Skrevet af sergent M. Hansen, uddrag fra bogen “De Glemtes Fortællinger”, som en bog skrevet af flere udsendte til Balkan i starten af 1990´erne. Bogen udkommer i løbet af august 2024.

Jeg havde været på vagt ved checkpointet i de sene nattetimer og tidlige morgentimer sammen med XX. Der var ikke sket noget usædvanligt, og da vi blev afløst på posten, gik vi tilbage til lejren for at få noget morgenmad og derefter noget søvn.

Da jeg lagde fragmentationsvesten på sandsækkevolden udenfor spisecontaineren, hørte jeg pludselig et skud inde fra finerfabrikken fra serbersiden. Kort efter lød der en eksplosion oppe fra området ved checkpointet, dette gentog sig, og jeg begyndte at tænke, at der var noget helt galt her. Mens jeg stod og tænkte over, hvad der mon var sket, hørte jeg min afløser på checkpointet kalde op på radioen. Hans stemme var noget presset og han fik fremstammet, at de lige var blevet beskudt af geværgranater fra den serbiske side. Heldigvis var der tale om en hulladningsgranat (HULA-granat), som er beregnet til at bekæmpe pansrede mål og ikke en brisantgranat, som er beregnet til at bekæmpe personelmål. Dette var meget heldigt, for granaten var faldet tæt på checkpointet. 

Jeg lagde hurtigt to og to sammen og blev klar over, at det måtte have været de skud, jeg lige havde hørt inde fra fabrikken. Jeg tog derfor hurtigt min udrustning på igen og befalede de to nærmeste soldater at gøre det samme. Vi gik ud på vejen og hen til indgangen til fabrikken ved siden af et serbisk checkpoint for at få standset skydningen mod vore checkpoint.

Ude på vejen ved det serbiske checkpoint, som lå tæt ved indgangen til fabrikken, blev vi stoppet af de serbiske soldater. Mens vi stod og fortalte dem, hvorfor vi ville ind på fabrikken, dukkede en soldat op inde på indkørselsvejen. Da han så vores blå hjelme der midt på vejen, begyndte han at råbe højt og truende. Han hævede sit gevær og tog ladegreb, mens han sigtede på os. De to-tre serbiske soldater, som stod ved siden af os, hoppede hurtigt i dækning, hvilket vi så også valgte at gøre. 

Mens jeg lå bag nogle jernbanesveller og dannede mig et overblik over situationen, kaldte jeg op til den PMV, som patruljerede på Ceasefirelinjen mellem vores camp og Moscenica landsbyen. Jeg instruerede den i at køre i høj fart frem mod min position, og når jeg gav signal, skulle de trække pivotbremserne og lave en hård opbremsning.

PMV’en kom i høj fart, og på mit signal bremsede den så hårdt, at den var helt oppe og balancere på drivhjulet, hvilket så ret fedt ud. Herefter fik besætningen ordre til at tage ladegreb på TMG’et, og på min ordre begynde at skyde ind i bygningen til højre for indkørselsvejen. Der skulle skydes ind i bygningen fra den ene ende op mod den anden og så tilbage igen, indtil den var skudt tom. Køreren fik besked på at gøre klar til at genforsyne vognkommandøren med en ny kasse 12.7 mm ammo, når han begyndte at skyde.

Mens alt det skete over radioen, havde jeg også gang i at fortælle de serbiske soldater, at de skulle få styr på manden inde på fabrikken, inden han skød igen, for ellers ville vi begynde at åbne ild mod bygningerne.

En af de serbiske soldater løb ind på fabrikken, og kort tid efter kørte en lastvogn med nogle personer på ladet væk fra området. De fortalte, at det blandt andet var dén soldat, som havde åbnet ild med geværgranaterne, som var på ladet.

Vi blev stående ved indgangen til fabrikken og talte lidt med de serbiske soldater for at finde ud af, hvad det hele havde drejet sig om. De kendte godt den soldat, som havde skudt, og fortalte, at han havde lidt problemer med at drikke for meget af og til. De fortalte også, at de var ret imponerede over den måde, vi havde reageret på og havde iværksat fremdragningen af PMV’en over radioen. De syntes, det havde set superprofessionelt ud, og de var meget imponerede over det hele. Jeg fortalt dem, at det var standardprocedure, og det var noget vi altid gjorde, når der opstod problemer, hvilket jo i realiteten også var rigtigt, og for os ikke var noget særligt.

Mens vi stod og talte med de serbiske soldater, kom 6.5 (kompagnichefen, kaptajn Mads Rahbek) og 2.5 (delingsfører premierløjtnant Erik Frødstrup) kørende op mod stedet, de skulle besøge os i campen. Jeg fik hurtigt briefet dem begge om, hvad der var sket, og hvad vi havde observeret og gjort.

Nu forventede alle, at der var styr på situationen, og så lagde jeg igen udrustningen fra mig for at få den længe ventede morgenmad, inden jeg skulle sove lidt inden den sene nattevagt. 

Da jeg var på vej ind i spisecontaineren, blev der igen affyret skud inde på fabrikken med efterfølgende detonationer nede omkring vores checkpoint. Jeg tog hurtig udrustningen på igen, og da hverken 6.5 eller 2.5 havde lagt vores interne lejrfrekvens ind på deres radioer, gik jeg endnu en gang ud på vejen sammen med dem for at få styr på situationen én gang for alle.

PMV’en blev igen kaldt frem og 6.5, 2.5 og jeg tog opstilling midt på indkørselsvejen til fabrikken. Vi stod i en stor trekant med 6.5 forrest og 2.5 og jeg lidt skråt bagved, med 2.5 på venstre side og jeg selv på højre side. Endnu en gang fik vi besked på, at vi ikke måtte gå ind på fabrikken, at de nok selv skulle få styr på situationen derinde. 6.5 fik fortalt den ansvarlige serbiske soldat på let forståeligt engelsk, tysk, lidt fransk og dansk, at såfremt han ikke selv magtede at få soldaten fjernet, så skulle han bare flytte de andre serbiske soldater, så ville vi sørge for, at det blev gjort hurtigt og effektivt. Man kunne se, at den serbiske soldat ikke helt vidste, hvad han skulle stille op, men han ønskede heller ikke at tabe ansigt overfor os, så han sendte en af sine soldater ind på fabrikken for at få styr på situationen.

Mens dette skete, kunne jeg høre på radioen, at der blev givet ordre til at besætte nærforsvaret inde i vores camp, og jeg kunne se blå hjelme og våben begynde at dukke op langs hele sandsækmuren ind mod fabrikken.

Ude på indkørselsvejen kunne vi høre, at der blev råbt højt inde på fabrikken, og kort efter kom den samme soldat frem, og endnu en gang begyndte han at råbe ad os, tage ladegreb på sit gevær og sigte på os. På det tidspunkt tænkte jeg, at det var mindst anden gang, jeg havde set ham tage ladegreb på sit våben, uden at der kom patroner ud af udkasteren. Jeg kunne dog ikke vide, om han efter det sidst affyrede skud havde afladt sit våben, så det nu igen var ladt og klar til at skyde med.

Vi stod stadig midt på vejen i vores trekantsopstilling og var ret sårbare, hvis den serbiske soldat valgte at afgive skud mod os. Jeg valgte derfor at gå ned i knælende stilling og gjorde klar til at tage ladegreb på mit våben. Jeg kan huske, jeg tænkte, at det nok ikke var mig, som serberen ville skyde efter som den første, og at jeg så ville have mulighed for at nå at lade og afgive skud mod ham, inden han evt. fik ram på mig. Som gruppefører var alle mine magasiner opladt med 5 lyssporspatroner som de første, for at kunne måludpege for min gruppe. Så jeg tænkte, at hvis jeg ikke fik ham i første skud, så ville jeg i hvert fald få ham med de efterfølgende skud.

Alt mens dette skete, kan jeg huske, at jeg så over på 6.5, som stille og roligt fandt en cigaret frem og tændte den – uden at ryste på hænderne – mens han fortalte de serbiske soldater omkring os, som igen var hoppet i skjul ved siden af vejen, at nu skulle de skynde sig at få styr på situationen, inden vi gjorde det for dem. Den ansvarlige serbiske fører fik endvidere også besked på, at hvis han ikke magtede det, så var han den ringeste fører, som vi nogensinde havde set. Det bevirkede, at den gale/fulde mand blev ført ind på fabrikken under højlydte protester. Kort efter dette kørte en serbisk politibil ham væk fra området.

Der faldt hurtigt ro over området igen, men vi var nogle stykker, som havde fået noget af en oplevelse, vi sent vil glemme.

Jeg har flere gange i tiden siden vores hjemkomst talt med Mads Rahbek om vores oplevelse, og vi er begge enige om, at det meget let kunne have udviklet sig i en rigtig skidt retning – især for ham, da han stod midt på vejen og så helt cool ud med en cigaret i mundvigen.

Når jeg indimellem tænker tilbage på den dag, tænker jeg tit over, hvor instinktivt vi alle reagerede, der var ikke noget tidspunkt, hvor jeg var i tvivl om, at vi nok skulle få styr på det. Jeg tænker også tit på, at jeg nok aldrig kommer tættere på at skulle skyde et andet menneske, uden at gøre det, end jeg var den morgenstund.

Når min gruppe havde været ude på chekpoint/observationspost og igen kom ind i camp Valhalla, så befalede jeg samling nede i den bagerste del af lejren med en kasse sodavand, hvor vi fik talt opgaven igennem med hinanden, uanset om der reelt var sket noget derude. Nogle gange talte vi blot om, hvordan maden havde været, mens der andre gange, som efter denne morgenstund, rent faktisk var noget at tale igennem. Denne form for debriefing var ikke noget, vi havde fået besked på at gøre, men vi syntes alle, det var en god idé, og jeg tror på, at det har været medvirkende til, at vi som gruppe kom godt igennem vores udsendelse og efterfølgende ikke har haft de store problemer med at komme hjem som hele mennesker igen.