I følgende artikel bringes en personlig beretning fra major Preben Korreborg, som her beskriver det første hele døgn af den tyrkiske invasion på Cypern. Den startede den 20. juli 1974 og ramte de danske soldater i Kokkina natten mellem den 20. og 21. juli

I 1974 befandt han sig som FN-soldat med DANCON Hold XXI i Kokkina på den nordvestlige del af Cypern. 20. juli angreb Tyrkiet øen fra nord med bombefly og en invasionsstyrke, der gik i land det første sted 60 km øst for Korreborgs placering. Her beskriver han det andet døgn efter angrebet, hvor han stadigvæk havde mange soldater ude på OP’er – observationsposter. 

Søndag den 21. juli, 1974 – ingen vand tilbage

Der har været kraftig skydning hele natten. Græske styrker har forsøgt med infanteriangreb på tyrkerne i Kokkina området flere steder, men ingen steder er de kommet forbi de tyrkiske stillinger. 

Jeg har via en meget dårlig radioforbindelse fået min kompagnichefs accept af, at vi ikke skal rømme OP’erne, da vi ikke har plads i lejren, og da der er temmelig meget skyderi i området. 

Da det begyndte at lysne næste morgen, kontaktede de mig via radioen, og KP Poulsen kunne fortælle, at de var sluppet gennem natten, og at alle var ok, men at de absolut ikke havde mere vand af nogen slags. Jeg lovede at skaffe dem vand så hurtigt som muligt. Derfor kontaktede jeg OP STAVROMENI, der lå nærmest ved OP MOSQUITO, for at høre, om de havde så meget vand, at de kunne undvære noget til MOSQUITO. De havde ikke noget vand, de kunne undvære, og slet ikke i de mængder, som de regnede med, at MOSQUITO havde brug for.

Da der ikke kunne køres op til STAVROMENI, vidste jeg godt, at turen skulle foretages til fods. Og med så mange kg på ryggen var det absolut en udfordring. Jeg overvejede situationen grundigt – i ca. ½ minut, hvem kunne jeg sætte på denne opgave. Derefter kontaktede jeg tyrkerne for at få deres accept af, at jeg tog turen i ingenmandsland mellem de to parter, og for at få tilladelse til at køre op til de tyrkiske stillinger og så derfra bære vandet over til MOSQUITO. Det kunne ikke lade sig gøre, og den eneste forklaring, jeg kunne få var

”at det var alt for farligt …”.

Enden blev, at jeg forklarede dem, at jeg selv ville gå turen, og at jeg ville bede dem om ikke at vise sig så tydeligt, at de derved provokerede grækerne til at starte en ildkamp hen over det stykke terræn, som jeg havde planlagt at bevæge mig i. 

Minefelt med trådminer

Da jeg på turen var nået til stykket mellem STAVROMENI og MOSQUITO, løb jeg ind i et minefelt med trådminer, (det var springminer og alarmblus). Jeg må have været træt, for da jeg opdagede minefeltet rundt om mig, kunne jeg ikke umiddelbart se hvilken retning, der var den korteste vej ud af minefeltet.

Minerne var ikke særlig svære at få øje på – området var jo brændt af, så jeg tænkte med taknemlighed tilbage på mine år ved ingeniørtropperne og de mange timers uddannelse, jeg havde modtaget i minetjeneste. Så efter en kort pause besluttede jeg at fortsætte. Som jeg husker det, var minefeltet en 500-700 m fra vores OP MOSQUITO, så jeg tog kurs mod OP’en, og jeg var meget vågen på dette stykke! 

Da jeg kom frem til OP’en og dens mandskab, var det helt klart en belønning i sig selv at se dem, at trykke deres hænder og høre om deres oplevelser og dele lidt vand med dem. 

Jeg fortalte dem om minefeltet og sagde til dem, at når jeg gik tilbage, så ville jeg vælge en rute, der lå nærmere grækerne, end den jeg havde fulgt op, så de skulle holde øje med mig. Hvis jeg kom ned uden at løbe i et andet minefelt, så skulle de bruge den vej, jeg gik ned, hvis de selv skulle væk fra deres OP i dagslys. 

Da jeg gik ned, valgte jeg en rute, der lå under det sted, hvor jeg regnede med, at minefeltet befandt sig. Det betød, at jeg gik længere væk fra tyrkernes stillinger og derfor også tættere på grækernes stillinger. Der var heldigvis ingen minefelter, men jeg var kommet så tæt på grækerne, at de begyndte at skyde efter mig. Da de første skud lød, blev jeg lidt forbandet, og min første tanke var, at nu havde tyrkerne alligevel provokeret grækerne til at skyde. Men der gik ikke lang tid, før jeg så nedslagene fra de græske skud rundt om mig.

Det var ikke det smarteste, jeg var ude i, men efter at have vurderet mulighederne og taget min egen træthed med i overvejelserne, blev jeg enig med mig selv om, at jeg bare skulle fortsætte med at gå i samme tempo og efter samme mål.

De skulle ikke have fornøjelsen af at få mig til at løbe eller springe – hvilket nok havde været lige så risikabelt som at fortsætte. Så når min chef i sin indstilling skriver, at jeg fortsatte rolig og uanfægtet – så er det afgjort en sandhed med modifikationer, men jeg er da glad for, at det var det indtryk, jeg efterlod til dem, der så på. 

Roen indtræffer i det første dagslystimer

De første dagslystimer giver lidt ro. Begge parter kan nu med egne øjne se, at det angreb, der skulle starte med, at Kokkina blev indtaget, og fortsætte via Kato Pyrgos for at ende i Limnitis, ifølge oplysningerne fra den græske brigadechef var mislykkedes. Da terrænet ikke indbød til dagangreb, var der kun spredt skydning mellem de græske og tyrkiske stillinger. 

Denne stilstand i kampene blev i vores lejr brugt til udbedring af skyttehullerne. Det blev også muligt at arrangere et fælles morgenbord, hvor vi kunne skabe os et fælles overblik over situationen. 

Alle OP’erne i Kokkina var stadig intakte, selv om nogle skudhuller – især i selve OP’stadet – var vidner om, at de levede på nogle udsatte poster. 

Telefonforbindelsen var væk til alt og alle. Årsagen var kabelbrud som følge af beskydning. 

Radioforbindelsen til OP’erne var dårlig. Når de på OP’erne var i beskyttelseshullerne, var der som regel ingen eller kun en meget dårlig forbindelse. 

Jeg har gjort flere forsøg på at etablere telefonforbindelse til kompagniet igen, men selv om det er lykkedes at reparere ledningerne flere gange, er forbindelsen umiddelbart efter død igen, så det er nu opgivet. 

De børn og kvinder jeg var stødt på om natten i forbindelse med reparation af telefonledningen, besøgte jeg igen. Denne gang med ”flere kilo” lakridskonfekt, hvilket var det eneste slik, jeg kunne finde i konstablernes bar. 

Vores køretøjer var stort set intakte. Der stod stadig en Landrover på OP WEST, som jeg ikke regnede med, vi ville få hjem igen. Den lastvogn, vi havde fået tildelt, havde jeg flyttet i løbet af natten, så den nu skulle være i rimelig sikkerhed for at blive skudt i smadder. Min næstkommanderende oversergent D.P. Berthelin fra Droningens Livregiment havde en Alfa stående i lejren. Den var gjort ”ukampdygtig” af flere skud. Det samme gjaldt den bil, som var ”Fuzzys”, der er en af vores kokke. 

Der var ingen kontakt til at slukke pærerne i lejrens lysmaster. Derfor måtte jeg skyde dem i stykker, så nu ville lejren være mørkelagt i de kommende nætter. 

Mandskabet i hele vores deling havde taget det helt fantastisk. 

Det sværeste ved denne morgen var vel at skulle vente uden at vide, hvad vi ventede på. 

Kl. ca. 10.30 får vi ordre fra DANCON’s hovedkvarter i Xeros om at rømme vores OP’er. Radioforbindelsen var meget dårlig. Jeg forsøger at forklare, at det ville være den dårligst mulige løsning og beder dem kontakte min kompagnichef MJ Jacobsen, som jeg tidligere havde sat ind i situationen. Jeg fortalte dem, at jeg gerne ville have ham til at verificere signalet. 

Senere blev jeg kaldt op igen med ordre fra XEROS om at rømme mine OP’er, men på trods af mine protester svarer XEROS:

”Vi kan ikke læse Deres signal, men vi gentager, De skal rømme OP’erne i Kokkina nu!”. 

Ordren til at evakuere vores OP’er var absolut ikke min kop te. I Kokkina havde vi indrettet os ud fra den antagelse, at vores OP’er skulle være bemandet, så længe vi var i en krigssituation. Derfor var min forholdsordre til delingen, at de skulle være rede til en fordeling, der betød, at der skulle være 8 mand på hver OP, og der skulle blive 4 mand i lejren. Det betød, at vi havde forstærket beskyttelsesrummene på OP’erne, og at vi i lejren ikke havde forstærket  

eller udbygget vores beskyttelsesrum, så de kunne tåle en mortergranat på taget. Da vi fik ordre på, at vi skulle rømme alle vore OP’er, var det afgjort en streg i regningen, Vi havde ikke plads til så mange mennesker i lejren. Det er den dag i dag stadig min klare opfattelse, at det ville have været bedre at fastholde vores plan med alle OP’erne besat.  

Dengang, da vi havde en rimelig kontakt til KMP, havde jeg orienteret min chef om, hvilken forholdsordre der var giver til delingen – at forstærke OP’erne, og kun holde en symbolsk styrke i lejren. Jeg har fået KC’s accept af, at det kunne jeg bedst selv vurdere, så derfor måtte jeg handle ud fra situationen. 

Vores telefonforbindelse var, for jeg ved ikke hvilken gang, brudt sammen, så det var ikke muligt at drøfte denne situation eller denne nye ordre med KMP. Vi var i radiokontakt med BTN. Det var en særdeles dårlig forbindelse, så mine argumenter for at fastholde vores plan kunne ikke forstås af BTN i den anden ende af radioforbindelsen. Det sidste jeg hørte var:

”Vi kan ikke læse Deres signal, men De skal under alle omstændigheder rømme Deres OP’er nu – jeg gentager NU!” 

I sådan en situation, er det svært at beslutte sig, hvad der skal gøres.  

Mange tanker løb gennem mit hoved

• Har de ikke kunnet forstå mit signal, og derfor heller ikke taget hensyn til mine argumenter? 

• Har de forstået mine argumenter, men er de i besiddelse af informationer, så de på trods af mine argumenter er sikre på, at det bedste er at rømme OP’erne? Ved de f.eks., at tyrkerne eller grækerne angriber området med fly og napalm. Vi har prøvet det med napalmbomber, hvilket ikke var rart. Var det derfor vil skulle ud af området? 

• Har de ikke forstået spor, men går bare ud fra, at når det i deres lejr er mere sikkert at være i lejren end på OP’erne, så må denne regel også gælde for os? 

Jeg valgte at tro på, at BTN havde en viden, som jeg ikke havde – specielt på grund af deres meget markante afslutning på kommunikationen:

”Jeg gentager NU!”.

Derfor beordrede jeg vores OP’er rømmet omgående. 

Jeg kontaktede tyrkerne og fortalte, at vi ville trække mandskabet ned i lejren. Jeg havde desværre ikke forbindelse til grækerne. 

Jeg kontaktede tyrkerne og fortalte, at vi ville trække mandskabet ned i lejren. Jeg havde desværre ikke forbindelse til grækerne.  

Derefter gav jeg de nødvendige ordrer til rømning af OP’erne. MANSURA skulle blive, da den lå i   græske område. 

OP SOUTH kom ned uden problemer. De meldte dog om enkelte mortergranater, der lå på bjergvejen, som ikke var eksploderet. En mand fra SOUTH havde glemt sit fotoudstyr og sin pung, det hentede jeg ved en senere lejlighed. 

OP STAVROMENI kom ned uden problemer. 

OP WEST var forstærket med ekstra mandskab, som vi havde modtaget fra KMP, da vi i krigssituationen havde bemandet alle vores OP’er. Oversergent (OS) J.B. Dall fra Den kongelige Livgarde var en meget vellidt og respekteret befalingsmand, som jeg selv satte særdeles stor pris på både som soldat og som menneske. Han modtog ordren om at rømme OP’en, som alle de øvrige befalingsmænd gjorde på hver især deres OP.  

Da OS J.B. Dall kom til den tyrkiske kontrolpost i den vestlige ende af Kokkina, blev han sammen med sin Landrover, sit mandskab og deres materiel nægtet adgang til området. Det protesterede han selvfølgelig højlydt over. Nogle skud fra tyrkerne fik dog Dall og mandskabet til at søge ly og kalde mig over radioen.

Som svar på mit lidt tåbelige spørgsmål om, hvorvidt det var varselsskud, tyrkerne havde affyret, måske fordi de var temmelig nervøse, fik jeg at vide, at det var det sikkert, men det var de mest velsigtede varselsskud, som OS Dall endnu havde oplevet. 

Jeg besluttede at køre ud til posten uden mit våben og min hjelm. Det så mere fredeligt ud. 

De havde hver deres maskinpistol, som pegede på mig

Da jeg kom frem til kontrolposten, så det ganske rigtigt noget uoverskueligt ud. Dall lå med sine mænd og deres Landrover på det stykke land på de ca. 200 m, der var ned mod stranden. 

Tyrkerne havde besat deres stillinger omkring kontrolposten. Den tyrkiske officer, der mødte mig, kendte jeg fra tidligere ”fredstidskontakter” i området. Jeg kunne desværre ikke komme i tanke om hans navn, men regnede med, at genkendelsen var gensidig. Det var en fejl fra min side.  

Han forlangte sammen med 2 af sine soldater, at jeg med hænderne over hovedet skulle gå ind i deres vagtskur, mens de besluttede, hvad der skulle ske med mine soldater på stranden. Nu var jeg vist ikke i humør til at blive jaget med – heller ikke selvom de hver havde en maskinpistol pegende på mig. Det så heller ikke ud til, at der var taget ladegreb og afsikret, så jeg råbte højt og vendte ryggen til dem og gik ud mod mine soldater på stranden.

Jeg hørte dem tage ladegreb og råbe efter mig, men jeg forstod jo ikke tyrkisk, så jeg fortsatte ud til Dall og hans mænd, og vi fulgtes så ad ind igennem kontrolposten. Og da jeg havde fået Dall og soldaterne sendt tilbage til lejren, fik jeg fat i den tyrkiske officer. De er ikke ret store, men jeg er jo omkring 191 og dengang med små 80 velplacerede kg. Det gav lidt pondus.

Jeg talte højt på dansk, og han lyttede pænt, indtil jeg på et meget tydeligt sprog forklarede ham, at nu kørte jeg hen til den tyrkiske øverstkommanderende og klagede over ham og den adfærd, han havde vist over for mig.

Der forsvandt den mørke kulør i fjæset på ham. Det gjorde jeg så, inden blodet helt var kommet under kogepunktet. Jo – der blev lyttet, og jeg ved ikke, hvad det betød for den stakkels tyrkiske officer, men jeg blev ikke generet på noget senere tidspunkt af tyrkiske officerer. 

Konstabel Bjarne Skøtt var blevet skudt

Da jeg kom hjem til lejren med besætningen fra OP WEST, var der kommet et signal fra besætningen fra OP MOSQUITO, at de var kommet ned på vejen, og at alt var ok. 

Kl. ca. 12.00: Jeg nåede lige at sige til oversergent (OS) Berta og sergent (SG) Wrist, at jeg så havde været unødvendig nervøs for resultatet af denne rømning, og at det nu var lykkedes at få alle helskindet ned, da der kom et nyt signal fra MOSQUITO folkene. De var blevet beskudt, og konstabel Bjarne Skøtt var blevet hårdt såret. 

Jeg kontaktede tyrkerne og orienterede dem om den sårede UN soldat og fortalte også, at jeg var på vej ud gennem deres linjer i øst for at finde den sårede.  

Da jeg nåede Skøtt, var der ingen tegn på, at der var ydet førstehjælp. 

Indskudshullet i ryggen var ikke en forbinding værd, men udskudshullet i maven så ikke godt ud. Da jeg var i færd med at forbinde ham, begyndte han at hoste, og hver gang han hostede, kom der flere tarme ud af udskudshullet i maven. 

Vi var begge klar over, at det ikke var den bedste situation. Jeg forbandt ham, og da han af naturlige årsager havde meget stærke smerter, gav jeg ham en indsprøjtning med morfin.  

Derefter rekvirerede jeg en helikopter til transport af Skøtt. Jeg er sikker på, at jeg blev både forbavset og forbandet, da jeg fik afslag på min rekvisition af en helikopter. Dermed troede jeg, at det var Skøtt’s sidste chance, der forsvandt. Jeg gav ham en morfinindsprøjtning mere og regnede med, at vi ikke kunne få hjælp igennem i rette tid, men heldigvis tog jeg fejl. 

Kl. ca. 13.45 nåede en nødhjælpskolonne med en ambulance frem til os fra DANCON’s hovedkvarter. Det var kaptajn Lars Nielsson fra Fynske Livregiment, der var fører af denne nødhjælpskolonne. Da nødhjælpskolonnen forlod Kokkina, kørte de via Xeros mod det engelske militærhospital på AKROTIRI, der ligger på Cyperns sydspids – det var en lang køretur. 

Skøtt havde været på operationsbordet i tre timer

Vi fik ordre til at rømme Kokkina, da nødhjælpskolonnen var kørt. Vi skulle køre til kompagniets lejr i Limnitis. Vi var fremme ved aftenstid, og alt var forløbet planmæssigt. 

Nu var vi kommet til Limnitis, det samme gjorde krigen i løbet af natten. 

Kl. 23.35 fik vi en meddelelse om, at Skøtt var kommet frem til AKROTIRI, og at han var kommet på operationsbordet. FANTASTISK! – har jeg skrevet i mine notater. 

Skøtt har været på operationsbordet i 3 timer, lægerne giver ham 50 % chance. Det er et fremskridt, jeg gav ham kun 10 % chance i går. 

Mine soldater er gravet ned i deres nye stillinger i Limnitis. 

Jeg kunne ikke huske hverken tid eller sted. Jeg kunne ikke svare på, hvor lang tid kampene havde været i gang, eller hvad det var, der skete i går, og hvad det var, der skete i forgårs og ikke engang, hvilken dag, det var i dag.

Det var måske også grunden til, at jeg var den eneste i lejren, der denne nat sov i en rigtig seng.  

Kompagnichefen gav i går ordre til, at alle skal sove i deres huller om natten. Jeg drømte ikke om, at denne ordre også omfattede mig. Derfor sov jeg i officersmessens gæsteværelse. Da jeg vågnede ved, at grækerne angreb, måtte jeg erkende, at der allerede var kommet et par skudhuller i mit ”nye soveværelse”.