FORSVARSHISTORIEN

Så gik det ”fra umuligt til bare vanskeligt”

Charlotte Wetche måtte være både diplomat og soldat på en gang, da hun skulle evakuere over 1.000 mennesker ud af Kabul gennem Islamabads internationale lufthavn og videre mod Europa. Allerede på vejen derud måtte hun dog bryde reglerne.

Af journalist Peter Skautrup

Kan man lande i en international lufthavn i et civilt fly med kabinen fyldt med våben og ammunition – uden tilladelse og uden visum – og slippe godt fra det?

Oberst Charlotte Wetche kunne, men det krævede mere end soldatermæssige færdigheder.

På få dage i august 2021 blev Operation Alamo sat i værk. Taliban havde med lynets hast indtaget Kabul, og den evakuering, man havde regnet med måneder til, skulle nu udføres øjeblikkeligt i et voksende kaos.

I operationsstaben i Karup sad oberst Charlotte Wetche som afdelingschef og logistikansvarlig med i beslutningerne i de alvorstunge døgn 12. – 15. august, og natten til mandag den 16. var hun på vej til Billund sammen med en patrulje fra Jægerkorpset.

Planerne var blevet ændret mange gange på få timer. Fra en forventet ”fredelig” mission i Kabuls lufthavn som en slags guide for flypassagerer på vej ud, var hun nu omdirigeret til Islamabad.

Mens de hang i luften, skulle det lykkes for stats- og udenrigsministeren at få en aftale med Pakistan, om at Islamabads civile lufthavn kunne fungere som transitsted for de evakuerede, som forsvarets C130 Hercules skulle bringe ud af Afghanistan.


Foto fra evakueringen af afghanere, fra Kabul i Afghanistan til Islamabad i Pakistan. Evakueringen foregik i et hercules taktisk transportfly.
Foto fra evakueringen af afghanere, fra Kabul i Afghanistan til Islamabad i Pakistan. Evakueringen foregik i et hercules taktisk transportfly. Foto: Rune Dyrholm

Regeringerne fra de to nationer var enige om de overordnede rammer, da flyet fra Billund mellemlandede i Tyrkiet for at tanke.

Der var bare nogen uløste detaljer på Charlotte Wetches egen liste.

– Våben for eksempel.

Jægersoldaterne, som havde samlet hende op i Viborg på deres vej til Billund og skulle videre til Kabul, havde godt nok fået at vide, at de ikke kunne tage våben med, da nødvendige diplomatiske tilladelser umuligt kunne nås at blive indgået hen over natten.

Men ”det var de ikke så glade for”, som jægersoldaterne sagde til hende, da de stod i afgangshallen. Så der var tasker med ”våben, ammunition og andet godt fra Nordjylland” som skulle håndteres nu og her.

Wetche gik til sikkerhedskontrollen, som smidigt sagde, at hun måtte tage den med piloten på det civile fly – og han var lige så smidig: Han var vant til at flyve soldater, sagde han og fortsatte

”I tager de våben med ind i kabinen.”

Der var folk i udenrigstjenesten, der blegnede, da de få timer efter hørte om transporten, men Wetche fik støtte af ambassadør Lis Rosenholm, som skulle med i flyet – hun lovede at trække diplomatkortet i Islamabad, og dermed var et frugtbart samarbejde mellem forsvar og udenrigstjeneste grundlagt på det personlige plan.

Diplomatstatus og smidighed kunne dog ikke helt gøre det, da flyet havde sat hjulene i Islamabad. På grund af våbenlasten og manglende visa gik der fem timer, før passagererne fik lov at gå ind i en aflukket terminal med bevæbnede pakistanere ved alle udgange.

Lærdom fra en berømt oberst

Når den situation og mange andre endte med at blive løst, tilskriver Charlotte Wetche det en blandet baggrund som soldat og medrejsende i det internationale diplomati.

Hun har været eskadronchef og i kamp i Afghanistans Helmand-provins, hun har været adjudant for hærchefen og i fem år militær assistent for Natos generalsekretær, mens Anders Fogh Rasmussen havde den post.

Og så har hun lært, at regler og lukkede døre ikke er umulige at omgå. Bag den lære står en kendt og til tider kontroversiel skikkelse: Oberst Jens Chr. Lund, hvis hang til at gå egne veje af og til bragte ham på kollisionskurs med generalerne.

Lund, der også fik en del år som socialdemokratisk folketingsmedlem, døde i 2018.

”Han var min militære fader i mange år, en slags mentor, og han har nok også bragt nogle unoder ind i mig, men jeg tror han lærte mig at se muligheder og tænkte kreativt, når rammerne for at løse opgaven krævede det,” siger Charlotte Wetche.

”Hvis jeg møder en lukket dør, hvilken vej kan jeg så gå?”

”Det fik jeg i høj grad brug for med Alamo, for svaret på alle spørgsmål i Islamabad var fra starten bare nej.”

Kombinationen af den Lund’ske rebelskhed – hun kalder ham OBERSTEN, så man kan høre alle de store bogstaver – læretiden hos hærchefen og Anders Fogh Rasmussen, og endelig erfaringen fra de internationale missioner, især i Afghanistan, mener hun, tilsammen var med til at bringe hende gennem alle de lukkede døre i Islamabad.

Helmands alvor

Fra egne udsendelser, vidste hun også, at det kunne blive grimt, når Taliban rykkede frem.

Hun var chef for den første danske soldat, som faldt i kamp i Afghanistan.

Steen Rønn Sørensen
Premierløjtnant Steen Rønn Sørensen. Foto: Forsvarsgalleriet

Premierløjtnant Steen Rønn Sørensen blev hårdt såret i ildkamp sidst i april 2007, og selv om det lykkedes at få ham bragt hjem til Rigshospitalet, kunne lægerne ikke redde hans liv.

Wetche, bataljonschefen og feltpræsten fik løbende de stadigt mere dystre meldinger hjemmefra, og da det var sket, sad hun oppe hele natten og skrev. Et brev til den dræbtes forældre og en tale – det, hun skulle sige næste dag til sin enhed.

”Det var ekstremt vanskeligt. Jeg følte mig egentligt ordentligt forberedt på en situation som denne – men alligevel var det ekstremt trist og næsten uoverkommeligt. Jeg ved ikke, hvor mange udkast, jeg fik krøllet sammen.”

”Og opgaverne skulle stadig løses, så når vi havde været samlet, skulle vi stadigvæk ud at køre, stadigvæk i kamp med Taliban – det var svært og tungt.”

Hendes enhed var gået sammen med spejdereskadronen om fælles ”ørkenpatruljer” og opgaven var at holde Taliban væk fra de områder, hvor man søgte at skabe udvikling. Det førte til mange træfninger, hvor hun også selv var med, og næste grimme hændelse var, da en soldat mistede sit ben.

”Han var kørt på en mine, og Taliban havde lagt sig i baghold med morterer. Hans ben sad fast, men en snarrådig læge skar ham fri med en kniv, og 30-40 sekunder efter, han var trukket fri, røg en mortergranat ned gennem taget på bilen.”

Bosnien og Irak

Charlotte Wetche havde egentlig ikke tænkt sig et længere forløb i militæret. Hun ville bare gerne prøve et år som konstabelelev i 1991, efter gymnasiet og før et universitetsstudie.

Men universitetet kom til at sende hende flere rykkerbreve uden resultat.

”Jeg syntes, det var fantastisk. Jeg kom på landsholdet i militær femkamp, og det kunne ikke blive fysisk hårdt nok. Tænk, at man kunne få løn for at træne…”

”Så det gik slag i slag. Efter et lille år ved Telegrafregimentet i Fredericia blev jeg opfordret til at søge på sergentuddannelsen.”

Derfra fortsatte hun på officersuddannelsen og stødte her første gang på Jens Chr. Lund, der dengang var chef for Forsvarets Værnepligt og Rekruttering – han foreslog hende til at søge til Prinsens Livregiment i Viborg, hvor han selv senere blev chef, og de tog sammen turen til Skive, hvor regimentet i 2005 blev sammenlagt med Jyske Dragonregiment.

Første udsendelse: Bosnien i 2000 som delingsfører.

” Krigen var formelt slut, men dens eftervirkninger var stadig synlige. Fra grænsen til Kroatien og ned til den danske lejr ved Doboj var der kun kratere og udbombede huse, og befolkningen var tydeligt mærket af det.”

Sidste udsendelse før Alamo var som chef for en træningsmission for irakiske sikkerhedsstyrker på en base uden for Bagdad. I 2018-2019.

Oberst Charlotte Wetche
Oberst Charlotte Wetche i 2019, Irak. Foto: Forsvarsgalleriet

Igen var der lukkede døre, som hun fandt ud af at bryde igennem.

”Der var ulideligt varmt, og de menige irakiske soldater kunne kun holde til at træne få timer hver dag, sagde man.”

En stærk årsag var, at irakiske officerer og befalingsmænd sad på adgangen til spiseteltet i de tidlige morgentimer. Charlotte Wetche fik et møde i stand med en højtstående general inde i Bagdad – igen måtte de diplomatiske evner i spil, og mad og vand til de menige blev et af resultaterne.

”Man kan ikke bare slå i bordet og sige: Hør her, vore ministre har aftalt sådan og sådan. Igen tror jeg, jeg har samlet noget om det diplomatiske op fra tiden med Anders Fogh Rasmussen.”

”Ydmyg, men håndfast”

Den samme taktik kom i spil i Islamabad. Antallet af lukkede døre syntes uendeligt stort.

Der var nu to danske C130 i luftbroen fra Kabul – men de første dage var det en kamp bare at få dem tanket op. Et militærfly kan man ikke bare få brændstof til i en civil lufthavn, hed det.

Piloter og loadmastere skulle have ordentlig hvile på hotel inde i byen – men de havde ikke visa, ingen stempler i passet, så den danske ambassadør måtte fysisk stå ved udgangen og forhandle, ofte i timer, for at få flybesætningerne ud.

Resten af de udsendte sov i lufthavnen. Først på gulvet, så fik de fat i nogle luftmadrasser og senere feltsenge. Efter nogle dage fandt de også en bademulighed: Koldt vand til afvaskning ved siden af et bederum.

Jægernes våbenlager var en hel historie for sig – det måtte ikke røre den pakistanske asfalt.

Så der gik ikke længe, før Charlotte Wetche og ambassadør Lis Rosenholm besluttede at opsøge den pakistanske hærledelse.

Wetche var i uniform og måtte ikke forlade terminalen – for hun havde jo ikke noget visum, og måtte som dansk soldat af sikkerhedsmæssige årsager slet ikke bevæge sig ud i byen. Så igen blev et sæt regler bøjet, for soldaten og diplomaten sneg sig i bil en time på landevejen tværs gennem Islamabad til hærens hovedkvarter i Rawalpindi – ”der havde jeg og Anders Fogh Rasmussen før været til møder.”

”Lis og jeg blev enige om, at nu går vi ind ydmyge, for vi vidste godt vi havde bevæget os på kanten af en række love og bestemmelser. Men vi ville også være håndfaste. Formålet var at få os flyttet til en militær lufthavn, hvorfra vi bedre kunne håndtere den militære del af evakueringsoperationen.”

”Så vi kommer til møde med en håndfuld pakistanske generaler, som brugte den første halve time på at skælde os ud over alle de regler vi havde brudt både ambassadøren og jeg – jeg havde jo blandt andet ”smuglet” våben ind i Pakistan uden om alle regler. Det var jo fuldstændig rigtigt, og det vidste de generaler alt om, så vi får skældud.”

”Og at flytte os til en militær lufthavn kunne der absolut ikke blive tale om, men til gengæld fik vi det ud af det, at vi insisterede på at få tildelt nogle militære forbindelsesofficerer, og de mødte op i lufthavnen næste morgen. I Pakistan har hæren ret meget at sige, og de her uniformerede majorer og oberstløjtnanter, de stod ved siden af mig, og det kom til fungere, altså fra, at det var umuligt, blev det bare vanskeligt.”

”Der var stadig problemer, men nu fik vi trods alt fly i luften, vi fik dem trods alt tanket, vi fik trods alt besætninger ind på hotellerne. De pakistanske officerer, de kunne et eller andet, når en lufthavnsansat havde sagt nej, så sagde officererne en hel masse på pakistansk, og så blev der bukket. Det reddede vores operation.”

Oberstløjtnant Charlotte Wetche overtager kommandoen fra oberstløjtnant Jesper Møller-Pedersen med de traditionelle ord ”Jeg har kommandoen”. Transfer Of Authority (TOA) ceremoni fra OIR hold 7 til 8.
Oberstløjtnant Charlotte Wetche overtager kommandoen fra oberstløjtnant Jesper Møller-Pedersen med de traditionelle ord ”Jeg har kommandoen”, 2018. Foto: Forsvarsgalleriet

Farvel og corona

Torsdag den 12. august, da Charlotte Wetche og de andre i operationsstaben i Karup begyndte at ane alvoren i Kabul, havde man en liste med 55 navne på afghanere, der skulle transporteres hjem til Danmark.

Mens de planlagde videre, voksede listen, og flere tidligere ansatte blev godkendt, mens teamet sad i luften på vej mod Islamabad.

Det endte med, at jægerne på jorden i Kabul og de danske C130 fik 1070 personer ud via den danske luftbro.

For Charlotte Wetche blev en veloverstået mission ikke lig med en festlig hjemkomst. Hun blev smittet med corona i Islamabad, testet positiv ved ankomsten til Kastrup, var ”møgsyg” i en uge og i isolation.

Men Operation Alamo førte noget nyt med sig. Flere tilbud fra erhvervslivet om job som civil, hvor hun er i dag.

Vil du læse mere ? bliv abonnent og vær med til at sikre forsvarshistorien

Klik HER for at komme igang.

Som abonnent på Forsvarshistorien.dk er du til at støtte arbejdet med at indsamle og dokumentere forsvarets historie. En opgave, der burde være forsvarets, men med forsvarsforliget i 2009 forsvandt forsvarets formidlingsforpligtelse.

Er du allerede abonnent? - log ind her

 

Relaterede artikler

Jette Albinus Danmarks første kvindelige generalmajor

Skriv et svar

Bliv abonnent

Tags

Forfatter

Relaterede artikler

Udgiv på forsvarshistorien.dk

Bliv en del af historien! 
Du kan være med til at sikre forsvarshistorien, så den ikke går tabt. 

Log ind og læs

Har du spørgsmål til dit abonnement? Eller ønsker du at oprette dig som abonnent, så klik her

Tjek vores FAQ her på siden for at finde svar på de fleste spørgsmål.

Kan du ikke finde svar, så kontakt kundeservice på kontakt@forsvarshistorien.dk

TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV​

Og modtag forsvarets historie og andet godt på e-mail.