Da korvetten ”Olfert Fischer” i efteråret 1990 satte kursen mod Golfen, var der tale om et afgørende og historisk gennembrud i dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik. Det var starten på det, som siden blev døbt ”den aktivistiske udenrigspolitik”.
Skrevet af Uffe Ellemann-Jensen, udgivet første gang i mindehæftet “Med Olfert Fischer i Golfen” d. 21. juni 2021.
Danmark tog et aktivt medansvar for at skabe sikkerhed de steder, hvor sikkerheden var truet: På Balkan, i Mellemøsten, i Golfen, i Afghanistan, i Libyen – for nu at nævne nogle af de steder, hvor Danmark var med, og hvor danske udsendte deltog i farefulde operationer, som kostede nogen livet. Vi var ikke længere – med et citat fra Jeppe Aakjær – et ”Puslingland der hygger sig i smug”. Vi var, for at citere en amerikansk præsident, et land der ”slog hårdere end sin vægtklasse”.
Udsendelsen af OLFERT FISCHER var således et klart brud på den traditionelle danske berøringsangst overfor omverdenen. Jeg ser her bort fra Flådens stolte traditioner fra indsatsen mod barbareskerne for over 200 år siden… Det blev bemærket ude i verden. I begyndelsen af 1991 var Dronningen på statsbesøg i USA, og fik en meget fornem modtagelse på Arlington Kirkegården i Washington. Præsident George H. W. Bush holdt en varm velkomsttale, hvor han takkede ”lille Danmark” for at have stillet med fregatten OLFERT FISCHER til den fælles opgave at sikre freden i Golfen. Vi var med i det gode selskab – efter en årrække, hvor vi var gledet mere og mere ud. Når udsendelsen af OLFERT FISHER spillede så stor en rolle, skyldes det i høj grad de foregående års skammelige danske optræden overfor vore allierede i NATO. Det var den såkaldte ”fodnoteperiode”.
Her er min korte version af, hvad der ligger i det udtryk. Andre kan have andre opfattelser. Men her er min: Forud for regeringsskiftet den 10. september 1982 havde der hersket relativt ro om dansk forsvars- og sikkerhedspolitik. De store, regeringsbærende partier – socialdemokratiet, venstre og konservative – var enige om de store linjer, selv om der var en vis indre uro i socialdemokratiet.
I NATO var det store spørgsmål i disse år den såkaldte ”dobbeltbeslutning”. Sovjetunionen havde opstillet en ny type mellemdistancemissiler, SS-20, som kunne nå mål i Europa, men ikke i USA. Det gav anledning til bekymring, især i Tyskland, for at der på denne måde kunne gennemføres en ”afkobling” af Europa fra den amerikanske atomparaply, som var garant for vores sikkerhed.
På initiativ fra den vesttyske socialdemokratiske forbundskansler Helmut Schmidt enedes man da om ”dobbeltbeslutningen”: Sovjetunionen blev stillet overfor et valg.
Enten fjernede man SS-20 missilerne – eller også ville USA udstationere tilsvarende missiler i Vesteuropa. De skulle bl.a. udstationeres i Vesttyskland, Benelux og Storbritannien – men ikke i f.eks. Danmark.
Vi skulle sammen med alle andre deles om udgifterne til at indrette de baser, hvor missilerne skulle opstilles, hvis Sovjetunionen sagde nej til at fjerne sine SS-20 missiler. Det startede en voldsom propagandakrig, hvor Sovjetunionen spillede på alle strenge for at få atommodstandere, fredsbevægelser, politikere osv. til at gå imod dobbeltbeslutningen. Det knagede i sammenholdet, også i Danmark, hvor den socialdemokratiske regering havde tilsluttet sig Dobbeltbeslutningen, men gjorde flere forsøg på at få udstationeringen af amerikanske missiler udskudt. Da det ikke lykkedes, vedstod regeringen sig den fælles beslutning – og det blev senest bekræftet lige før regeringsskiftet i 1982.
I efteråret skiftede Socialdemokratiet kurs. Den nye firkløver-regering, hvor Poul Schlüter var statsminister, og jeg var udenrigsminister, var en mindretalsregering. Det var ikke usædvanligt, det var efterhånden blevet det normale i Danmark med mindretalsregeringer.
Men da socialdemokraterne havde sundet sig over regeringsskiftet – som var sket uden valg, fordi de ikke kunne få flertal for en finanslov – begyndte de at kigge sig om efter punkter, hvor den nye regering kunne bringes i mindretal.
Blikket faldt på sikkerhedspolitikken
Socialdemokraterne havde flertal i Folketingen sammen med radikale og SF, hvor de to sidste partier hele tiden havde været modstandere af dobbeltbeslutningen. Og nu startede en besynderlig periode i dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik. Socialdemokratiets leder, tidligere statsminister Anker Jørgensen, havde stærke følelser i spørgsmålet om atomvåben, og med støtte fra den socialdemokratiske ordfører Lasse Budtz fik han sin folketingsgruppe til at vende sig imod de vedtagelser, de tidligere havde stået bag. Nogle af de ældre i gruppen og tidligere ministre som fhv. udenrigsminister K. B. Andersen var imod, men de blev nedstemt, og gled efterhånden ud i mørket.
Ved en række debatter i Folketinget blev der vedtaget dagsordener, som lagde afstand til centrale dele af NATO’s strategi. Og det blev udenrigsministerens og skiftende forsvarsministres ubehagelige opgave at meddele dette ved ministermøderne i NATO. Disse møder sluttede gerne med en fælles erklæring, et ”communique”, hvor Danmark i en række tilfælde tog afstand fra den fælles politik ved at sætte en fodnote. ”Fodnoteperioden” var født, og den kom til at vare fra slutningen af 1982 til begyndelsen af 1988.
Den mest skadelige af disse fodnoter kom allerede i december 1982, da et flertal i Folketinget tvang regeringen til at udskyde betalingen af Danmarks bidrag til de fælles udgifter til at forberede modtagelsen af de amerikanske missiler. Det var et beløb på 48 millioner kroner, men den symbolske værdi var utroligt skadelig for Danmarks omdømme. Jeg husker et møde, jeg havde i Bruxelles med den amerikanske udenrigsminister George Shultz, hvor han sagde til mig, at han godt vidste, at det var en tidligere regering der havde lovet at betale, men at det vel var sådan, at regeringer overtog forgængernes forpligtelser. Jeg forklarede ham, at det ville vi sandelig også gerne – men at det var dem, der havde garanteret beløbet, som nu af indenrigspolitiske grunde var sprunget fra… Han sagde ikke noget. Men jeg glemmer aldrig det blik, han sendte mig.
På talrige områder gled Danmark længere og længere ud i periferien af den fælles forsvars- og sikkerhedspolitik. Det kulminerede i begyndelsen af 1988 med et forslag fra ”det alternative sikkerhedspolitiske flertal” om, at besøgende allierede krigsskibe skulle have besked om, at de ikke måtte medføre atomvåben. Herefter meddelte USA og Storbritannien, at de havde en politik om aldrig at bekræfte eller afkræfte deres skibes bevæbning, og hvis vi kom med sådan en regel, ville de ikke længere besøge danske havne.
Det ville indebære et stop for aftaler om forstærkninger i højspændte situationer, og i praksis et farvel til NATO’s fulde beskyttelse. Regeringen udskrev valg, og der opstod en ny balance i Folketinget, som punkterede ”det sikkerhedspolitiske flertal”.
Daværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen på broen af en enhed af WILLEMOES-klassen.
Samtidig var Gorbachev kommet til magten i Sovjetunionen, og han og den amerikanske præsident Reagan indgik en række aftaler, som bl.a. førte til, at dobbeltbeslutningen blev unødvendig.
Den kolde krig var slut. Men det var ikke Danmarks skyld. Vort bidrag til den fælles vestlige strategi havde været en underminering, og der blev ikke set på os med beundring. Noget måtte gøres. Og så kom muligheden for at deltage aktivt i den situation, der var opstået i Golfen.
I august 1990 invaderede Irak den lille nabostat Kuwait. Der var risiko for, at irakerne ville fortsætte ind i Saudiarabien, og dermed komme til at kontrollere 40 procent af verdens kendte oliereserver.
FN’s sikkerhedsråd fordømte invasionen og krævede omgående tilbagetrækning fra Kuwait. Og USA og en kreds af lande lovede at sende tropper til Saudiarabien. FN fulgte op med at indføre bindende sanktioner mod Irak. Der var tale om resolutioner i henhold til FN-pagtens kapitel VII, hvorefter der kan indføres tvangsforanstaltninger mod lande, der ikke efterlever sikkerhedsrådets resolutioner. I NATO begyndte drøftelserne om udsendelse af en fælles flådestyrke til Golfen for at gennemføre en blokade af Irak. Få år tidligere havde skibsfarten i Golfen været truet, og der blev udsendt en flådestyrke under ledelse af den vesteuropæiske union WEU. Danmark er ikke medlem af WEU, men dansk skibsfart havde meget store interesser i Golfen, så regeringen forsøgte at få tilslutning til på en eller anden måde at bidrage til flådeindsatsen.
Kold afvisning fra Socialdemokratiet og deres meningsfæller. Et dansk rederi bidrog for egen regning og risiko til at støtte indsatsen i 1990: Skibsreder Mærsk McKinney Møller tilbød at stille plads til rådighed på nogle af rederiets store containerskibe, så der kunne fragtes amerikansk materiel til Golfen – og tilbuddet blev modtaget med taknemmelighed.
I Folketingets udenrigspolitiske nævn blev situationen drøftet næsten dagligt, og det kom efterhånden til at stå klart, at hvis der kom et helt klart mandat fra FN, var det ikke utænkeligt med et dansk flådebidrag.
Nogen ville hellere stille med et hospitalsskib, men der var brug for noget mere slagkraftigt.
Olfert Fischer forlader det amerikanske forsyningsskib USS CAMDEN efter RAS
I FN’s sikkerhedsråd arbejdedes der på højtryk for at sikre gennemførelsen af en effektiv flådeblokade af Irak – og endelig, lørdag den 25. august kom resolution 665 som opfordrede medlemslandene til aktivt at støtte en flådeindsats i Golfen. Jeg havde været i løbende underhåndskontakt med den senere forsvarschef, admiral Hans Garde, som kunne fortælle mig, at OLFERT FISCHER ville være det rette valg, og at skibet hurtigt kunne gøres klart til opgaven.
Jeg gik i medierne med budskabet om den nye FN-resolution, straks den forelå, og sagde, at dette efter min mening burde føre til udsendelsen af et orlogsfartøj. Det skabte en del knurren i Folketinget, også internt i regeringen, hvor nogen følte sig løbet over ende. Det forstår jeg sådan set godt, men der måtte handles hurtigt for at udnytte det momentum, der var skabt. Jeg var i kontakt med mine norske og svenske kolleger, og den norske udenrigsminister Thorvald Stoltenberg lovede straks at stille med et støtteskib.
Det blev kystvagtskibet ANDENES, et stort og velbevæbnet skib, som jeg kendte fra tidligere besøg i Norge. Min svenske kollega var ikke glad for henvendelsen, og forsøget på at få svenskerne til at stille med et fly til kontakten med den base, hvor det danske og det norske skib skulle stationeres, førte ikke til noget. I Danmark gjorde det indtryk i Folketinget, at der ville blive tale om en dansk-norsk indsats. Der blev arbejdet hurtigt, og allerede sent på aftenen den 31. august kunne et stort flertal i Folketinget vedtage et forslag om udsendelse af korvetten OLFERT FISCHER til Golfen. I betragtning af, hvor hidsige debatterne kunne blive om sikkerhedspolitiske spørgsmål blot et par år tidligere, var der tale om en saglig og alvorlig debat. Det blev anført i betænkningen til lovforslaget, at hvis der udbrød krig i området, skulle korvetten ikke deltage i krigshandlinger mod Irak eller andre uden at Folketingets samtykke forinden var indhentet.
Allerede tidligt næste morgen kunne jeg hjemme fra vores soveværelsesvindue følge OLFERT FISCHER, der stod ud af Københavns Havn for at gå på værft i Svendborg for at blive udstyret til den lange rejse sydpå. Jeg stod også på badebroen hjemme ved vores vej og fulgte OLFERT, da turen endelig efter udrustning m.v. startede på turen den 12. september. Det var lidt bevægende.
Jeg tog ikke ind i havnen for at tage afsked, for der havde været nogle avisskriverier om, at der nok ville være nogle ministre, som ville udnytte situationen til at få nogle gode billeder. Så jeg blev hjemme. Med en klump i halsen – både ved tanken om, hvad der måtte vente de folk, vi nu sendte afsted, og med stoltheden over, at Danmark igen var på banen som loyal allieret.
