Nulvækstslinjen fra 1970’erne og rationaliseringerne fortsatte forholdsvis upåvirket af den sikkerhedspolitiske debat. Et vigtigt element i Forsvarets virke i denne periode, var spørgsmålet om forstærkninger. I løbet af 1980’erne blev forstærkninger fra NATO-allierede en central del af forsvarsplanlægningen, og man øvede modtagelsen af disse flere gange gennem årtiet.

Til gengæld blev sikkerhedspolitikken en politisk kampplads i hidtil uset omfang. Tonen spidsede til på den internationale politiske scene, og halvfjerdsernes opblødning i forholdet mellem Øst og Vest, blev erstattet af en ny iskold stemning mellem de to blokke. Opstillingen af amerikanske missiler i Europa vakte omfattende protester og demonstrationer fra fredsaktivister.

Efter at den borgerlige firkløverregering under Poul Schlüter i 1982 var kommet til magten, slog Socialdemokratiet – nu i opposition – ind på en NATO-skeptisk kurs i form af den såkaldte ’fodnotepolitik’. Den gik ud på, at partiet sammen med Det radikale Venstre, der var en del af Schlüter-regeringens parlamentariske grundlag, etablerede et ’alternativt sikkerhedspolitisk flertal’, der i 14 tilfælde fik vedtaget beslutningsforslag, der påtvang regeringen en politik, den ikke gik ind for, og få indføjet danske reservationer i form af fodnoter under alliancens beslutninger.