Historikeren Uffe Østergaard, der var i Gaza-striben som værnepligtig i 1965/66, undrer sig over den manglende opmærksomhed på en dansk FN-indsats af et omfang på ca. 11.000 soldater

Nedenstående kommentar blev bragt første gang i Kristeligt Dagblad den 16. juni 2017 i anledning af 50-årsdagen for Junikrigen (Seksdageskrigen) i 1967 mellem Israel på den ene side og Egypten, Syrien og Jordan på den anden. Rubrik, manchet og mellemrubrikker er tilføjet af redaktionen.

Af Uffe Østergård

En overset side af 50-året for Seksdageskrigen i juni 1967 er, at krigen også var afslutningen for den FN-styrke, United Nations Emergency Force, UNEF, der siden 1956 havde overvåget våbenhvilen mellem Egypten og Israel. Først ved Suez-kanalen, siden i ti år grænsen mellem Gaza-striben og Israel, samt en observationspost ved Sharm el Sheikh ved indsejlingen til Aqaba-bugten.

En del af denne styrke var en kombineret dansk-norsk bataljon, kaldet DANOR. I denne kombinerede dansk-norske styrke på næste tusind mand mand et halvt år ad gangen gjorde i alt ca. 11.000 unge norske og lige så mange danske tjeneste i de ti år styrken eksisterede.

Når jeg skriver ca. er det fordi informationen om den danske side af denne indsats er yderst beskeden. Tallet stammer fra norske kilder, mens indsatsen ser ud til at være forsvundet ud af det danske forsvars erindring.

Der er bevaret nogle lister over mandskabet på Rigsarkivet og oprettet et lille museum for de ’blå baretter’ i Frøslev lejren. På nettet findes desuden en privat smalfilm om livet i hovedlejren Hill 88 fra det sidste hold 1965-66.

Derefter gik man over til en turnus med den svenske bataljon, så det var svenskerne der blev evakueret fra stranden ved Gaza i 1967, da de israelske styrker juni 1967 løb den egyptiske hær over ende.

En tid, hvor man troede på de ’blå baretter’

Hvorfor denne larmende tavshed om denne i tal store danske indsats for freden i Mellemøsten som også gælder den samtidige indsats i Congo?

Det kan ikke være, at den mislykkedes. Det gælder jo for de fleste fredsbevarende FN-indsatser, indtil de efter erfaringerne i Bosnien i 1990erne blev udstyrede med tungere våben og et robust mandat til ikke bare at være til stede – ’Show presence’, som det hedder – men til faktisk at kunne  gribe ind mod krænkelser af våbenhvilen for slet ikke at tale om krigsforbrydelser.

Den ændring er i høj grad et resultat af den danske succes i Tuzla 1994 hvor hvidmalede danske tanks i Operation ’Bøllebank’ besvarede ilden fra serbiske angribere. Med det resultat at et par hundrede af dem der sad på et ammunitionsdepot omkom uden at FN-hovedkvarteret i New York nåede at lægge sig imellem.

Men sådan var tankegangen ikke i 1950erne, hvor let bevæbnede FN-tropper med blå baretter – og i nødsfald hjelme – formodedes at være nok til at holde konfliktens parter fra hinanden. Det var det også så længe modstanderne så deres fordel i at opretholde en væbnet fred kun afbrudt af lejlighedsvise natlige overfald på israelske kibbutzer.

Med dromedarer som mineskjold

Og mange FN-soldater omkom heller ikke. Ni nordmænd og et ukendt antal danske soldater i hele perioden på ti år.

Men helt ufarligt var det ikke. Ved landingen i el Arish lufthavn blev vi – ja jeg var selv en af unge værnepligtige i 1965-66 – modtaget af den indiske øverstkommanderende med det velmente råd: ’Welcome to Gaza. Don’t step on a mine. If you do you it will be registered as a traffic accident’.

Det lo vi meget af, men lærte af forgængerne, at det var bedst at lade en dromedar gå forrest på natlige patruljer. Hunde var lette og snu så de gik bare uden om minerne, mens dromedarer med deres store fødder og vægt gav større sikkerhed for patruljen.

Rygtet gik også, at skulle man blive indblandet i et trafikuheld, skulle man køre direkte til lufthavnen og blive evakueret. Alternativet var blodhævn som skulle være gået ud over fire canadiere der havde kørt en lille pige ned i en flygtningelejr.

De forsvandt sporløst. De professionelle canadiere var ellers almindeligt frygtede af de andre FN-tropper, idet de ved optræk til slagsmål tog deres tunge bælter med messingspænder af og svingede dem mod modstanderne.

Det havde vi andre ikke lært i nærkampstræningen og heller ikke i riot-control der mest bestod i at bevare fatningen under pres. Når der blev kastet vand, maling eller sten mod en, gjaldt det om ikke at blive bange og skyde på demonstranterne, selv om vi havde skarp ammunition i geværerne.

Overvågede demarkationslinje

Baggrunden for styrken var, at de britiske og franske styrker, der havde invaderet Egypten i samarbejde med Israel i 1956, trak sig ud af zonen omkring Suez-kanalen 22. december 1956, mens den israelske hær først fuldendte tilbagetrækningen fra Sinai 8. marts 1957.

Derefter overvågede UNEF demarkationslinjen mellem Gaza-striben og Israel med hovedkvarter i Gaza by. Den dansk-norske bataljon bevogtede sammen med en svensk bataljon den nordlige ende af striben sammen med tropper fra en halv snes andre lande.

Hovedkvarter for den dansk-norske styrke var lejren Hill 88 der stammede fra den langvarige og blodige britiske belejring af det osmanniske Gaza under 1. verdenskrig 1917-18 som man kan læse om i Eugen Rogans fremragende skildring der kom på dansk sidste år. De store britiske, indiske, australsk og newzealandske tab under stormen fremgik af den velpassede kirkegård, der lå som en grøn oase midt i den støvede og overbefolkede arabiske by.

Hvordan den ser ud i dag ved jeg ikke og det er selvfølgelig også en mindre sag sammenlignet med den enorme nød i det isolerede Gaza.

Ingen adgang til Israel

Hvorfor denne indsats stort set er gået i glemmebogen er uklart. Men skal jeg dømme ud fra min egen erfaring, må jeg sige at jeg også nærmest selv havde fortrængt oplevelsen, i hvert fald indtil FN-indsatser fik bedre omtale i 1990erne. Vi fik en medalje for deltagelsen, hvis man klarede tre måneder uden at blive straffet.

Mit stærkeste minde er intensiv turisme i Egypten, Jordan, Libanon og Syrien – men ikke Israel der ikke anerkendte styrken og derfor ikke tillod os at besøge landet, ikke engang kibbutzerne på den israelske side, selv om de virkede dragende med europæiske piger og en afslappet omgangsform fjernt fra det arabisk-muslimske Gaza. Der til gengæld var eksotisk muslimsk med enkelte indslag af kristne og ganske få efterkommere af en græsk diaspora der kunne kendes på deres røde hår.

Men der lever faktisk mange danskere endnu med et førstehånds kendskab til konflikten mellem arabere og israelere. Der kom med sympati for israelerne og drog hjem med forståelse for den arabiske side. Bortset fra kommandoførelsen i hæren.