Daværende major Peer Høegh-Guldberg, hans kone og to børn fik en oplevelse af rang, da han i 1975/76 fik mulighed for at tage sin familie med på udsendelse til FN-missionen UNMOGIP i Kashmir
Introduktion af Niels Birger Danielsen
Vi har tidligere på forsvarshistorien.dk haft glæde af, at Peer Høegh-Guldberg, oberstløjtnant uden for aktiv tjeneste, har skrevet udførlige, illustrerede beretninger fra sine FN-udsendelser. I forsommeren bragte vi hans historie fra en tid med UNEF-styrken i Gaza 1965-66 – Rørende historie midt i trøstesløshed – En FN-soldats beretning fra Gaza-striben 1965-66 – Forsvarshistorien.
Her kommer fortællingen om hans udsendelse til Kashmir 10 år senere – denne gang med hustruen og parrets to børn på 5 og 7 år. Høegh-Guldberg gjorde tjeneste på forskellige feltstationer på begge sider af den indisk/pakistanske våbenhvilelinje, mens familien boede et halvt år i Srinagar i Kashmir og et halvt år i Rawalpindi i Pakistan.
UNMOGIP – United Nations Military Observer Group in India and Pakistan – eksisterer stadig og er FN’s næstældste mission. Den blev etableret i 1949, og kun UNTSO i Mellemøsten – United Nations Truce Supervision Organization – er ældre. Dens oprettelse i 1948 blev den 29. maj i år fejret som 75-års fødselsdagen for FN’s fredsbevarende styrker.
LÆS OGSÅ
Muslimsk område i hinduistisk flertalsstat
Observatør-styrken består i dag af ca. 110 observatører. Danmark deltog i UNMOGIP i 59 år – frem til 2008. I alt 567 danskere FN-soldater kom til Kashmir.
UNMOGIP blev sendt til den delte provins i Himalaya, der med fire bjerge over 8000 meter er blandt verdens højest beliggende områder, fordi Indien og Pakistan kom i krig om den, efter at de to stater var opstået som resultat af delingen af Britisk Indien i 1948.
Kashmir, der i dag har godt 15 millioner indbyggere, har muslimsk befolkningsflertal. Derfor gjorde Pakistan krav på området. En Kashmir-frihedshelt Sheikh Abdullah var imidlertid stærkt imod indlemmelse i Pakistan og ønskede et selvstændigt Kashmir. For at undgå indlemmelse i Pakistan måtte han støtte sig til Indien, hvor det store befolkningsflertal bestod/består af hinduer. På den baggrund gjorde Indien også krav på landet.
De første militærobservatører blev udsendt til Kashmir den 24. januar 1949, og den 27. juli samme år blev våbenstilstanden indgået mellem Indien og Pakistan i Karachi, Pakistan.
Igen i 1965/66 og i 1999 blev der udkæmpet krige, uden at våbenstilstandslinjen flyttede sig. Ca. en tredjedel af Kashmir er under pakistansk kontrol, mens resten udgør to unionsterritorier under Indien. Konflikten er aldrig blevet løst.
Bjergtagende natur
Da Peer Høegh-Guldberg ankom til den delte provins i 1975 som 38-årig major, var forholdene relativt fredelige. Familien havde overskud til at nyde den enestående natur. Et eksempel fra beretningen:
”Mellem regndagene kommer solskinsdage. Både regnens dage og solskinnet ejer en art urtidsagtig fuldendthed, de udsletter erindringen om hinanden og hersker i selvforligende fuldkommenhed. I sollyset skinner bjergene blændende, og de dyndede floder glitrer som af uægte guld. Piletræerne står gyldent grønne. Tigerliljerne gaber brandgule. Poplerne aftegner sig i stridt sort violet: En slags landskabets buskede øjenbryn, som de strækker sig ud i endeløse alleer.”
Familien prøvede ture i shikare (lave, lette gondoler) ad Jhelum-floden ind til hovedstaden Srinagar:
”Vi passerer de højt priste flydende haver, der nærmest virker som fremstikkende landtanger. Roeren får dem til at gynge under sin åre. Det er spændende at søge ind mellem vandets forgreninger, frem gennem Srinagars gyngende udkanter, hvor det vandbårne proletariat holder til. En labyrint af stillestående vande, nogle steder sorte som ajlepøle, næsten tilmurede under lave hvælvinger af hængepile. Fligede jordtunger og øer, sammenholdt af pæle og vegetation, glider forbi med de mærkværdigste huse.”
Frygt for at miste fodfæstet
Et gennemgående træk i de militære opgaver var inspektionsvandringer til pakistanske forsvarsstillinger fra fjerntliggende feltstationer:
”Den snævre kløft genlyder af kommandoråb og advarsler. Den bærer, der har min oppakning på ryggen, forsøger at give gode råd på urdu. Han er barfodet i et par sandaler flettet af halm. Utroligt at han ikke får forfrysninger. Da det bliver livsfarligt glat, vælger han at tage sandalerne af!”
Trods de gennemgående begrænsede udslag af fjendtlighed mellem Indien og Pakistan, kunne der være farligt nok endda i Kashmir:
”Jeg er hunderæd under denne første del af nedstigningen. Bange for at miste fodfæstet og styrte forover. Der er andre, der er bange, men det er bemærkelsesværdigt at se, hvordan soldaterne og de civile bærere kan klare opgaven med de meget tunge byrder på ryggen. En går det galt for, han ruller et halvt hundrede meter ned, men er så heldig at blive stoppet af et stort, snedækket klippestykke. Han brækker en arm i faldet, samtidig med at skulderen går af led. Trods alt heldig! Sergenten og en samariteruddannet menig yder førstehjælp. Staklen skriger, så det høres viden om. Pinefuldt og besværligt er det at få ham ned til dalen.”
Peer Høegh-Guldberg slutter af med nogle betragtninger om den varige værdi i at have haft oplevelsen i Kashmir som en familie.
God læselyst!
