FORSVARSHISTORIEN

FN – verdens største internationale organisation

Baggrund

Allerede før Første Verdenskrig havde der været forsøg på at skabe en international organisation, der kunne skabe fred imellem stater. Efter krigen grundlagde man derfor Folkeforbundet på bl.a. amerikansk initiativ. Det viste sig desværre at være ret ineffektivt, da bl.a. flere stormagter ikke var medlemmer, og det ikke lykkedes at forhindre en lang række krige i mellemkrigstiden, og heller ikke konflikterne op til Anden Verdenskrig. De første tanker om ”De Forenede Nationer” – eller rettere, United Nations – blev fremsat af den amerikanske præsident Franklin D. Roosevelt. Allerede i 1942 – midt under Anden Verdenskrig – blev det den officielle betegnelse for de allierede magter, der kæmpede sammen.

I slutningen af krigen afholdtes en række konferencer, den største og vigtigste i San Francisco i juni 1945, hvor delegationer fra 50 forskellige lande mødtes, diskuterede og udfærdigede FN’s charter. Charteret med sine 111 artikler er grundlaget for de Forenede Nationer – en slags grundlov. Den beskriver FN’s forskellige hovedorganer, deres rolle i FN og i verden, hvordan beslutninger træffes, hvilken rolle regionale institutioner spiller i FN, hvordan konflikter kan afgøres, og alt andet forfatterne kunne tænke var relevant for at sikre freden.

Charteret blev d. 26. juni 1945 underskrevet af Danmark og 49 andre nationer og kort herefter af Polen, før det blev ratificeret af de deltagende lande. Den 24. oktober var det hele på plads med nu 51 deltagende medlemmer i De Forenede Nationer –  verdens største internationale organisation – med det formål at gøre en ende på krig og fremme fred, retfærdighed og et bedre liv for hele menneskeheden.

FN’S ORGANISERING

FN har fem hovedorganer, der tilsammen udgør toppen af de Forenede Nationer. Først og fremmest er Generalforsamlingen, hvor alle medlemsstater er repræsenteret og har en enkelt stemme. Her vedtages budgettet, nye medlemmer bliver accepteret og Generalsekretæren vælges. Siden Uniting for Peace-resolutionen blev vedtaget i 1950, kan Generalforsamlingen ved hastemøder beslutte at indsætte fredsbevarende styrker –  i tilfælde af, at Sikkerhedsrådet ikke kan handle på grund af vetoretten. Generalforsamlingens resolutioner er dog ikke juridisk bindende, og det står derfor medlemslande frit for om de vil følge dem.

Sikkerhedsrådet består af 5 faste medlemmer og 10 roterende medlemmer valgt af Generalforsamlingen. Sikkerhedsrådet kan som det eneste vedtage juridisk bindende resolutioner. Ifølge Chartrets Kapitel VII er det Sikkerhedsrådets opgave at vurdere og fordømme trusler mod og brud på international fred. Det er derfor Sikkerhedsrådet, der gennem vedtagelse af resolutioner kan give mandat til sanktioner eller international indgriben i konflikter, og derved oprette FN’s observatørmissioner og operationer.

Sekretariatet ledes af Generalsekretæren og har til formål at administrere FN og støtte dets mange organer. Det er i Sekretariatet, at budgettet forberedes, før det sendes til afstemning i Generalforsamlingen. Desuden har det bl.a. til opgave at planlægge og forberede konferencer samt udfærdige studier og rapporter om udfordringer, der skal på dagsordenen og evt. handlemuligheder.

Det Økonomiske og Sociale Råd, eller bare ECOSOC, har 54 medlemmer, udvalgt af Generalforsamlingen. Det primære formål for dette råd er at fremme udvikling af økonomiske og sociale forhold gennem internationalt samarbejde.

Den Internationale Domstol, eller ICJ for International Court of Justice, er FN’s dømmende myndighed. Dens 15 medlemmer er også valgt af Generalforsamlingen. Formålet er at afgøre konflikter ad juridisk vej. Kun stater kan fremsætte sager for domstolen, mens FN’s egne organer kan bede om juridiske vurderinger.

De Underliggende Organisationer

Se oversigten over den danske deltagelse i FNs internationale missioner

Under FN’s fem hovedorganer ligger et utal af forskellige organisationer, kontorer, og agenturer, der alle arbejder inden for FN’s rammer for at fremme fred, retfærdighed og udvikling i verden. Nogle af de større er Verdenssundhedsorganisationen kendt som WHO, Fødevare- og Landbrugsorganisationen FAO, der begge er eksempler på praktisk orienterede organisationer, der bekæmper sygdom og sult. Andre, såsom UNESCO arbejder for at fremme og bevare kultur, uddannelse og videnskab. Enkelte er ældre end FN selv. Den Internationale Arbejderorganisation ILO blev grundlagt som en del af Folkeforbundet i 1919, men er blevet opslugt af FN. Den ældste er Den Internationale Telekommunikationsunion ITU, der blev grundlagt i 1865, men i dag er et FN-agentur.

Højkommissariatet for Flygtninge UNHCR er en af de større organisationer, der oftest kommer i kontakt med Forsvaret og Beredskabsstyrelsen, når de udsendes i FN-regi. Bl.a. AFOR (indsat i Albanien i forbindelse med en flygtningekrise under Kosovokonflikten) og UNPROFOR (indsat i det tidligere Jugoslavien) havde et tæt samarbejde med UNHCR.

De humanitære aspekter i enhver konflikt er vigtige områder for FN i alle konflikter og katastrofer. For at kunne koordinere de mange indsatser er der etableret United Nations Office for the Coordination of Humanitarian Affairs (OCHA), hvor Danmark gennem alle årene aktivt har deltaget ved Beredskabsstyrelsens udsendelser.

Derudover er der forskellige organisationer, der ikke direkte er en del af FN, men er oprettet i forbindelse med FN-resolutioner eller konventioner, som er forhandlet i FN-regi. Det Internationale Atomenergi Agentur, IAEA er det mest kendte eksempel, der typisk handler sammen med FN, og årligt rapporterer til Generalforsamlingen. Det samme gælder Organisationen for Forbud mod Kemiske Våben OPCW, på hvis opfordring Sikkerhedsrådet har vedtaget resolutioner, der førte til Operationerne RECLIB og RECSYR under dansk ledelse.

FN Gennem Tiden

FN har ændret sig meget, siden det startede i 1945. De 51 grundlæggende medlemmer er i dag blevet til 193 medlemsstater og 2 stater/områder med observatør status. Mange af de ”nye” medlemmer var oprindeligt kolonier, som i årtierne efter Anden Verdenskrig fik deres selvstændighed. Det gik ikke altid let for sig, og under afkoloniseringen blev FN’s blå hjelme set mange steder i verden. Selvstændighed fra Storbritannien og delingen af Indien og Pakistan lagde grunden til UNMOGIP, og under kampene, der fulgte Congos uafhængighed, blev en større FN-operation kaldet ONUC iværksat i 1960.

En af de første udfordringer var delingen af Palæstina, da den britiske kolonimagt besluttede at forlade området. FN forsøgte med en delingsplan, men den blev aldrig gennemført. De følgende konflikter lagde grunden til FN’s første og længste observatørmission i form af UNTSO – og gennem årene en lang række andre.

Kort efter grundlæggelsen begyndte Den Kolde Krig i mellem USA og Sovjetunionen – begge med vetoret i Sikkerhedsrådet. Derfor var der mange konflikter, FN ikke kunne gribe ind i, da den ene eller anden part nedlagde veto. Da kommunistpartiet sejrede i borgerkrigen i Kina, gik der over 20 år før Folkerepublikken Kina fik sædet i Sikkerhedsrådet i stedet for Republikken Kina – der kun regerede over Taiwan og enkelte øer, og derfor var langt fra den stormagt, der skulle repræsenteres i Sikkerhedsrådet. Den situation førte i en periode til et boykot af Sikkerhedsrådet fra den kommunistiske Sovjetunions side som støtte til Kina. Det bed til gengæld Sovjetunionen i halen: Da Koreakrigen brød ud i 1950, kunne Sovjetunionen på grund af boykottet ikke nedlægge veto mod en FN-styrke, der kæmpede på Sydkoreas side.

Koreakrigen førte dog til at Generalforsamlingen vedtog Uniting for Peace resolutionen. Ifølge den kan Generalforsamlingen samles i et hastemøde, hvis vetoretten har låst Sikkerhedsrådets handlemuligheder, og derefter selv give mandat til fredsbevarende operationer. Under Suez-krigen i 1956, hvor kolonimagterne Frankrig og England brugte deres veto, samledes Generalforsamlingen og besluttede at indføre den første egentlige fredsbevarende styrke, i form af UNEFUFP-proceduren er dog kun sjældent brugt, da der oftest ikke er det nødvendige mandskab og den politiske vilje til at agere, hvis stormagterne er uenige i udførslen.

Ved afslutningen af Den Kolde Krig fik FN bedre handlemuligheder. I Golfkrigen var det med mandat fra FN, at Operation Desert Storm fordrev Irak fra Kuwait, og UNIKOM der overvågede den følgende fred. Til gengæld mødte FN nu en ny type konflikter. Fremover var der sjældent krige mellem stater, som FN var sat op til at forhindre, men udfordringerne kom fra borgerkrige og stater, der brød sammen internt. I Jugoslavien mødte FN således en af sine største kriser, da UNPROFOR ikke var i stand til at sikre og skabe fred bl.a. ved hjælp af de såkaldte ”sikre zoner”, man havde oprettet under krigen. Massakren i Srebrenica og belejringen og bombardementet af Sarajevo er eksempler på de konflikter, som ikke kunne løses. Da det endeligt nærmede sig fred, spillede FN en vigtig rolle i stabiliseringen af regionen, i form af bl.a. UNTAES og UNPREDEP.

I det nye årtusinde tyder det dog på, at en ny kold krig kan lamme Sikkerhedsrådet igen. På trods af en effektiv intervention i Libyen i form af Operation Unified Protector, har det Arabiske Forår og de følgende konflikter vist forskellige holdninger mellem Rusland og Vesten, og vetoretten har bl.a. forhindret en effektiv løsning af konflikterne i Syrien og Ukraine. Alligevel har FN-operationer som RECSYR og RECLIB været essentielle for at reducere brugen af kemiske våben i de igangværende konflikter

SIKKERHEDSRÅDET OG VETORETTEN

Sikkerhedsrådets 15 medlemmer er ikke ligestillede. De 5 faste medlemmer er de sejrende stormagter fra Anden Verdenskrig: USA, Storbritannien, Frankrig, Kina og Sovjetunionen – hvis sæde gik til Rusland efter Sovjetunionens opløsning. For at stormagterne skulle acceptere FN’s rolle og ikke stille sig udenfor som med Folkeforbundet efter Første Verdenskrig, gav man dem en særlig rolle i organisationen. De fem faste har derfor vetoret i Sikkerhedsrådet, så enhver resolution kræver ikke bare flertal, men enighed fra de fem stormagter – eller afståelse af stemme. Det har ofte i mange situationer været vanskeligt for FN at agere, da de fem tit havde afvigende interesser. Under Den Kolde Krig var det svært at opnå enighed grundet rivaliseringen mellem Sovjetunion og USA. På trods af håb for nye tider i 1990’erne, har det igen været et problem i de senere år, da en intervention bl.a. i Den Syriske Borgerkrig blev gjort umuligt af det russiske veto. Selvom Uniting for Peace-resolutionen skulle have været en løsning på dette, er det sjældent blevet brugt effektivt, da stormagternes veto ofte repræsentere stærke interesser.

De fem faste medlemmer repræsenterer heller ikke et bredt udsnit af verden i dag. Udformningen af Sikkerhedsrådet gav mening i 1945, da store dele af verden var franske og britiske kolonier, men i dag virker det i manges øjne mærkeligt at Frankrig sidder med ved bordet, mens et stort land som Indien ikke er repræsenteret. Ligeledes har det mødt kritik, at Afrika, Sydamerika eller den arabiske verden heller ikke er repræsenteret blandt Sikkerhedsrådets faste medlemmer. Der har derfor været flere forsøg på at reformere Sikkerhedsrådet både med forslag om flere faste medlemmer og om at afskaffe vetoretten, men uden held.

FNS MISSIONSTYPER

Når danskere fra Forsvaret, Politiet og Beredskabet er udsendt i FN-regi, kan det foregå gennem forskellige typer af missioner. 

Alle har det tilfælles, at FN ikke selv har et militær, det kan udsende, men anmoder medlemslande om at bidrage med det nødvendige mandskab.

Der findes fire typer af missioner: 

  1. Observatør missioner
  2. Fredsbevarende missioner
  3. Fredsskabende missioner
  4. Humanitære missioner


Observatørmissioner er typisk et mindre hold officerer, der kun lett bevæbnet tager afsted til et område, hvor der er, har været eller man frygter, der snart begynder eller har været en konflikt. De er så at sige FN’s øjne og ører på jorden og kan ikke som sådan forhindre en konflikt, men derimod observere og rapportere om, hvad der foregår. En nyere observatørmission Danmark bidrog til var UNSMIS i den syriske borgerkrig, hvor man skulle overvåge en våbenhvile forhandlet af FN’s særlige udsending.

De Fredsskabende missioner adskiller sig mere klart fra observatørmissioner og fredsbevarende missioner, da de kun kan iværksættes af Sikkerhedsrådet, er stærkt bevæbnet, og ikke nødvendigvis behøver samtykke fra konfliktens parter. Derimod er formålet med de fredsskabende missioner at gennemtrumfe en våbenhvile eller fredsaftale, hvor en eller flere parter ikke er villige til at acceptere en fred på det internationale samfunds præmisser. Operationerne Faraway og Desert Storm var fredsskabende, da de ved hhv. at opretholde en embargo og egentlige militærhandlinger, havde til formål at afslutte den irakiske besættelse af Kuwait, med magt om nødvendigt.

De Humanitære missioner dækker over ret forskellige koncepter, der både kan være nært knyttet til de ovenstående, eller helt adskilte fra dem. Ofte har fredsbevarende og fredsskabende missioner et humanitært islæt, hvor en del af opgaven for de udsendte soldater også er at uddele og sikre nødhjælp eller bevogte civile områder fra overgreb. Der findes også rent humanitære missioner, for eksempel i forbindelse med jordskælv, hungersnød eller andre katastrofer. Her er man ikke til stede med et egentligt militært formål, men derimod kun for at støtte med nødhjælp, selvom militær tilstedeværelse kan være nødvendigt af sikkerhedsmæssige årsager. Dertil kommer humanitære interventioner, hvor man griber ind i en konflikt for at beskytte en civilbefolkning, ofte imod den siddende regerings vilje. Eksempler herpå er Operation Unified Protector i Libyen. Bag humanitære interventioner ligger tanken om Responsibility To Protect, eller Ansvaret for Beskyttelse, hvor man griber ind med militær magt for at forhindre en stat i at udøve forbrydelser mod menneskeheden..

Kilder og bidrag: Infocenter – Kastellet

  1. http://www.un.org/en/charter-united-nations/index.html – charteret
  2. http://www.un.org/en/sections/history/history-united-nations/index.html
  3. http://www.un.org/en/sections/about-un/main-organs/index.html
  4. http://www.un.org/en/sections/about-un/funds-programmes-specialized-agencies-and-others/index.html
  5. http://www.un-documents.net/a47-277.htm – Agenda for Peace
  6. http://um.dk/da/udenrigspolitik/folkeretten/folkeretten-a/responsibility-to-protect/
  7. http://um.dk/da/Udenrigspolitik/folkeretten/folkeretten-a/magtanvendelse-og-den-humanitaere-folkeret/
  8. Wadskjær Nielsen, Sune, et. al.: Verdensfredens Vogtere. Det danske Forsvars indsats i FN’s fredsbevarende operationer, 2013 
  9.  https://www2.forsvaret.dk/viden-om/udland/fn/Documents/FN-BOGEN_HQ.pdf
  10. Nordic UN Stand-by Forces, Tryckericentralen Ab, 1993Thierry Tardy, et.al. Oxfords Handbook on United Nations Peacekeeping Missions, Oxford University Press, 2015

Skriv et svar

Relaterede artikler

Tags

Forfatter

Kaptajn af Reserven
avatar
En del af hovedpersonerne bag Forsvarshistorien og Udsendt Af Danmark, da jeg brænder for formidl...

Bliv abonnent

Vær med til at sikre forsvarshistorien og få adgang til en række fordele.

Relaterede artikler

Udgiv på forsvarshistorien.dk

Bliv en del af historien! 
Du kan være med til at sikre forsvarshistorien, så den ikke går tabt. 

TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV​

Og modtag forsvarets historie og andet godt på e-mail.