemløsningen?” 

”Ja, fordi det var min primære opgave ombord. Man kan sige, vi kører jo en ret lille besætning på de danske krigsskibe. Amerikanerne ville være 300 mand på sådan en damper her. Så de har masser af mandkraft til, at én mand har én opgave. Her ombord er vi lidt mere som et multitool. Så jeg er våbentekniker, jeg batterileder i ”klart skib”, jeg er uddannet udkig og jeg kan være røgdykker.” 

”Men min primære funktion er selvfølgelig at sørge for, at våbensystemerne spiller. Jeg er våbentekniker, det er mit ansvar, og jeg er stolt af det. 

Min kanon, mit primære ansvarsområde som våbentekniker, er vores 35 mm. Og den spillede ikke helt op til den standard, jeg holder af at sætte. Og det tager jeg personligt.” 

”Jeg skulle have vagt igen 12 eftermiddag. Men så snart engagementet var færdigt, så gik jeg ned og tog en cola, og så gik jeg ud og reparerede, og det var jeg færdig med lidt i 9. Også fordi jeg vidste, at jeg kunne ikke sove. Altså…adrenalinen sad stadig i kroppen. Jeg rystede nærmest. Så at gå ned og sove havde ikke givet mig nogen gavnlige effekter. Så jeg havde bare ligget dernede og vendt og drejet mig og blevet irriteret over det, og så havde jeg så noget arbejde på min kanon. Som jeg lige så godt kunne få fikset.” 

Emil synes han var heldig, fordi: ”Hvad kan man sige? Så heldig at… at jeg fik lov til at skyde dem alle sammen ned.” 

På skibet spøger de nu med, at Emil er det tætteste forsvaret har på et ace – et es på flyversprog. Man siger, en pilot skal have nedskudt fem fjender for at kalde sig et es. Som Emil siger: ”Jeg er et kill fra at være Søværnets første ace.”