CS Bladet har mødt tre CS-medlemmer i Arktisk Kommando, der drages af sammenholdet, det unikke operative miljø og naturen i det høje nord. Ifølge en militæranalytiker skal medlemmerne dog forberede sig på, at opgavepresset stiger, i takt med at isen smelter, og stormagterne bider sig fast i regionen.

Af Anders Højer Rømeling

(bragt i CS Bladet nr. 5, december 2021)

Arktis kaldes ekstremernes land. Polarørkenen, klipperne, floderne og det omkringliggende ishav udgør et smukt, men ugæstfrit landskab, og afhængig af egn og årstid kan temperaturerne nå 26 plusgrader og dale til minus 45.

Det er i dette barske område, at Arktisk Kommando opererer. Arktisk Kommando, der næste efterår fylder ti år, varetager mange forskellige opgaver; fra suverænitetshåndhævelse og farvandsovervågning til redningsaktioner og bortskaffelse af farlig ammunition – for blot at nævne nogle stykker.

CS Bladet har bedt tre medlemmer fortælle om det særlige operative miljø, om sammenholdet og den rå natur i det høje nord, der i årevis har udgjort deres arbejdsplads og et slags andet hjem.

Fra nul til 100 på halvandet sekund

I operationsrummet i Arktisk Kommandos hovedkvarter i Nuuk følger Patrick Andersen med på de mange skærme med søkort og satellitbilleder. Til sammen danner de et situationsbillede over Grønland og de dele af det arktiske ishav, der hører under AKO.

I lidt over et år har den 30-årige flyverkonstabel haft fast plads som operationsassistent i kommandoens Joint Operations Center:

”Hverdagen varierer utrolig meget. Jeg kan gå og hygge mig med mine opgaver, men så lyder alarmen, og vi går vitterligt fra nul til 100 på halvandet sekund og kører derefter på i tolv timer. En dag havde vi fem Search and Rescue-cases (eftersøgnings- og redningsopgaver, red.) kørende på samme tid. Der var jeg træt, da jeg endelig kom hjem i seng,” siger han og griner bag det store fuldskæg.

Det geografiske område, som AKO dækker, er større end Tyskland og Frankrig tilsammen, og de enorme afstande mellem mennesker, bygder og myndigheder gør operationsmiljøet til noget særligt, fortæller Patrick Andersen:

”Arktis’ størrelse forpligter. Vi spænder over et område, som er på størrelse med næsten halvdelen af Europa. Det stiller store krav til at kende kortene og have et udbygget kendskab til det lokale politi, havnefogeder og rederier, der sejler heroppe. Søkort og internet hjælper kun én til et vist punkt. Resten afhænger af vores menneskelige kilder og kontakter derude i landet og på vandet.”

”Man skal også være skarp på det grønlandske sprog. Hvis vi hører et grønlandsk ord eller stednavn forkert og derefter handler på det, kan det jo lede os alle i den fuldstændig forkerte retning i en situation, hvor hvert minut tæller.”

”Heroppe bliver jeg udfordret. Jeg skal tænke anderledes, og jeg får lov til at rode med opgaver og platforme, som jeg ikke ville få mulighed for hjemme i Danmark. Jeg sætter mit fingeraftryk på AKO og på det fundament, der bliver bygget i dag til fremtidig brug.”

Fra 13 mand til fuldbyrdet kommando

Set med de historiske briller viderefører Patrick Andersen og hans kolleger en dansk militær tilstedeværelse i Grønland, der begyndte for flere hundrede siden.

I 1700-tallet blev en sergent og 12 menige, som de første danske soldater sendt af sted for at beskytte kolonierne mod plyndringer fra udenlandske hvalfangere. Som årtierne skred frem, gik Forsvaret fra at beskytte kolonierne til også at udforske og kortlægge store dele af Grønland samt at indføre fiskeriinspektion, i takt med at flere og flere fiskere drog mod nord.

De første konturer af en reel dansk kommando i Arktis så dagens lys i årene efter Anden Verdenskrig, hvor Danmark i første omgang oprettede Grønlands Marinekommando med hovedkvarter i daværende Godthåb.

Dernæst, i 1951, blev kommandoen en treværnskommando og skiftede navn til Grønlands Kommando og flyttede til Grønnedal. Endelig, i 2012, fandt AKO sin nuværende form, da kommandoerne i Grønland og Færøerne blev slået sammen.

Verdens største enkeltstående SAR-område

Én af dem, der har været med siden før oprettelsen i 2012, er den 40-årige marinespecialist Rasmus Lohse.

”Jeg nåede at få tre år ved Grønlands Kommando, der lå i Grønnedal, og det var et smørhul uden lige. I dag i Arktisk Kommando er vi spredt mere ud, men det har bestemt sine fordele. Fordi vi ligger i Nuuk, er vi en fast del af det grønlandske samfund og det lokale foreningsliv, og det er mit indtryk, at folk er glade for vores tilstedeværelse: Går du ned ad gaden iført uniform, smiler de lokale til dig.”

”Internt i kommandoen er vi meget tætte på hinanden, og flere af os har svært ved at tage væk herfra.”

Til hverdag sidder Rasmus Lohse i Joint Rescue Coordination Centre Greenland, også kaldet JRCC’en, og kan med egne ord vinke til Patrick Andersen fem meter fra sin kontorplads.

I JRCC’en er Rasmus Lohse med til at koordinere indsættelsen af fly og skibe, som blandt andet bruges, når personer er forsvundet eller skal reddes op af ishavet.

”Modsat et land som Australien, der langs sin kyststrækning har en del operationscentre, er der i Grønland kun os i vores ene center heroppe. Vi er verdens største enkeltstående SAR-område med kun ét center. Arbejdsfordelingen er i grove træk den, at de grønlandske politimyndigheder tager sig af de helt kystnære ting, og vi tager os af eftersøgnings- og redningsopgaver længere ude fra kysten eller inde på isen.”

Ifølge Rasmus Lohse består cirka 80 procent af AKO’s arbejde af civile opgaver, mens de resterende 20 procent er rent militære: ”De fleste af vores opgaver består af eksempelvis Search and Rescue (SAR), støtte til samfundet eller evakueringer af folk, der er kommet til skade. Vi har nok 120 SAR-opgaver om året. Nogle redningsopgaver varer 10 minutter, andre varer 10 dage. Det er i virkeligheden ret mange.”

Gamle granater fra Krigen

Mere end 2200 kilometer sydøst fra Nuuk holder Ove Ritter vejret, idet han knæler ved en genstand på størrelse med en dåseøl, men med kraft nok til at slå ham ihjel, hvis ikke han passer på.

Dagen forinden har en voksen søskendeflok kontaktet Forsvaret, fordi de fandt en håndgranat på bedsteforældrenes loft.

Cirka 30 gange årligt må Ove Ritter tage ud til borgere på Færøerne eller i Grønland for at håndterer alt fra gamle granater og håndgranater, der stammer tilbage fra Krigen, til dynamit, fyrværkeri eller ammunition.

”Man skal vide, hvad man har med at gøre. Selv gamle granater er stadig skarpe.”

Ove Ritter indgår i Forbindelseselementet Færøerne, FEF, som huser fem militære ansatte, én civil og seks reservister. Trods FEF’ens beskedne størrelse er den operative opgaveliste lang: Først og fremmest står FEF’en for det militære forsvar af Færøerne, men elementet varetager også suverænitetshåndhævelsen og overvågningen af det færøske farvand, støtte til civilsamfundet samt den lokale fiskeriinspektion.

Og når FEF ikke har travlt med at modtage ministre og andre vigtige gæster, er de i dagtimerne ansvarlige for den operative indsættelse af Forsvarets inspektionsskibe og fly.

”Vi har rigtig mange hatte på,” siger Ove Ritter og fortsætter:

”Tager du bare mig som eksempel, så er jeg ikke kun ansvarlig for ammunitionsrydning, men også våbenmester, garagemester, logistik- og forsyningsbefalingsmand, kryptokustode og speditør.”

”Jeg vil ikke sige, at vi er overbelastede med arbejde, men indimellem har vi godt nok meget at se til – især når én af os holder ferie, afspadserer eller er væk på uddannelse.”

Ove Ritter kom til Færøerne i 1982 og har udover et par afstikkere til Danmark og internationale missioner været her lige siden.

Men i ikke en så fjern fremtid lurer pensionen hjemme i Danmark, og det kan godt få den gråsprængte chefsergent til at grue for, hvem der kan overtage pladsen:

”Ammunitionsrydning er en stor opgave, og jeg ved, at Forsvaret går og lurer på, hvem der skal efterfølge mig. Det skal jo gerne være en lokalt uddannet, som tager over, men det er svært at finde stampersonel med min profil, for jeg er jo sådan en gammel øgle, der igennem en helt liv har taget en masse forskellig uddannelse. Min stillingsbetegnelse er ikke ligefrem en lagervare.”

Udfordring med korte kontrakter

Tilbage i Joint Operations Center i Nuuk fortæller flyverkonstablen Patrick Andersen, at han ifølge sin kontrakt skal være to år i Grønland.

Lige nu går han dog og ’flirter med ideen om at blive endnu længere’:

”Jeg er blevet glad for det heroppe. Der er fine boligforhold, og hvis bare du kan lide den mindste snert af jagt, fiskeri eller friluftsliv, så er det her stedet. Du kan faktisk opleve præcis, hvad du har lyst til. Der er endda en paraglidning-klub heroppe. Det eneste, jeg ikke har fundet endnu, er en McDonald’s.”

Det er dog ikke alle, der ligesom Patrick Andersen har lyst til at tage turen til det høje nord – og blive der.

Ifølge Forsvarsministeriets Personalestyrelse er det kun 99 ud af i alt 109 faste stillinger i Arktis Kommando, der i skrivende stund er besat. Derudover fortæller styrelsen – med forbehold for organisationsændringer og udsendelsesaftaler – at sergenter på alle niveauer i gennemsnit er ansat i Arktisk Kommando i 35 måneder. Men for AKO’s sergenter, hvor den faste arbejdsplads hedder Grønland, er tallet nede på 22 måneder.

Den kortere udstationering kan mærkes i den operative hverdag, fortæller Patrick Andersen:

”Det kan være en udfordring, at man kun binder sig for to år heroppe. Man skal indstille sig på et skift hvert andet år. Det kommer lidt i bølger heroppe, og det betyder, at der kan gå rigtig meget empiri tabt, og man skal genopfinde den dybe tallerken i en gang mellem.”

Klima medfører opgavepres

Det giver god mening at få fyldt de tomme stillinger op, for især to udviklinger betyder, at de ansatte i AKO får mere travlt i fremtiden. Det vurderer orlogskaptajn og militæranalytiker ved Forsvarsakademiet, Anders Puck Nielsen:

”Klimaforandringerne er med til at øge behovet for flere kystvagtopgaver, som på nuværende tidspunkt ligger ved Arktisk Kommando: Når isen smelter, frigiver det et større havområde, som tiltrækker mere fiskeri, søhandel og turisme i form af krydstogtsskibe, og dermed øger man potentielt set risikoen for endnu flere opgaver inden for SAR, miljø- og fiskeriinspektion.”

Marinespecialist Rasmus Lohse ønsker ikke at spå om antallet af opgaver i fremtiden, men klimaforandringerne er tydelige, fortæller han:

”Det største frynsegode heroppe er naturen, og i AKO benytter vi os alle sammen af den. Men tager jeg en motorbåd og sejler langt ind til indlandsisen, kan jeg se, at isbræerne smelter og trækker sig tilbage med op mod 50 meter om året. Det går stærkt. Den smeltende is rammer også bygderne på land,” siger han:

”I 2017 evakuerede vi byen Nuugaatsiaq, som blev ramt af en stor tsunami, og hvor der var flere døde. Når permafrosten forsvinder, så glider grus og sten på fjeldsiderne ned i vandet og skaber de her meget voldsomme bølger.”

”Min fornemmelse siger mig, at klimaekstremerne ikke bliver mindre fremover.”

Værner om det, vi har kært

Den anden afgørende udvikling i Arktis handler om det tilspidsede forhold mellem regionens stormagter, USA og Rusland, der begge skruer op for den militære tilstedeværelse.

Som NATO-medlem og en af USA’s trofaste allierede, vil stormagtsrivaliseringen mellem USA og Rusland også få betydning for det danske forsvars opgaver i Arktis, mener Anders Puck Nielsen fra Forsvarsakademiet:

”Grønland er militært vigtig for USA, fordi missil- eller flyangreb over Nordpolen mod Nordamerika vil passere tæt ved Grønland, og derudover kan russiske ubåde passere havet syd for Grønland.”

Så sent som i oktober udtalte forsvarsminister Trine Bramsen, at USA og Danmark vil styrke det militære samarbejde, også i Arktis.

Ved denne artikels deadline var det ifølge Forsvarsministeriet endnu for tidligt at sige, hvordan det styrkede militære samarbejde konkret skal tage sig ud.

”Der er forskellige holdninger til, om det danske forsvar i Grønland primært skal løse kystvagtopgaver eller sømilitære opgaver. Uanset hvad kommer vi til at se et opgavepres, fordi klimaforandringer og stormagtpolitik betyder, at dansk forsvar skal løse flere opgaver i Arktis af dem simple grund, at der vil komme flere af dem,” siger Anders Puck Nielsen.

For Patrick Andersen, der hælder mod at forlænge udstationeringen i Arktisk Kommando, skræmmer spådommen om flere opgaver ikke:

”Grønland er kun Grønland, så længe de har suverænitetshåndhævelsen. Det synes jeg er vigtigt at huske. Og vi er kun gode til SAR, fordi vi er gode til det militære. Det er jo også derfor, vi har gutterne med hundene (Siriuspatruljen, red.] oppe i nationalparken. Der er en grund til, at vi er til stede i Arktis – for at værne om det, vi har kært.”