FORSVARSHISTORIEN

1989-90: UNTAG Namibia – En succesfuld FN mission

 
INTRODUKTION: Artiklen er skrevet af Bent Agger, en dansk officer, hvis tjeneste har taget ham til bl.a. Indien, Pakistan, Irak, Namibia og Cypern.

Da jeg kom hjem fra Irak blev jeg af regimentets næstkommanderende, oberstløjtnant O. G. Madsen orienteret om, at jeg nu skulle være regimentets budgetofficer. Det ved jeg, at Birgit, hvis hun blev spurgt, ville advare meget imod. Det med budgetter har aldrig været min stærke side. 

Jeg var dog næppe begyndt de indledende øvelser i denne nye disciplin, før jeg fik en opringning fra Forsvarskommandoen. Om jeg kunne tænke mig at tage til Namibia sammen med hold 2 til det kontingent, som Danmark var blevet bedt om at stille, efter at Sydafrika havde nedlagt veto mod en svensk deltagelse. 

Jeg spurgte, hvad de havde tænkt sig, at jeg skulle lave ved kontingentet, og jeg fik at vide, at jeg kunne blive chef for Administrationskompagniet eller ”Movement Control”, hvis jeg da ellers var interesseret i det. 

– Nej tak, sagde jeg. Hvis ikke jeg skulle være chef for kontingentet, havde det ingen interesse. Jeg følte, at jeg nu havde haft så megen FN-tjeneste, at jeg kunne tillade mig at stille krav. Den gode major fra Forsvarskommandoen var tavs i lang tid. Så sagde han: ”OK, jeg skal se, hvad jeg kan gøre. Hold dig klar!” Jeg fortalte ham i overensstemmelse med sandheden, at jeg havde foræret min kone en tre ugers ferie på Bali som en kompensation for mit halve år i Irak, og at jeg derfor først ville være hjemme om en måneds tid. 

Det sagde han OK til, så Birgit og jeg tog til Bali. I Frankfurt så jeg i øvrigt et hurtigt glimt af oberstløjtnant Jens Kofoed fra Bornholms Værn. Han var chef for det første danske kontingent i Namibia, men med den meget usikre fremtid, så jeg ingen grund til at henvende mig til ham. 

Tilbage fra Bali meldte jeg mig hos regimentet igen. Nu klar til et liv bag skrivebordet og tørre tal. Det skulle dog gå anderledes, for oberstløjtnant O. G. Madsen fortalte mig med det samme, at der var kommet en personelbefaling fra Hæren, og der stod, at jeg var udpeget som den nye chef for det danske kontingent i Namibia og tillagt en midlertidig grad som oberstløjtnant i perioden. 

Jeg var vidst ikke den eneste, som blev noget overrasket, men jeg glædede mig meget til opgaven. 

En af FNs valgobservatørbiler i Namibia i 1989. Foto: https://commons.wikimedia.org/

Kort historisk baggrund for missionen 

Det er måske lidt underligt at tænke på, men faktisk startede processen som førte til Namibias frihed og uafhængighed i forhold til Sydafrika i Reykjavik på Island. Det skete i forbindelse med et topmøde i denne by i december 1987 mellem den amerikanske præsident, Ronald Reagan, og hans modpart Mikhail Gorbatjov Sovjetunionens leder 

De to ledere blev enige om at prøve på at løse regionale problemer som en del af de tillidsskabende foranstaltninger der skulle berede vejen for et bedre klima mellem de to supermagter efter den kolde krigs rasen efter NATOs Dobbeltbeslutning i 1979. 

Én af de regioner, hvor de ønskede at afprøve den nye enighed, var Afrika. Jeg forestiller mig, at den ene af de to måske har spurgt, hvorledes de kunne hjælpe på situationen i det sydlige Afrika. Måske har Gorbatjov spurgt hvorledes de to lande kunne bidrage til ønsket om at skaffe Namibia en selvstændighed og uafhængighed fra styret i Sydafrika. Jeg forestiller mig, at Reagan har svaret, at da Sydafrika fastholder sit greb om Namibia på grund af den trussel, som landet ser i de mange cubanske soldater i Namibias naboland mod nord, Angola, så kunne løsningen være at trække disse tropper ud?

Herefter er det formentlig gået stærkt. De to verdensledere og deres respektive rådgivere er formentlig blevet enige om en gradvis tilbagetrækning af såvel cubanske soldater fra Angola som sydafrikanske soldater fra Namibia. Denne plan er så afleveret til FN, der derefter har påtaget sig opgaven med at overvåge den gensidige tilbagetrækning. Derudover har FN formentlig påtaget sig at stå for arbejdet med at få Namibia til at fungere som et demokratisk land. Det vil først og fremmest sige at gennemføre frie og retfærdige valg. Men forud herfor, skulle de næste 90.000 flygtninge bringes tilbage til landet, hvor de skulle registreres og genbosættes for endeligt at kunne deltage i valget. 

De forenede Nationer etablerede missionen UNTAG (United Nations Transition Assistance Group). Den skulle rykke ind i Namibia omkring 1. april 1989. Monitorere den gensidige tilbagetrækning, modtage og registrere de mange flygtninge. Forberede, gennemføre og overvåge en valgkamp mellem de opstillede politiske partier. Gennemføre valget ved hjælp af valgobservatører fra udvalgte lande. Sikre sig at der blev skrevet og vedtaget en national grundlov, sammensat et parlament, udpeget en præsident og regering. 

Når alt dette var gennemført, og det skulle ske inden den 31 marts 1990 skulle UNTAG opløses og de deltagende parter tage tilbage til deres respektive hjemlande. 

Sådan skete det, og det er efter min opfattelse klart FN’s største succes til dato. 

Namibias historie i korte træk

Namibia hed indtil 1968 Sydvestafrika, hvilket naturligvis blot er en geografisk betegnelse og ikke et navn til et land. 

Landet er på godt 840.000 kvadratkilometer (ca. 20 gange Danmark) og har en befolkning på lige over halvanden million. Befolkningen består af 51 procent ovambo, 13 procent nama, 10 procent Herero, 6 procent hvide og 2 procent san (et oprindeligt folk i og omkring Kalahariørkenen, red.). Herudover er ca. 10 procent af anden etnisk oprindelse end de nævnte. 57 procent er protestanter, 17 procent er katolikker, 7 procent andre kristne og 19 procent bekender sig til kulturfolkets religioner. 

Landet var indtil afslutningen af Første Verdenskrig en tysk koloni. Herefter mandatområde under Folkenes Forbund, administreret af Sydafrika, som i 1933 og 1946 søgte at annektere landet, hvilket blev forhindret af Folkeforbundet og senere De forenede Nationer. 1966 fratog FN’s Generalforsamling Sydafrika dets formynderskab. Sydafrika kom under stigende pres fra det internationale samfund på grund af sin apartheidpolitik, og landets besættelse af Namibia kulminerede med vedtagelse af Sikkerhedsrådsresolution 435 i 1978, der udstak reglerne for en FN-overvåget namibisk overgang til uafhængighed. 

Det næste skridt på Namibias vej til frihed og selvstændighed blev som tidligere nævnt taget i den Islandske hovedstad Reykjavik i december 1987. 

Det danske kontingent 

Det danske kontingent bestod af tre enheder (i alt 258 danskere var udsendt til Namibia i perioden): 

  1. Et Administrationskompagni, 
  1. En Movement Control enhed og 
  1. En postenhed. 

Administrationskompagniet tog sig af alle logistiske og praktiske opgaver ved FN hovedkvarteret, der var etableret på Suiderhof Kasernen i hovedstaden Windhoek. Ved siden af tjenesten som chef for det danske kontingent var jeg kasernens kommandant, og således ansvarlig for hovedkvarterets drift. Administrationskompagniet leverede stabshjælpere til de forskellige afdelinger og sektioner og kompagniet stod for indkvartering, forplejning af alt personel som boede på kasernen, samt enhver vedligeholdelse af kasernens bygninger og lokaler. Administrationskompagniet bestod af 65 mand og forplejede og underbragte de omkring 500 personer, som boede på kasernen. 

Under Administrationskompagniet hørte også vores læge, messeofficer, lejrofficer og præst. 

Bevogtningen af kasernen var også mit ansvar, og til løsning af denne del af opgaven var der stillet et kenyansk vagtkompagni til min rådighed. 

Dele af det danske kontingent inden udsendelse. Foto: Forsvarsgalleriet

Movement Control enheden havde personel i havnebyen Swakopmund og i lufthavne i Windhoek, Keetmanshoop, Grootfontein, Rundu, Ondangwa, og Strijdom lige uden for Windhoek, hvor jeg i øvrigt kort tid efter min ankomst og overtagelse af kommandoen over den danske styrke i Namibia, var med til at modtage den kommende præsident, Sam Nujoma.

Det var denne enhed som stod for at modtage de omkring 7.000 FN-medvirkende og de mere end 80.000 namibiske flygtninge fra udlandet, fortrinsvis Angola. Movement enheden ledede også bookingen af personel og materiel der skulle med de spanske Casa-fly og de italienske helikoptere, der var stillet til rådighed for UNTAG. Da missionen var overstået i marts 1990, var det den samme Movement Control enhed, der skulle sende de mange udenlandske enheder tilbage til deres respektive hjemlande. Under valget modtog og afsendte enheden de mange tilforordnede, heriblandt 25 fra Danmark. Movement Control enheden bestod af omkring 50 mand. 

Postenheden havde til opgave at betjene såvel hovedkvarteret som de militære kontingenter med enhver form for post fra og til hjemlandet. Den havde personel de samme steder som Movement Control enheden. Postenheden bestod af 10-15 mand og havde sit ”hovedpostkontor” på kasernen. 

Selv havde jeg to kasketter på mit hoved. Ud over at være chef for det danske kontingent var jeg også kommandant på Suiderhof kasernen, hvilket var såvel naturligt som praktisk. Mit eget kontor lå sammen med Administrationskompagniets kompagnikontor nogle hundrede meter fra bygningen hvor selve staben holdt til. Jeg havde ingen telefon på mit kontor, og det var jeg godt tilfreds med. Når en stabsofficer skulle bevæge sig ud fra sit airconditionerede kontor for at beklage sig til mig over bagateller, så svandt lysten hurtigt, når der var fem minutters gang i den stegende hede. Der blev på et tidspunkt under et af de daglige stabsmøder spurgt, hvorfor ”Camp Commandant” ikke havde telefon, og jeg svarede, at der desværre ikke var flere ledige pladser på omstillingsbordet. Den engelske signalofficer så undrende på mig, men sagde ingenting. Senere forklarede jeg ham og vores stabschef, oberst Shariff fra Malaysia, begrundelsen for, at jeg ikke ville have nogen telefon, og det accepterede de. 

Oberst Shariff smilede endda og nikkede forstående. Emnet kom aldrig op igen. 

Major Lenny Ngondi 

Min forgænger havde haft et noget anstrengt forhold til sit kenyanske vagtkompagni. Jeg ønskede at forbedre det forhold, for jeg var naturligvis som Camp Commandant ansvarlig for og interesseret i, at vi havde et godt samarbejde, så vagttjenesten ikke gav anledning til problemer. 

Derfor bad jeg kompagnichefen, major Lenny Ngondi om et møde. Dagsordenen var situationen nu og i fremtiden. Kun han og jeg deltog i mødet, og vi havde en fornuftig snak om situationen. Han kunne bekræfte det noget anstrengte forhold til min forgænger, men kunne ikke finde nogen egentlig årsag til, at det var gået så dårligt. ”Måske havde jeg blot indtryk af, at han ikke interesserede sig for hvad vi laver” sagde Lenny Ngondi. Det kunne jeg jo ikke vide noget om, men spurgte til sidst, om der var noget jeg kunne gøre for ham og hans kompagni. 

Yes, Sir, sagde han, jeg har forsøgt at få en forholdsordre til mine soldater på vagt, men det er ikke lykkedes. De er faktisk lidt ulykkelige over ikke at have en forholdsordre, Sir! 

Det kunne jeg godt forstå, og jeg fandt det helt urimeligt og utilstedeligt, at der ikke fandtes en sådan forholdsordre til de kenyanske soldater på vagt. Det var for dem helt afgørende at vide, hvilke midler de havde til deres rådighed. Hvilke beføjelser havde de, når uvedkommende ville ind på kasernen. Hvornår måtte de anvende magt for at holde mistænkelige personer ude, og hvilken form for magt måtte de bruge. Måtte de eller skulle de bruge våben, og i hvilke situationer? Jeg lovede at kigge på det, og næste dag tog jeg sagen op med stabschefen, oberst Shariff fra Malaysia. Han kunne godt se, at soldaterne havde krav på en sådan forholdsordre, men styrkens øverste chef, general Prem Chand fra Indien, ville ikke gå med til at give dem en sådan forholdsordre. ”Prøv selv at tale med generalen, Bent” sagde oberst Shariff, måske vil han lytte til dig, fordi du lige er tiltrådt, og jo faktisk også er soldaternes chef. 

General Prem Chand var straks afvisende. De soldater behøver ikke nogen forholdsordre, De skal blot ”bruge deres sunde fornuft”. 

Jeg følte, at det var urimeligt at stille soldaterne i den situation. En soldat på vagt skal nødvendigvis kende sine beføjelser og sine grænser. Ellers ville han komme til at stå i en fuldstændig umulig situation ligesom han aldrig ville vide, om han efter en eller anden episode stod til én eller anden form for straf, fordi han havde ”brugt sin sunde fornuft”. 

Jeg tilbød generalen, at jeg selv ville udarbejde en forholdsordre til de kenyanske vagtsoldater, og at jeg ville lade missionens militære næstkommanderende, den kenyanske brigadegeneral Daniel Opande, samt vores stabschef godkende den, før jeg satte den i værk. 

Brigadegeneral Opande var meget taknemmelig. Han havde faktisk selv prøvet at få udvirket, at der blev lavet en forholdsordre men uden held. Oberst Shariff, som var en uhyre retlinet og effektiv chef for staben, godkendte også den af mig udarbejde forholdsordre, der til forveksling lignede en forholdsordre som den sås på danske kaserner for de danske vagtposter. (I princippet er det blot et spørgsmål om at skrive, at vagten først skal råbe holdt!, hvis ikke det hjælper afgive et varselsskud og derefter afgive et skud, som får en eventuelt indtrængende til at standse. I første omgang ved skud efter benene.) 

Jeg fik mig en ny ven, og et helt venskabskompagni, da jeg forklarede deres forholdsordre til dem. 

Søndagsgudstjeneste i lejren i Namibia. Foto: Forsvarsgalleriet

Papa Doc 

Der er en årelang tradition for, at lægen ved et kontingent kaldes ”Doc”. 

Således også hos os, og det er klart, at lægen, i den periode hvor der er ankommet en ny læge som afløser, kaldes ”Papa Doc” mens hans afløser lige så naturligt kaldes ”Baby Doc”. 

Vores læge hed Alex Heick. Han var reservelæge i hæren, og skulle derfor på sine skuldre bære en enkelt løjtnantsstjerne. Heick kom allerede første dag ind på mit kontor og sagde, at han havde besluttet sig for at bære tre stjerner som er en kaptajns distinktion, men det ville give ham langt mere ro og gennemslagskraft! Det havde jeg ingen kommentarer til. 

Hvert kontingent havde sine egen læger, og Alex Heick havde en lægestue og en hospitalsstue i en af kasernens hovedbygninger. Han beklagede sig over, at han ikke kunne finde en parkeringsplads til sin ambulance, men der var småt med parkeringspladser på kasernen, og den danske kaptajn der virkede som chef for Camp-delingen, kunne ikke hjælpe ham. 

”Fint”, sagde Heick. ”Jeg finder selv på noget!” 

Da jeg kom på kasernen næste morgen var der malet et stort gult felt på asfalten. Otte meter langt og i halvdelen af vejens bredde. NO PARKING, AMBULANCE stod der med store gule bogstaver. Selvgjort er velgjort, sagde Doc Heick til mig senere på dagen. 

Oberst Pater 

En gang ved det daglige stabsmøde fortalte den polske oberst Pater, at han var i færd med at skrive et brev til mig. Jeg prøvede at fritte ham ud om indholdet, men han slog det hen. Det gjorde han hver dag i den følgende uge, og det begyndte at irritere mig. Polen var jo på dette tidspunkt stadig et medlem af Warszawa Pagten. 

Efter to uger kom han med brevet. Det var stilet til chefen for den danske kontingent, og det var en uforbeholden ros til en dansk soldat, som oberst Pater havde set i funktion i Ondangwa. 

Situationen var, at det danske Movement Control Detachement var i færd med at lukke personel om bord på et af de spanske Casa-fly. Overkonstabel Holdgaard , som i øvrigt var fra mit eget regiment, Telegrafregimentet, stod for indcheckning af personel. Brigadegeneral Daniel Opande fra Kenya, ville med, men han havde ikke foretaget den forudgående booking. Holdgaard standsede ham, og bad om at se legitimation, for han havde ansvaret for, at passagermanifestet var korrekt. Opande ville ikke vise nogen legitimation, hvorefter Holdgaard sagde: ”Sir, så kan De ikke komme med flyet”. Brigadegeneralen blev ret vred, og sagde, at han under alle omstændigheder ville med det fly. Holdgaard holdt på sit, hvilket fik brigadegeneralen til at sige: ”Hør her, Korporal, menig eller sergent, eller hvad De nu end er. Når jeg siger, at jeg skal med det fly, så mener jeg det!” Holgaard svarede, efter hvad oberst Pater havde skrevet: ”Hør her, oberst eller general eller hvad De nu end er. Når jeg siger, at De ikke kommer ombord uden at være på manifestet, så mener jeg det, Sir! Lad mig så se Deres ID-kort, så jeg kan skrive Dem ind!, Sir”. 

I sit brev til mig, skrev den polske oberst, der som chef for al logistik kommandomæssigt havde Movement Control under sig, at han var meget glad for at have så kompetente og erfarne folk i sit brød. ”Jeg ville meget gerne, at der i vores væbnede styrker var soldater som ham!” 

PS. Da jeg ved missionens afslutning skulle lave personelbedømmelser på alt personel, vedlagde jeg en kopi af oberst Paters brev i min bedømmelse til Telegrafregimentet. Det syntes jeg, at han havde fortjent. 

Oberst Shariff 

Vores stabschef var fra Malaysia. Han holdt et stabsmøde hver morgen kl 9. Tilstede var cheferne for missionens forskellige sektioner. Nationale chefer i det omfang de var tilstede i Windhoek samt repræsentanter fra missionens civile organisation. Omkring 40 deltog i det daglige møde. Som Camp Commandant var jeg en af dem, der hver dag blev spurgt, om jeg havde noget, som ville eller kunne interessere resten af organisationen. 

Jeg havde arbejdet sammen med officerer fra Malaysia i Irak, og de er meget godt uddannet. Oberst Shariff blev glad, da jeg fortalte ham det, for han sagde, at det var ham, der havde udpeget de 15 der blev sendt fra Malaysia til Irak. 

En af mine soldater ønskede at skifte job de sidste to måneder han var i missionen, for at prøve noget andet, men jeg sagde ”nej, vi er ikke på træning!”. Han var hjælper for en finsk oberstløjtnant i personelsektionen, og ville gerne prøve at være i operationssektionen, således at han oplevede noget mere under sin udstationering. Den overkonstabel, som var i operationer, ville godt prøve at være personel, så de to mente, at de bare kunne bytte. Jeg sagde nej; det danske kontingent havde et virkeligt godt ry, og jeg ønskede ikke at risikere noget. Vi var på en opgave og ikke under uddannelse. Overkonstablen var noget utilfreds, og han har sikkert haft de danske samarbejdsregler i baghovedet, da han henvendte sig til oberst Shariff på dennes kontor. Han forklarede sit ærinde, fik jeg at vide af oberst Shariff senere. Obersten spurgte ham, hvorfor han ikke spurgte mig (sin chef) i stedet for at spørge ham. Det havde han gjort, svarede overkonstablen, men jeg havde sagt nej, og det ville han gerne, om stabschefen ville omgøre. Overkonstablen blev smidt ud af stabschefens kontor med fynd og klem, hvorefter oberst Shariff fortalte mig om episoden. 

Overkonstablen rejste aldrig sagen igen. 

Oberst Shariff og oberst Pater 

En dag kom den kaptajn der var ansvarlig for indkvartering ind til mig og bad om et råd. Han havde anvist et kvarter til to polske officerer, der var på besøg hos det polske kontingent. Han havde givet dem et hver i overensstemmelse med de regler, vi havde udarbejdet. De to officerer ville dog ikke have de anviste kvarterer, fordi ”de lå for tæt på det kenyanske vagtkompagni”. De ville hver have et dobbeltkvarter, for de mente de at have krav på efter nationale polske regler. Af hensyn til at der kun var et begrænset antal dobbeltkvarterer til rådighed på kasernen (indkvarteringsrum med to værelser), havde jeg bestemt, at de kun var til rådighed for grader fra oberstløjtnant og opad. Nu havde oberst Pater bestilt to dobbeltkvarterer for en uge, fordi han fik besøg fra Polen af to kaptajner fra den polske sikkerhedstjeneste. Nu ville min indkvarteringsofficer vide, hvad han skulle gøre. Vi havde to dobbeltkvarterer ledige, men der kom gæster hver dag fra kontingenter med hovedkvarterer uden for Windhoek, så han kunne aldrig vide, hvornår der kom en oberstløjtnant eller andre med ”krav” på et dobbeltkvarter. Jeg sagde, at han blot skulle indkvartere de to kaptajner som alle andre kaptajner. 

Lidt senere blev jeg bedt om at komme over til oberst Pater. Jeg vidste naturligvis, hvad det drejede sig om, så jeg var forberedt. Han bad mig om at ændre afgørelsen, så de to kaptajner kunne få deres værelser. Jeg fastholdt min afgørelse, og det bekom ham ikke ret godt. Han sagde noget om, at folk fra sikkerhedstjenesten skulle behandles som rådne æg. Jeg kunne kun sige, at det kunne jeg af gode grunde ikke vide noget om, og mit svar var stadig, at de to skulle indkvarteres som alle andre kaptajner. 

”Jeg vil tage sagen op med stabschefen” oberst Shariff, sagde oberst Pater, da jeg forlod hans kontor. Senere blev jeg kaldt ind til stabschefen, der ville vide, hvad alt dette drejede sig om. Jeg forklarede ham problemet med de få dobbeltkvarterer og min policy om tildeling af kvarterer. Den var han helt enig i, og han ville meddele oberst Pater, at det blev som jeg havde sagt. 

Officersmessen 

Som en del af mit job som Camp Commandant var jeg også ansvarlig for drift af kasernens messer. En officersmesse, en messe for sergenter og naturligvis en messe for de menige, herunder de danske konstabler. Messeforstanderen var en kaptajn fra Fynske Livregiment og hans assistent var en chefsergent fra søværnet. Messeforstanderen havde nogle problemer som i betænkelig grad var af racistisk art, og han måtte da også rejse tilbage til Danmark efter at have fungeret i omkring halvdelen af perioden. 

En af de allerførste dage kom chefen for den nye svejtsiske medicinske enhed hen til mig. Han ville gerne have, at hans halve snes sygeplejersker fik lov til at komme i officersmessen, selv om de formelt set var sergenter, og det beklagede jeg meget, at jeg ikke kunne hjælpe ham med. Jeg havde egentligt ikke noget problem med det, men der kunne være deltagerlande i missionen som havde et noget andet syn på den slags end jeg, og jeg ønskede ikke at bringe mig selv i karambolage med nogle landes strikte regler. Det var trods alt en officersmesse for personel fra mere end 20 nationer. 

Den svejtsiske chef løste dog problemet på sin helt egen måde, for tre dage senere var alle landets sygeplejersker blevet udnævnt til løjtnanter. 

Jeg havde som Camp Commandant og øverste ansvarlig for officersmessen nogle repræsentative forpligtelser, og det kunne nemt blive til et sådant omfang, at jeg næppe ville kunne holde en hel dag. Messemændene i baren, hvor man ofte mødtes efter dagens arbejde og inden spisning, havde lagt mærke til, at jeg oftest bestilte en ”Bloody Mary uden Bloody”, altså uden alkohol, og de var ret hurtige til at døbe denne drink en ”Commander”, og det var så, hvad jeg fik. Simpelthen blot tomatjuice med salt og tabasco og hvad der ellers hører til. 

En enkelt morsom episoden kan jeg ikke afholde mig fra at beskrive. Messen inviterede en aften i begyndelsen af vores periode til en messeaften. Medlemmerne skulle hygge sig og lære hinanden lidt bedre at kende. Påklædning var derfor angivet som ”casual” altså afslappet og uden slips. Vi skulle starte kl. 1930, der var en masse mennesker af begge køn og gæsterne så meget afslappede ud. Kl. 1935 træder missionens militære næstkommanderende, brigadegeneral Daniel Opande fra Kenya ind gennem døren. Han er klædt i sit stiveste puds. Gallauniform med ordner, miniaturesabel og hele molevitten. Der opstod en dyb tavshed, og man ville kunne have hørt den berømte knappenål falde til jorden. Brigadegeneralen så sig rundt i kredsen af meget afslappede gæster, så drejede han rundt på hælen og gik igen. 

Jeg fik senere at vide, at en kenyansk officer havde ladet sig repatriere, og vi så faktisk aldrig senere brigadegeneral Opande i officersmessen igen. 

Journalister fra Ekstra Bladet 

Ekstra Bladet havde to journalister stationeret i Namibia i den tid der var et dansk kontingent i landet. De to arbejdede også som rapportører for Folkekirkens Nødhjælp eller en anden dansk nødhjælpsorganisation. Det gik vist egentligt meget godt mellem de to journalister og kontingentets menige, for jeg hørte aldrig om problemer. Journalisterne var naturligvis meget afhængige af støtten fra vore soldater. Om aftenen opholdt de sig ofte i konstablernes messe, hvor de morede sig og snakkede med alle om alt. De kunne kun komme ind på kasernen efter indbydelse, men når de fra kasernens vagt ringede til konstabelmessen, fik de altid én eller anden til at invitere sig indenfor. 

En dag bragte bladet i Danmark en artikel som satte sindene i kog derhjemme. Journalisterne havde talt med konstablernes tillidsrepræsentant, Nikolaj Froulund, og de havde citeret ham for nogle udtalelser, der med ond vilje kunne tolkes som småracistiske. Noget om at vore soldater havde fundet de bedste venskaber mellem medlemmer af Namibias hvide bosættere. 

Jeg blev ringet op fra såvel FN-afdelingen som Forsvarsministeriet i Danmark. Begge parter ville have en forklaring. Jeg snakkede med Froulund, og han benægtede på det kraftigste, nogensinde at have udtalt, hvad han var blevet citeret for. Han forklarede, hvad han havde sagt, og det lød absolut plausibelt. Hans ord var lettere misbrugt, og et manipuleret foto synes at bekræfte det, hvilket jeg meddelte såvel Forsvarsministeriet som FN-afdelingen, der begge accepterede min redegørelse, som jeg sluttede med at skrive, at vi efterhånden følte os så pressede, at vi ikke turde sige, at vi længtes efter en HVID jul! 

I Namibia fik sagen følger for de to journalister, idet ingen ville invitere dem ind på kasernen. De var dermed forment adgang til konstabelmessen, hvorfra de ellers fik deres materiale til de daglige beretninger fra den danske kontingent i det sydlige Afrika. 

Et par dage efter fik jeg på min privatadresse besøg af de to journalister fra Ekstra Bladet. De var meget kede af situationen. De ville meget gerne, om jeg ville tale med konstablerne, så de igen kunne få deres gang på kasernen og i konstabelmessen, men det hverken ville eller ønskede jeg. De lå, sagde jeg, som de selv have redt, og jeg hverken ville eller kunne pålægge konstablerne at invitere de to journalister ind på kasernen. 

Den kvindelige journalist havde næste tårer i øjnene, da hun fortalte mig, at de så måtte tage tilbage til Danmark. Når de ikke kunne komme til at tale med de danske soldater, kunne de lige så godt rejse hjem, fordi der ikke ville være noget at skrive til Ekstra Bladet eller for Folkekirkens Nødhjælp. 

Det var næppe rigtigt, og det stod dem da frit for at snakke med danske soldater rundt omkring i Namibia, hvis soldaterne da ellers ville snakke med dem, sagde jeg. 

FN’s pressetalsmand

Af en notits i den namibiske avis ”The Namibian” den 29. november fremgik det, at chefen for det danske kontingent havde erklæret restauranter i den sorte bydel Katutura for forbudt område. FN organisationens talsmand, Fred Eckhard var angivet som kilde, og han havde tilføjet, at der ikke var racistiske motiver for dette tiltag. 

Det er klart, at denne ”nyhed” blev opdaget af de danske medier, og jeg måtte besvare nogle opkald om sagen. Herunder også fra chefen for FN-afdelingen, oberstløjtnant R. K. Jakobsen. Jeg måtte dog oplyse alle om, at jeg intet kendte til et sådant forbud. Jeg burde da ellers vide det. 

På det efterfølgende stabsmøde spurgte jeg lidt spidst repræsentanter for FN’s civile organisation, om der var andre områder, som jeg havde erklæret ”Out of Bounds”. Det kunne jeg da godt tænke mig at vide. 

Oberst Shariff så lidt undrende på mig, og spurgte om det virkeligt kunne være rigtigt. Ja, svarede jeg, Fred Eckhard, er angivet som kilde, men jeg kender ikke noget til det. Jeg ville gerne have et kort møde med FN’s talsmand, men jeg blev orienteret om, at han ikke ønskede at tale med mig! 

En måneds tid senere var den gal igen. Fred Eckhard havde meddelt den namibiske presse, at der var et par alvorlige tilfælde af HIV i et kontingent fra et mindre skandinavisk land, og at et stort antal soldater var indlagt på et lokalt hospital til observation for AIDS. 

Nu syntes jeg ikke længere, at det blot var morsomt. Jeg undersøgte naturligvis straks situationen ved kontingentet, og Doc kunne naturligvis fortælle, at der ikke var indlagt én eneste dansk soldat, og at der overhovedet ikke havde været optræk til noget sådant. 

Jeg gik ned til Fred Eckhards kontor. Nu ville jeg tale med ham, men han ville igen ikke mødes med mig. Jeg fik dog at vide, at det var det finske kontingent, han havde haft i tankerne. Jeg fortalte dem, at Finland nok var et nordisk land, men ikke et skandinavisk land, og at det var et af de største i Norden. 

Det var klart, at Fred Eckhard ikke brød sig om det danske kontingent i almindelighed og måske mig i særdeleshed. Grunden kan jeg kun gisne om, men det kunne hænge sammen med en episode jeg var løbet ind i på et tidligere tidspunkt. Messeassistenten meddelte mig i oktober, at messerne får leveret 1800 liter mælk om ugen, selv om forbruget er på under 100 liter om ugen. Den mælk som var tilovers blev opbevaret i en kølecontainer, og den var nu ved at være fuld. Om ikke godt jeg ville hjælpe ham, for han var snart nødt til at destruere mælken, for der var ikke plads til mere. Jeg snakkede med den ansvarlige i den militære organisation, men han kunne intet gøre. Han havde prøvet. Jeg tog sagen op på et stabsmøde, men repræsentanten fra den civile organisation sagde, at man havde en kontrakt med leverandøren, og at han intet kunne gøre. 

Messeassistenten viste mig kølecontaineren, og han fortalte mig, at de denne dag måtte destruere 2.000 liter mælk, og ugen efter skulle destrueres endnu 2.000 liter. 

Jeg tog igen sagen op på stabsmødet. Jeg forklarede, at det ville give en meget dårlig omtale i dansk presse, hvis det viste sig, at vi ugentligt destruerede i nærheden af 2.000 liter mælk, og jeg bad den civile del af organisationen finde nogle organisationer som ville modtage mælken, hvis ikke det var muligt at stoppe leverancen. Sagen endte med, at den overskydende mælk blev stillet til rådighed for Røde Kors. 

Soldat bidt – fordomme og HIV-fare? 

Som det er fremgået af det foregående, havde vi mig bekendt i hvert fald ikke problemer med AIDS. Om der var optræk til en sag med reelt indhold, fandt jeg aldrig ud af, men vi har måske været tæt på. 

Vores messeassistent, en chefsergent fra søværnet, blev en dag under lidt tumult i konstabelmessen bidt af en soldat fra Kenya. Såret var i sig selv ikke særligt farligt, men faren for en HIV infektion lå naturligvis i baghovedet på såvel messeassistenten som vores læge, Alex Heick. 

Jeg snakkede med den kenyanske soldats chef, Lenny Ngondi, og jeg fortalte ham, at jeg meget gerne ville have den kenyanske soldat testet for AIDS. Lenny forklarede mig, at det var i orden, men det krævede, at den kenyanske soldat accepterede at skulle afgive en blodprøve, man kunne ikke tvinge ham til det. 

Doc Heick, sagde, at han ville tale med sin kenyanske kollega, og få ham til at tage en prøve under ét eller andet påskud. Under alle omstændigheder tog han en blodprøve af chefsergenten, og den blev sendt til Danmark for nærmere analyse, men desværre ville der gå meget lang tid, før vi kunne få det endelige resultat. 

Alex Heick talte med sin kollega, og sagen var lige ved at gå i orden. Så blev det afsløret, at den bidende soldat var sygehjælper for den kenyanske læge, og han nægtede pure at medvirke. Med skam at melde må jeg indrømme, at jeg ikke kender resultatet af den danske undersøgelse, men jeg har da senere her i Danmark mødt chefsergenten fra søværnet, og han sagde ikke noget, så den har forhåbentlig været negativ. 

Kenyanerne vasker deres ged i vores swimmingpool 

På et af stabsmøderne omkring jul sagde jeg, da det blev min tur til at sige noget: ”Hvis nogen ønsker at vaske en ged, så er swimmingpoolen ved det danske kontingent et godt sted IKKE at gøre det!” Stabschefen, oberst Shariff, så hen på mig. Han rystede på hovedet og sagde: ”Bent, vil du ikke lige sige det igen?” Jeg gentog, hvad jeg havde sagt, og han grinte højt. ”Forklar dig!” Sagde han så. 

Jeg forklarede, at to af mine soldater i nattens løb havde set at det kenyanske vagtkompagnis ged blive vasket i vores swimmingpool af et antal kenyanske soldater. Det kunne jeg naturligvis ikke acceptere, hverken som Camp Commandant eller som chef for den danske kontingent. 

Oberst Shariff sagde, at han gik ud fra, at de berørte lyttede, og tog fat i denne sag, så der ikke ville blive nogen gentagelse. Kenyanerne var ret oprørte. De fortalte mig, at geden var smuttet fra dem, mens de luftede den, og at den var faldet ned i swimmingpoolen, hvorfra de reddede den op. Jeg var ret ligeglad med deres undskyldninger, og det sagde jeg. De to danske soldater havde set såvel sæbe som børster, og de var helt sikre i deres sag. 

Jeg blev kaldt ind til missionens militære næstkommanderende, den kenyanske brigadegeneral Daniel Opande, som forlangte en undskyldning, men den kunne jeg ikke give ham, så vort forhold var ikke det bedste herefter. 

Af et efterfølgende mødereferat fremgik det, at jeg havde undskyldt, at have anklaget de kenyanske for med vilje at have smidt deres ged i vores pool for at vaske den. Det havde jeg nu ikke, og det vidste alle, så jeg lod det være. 

Østtyske politibetjente 

I forbindelse med selve valghandlingen ankom der et stort antal politibetjente fra stort set hele verden. Således også 25 betjente fra Østtyskland, som endnu var separeret fra Vesttyskland. 

De ankom til Strijdom lufthavnen uden for Windhoek. De skulle præstere tilstedeværelse ved nogle valgsteder i det nordlige Namibia (omkring Okahandja), og de skulle transporteres dertil af vores Movement Control enhed, der havde lejet busser til den slags transporter. 

De ankom samtidig med 25 betjente fra et afrikansk land, som skulle på en tilsvarende opgave samme sted (omkring Okahandja) , hvorfor den danske leder af Movement Control detachementet i Strijdom besluttede at sende dem alle af sted med samme bus, der nemt kunne rumme dem og deres bagage. Men de østtyske politibetjente ”nægtede at køre i bus med negre”, og efter megen palaver frem og tilbage bøjede den danske kaptajn sig, og lod østtyskerne køre i en bus alene. 

Jeg blev noget gram i hu, da chefen for Movement Control, major Peter Møller, fortalte mig om sagen, og Peter Møller var enig med mig. De østtyske politibetjente skulle have haft lov til at gå de 700 kilometer til Okahandja. Men desværre, de var kørt. 

Skriv et svar

Relaterede artikler

Tags

Forfatter

avatar
Jeg gjorde tjeneste som reserveofficer ved Jyske Telegrafregiment da jeg fik muligheden for at gø...

Bliv abonnent

Vær med til at sikre forsvarshistorien og få adgang til en række fordele.

Relaterede artikler

Udgiv på forsvarshistorien.dk

Bliv en del af historien! 
Du kan være med til at sikre forsvarshistorien, så den ikke går tabt. 

TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV​

Og modtag forsvarets historie og andet godt på e-mail.