FORSVARSHISTORIEN

I kølvandet på en krig – En dansk officer i det konfliktfyldte Kashmir

BERETNING FRA KASHMIR: Den danske kaptajn Bent Agger oplevede massevis af dagligdags udslag af spændingerne mellem inderne og pakistanerne under to års udstationering med FN’s observatørmission (UNMOGIP) i 1970’erne. Han arbejdede i en periode tæt på missionschefen; i et andet tidsrum blev han på chokerende vis vidne til pakistansk retshåndhævelse over for egne borgere

Introduktion af Niels-Birger Danielsen

Da kaptajn Bent Agger i juni 1972 rejste med sin familie på FN-mission i Kashmir, var forholdene i det omstridte område præget af, at den seneste indisk-pakistanske krig kun lå fem måneder tilbage.

Den 3. december 1971 havde Indien grebet ind i det daværende Østpakistan, hvor en selvstændighedsbevægelse længe havde kæmpet for at løsrive provinsen, der i luftlinje lå ca. 2200 kilometer fra Vestpakistan. Efter 14 dage kapitulerede den vestpakistanske hær, der blev opfattet som en besættelsesmagt, og Østpakistan blev selvstændigt som Bangladesh.

Mens disse kampe kun i begrænset omfang berørte Kashmir, havde en væsentlig del af kampene under den forrige krig i 1965/66 fundet sted i den delte bjergprovins, hvor et stort befolkningsflertal var/er muslimer.

Denne Anden Indisk-Pakistanske Krig var yderst blodig, og der blev udkæmpet kampvognsslag, der indtil dette tidspunkt var de største, verden havde set efter Anden Verdenskrig.

Kashmir har siden 1949 været delt ved en våbenstilstandslinje mellem det pakistanske Azad Kashmir (’det frie Kashmir’), der udgør en tredjedel af provinsen, mens de resterende to tredjedele med bl.a. hovedstaden Srinagar udgør to unionsterritorier under Indien.

De første observatører blev udsendt med FN-missionen (UNMOGIP) den 24. januar 1949, og i juni samme år blev våbenstilstanden indgået mellem Indien og Pakistan. UNMOGIP – United Nations Military Observer Group in India and Pakistan – eksisterer endnu, og Danmark deltog i den indtil 2008.   

Da Agger ankomst til Srinagar i Kashmir, havde han med sig sin kone, der var psykiatrisk sygeplejerske og netop havde afsluttet videregående uddannelse på Danmarks Sygeplejerskehøjskole, samt deres to sønner – begge skoledrenge i de mindste klasser.

Danmark deltog i UNMOGIP-missionen i Kashmir indtil 2008. Her ses en dansk FN-observatør i den bjerrige provins i 1998. Foto: Emil Frederiksen / Forsvarsgalleriet.dk

Da inderne lukkede for vandet

Bent Agger har skrevet vedhæftede beretning på 32 sider fra sine to år ved missionen. Skildringen er værdifuld. Ikke blot er den velskrevet; den giver også et detaljeret og varieret indtryk af de daglige udfordringer på et tidspunkt, hvor næsten alle lokale – civile som militære – havde blodsudgydelser i frisk erindring.

Under en periode, hvor Agger gjorde tjeneste på den indiske side af våbenstilstandslinjen med hovedkvarter i Poonch, blev observatørerne en dag kaldt over radioen af kollegerne fra Rawalakot på den pakistanske side. De ville gerne have et møde, for der var et problem.

”Det viste sig, at inderne havde ændret et vandløb, således at vandforsyningen til en lille pakistansk landsby nu var afbrudt. Vandløbet snoede sig kraftigt, og ved at lave en kanal mellem to sving havde inderne effektivt afbrudt strømmen af vand til den pakistanske landsby,” beretter kaptajnen.

Mennesker og dyr i landsbyen led under manglen på vand, og FN-folkene bad den indiske brigadechef pålægge den bataljon, der havde udført gravearbejdet, om at sørge for, at vandløbet fik sit naturlige løb tilbage.

”Det vil jer gerne, lige så snart pakistanerne har fjernet det observationstårn, som de har bygget overfor os,” sagde den indiske officer.

Der stod ganske rigtigt et nyopført tårn, hvorfra pakistanerne kunne se dybt ind på den indiske side. De henviste til, at der ikke var noget forbud mod tårne i våbenstilstandsaftalen, og nægtede at nedrive det. Inderne holdt omvendt fast i, at landsbyen måtte undvære vand, hvis ikke det blev revet ned, og nøden i landsbyen tog til.

”Først da vi tog sagen op på divisionsniveau (…), gav pakistanerne sig til at pille tårnet ned, hvorefter der igen blev lukket vand ind til landsbyen. Den kanal der var gravet, blev inddæmmet i enderne, men den blev aldrig lukket til, for tårnet kunne jo rejses igen.”

FN-observatører medierer i en konflikt i konflikt mellem indiske og pakistanske soldater i ingenmandslandet mellem de to lande. Foto: UN Photo.

Krukket chilener

Bent Aggers arbejdede i en periode direkte for chefen. Det var den chilenske general Luis Tassara Gonzalez – i Aggers øjne på mange måder en fascinerende mand, men vanskelig.

”(Han var) utrolig videbegærlig, en dygtig analytiker, hurtig opfattelsesevne og skarp i dialog. Det første jeg måtte gøre, da jeg satte mig i hans forkontor, var at lave et stort skilt på væggen lige ud for mit ansigt. Der stod eet ord: ’Sir!’. Det glemte jeg altid at sige, når han talte til mig via samtaleanlægget,” skriver Agger.

”Vasnid Sakoundabund, der var generalens sekretær og fra Thailand, mindede mig også om det, og til sidst fik jeg da lært det.”

Aggers arbejde bestod i at holde generalens militære værktøjer i orden, ledsage ham på besøg, samt være hans forbindelsesled til de øvrige observatører.

”Generalen kunne være meget charmerende, især når han var i kvindeligt selskab, og han kunne være modbydelig, især når han var sammen med observatørerne. Jeg tror nok, at jeg lærte alle hans facetter at kende, og vil derfor ikke dømme ham nær så hårdt, som han blev bedømt af mine medobservatører.”

Danskeren havde posten som Military Assistant i et halvt år, og det fandt han, var fuldt tilstrækkeligt.

”Ofte var der ingen grænser for, hvad jeg kunne tillade mig, og til andre tider var alt jeg gjorde helt forkert. (…) Da jeg havde haft tjenesten i en uges tid, sagde han til mig, at han ikke kunne forstå, at vi danske officerer ville være i en hær, hvis øverste chef var en kvinde – nemlig dronningen.”

Denne udtalelse var en ren foræring til danskeren. Tv-billeder af det brændende præsidentpalads efter militærkuppet i Santiago, Chiles hovedstad, den 11. september 1973 mod den lovligt valgte præsident Salvador Allende var gået verden rundt.

”Sir, sagde jeg, hvis jeg skulle vælge mellem vores dronning Margrethe og Deres general Pinochet som øverste chef, ville jeg til enhver tid vælge den danske dronning! – Åh, sagde han og kløede sig under skjortekraven, som han havde for vane. Derefter snakkede vi ikke mere om det.”

General Luis Tassara Gonzalez (th) ved sin udnævnelse til chef for UNMOGIP i 1966. Foto: UN PHOTO

I ingenmandsland

De hyppige brud på våbenhvileaftalen var det faste emne i kommunikationen mellem FN-stationerne i Poonch og Rawalakot. Mellem de to byer var der et såkaldt Crossing Point, hvor observatørerne fik lov til at krydse linjen mellem inderne og pakistanerne.

Mellem de forreste indiske og de forreste pakistanske stillinger var der 1200 meter. Det var et ingenmandsland, hvor kun FN-observatørerne havde lov af færdes.

En dag skulle en uruguayansk FN-major på den pakistanske side sørge for aflevering af to 25 kilos gasflasker fra Rawalpindi i Pakistan, der var bestilt til Poonch. To pakistanske soldater bar dem for ham til mødestedet 50 meter foran de indiske stillinger.

 ”Fra Poonch-siden kunne vi se FN-majoren gå forrest med et FN-flag (…). Flaskerne blev afleveret. (Vi var) to observatører, og vi (…) tog hver en flaske på nakken og begav os tilbage. Lidt efter hørte vi nogle hule drøn,” fortæller Bent Agger.

En indisk deling havde affyret mortergranater mod de tre, da de var ca. halvvejs på tilbagevejen mod den pakistanske side. Nedslagene lå meget kort i forholde til de tre, men tæt nok på til, at de satte farten op.

”Majoren fra Uruguay var rasende, da vi senere talte med ham over radioen,” beretter den danske kaptajn.

”Vi måtte love at klage. Brigadechefen hørte tålmodigt på klagerne fra den canadiske kaptajn. Han havde måske lidt svært ved at holde masken, men han fik da sagt, at han nok skulle irettesætte den ansvarlige, men at han måtte understrege, at pakistanske soldater ikke havde noget at gøre på indisk område.”

”Ikke Indisk, Sir. Ingenmandsland!,” svarede canadieren.

”Nå, ja, men heller ikke der.”

Samtalen og sagen var slut.

FN-observatører indkvarteret tidligt i UNMOGIP-missionens levetid, ca. slut-1950’erne. Foto: UN Photo.

Venskab på tværs af fronten

Kaptajn Jimmy Doos, efterretningsofficer ved den indiske brigade i Poonch-regionen blev hurtigt god ven med Bent Agger. Doos inviterede en søndag danskeren ud på en køretur i sin jeep. Han ville ikke sige, hvad den gik ud på, men så velfornøjet ud. Efter ca. 20 minutter stoppede han ved en lille lund i ingenmandsland.

”Han slukkede bilens motor og sagde, at vi blot skulle vente et øjeblik. Der gik da heller ikke lang tid, før en dreng og en pige kom løbende fra lunden. De har vel været omkring 12-14 år, og de løb lige hen til Jimmy. Pigen gav ham et knus, og drengen sagde ’Hello, Uncle!’ sammen med et håndtryk.”

Børnene hoppede ind, og turen gik tilbage til Poonch, hvor kaptajn Doos satte de to børn af i den smalle hovedgade. De to mænd kørte derefter tilbage til hovedkvarteret, og et par timer senere samlede de igen børnene op og kørte dem tilbage til lunden, hvor de forsvandt.

På vejen tilbage bad Bent Agger om en forklaring.

”Jo, de to børns far er pakistansk major og bor i Rawalakot. Under og efter kamphandlingerne her i december sidste år har jeg mødt ham et par gange, og vi er blevet gode venner,” forklarede Jimmy Doos.

”Børnenes mor blev i øvrigt dræbt under et artilleriangreb, som vores brigade rettede mod byen. Som sagt blev deres far og jeg gode venner, så da han fortalte mig, at de kedede sig i weekenden, og at de forfærdeligt gerne vil se film. Da der ikke er nogen biograf i Rawalakot, har vi aftalt, at jeg henter dem en gang om måneden eller hver anden søndag. Jeg henter dem, hvor du så det. Deres far bringer dem dertil, og han kommer så efter dem et par timer senere.”

Kom ud af byen – nu!

Da kaptajn Aggers og hans familie i maj 1973 var kommet til Srinagar, Kashmirs hovedstad, rådede en katolsk præst dem til at forlade byen nogle dage.

Der var oprørsstemning hos dele af byens muslimer, fordi man i byen havde fundet en britisk bog fra 1905 med titlen Best of Knowledge, der indeholdt et billede af profeten Mohamed. Dermed havde udgiverne og distributørerne overtrådt forbuddet mod at afbilde profeten.

Danskeren skulle tilfældigvis være vagthavende officer den dag. Han orienterede generalen og spurgte, om han havde særlige instrukser. Det var der ikke, så han tog hjem til frokost som sædvanlig.

”Da jeg kom hjem til husbåden, var det tydeligt, at der havde været noget galt i Srinagar. Min kone var hjemme, og hun var rystet,” skriver den danske FN-officer.

”Hun havde været ned i byen for at handle (…), da hun pludselig så sig omringet af en flok unge muhamedanske mænd bevæbnet med lange bambusstokke, som de taktfast stødte ned i jorden, mens de lukkede en kreds omkring hende. Lige før det blev alt for spændende, kom to piloter fra Air India. De brød ringen af unge mænd, og førte Birgit til en taxa.”

Bilen med en indisk soldat som chauffør, der skulle køre ham tilbage til hovedkvarteret, kom til tiden.

”Halvvejs inde mod byen blev vi stoppet ved en vejspærring. Vi prøvede at køre uden om, men blev overdænget med sten. (…) Father Jones havde fortalt mig, at befolkningen sikkert ville rette deres vrede mod alle udlændinge og måske især mod FN-hovedkvarteret, hvor jeg nu formodedes at være vagthavende officer, men som jeg ikke kunne komme ind til.”

Han hyrede en sikhara – en særlig lokal bådtype – for at komme ind til byen gennem kanalerne.

”Efter en halv time var vi ved Dal Gate – i byens udkant – men da vi stak bådens stævn frem mellem sivene, og min blå baret blev synlig, blev vi beskudt med en riffel fra broen ved Dal Gate. (…) Jeg gav ordre til at vende om.”

Bent Agger ringede til hovedkvarteret, der lovede igen at sende en bil – denne gang med eskorte.

”Efter en halv times tid (…) ankom de, og jeg blev placeret på bagsædet mellem to indiske soldater. De var bevæbnede med halvautomatisk våben, ligesom sergenten ved siden af køreren og de fire mand i det ledsagende køretøj. ’Vi har fået ordre til at skyde, kaptajn Sahib’, sagde de og tilføjede ’Shoot to kill!’. Jeg blev instrueret om at lægge mig ned på gulvet, hvis der skulle blive optræk til problemer.”

Familien tog derpå på ferie tre dage i bjergene, og da de vendte tilbage til Srinagar, var alt faldet til ro.

”Vi kunne igen gå rundt i byen og dens basarer, og alle havde tilsyneladende glemt de få dage gamle fjendtligheder, som ellers havde været alvorlige nok. Omkring 80 europæiske og amerikanske turister havde lidt overlast, mellem fem og ti var blevet dræbt. Blandt andet et ældre amerikansk ægtepar,” erindrer Agger.

Forholdet mellem FN-observatørerne og kashmirerne kunne svinge voldsomt. Her ses en urugayansk FN-observatør i en noget mere fredelig samtale med lokale i en landsby nær våbentilstandslinjen. Foto: UN Photo.

I sikhernes helligdom

Bent Agger blev ven med en major fra det indiske flyvevåben, der var forbindelsesofficer ved brigaden. Majoren var sikh, og de havde mange oplagte samtaleemner, da Bent Agger var religionsinteresseret. Han blev inviteret med i sikh-templet en søndag.

”Det første lokale man kom ind i, når templet blev entret, var et sko-rum. Her afleverede alle tempelgængere deres sko, som blev sat på hylder (…). Hovedet skulle være tildækket, og det var min baret god nok til. Flere af de øvrige tempelgængere – og der var altid mange ikke-sikher tilstede – løste problemet ved at lægge et lommetørklæde på issen,” erindrer han.

”Derefter ind i det lokale, hvor tempeltjenesten foregik. Kvinderne sad til venstre og mændene til højre. Alle med ryggen mod den dør, jeg var kommet ind af. I den anden ende af lokalet var en forhøjning, hvorpå der var et lille podium. På podiet lå en opslået bog, og en mand viftede frem og tilbage over bogen med en langhåret kost med et lille håndtag.”

Til venstre for podiet sad nogle drenge eller unge mænd, der ikke bar turban, fordi de endnu ikke var voksne.

”I stedet havde de håret samlet midt på hovedet i en knold, hvorom der var bundet hvad der lignede et lommetørklæde. De sang og spillede på et lille orgel, hvor blæsebælgen blev betjent med den ene hånd, mens musikeren spillede på orglet med den anden hånd. Der var også en trommeslager i orkesteret. (…) Efter sangen gik en mand op til den åbne bog; læste fra den og holdt der efter en lille tale. Så lidt sang igen og sådan skiftede det.”

Præsten var den eneste, danskeren så med fodtøj.

”Grunden fik jeg afsløret senere, da medlemmer af menigheden hilste på ham og herunder knælede og kyssede hans fødder. Han bød på te, og den næste times tid gik med te-drikning og snak om forskellige religioner,” erindrede Agger.

Sikh-religionen er meget tolerant over for andre religioner.

”Jeg har – dog uden at forstå, hvad de sagde – hørt muhamedanere, hinduer og buddhister tale i sikh-templer. Jeg blev endda selv bedt om at sige noget, den sidste gang jeg var i templet i Poonch, men sagde pænt nej. Jeg måtte ellers gerne holde den på dansk, sagde præsten,”

Nærbillede af pakistansk justits

En søndag i november 1973 var Bent Agger vagthavende officer på hovedkvarteret i den pakistanske storby Rawalpindi.

”Portneren ringede på lokaltelefonen, og fortalte, at der var nogen som snusede rundt oppe i antenneområdet. (…) Lidt senere kom der et par soldater slæbende med en mand, som de havde fundet deroppe. Jeg ringede til Chief Military Observer, og han bestemte, at det var en politisag. Jeg skulle overdrage ham til det lokale politi.”

Kaptajn Agger ringede til militærpolitiet, der lovede at komme så hurtigt som muligt.

”I mellemtiden sad tyven på mit kontor. Han sad på gulvet på den anden side af skrivebordet (…). Jeg bød ham en cigaret, og han røg den med begær. Da militærpolitiet kom, var de tydeligt ophidsede. Dels over at nogen stjal fra FN og dels over, at tyven var efterladt på mit kontor. Han kunne jo være farlig for sine omgivelser. Det var nu ikke mit indtryk af den stakkels mand, som han sad og rystede.”

Agger fulgte med på politistationen for at sikre sig, at manden fik en ordentlig behandling.

”På politistationen blev jeg budt på the. Tyven blev (…) slået. En politimand greb fat i hans hår, snoede det omkring sin finger, til han havde et godt greb, hvorefter han tævede løs på ansigtet. Jeg må have set noget utilfreds – eller utilpas – ud, for stationschefen bad dem om at fortsætte afhøringen et andet sted.”

Manden havde forsøgt at stjæle en stump antennekabel.

”Fra det ville han kunne afsmelte noget bly, og det kunne indbringe ham omkring 100 kroner,” erindrede Bent Agger.

”En passant kan jeg nævne, at jeg på vej hjem til Danmark omkring et halvt år senere spurgte til sagen og fik at vide at den ville komme for retten inden for en måned. Tyven havde været i fængsel i hele perioden.”

Velkommen udfordring til hustruen

Birgit Agger havde havde visse muligheder for at slippe væk fra den ind imellem lidt medsommelige tilværelse som medfølgende hustru.

Både i Srinagar og Rawalpindi brugte de lokale hospitaler hende til at undervise lokale sygeplejeelever i psykiatrisk patientpleje. Det gav også chancer for stimulerede kontakter med erfarne indiske og pakistanske kolleger samt læger.

I slutningen af opholdet kom både hustruen og kaptajn Agger på arbejde med børnenes lektiearbejde. ’Hej Matematik’ var fremme hver dag, for det drejede sig om at få de nu to år ældre drenge klar til at genindtræde i den danske skole.

Bent Agger havde købt en japansk bil under Kashmir-opholdet, som familien var glade for – en god bil ’i en prisklasse, hvor kaptajner kan være med’, som han udtrykte det.

Asiens-eventyret sluttede med at mor og to sønner to flyveren hjem til Danmark, mens FN-kaptajnen så Danmark igen efter 10.600 kilometer på landevejen gennem 11 lande fordelt på 11 dage.


God fornøjelse med den fulde beretning efter dette indledende udpluk! Du kan læse beretningen her i din browser, eller downloade den ved at klikke på knappen under beretningen.

Skriv et svar

Relaterede artikler

Tags

Forfatter

avatar
Jeg gjorde tjeneste som reserveofficer ved Jyske Telegrafregiment da jeg fik muligheden for at gø...

Bliv abonnent

Vær med til at sikre forsvarshistorien og få adgang til en række fordele.

Relaterede artikler

Udgiv på forsvarshistorien.dk

Bliv en del af historien! 
Du kan være med til at sikre forsvarshistorien, så den ikke går tabt. 

TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV​

Og modtag forsvarets historie og andet godt på e-mail.