FORSVARSHISTORIEN

Trist at Danmark prioriterer FN i bund – Interview med Mogens Lykketoft om FN-missionerne

Mogens Lykketoft, formand for FN’s Generalforsamling 2015-16, beklager dybt, at Danmark ikke har videreført sine traditioner for  fredsbevarende operationer. Det siger han ved 75-års fødselsdagen for FN-missionerne i dag, 29. maj. De danske/nordiske bidrag har – som i denne beretning fra Syrien – historisk set har haft stor værdi, mener han.

Den fremtrædende nordiske rolle i FN’s fredsbevarende operationer – f.eks. UNTSO (United Nations Truce Supervision Organization) i Mellemøsten – har ifølge Mogens Lykketoft, formand for FN’s Generalforsamling 2015-16, været værdifuld.
      ”Fra skandinavisk side har vi bidraget til, at de pågældende operationer er blevet gennemført kompetent og ukorrupt,” understreger Lykketoft over for forsvarshistorien.dk.
     
UNTSO var en observatørmission. Først i november 1956 blev FN’s første fredsbevarende styrke etableret, og det var med en dansk/norsk bataljon i en decideret pionerrolle under den danske chef, oberstløjtnant Carl Engholm.

Styrken blev sat ind på Sinai-halvøen og i Gaza-striben under navnet UNEF – United Nations Emergency Force. Det skete efter afslutningen på den kortvarige Suez-krig i november 1956, hvor Israel, Storbritannien og Frankrig i fællesskab invaderede Egypten. Invasionen blev imidlertid opgivet, fordi USA’s præsident Dwight D. Eisenhower mod forventning tog afstand fra den.

Engholms folk blev sat ind som første styrke i havnebyen Port Said, endnu inden de franske og britiske tropper var blevet trukket tilbage og med byens lokalbefolkning i krigerisk stemning mod de tidligere koloniherrer.
      ”Den nordiske indsats i Sinai/Gaza fra 1956 og frem var et substantielt bidrag til tålelige forhold i Gaza i en periode, og på Cypern undgik man i kraft af UNFICYP-styrken med mangeårig dansk deltagelse krige i de første ti år efter indsættelsen i 1964 – og igen efter den tyrkiske invasion i 1974,” lyder Mogens Lykketofts overordnede vurdering.
     ”Værdien ses ikke mindst tydeligt i dag, fordi en del lande, der i de senere år har stillet styrkebidrag til rådighed for FN, har vist sig ikke at kunne leve op til de kvalitetsmæssige krav.”

Det siger Lykketoft med henvisning til bl.a., at FN-soldater på Haiti fra Nepal, der var smittet med kolera, i 2010 var årsag til en større epidemi i østaten, selv om den kunne have været forebygget med en simpel screening. Og i 2015 blev en række tilfælde af alvorlige seksuelle overgreb fra FN-soldaters side afsløret under en mission i Den centralafrikanske Republik. 

Mogens Lykketoft, der er 77 år, stoppede i politik, da han i 2019 ikke genopstillede ved valget efter 38 år i Folketinget. I løbet af karrieren nåede han at være skatte-, finans- og udenrigsminister samt formand for Folketinget.

Mogens Lykketoft Flagdag 2014 Foto: Per Steen Lynge / Forsvarsgalleriet.dk
Mogens Lykketoft ved fejringen af flagdagen for Danmarks udsendte på Kastellet, d.5 september 2014. Foto: Per Steen Lynge / Forsvarsgalleriet.dk

Upartiskhed og samtykke

De nordiske lande bidrog under Den kolde Krig tilsammen ifølge lektor Peter Viggo Jakobsen, Forsvarsakademiet, med ca. 125.000 soldater – svarende til ca. 25 pct. af samtlige soldater i FN’s fredsbevarende styrker.

Den store skandinaviske indflydelse ses bl.a. af, at The Nordic Standby Forces Manual blev brugt som grundbog af en række andre lande end de nordiske. Peter Viggo Jakobsen har i artiklen ’Den nordiske model for fredsbevarende operationer’ på krigsvidenskab.dk fra 2006 detaljeret skildret modellen. Den havde principperne om upartiskhed, samtykke og ikke-brug af magtanvendelse ud over til selvforsvar som grundlæggende regler. Den nordiske model for fredsbevarende operationer: fremkomst, fald, farvel? :: Krigsvidenskab.dk

Fejlslagne FN-missioner i specielt Rwanda og Bosnien midt i 1990’erne blev et negativt vendepunkt. På blot fire år faldt antallet af FN-soldater ifølge en artikel af Jakobsen i tidsskriftet Udenrigs (nr. 4, 2021) fra 79.000 til 14.000. I stedet trådte bl.a. de mere ’hårdtslående’ NATO-aktioner i Bosnien, Kosovo og Afghanistan.
  
Mogens Lykketoft beklager stærkt en række højtudviklede landes nedprioritering af ’de blå baretter’.
     ”I de seneste år har vi set en næsten total affolkning af FN’s fredsoperationer for vestligt personel. Det har meget at gøre med statsminister Anders Fogh Rasmussens massive prioritering fra 2001 af bidrag til amerikansk-ledede oversøiske operationer.”

Lykketoft, der var formand for Socialdemokratiet 2002-05, og Fogh Rasmussen stod skarpt over for hinanden under optakten til den amerikansk ledede invasion i Irak i 2003. Den danske deltagelse blev vedtaget mod socialdemokraternes stemmer. I 2005 tabte Mogens Lykketoft som statsministerkandidat klart folketingsvalget til Anders Fogh Rasmussen.

Med Særmark-Thomsen som profil

I årene 1992-95 kunne FN’s UNPROFOR-styrke i Bosnien-Hercegovina ikke stå distancen mod de overvældende odds under borgerkrigen mellem bosniske serbere, bosniske kroater og bosniske muslimer (bosniakker). Parallelt med tragedien var danske soldater imidlertid i nabolandet Makedonien en del af en af de største succeser overhovedet for FN’s fredsbevarende styrker.

Med en slavisk flertalsbefolkning og et stort albansksproget mindretal var risikoen for kamphandlinger overhængende, men en fredsbevarende styrke blev sat ind med den danske brigadegeneral Finn Særmark-Thomsen som første chef 1993-94.


Dengang var Mogens Lykketoft finansminister i Poul Nyrup Rasmussens regering.
      ”Jeg fulgte ikke så meget med i spørgsmålene om FN-styrker, før jeg blev udenrigsminister – og altså heller ikke beslutningsprocessen vedr. den danskledede FN-styrke i Makedonien – men EU fik gennemført en mægling i Makedonien i min udenrigsministertid i 2001,” fortæller Lykketoft.
     ”Det var chefen for EU’s fælles sikkerheds- og forsvarspolitik Javier Solana og EU’s udenrigskommissær Chris Patten, der formidlede en løsning, så man undgik udbrud af borgerkrig. Det skete på baggrund af en vellykket fredsbevarende FN-operation gennem syv år.”

Finn Særmark-Thomsen var oven på sin markante succes som chef i Makedonien og – i første halvår af 1996 – for den fredsskabende IFOR-styrke i Bosnien et naturligt valg til leder af  opbygningen af SHIRBRIG (Multinational Standby High Readiness Brigade), en styrke beregnet til at stå til rådighed med kort varsel for FN’s fredsbevarende styrker.

Brigaden havde internationalt hovedkvarter på Den kongelige Livgardes kaserne ved Høvelte.
     ”Jeg besøgte SHIRBRIG i 2001, da styrken var udsendt til grænseområdet mellem Eritrea og Etiopien,” beretter Mogens Lykketoft.
     ”Det var – bortset fra den fortsatte mission i Kosovo og vores tilstedeværelse i Bosnien mens det var en NATO-operation – sidste gang, en større dansk styrke var udsendt med FN-mandat.”

Danske styrker fra SHIRBRIG i Eritrea. Foto: Forsvarsgalleriet.dk

EU-udrykningsstyrke ikke realiseret

’De blå baretter’ havde heller ikke virkningsfuld opbakning i EU-regi. I forbindelse med etableringen i 1999 af unionens fælles sikkerheds- og forsvarspolitik (CSDP) stillede Frankrigs præsident Jacques Chirac og Storbritanniens premierminister Tony Blair i fællesskab et forslag om oprettelse af en EU-udrykningsstyrke, som FN kunne trække på til fredsbevarende operationer.
     ”FN’s generalsekretær Kofi Annan talte varmt for planerne på et møde med EU’s udenrigsministre i 2001, hvor jeg deltog,” fortæller Mogens Lykketoft.
      ”Han betegnede dem som den hidtil vigtigste styrkelse af FN’s muligheder for hurtig udrykning med fredsbevarende operationer. Men der kunne ikke blive bred enighed om det i EU, da det kom til stykket.”

I stedet begyndte EU i 2003 at udsende politiske og militære missioner, og Danmark har i betydeligt omfang deltaget i de politiske. Det fortalte major Lars Hawaleschka Madsen – veteranen fra en række internationale missioner – for nylig om i et interview på forsvarshistorien.dk.

Udfasning af FN-styrker

De seneste 20 år har budt på en afvikling af det danske engagement i FN’s fredsbevarende styrker, og i dag er er kun nogle få håndfulde danskere udstationerede.
     ”Interessen hos den nuværende regering uhyre begrænset,” siger Mogens Lykketoft.
     ”Man har konstant prioriteret oversøiske operationer i NATO-regi over FN. I Mali stillede vi en styrke, der kom under fransk kommando, og ud for Vestafrikas kyst blev en søoperation (antipirateri) gennemført uden alliancepartnere og uden noget klart mandat.”

SHIRBRIG, der var blevet prioriteret højt 10 år før, blev nedlagt i 2009 efter at have gennemført 7 missioner, bl.a. fordi den danske regering året før havde besluttet at afvikle sin deltagelse. Det skete samtidig med, at den danske indsats som decideret krigsførende nation i den NATO-ledede ISAF-styrke i Afghanistan kulminerede med et større antal faldne til følge.
     ”Jeg beklagede desuden meget, at regeringen under Helle Thorning Schmidt (2011-15) trak de få mand ud af Libanon, der var en del af den fredsbevarende UNIFIL-styrke der,” bemærker den tidligere formand for FN’s Generalforsamling.

Stormagtsrelationer bestemmer rammerne

Når det gælder det fremtidige muligheder for FN’s fredsbevarende styrker, påpeger Lykketoft, at de begrænses af, at de fem permanente medlemmer af FN’s Sikkerhedsrådet i en eller anden grad skal være enige.
     ”Det har langt fra altid været effektivt. Men stormagtsrelationer er et og alt, når det drejer sig om praktiske muligheder,” siger han.
     ”I hvor høj grad spiller USA og Kina imod hinanden – eller sammen? For tiden synes udviklingen at gå mod det værre. Men Kina har haft en konstruktiv rolle i FN-styrkerne i de senere år – med god økonomi og organisation bag deres bidrag. Men det er svært at få et billede af de fremtidige muligheder, før vi ser, hvilket styre der kommer i Rusland efter krigen i Ukraine – og før vi kan se klarere, hvad vej tingene går mellem USA og Kina.”

I sin artikel fra 2021 i tidsskriftet Udenrigs giver lektor Peter Viggo Jakobsen en optimistisk vurdering af fremtiden, men karakteren af de fredsbevarende operationer er unægtelig en anden end i Sinai og Gaza i 1950’erne. Det store flertal af operationer er i de senere år foregået i Afrika.
     ”Efterspørgslen på FN-operationer med det formål at beskytte civile, opbygge sikkerhedsstyrker, nedkæmpe væbnede oprør mod regeringer og fremme økonomisk udvikling må (…) forventes at stige,” skriver han.
     ”Der er desuden en klar sammenhæng imellem Kinas økonomiske investeringer og de operationer som Beijing sender personel til, og det peger på en fremtid, hvor FN’s fredsoperationer vil finde anvendelse som et instrument til at beskytte Kinas infrastrukturprojekter og investeringer i Afrika. På tilsvarende vis kan USA komme til at se en fordel i at støtte FN-operationer i områder af geostrategisk interesse.”

Tidligere et flere forgæves forsøg gjort på at bringe FN i spil med henblik på at få afsluttet borgerkrigen i Syrien. Mogens Lykketoft ser dog dystert på mulighederne.
     ”Der kan ikke skaffes meget mandat, så længe russerne og tyrkerne roder rundt i landet med hver deres dagsordener – og amerikanerne også. Selv før russernes intervention havde det været umuligt at finde et fælles grundlag for en fredsbevarende indsats af FN.”

Den pensionerede politiker er ikke i tvivl om det fortsatte behov for fredsbevarende missioner.
     ”Men for FN har problemet med at få lov til at spille sin ideelle rolle altid været til stede. Kun i nogle få år efter Berlin-murens fald lå mulighederne tæt på idealet,” konkluderer han.

Læs mere om Danmark i FN’s fredsbevarende styrker:

Skriv et svar

Relaterede artikler

Tags

Forfatter

NIELS-BIRGER_10
Cand. phil i historie og uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole, som har arbejdet me...

Bliv abonnent

Vær med til at sikre forsvarshistorien og få adgang til en række fordele.

Relaterede artikler

Udgiv på forsvarshistorien.dk

Bliv en del af historien! 
Du kan være med til at sikre forsvarshistorien, så den ikke går tabt. 

TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV​

Og modtag forsvarets historie og andet godt på e-mail.