INTRODUKTION – Bent Agger er en dansk officer, som i sommeren 1988 pludseligt blev bedt om at undervise på et kursus i Finland for FN-observatører. Efter kurset blev han uventet bedt om at rejse til Baghdad som FN-observatør.

Hans tidligere erfaringer fra FN-tjeneste i Indien, Pakistan og Cypern gjorde ham til en ideel kandidat. I Baghdad blev han en del af UNIIMOG (United Nations Iran-Iraq Military Observer Group), hvis opgave var at overvåge våbenhvilen mellem Iran og Irak efter deres langvarige krig. Han stod over for mange udfordringer, herunder at etablere samarbejde med irakiske myndigheder, organisere udveksling af krigsfanger og lig, og håndtere de politiske og kulturelle forskelle. Teksten giver også et historisk overblik over baggrunden for Irak-Iran-krigen, som hovedsageligt blev drevet af Saddam Husseins ønske om at gøre Irak til en regional supermagt. Den beskriver også de daglige realiteter og udfordringer for FN-observatørerne i området, herunder interaktioner med lokale militære enheder og håndtering af miner og andre farer i krigszonen.

INFORMATION OM UNIIMOG 1988 – 1991

UNIIMOG blev oprettet ved Sikkerhedsrådets resolution 619 (1988) den 9. august 1988 med mandat til at verificere, bekræfte og overvåge våbenhvilen og tilbagetrækningen af alle styrker til de internationalt anerkendte grænser, i afventning af en omfattende løsning. Dets opgaver blev defineret som følger:
At etablere aftalte våbenhvilelinjer med parterne på basis af de fremrykkede forsvarspositioner, som de to sider besatte på D-dag, men justere disse, som det måtte blive aftalt, når positionerne af de to sider blev bedømt til at være farligt tæt på hinanden;

– At overvåge overholdelse af våbenhvilen;
– At undersøge enhver påstået overtrædelse af våbenhvilen og genoprette situationen, hvis en overtrædelse fandt sted;
– At forhindre gennem forhandling enhver anden ændring i status quo, i afventning af tilbagetrækning af alle styrker til de internationalt anerkendte grænser;
– At overvåge, verificere og bekræfte tilbagetrækningen af alle styrker til de internationalt anerkendte grænser;

Derefter at overvåge våbenhvilen på de internationalt anerkendte grænser, undersøge påståede overtrædelser og forhindre gennem forhandling enhver anden ændring i status quo, i afventning af forhandling om en omfattende løsning;
– At opnå aftale fra parterne om andre ordninger, som i afventning af forhandling om en omfattende løsning, kunne hjælpe med at reducere spændinger og opbygge tillid mellem dem, såsom etablering af områder for adskillelse af styrker på hver side af den internationale grænse, begrænsninger på antallet og kaliberen af våben, der skal udstationeres i områder tæt på den internationale grænse, og patruljering af FN’s flådepersonale i visse følsomme områder i eller nær Shatt al-Arab.Ved udgangen af september 1990 var tilbagetrækningen af alle styrker fra begge sider til de internationalt anerkendte grænser næsten fuldført, selvom der var få lokationer, hvor UNIIMOG’s synspunkt var, at styrkerne fra hver side forblev på den forkerte side af grænserne. Efter vedtagelsen af resolution 671 (1990) den 27. september 1990 koncentrerede UNIIMOG sig om følgende opgaver:
– At verificere, bekræfte og overvåge de resterende faser af tilbagetrækningen;
– At hjælpe parterne med at løse eventuelle lokale spændinger, der måtte opstå, f.eks. som følge af uenigheder om den nøjagtige grænselinje, fremskridt, utilsigtede skud m.m.;
– At bistå parterne med at etablere et adskillelsesområde – et område på hver side af grænsen, som hver part ville aftale ikke at udstationere militærstyrker i.
UNIIMOG afsluttede sit mandat den 28. februar 1991.

Den sidste fredag i min sommerferie i 1988, blev jeg ringet op fra Forsvarskommandoen. Det var kaptajn Poul Knudsen, og han ville gerne vide, om jeg kunne være i Finland “på søndag aften”.  

– Ja, det kan jeg godt, svarede jeg, men hvad skal jeg der? 

– Du skal til lærermøde i Niinisalo, hvor man uddanner de kommende observatører fra de nordiske lande.  

– Jamen, jeg er da ikke lærer på det kursus. 

– Det er du nu! Kan du møde på søndag? Billetten ligger klar i Tirstrup lufthavn søndag morgen, hvis du tager afsted.  

Jeg mente godt, at jeg kunne møde i Finland, så jeg sagde ja, og regnskabsføreren ved Jyske Ingeniørregiment fik travlt med at skaffe valuta, finske mark fra bankerne i Randers.  

Kaptajnen spurgte om min tidligere FN-erfaring, og jeg måtte tilstå, at jeg havde været to år i Indien og Pakistan og næsten halvandet år på Cypern.  

Det undrede ham lidt, at jeg så ikke havde reageret, da Forsvarskommandoen havde bedt om erfarne observatører til Irak.  

På grund af ferie havde jeg intet hørt, og det fortalte jeg ham.  

Jeg var hjemme igen fra Finland den efterfølgende fredag, og da ringede den gode kaptajn Knudsen igen. Han ville vide, om jeg havde haft en god tur.  

Han har nok ikke været så længe i Forsvarskommandoen, tænkte jeg, med en så rørende omsorg for min person og velfærd, men så kom det:  

– Du kommer hjem fra selve kurset den 24. september, ikke? 

Det kunne jeg dårligt nægte, så det gjorde jeg ikke noget forsøg på.  

– OK. Når du så kommer hjem den 24, hvornår kan du så være klar til at tage til Baghdad?  

Det kom noget bag på mig, men efter at have visualiseret, hvor lang tid jeg skulle være om af efterårsgrave haven, kysse Birgit farvel og klappe Bessie, svarede jeg, at jeg nok kunne være i Baghdad mellem 8 – 10 oktober.  

–  Nej, det er for sent. Du skal melde dig ved FN-afdelingen den 28 september, og så kan du være i Baghdad omkring 30 september eller 1 oktober. OK?  

– Ja, det var det vel, tænkte jeg, så det sagde jeg.  

Derefter begyndte det at gå stærkt, for jeg skulle vaccineres, have visa og ordnet en lang række ting. Blandt andet overdrage mit formandskab for Århus Officersforening til næstformanden og skaffe afløsere til mine to ulønnede ben i Venstres “Storby-udvalg” og “Forsvarspolitisk Udvalg”.  

Alt blev klaret, fordi ting tager den tid, der er afsat til det. Jeg kom til Finland, fik gravet have og kysset og klappet.  

Min bataljonschef, oberstløjtnant Svend Aage Poulsen, studerede mig med undren, mens jeg pakkede mine sager sammen, for jeg begik nærmest faneflugt. Han havde haft bataljonen siden årsskiftet, og jeg havde været hans operationsofficer.  

Det meste af min tid var gået med en revision af bataljonens plankompleks, fordi nyt materiel og helt nye opgaver – eller i hvert fald en ny opgaveformulering – gjorde en sådan revision nødvendig.  

Det nye bestemmelses- og plankompleks skulle stå sin prøve under den store WINTEX-øvelse som finder i marts hvert andet år, og da ville jeg være i Irak.  

Han tog det nu pænt, og ønskede mig ovenikøbet en god tur.  

KORT HISTORISK BAGGRUND 

Den væsentligste begrundelse for Iraks angreb på Iran i 1980 skal findes i den irakiske præsident Saddam Husseins ønske om at se Irak være spydspids for en samlet arabisk verden med sig selv som dets ubestridte leder.  

På tilsvarende vis skulle den irakiske hær være spydspids for en samlet islamisk hær – udrustet med atomvåben og øvrige masseødelæggelsesvåben.  

I Faud Matars bog om Saddam Hussein fra december 1979 står: 

“Det er ikke længere nogen hemmelighed, at Irak søger at skaffe sig atomvåben på grund af præsident Saddams ønske om at gøre den irakiske hær til den arabiske verdens forsvarsstyrke. Hæren forberedes såvel psykologisk som materielt på den rolle, den forventes at spille. … våbenkøb vil gå til Frankrig eller Sovjet, afhængig af hvilken af dem der er villig til at skaffe de mest udviklede våben og de nukleare faciliteter, Irak ønsker.”  

Som begrundelse for krigen brugte Saddam Hussein en opsigelse af Algier-aftalen fra 1975, der delte Shatt-al-Arab i midten, så Iran og Irak havde hver sin del som adgangsvej til havne i indsejlingen.  

Saddam Hussein kom til magten i juli 1979, og han opsagde Algier-aftalen den 17. september 1980.  

22. september iværksatte de irakiske styrker et angreb mod Iran.  

Formålet var angiveligt at skaffe “Arabistan” tilbage til “moderlandet”. Arabistan er på irakiske kort angivet som det sydvestlige hjørne af Iran.  

Krigen udviklede sig til en udmattelseskrig mellem de to lande. På intet tidspunkt lykkedes det for nogen af de to parter at få et afgørende overtag, og de accepterede FN Resolution 598 af 1987, hvorefter en våbenhvile skulle træde i kraft.  

Den trådte dog først i kraft den 20. august 1988, og den gav FN-observatørerne følgende opgaver:  

   1) at kontrollere overholdelse af våbenhvileaftalen,  
   2) at overvåge tilbagetrækningen til de internationalt anerkendte grænser og  
   3) at reducere spændingen og etablere tillid mellem de to parter.  

FN HOVEDKVARTERET I BAGHDAD. 

De første dage gik med at blive orienteret om situationen og sat ind i missionens opgaver. Det hele var meget forvirrende, og det var ikke kun fordi, det var nyt. Missionen UNIIMOG (United Nations Iran-Iraq Military Observer Group) havde simpelthen ikke fundet sine egne ben endnu, og det var der mange grunde til.  

Visse af stabens chefstillinger var udpeget fra FNs side, men mange af stabs-funktionerne skulle besættes efter observatørernes ankomst.  

UNIIMOG var organiseret med en Chief Military Observer (CMO), generalmajor S. Jovic fra Jugoslavien. Han havde en lille gruppe af rådgivere, og de boede og arbejdede i henholdsvis Teheran og Baghdad en uge ad gangen.  

I Iran og Irak havde missionen en Assistant CMO, der med stab og observatører (omkring 175 officerer på hver side) havde til opgave at overvåge overholdelsen af våbenhvilen.  

I Irak var vores chef brigadegeneral V. Patil fra Indien. 

Den disposition var en utrolig fejl fra FN’s side. Intet skal bebrejdes brigadegeneral Patil, for han er en dygtig, hårdtarbejdende, charmerende og meget høflig officer. Men han fik ikke et ben til jorden hos irakerne, og det burde FN have indset på forhånd. Som inder er han hindu og har mørkere hud end irakerne, og de viste tydeligt deres manglende respekt. Det var meget svært for hovedkvarteret i Baghdad at komme igennem med noget som helst.  

Et andet problem var det, at uforstående eller uvillige nationer var med til at skabe rod. Hvis jeg har forstået organisationen ret, så var hver nation bedt om at stille 15 officerer, nemlig en oberstløjtnant og 14 kaptajner/majorer. Baseret på disse tal – og med nøgle-stabsfunktioner besat – kunne der så skrues en passende organisation sammen.  

Men visse nationer stillede ikke med de ønskede personelkategorier. De bragte en oberst og et par oberstløjtnanter med sig, og det gav store placeringsmæssige problemer, hvor man måtte oprette kunstige stillinger til de overflødige oberster, med de frustrationer som den slags giver nedad i et så følsomt system.  

En peruviansk oberst blev således forbindelsesofficer til de irakiske militære myndigheder, men han havde problemer med engelsk og ingen tidligere FN-erfaring. Det var hans held, at han havde den danske oberstløjtnant Finn Særmark Thomsen som sin næstkommanderende.  

Disse forhold var – sammen med den førnævnte problematik om brigadegeneral Patil – den afgørende årsag til missionens manglende gennemslagskraft overfor de irakiske myndigheder.  

Hertil kommer så, at brigadegeneral Patils erfaring i FN-tjeneste bestod i, at han havde siddet på den anden side af forhandlingsbordet, når FN-observatørerne forsøgte at forhandle sig frem til løsninger i krigen mellem Indien og Pakistan, (jeg har selv siddet overfor ham i en sådan situation, da han var brigademajor ved en indisk brigade i Kashmir, mens jeg var FN-observatør der), hvorfor han formentlig var meget forstående, når de irakiske militære myndigheder forsøgte at lægge hindringer i vejen for observatørernes effektive virke, blandt andet ved at lægge store begrænsninger på vores bevægelsesfrihed.  

Særdeles tilfredsstillende for de irakiske myndigheder, men totalt uacceptabelt for de FN-observatører, der arbejder i marken.  

TEAM SITE AL MANSURIA 

I Irak var observatørerne tilknyttet en såkaldt Team-Site, der typisk bestod af 15-20 officerer fra 12 til 15 forskellige lande. Der var en Team-site ved hvert af de irakiske korps.  

Korpset havde fire divisioner med i alt 10 brigader, og det var disse brigaders enheder, der lå helt fremme med front mod Iran, og det var disse enheder, vi besøgte.  

Geografisk dækkede vort område fra nord til syd 172 kilometer i fugleflugtslinje og fra øst til vest omkring 40 kilometer. Selve konfrontationslinjen var omkring 330 kilometer lang, og det var den, vi skulle patruljere og sikre, at irakerne ikke udbyggede i forhold til situationen den. 20. august.  

Vi havde en lang række problemer. 

Det største var, at selve stationen lå 60 kilometer udenfor operationsområdet, hvilket betød, at det meste af vores tid gik med at blive transporteret frem og tilbage til det egentlige arbejde, hvor vi så kun kunne arbejde i middagsheden, hvor solen var på sit højeste, og hvor alle andre netop valgte at sove til middag.  

Et andet problem var, at ingen tilsyneladende havde gjort sig den ulejlighed at fortælle irakerne, hvad vores opgave som FN-observatører egentlig var. Det var tydeligt de irakiske myndigheders opfattelse, at FN nu var kommet for at hjælpe dem i deres krig mod “de fæle iranere”, og de var derfor først forbløffede og senere småfornærmede, når vi pegede på irakiske overtrædelser af den skrøbelige våbenhvileaftale, de to lande havde indgået.  

Når vi påpegede sådanne overtrædelser, ville de irakiske forbindelsesofficerer og de irakiske chefer trække os hen til fronten mellem Iran og Irak og pege på iranske stillinger, som de hævdede også var i strid med aftalen, hvis deres var.  

Mange timer gik med at forklare, at observatørerne på Iran-siden ville tage sig af iranske overtrædelser, men det lykkedes til sidst.  

Det burde bare være gjort på forhånd. 

På enhver Team-Site var der et antal forbindelsesofficerer under kommando af en Senior Liaison Officer. Vores Senior Liaison Officer var oberstløjtnant af reserven i flyvevåbnet og lærer i sit civile liv.  

Han hed Hashim, og han var såmænd god nok, men han blev ført i meget kort snor af korpset.  

I begyndelsen gik der megen af vores tid med det, vi kaldte “Flag-Waving”, hvor vi simpelthen kørte eller gik langs fronten, for at gøre os synlige overfor de iranske og de irakiske soldater samt den sparsomme civilbefolkning.  

Vores operationsområde var et sørgeligt syn, mærket og præget af de otte års krig, som havde raset. Udbrændte militærkøretøjer, befæstningsanlæg, kampvognsvolde og militær udrustning lå overalt. Der var meget få byer med civilbefolkning, og den var altid decimeret i forhold til det oprindelige antal indbyggere.  

Langt hovedparten af byerne i området var omdannet til militære forlægninger med forsyningsdepoter, hospitaler eller kommandostationer for brigader og divisioner.  

Sammen med vores forbindelsesofficerer var vi indkvarteret i en bygning, som korpset normalt anvendte til indkvartering af deltagere i kurser eller møder.  

Hver observatør havde et lille værelse med eget toilet og bad. På værelset var en seng, lænestol, bord, garderobeskab, TV og køleskab.  

Vi spiste i en lille bygning et stykke borte. Vi havde vores egen kok, men fik naturalier fra de irakiske militære myndigheder. Hvis vi var på patrulje, ville vi til enhver tid foretrække at spise morgenmad og frokost ved den bataljon, brigade eller division, vi besøgte.  

I Mansuria var vi mellem 18 og 20 observatører, og vi var repræsentanter for hele verden. En enkelt canadier repræsenterede Nordamerika. Fra Sydamerika var det to observatører fra Peru. Afrika var repræsenteret ved to fra Senegal og to fra Zambia, mens Asien var repræsenteret ved to fra Bangladesh, en fra Indonesien og to fra Malaysia. Europa var bredt repræsenteret. Fra Nato-landene Norge og Danmark, fra den hedengangne Warszawapagt var det Ungarn og Polen, og endeligt repræsenterede Østrig og Irland de neutrale.  

Det var en fascinerende flok af officerer at arbejde i, og der var en særdeles god tone imellem os.  

Team-siten blev ledet af en Team-site leder og hans næstkommanderende. De to fordelte opgaverne på observatørerne, og i vores område valgte vi at lade de fire mest erfarne tage sig af hver sin division. Under sig havde de så en observatør for hver brigade, så vi fik oparbejdet et grundigt kendskab til brigaden, dens stabs-personel og dens forreste enheder.  

Dermed fik vi et virkeligt godt overblik over og kendskab til hele våbenstilstands-linjen i området.  

FN-hovedkvarteret i Baghdad havde besluttet, at ethvert punkt, hvor iranerne og irakerne var tættere end 1000 meter på hinanden, skulle betragtes som værende kritisk. I vort område var der stort set ikke steder, hvor der var mere end 1000 meter mellem de to parter, og da det ikke giver nogen mening at have et 330 kilometer langt kritisk punkt, udvalgte vi 13 punkter, som vi anså for at være de mest kritiske. Tre af disse er beskrevet senere.   Fra Baghdad havde vi også fået at vide, at enhver aktivitet langs våbenstilstands-linjen var forbudt. Det var udtryk for en indstilling, som er baseret på misforståelse eller manglende viden og erfaring i FN-tjeneste.  

Lediggang er roden til alt ondt, og hvis vi ville sikre ro langs linjen, måtte vi tillade, at soldaterne blev holdt beskæftigede. Således accepterede vi, at de gravede en løbegang eller skyttehul, byggede en bunker og så videre. Men inden de gik i gang, måtte de først sløjfe noget tilsvarende af de eksisterende.  

Bataljonschefer og brigadechefer var lykkelige for den ordning. Soldaterne har jeg ikke spurgt.  

Generelt set havde vi et godt samarbejde med forbindelsesofficererne.  

De ville gerne, at vi spiste sammen, og var sammen med dem om aftenen, men det ønskede vi ikke. Vi havde behov for at kunne tale frit, og der var fra en Team-Site i det sydlige et eksempel på, at FN måtte flytte observatører, fordi de gjorde sig muntre over den irakiske TV-avis, der startede hver eneste udsendelse:  

“God aften, Hans Excellence, præsident Saddam Hussein, har i dag … ” (Enten modtaget en eller anden delegation, skrevet et brev eller klappet et lille barn på hovedet). De to observatører blev indenfor 24 timer sendt til det nordlige område – som om det var en straf!  

Der var naturligvis stor forskel på forbindelsesofficererne.  Kaptajn Washfi var uddannet på militærakademiet Sandhurst i England, og ham var der aldrig problemer med.  

Tilsvarende de unge løjtnanter der var reserveofficerer. 

Derimod kunne især to ældre majorer være vanskelige. Det er klart, at forbindelsesofficerens opgave er at fungere som tolk. Det havde major Mazen meget vanskeligt ved at forstå. Ofte ville han blande sig i den diskussion, jeg havde med en brigade-major eller en bataljonschef, og der var mange gange, hvor jeg måtte bede ham om at holde sig til at oversætte. Han skulle ikke kommentere, hvad jeg sagde, eller hvad min samtalepartner sagde.    

Der var også aktiviteter, som jeg ikke kunne drømme om at tage major Mazen med til. For eksempel ved udvekslingen af lig, som krævede en god portion almindelig takt, tone og pli hos alle de deltagende parter.  

MIN ZOOLOGISKE HAVE 

I de første dage på stationen boede jeg på et værelse, som tilhørte en kaptajn fra Bangladesh. Han var muligvis beordret ud i en fart, for han havde efterladt dadler, tomater, brød, lidt vand og lettere rengjorte tallerkner i sit køleskab. I klædeskabet havde han kartofler, løg og en pakke kiks åben!  

Det tilkom naturligvis ikke mig at kassere hans ting, hvorfor jeg lod dem ligge, så meget mere som han midt i perioden lige kiggede ind og med tilfredshed konstaterede tilstanden på sine efterladte varer.  

På badeværelset har jeg kakerlakker, som er større end fem centimeter.  

De kommer kun frem om aftenen, så når jeg tænder lyset og går derud, styrter de hen mod deres hul, hvor afløbet fra håndvasken løber ned. De første par aftener fik jeg ram på et par stykker.  

På værelset er der også myg og fluer samt hertil græshopper og edderkopper – ret store. Og sandelig om ikke også en mus. Den sad og så sporten i TV med mig en aften – opdagede jeg. Jeg forsøgte at lokke den ud i det fri, men den ville ikke forlade mit – eller rettere kaptajn Hafiz’s værelse.  

Vi var ellers to danske majorer, der prøvede, idet major Jørgen Breinstrup var på besøg fra Sektor-hovedkvarteret i Baquba i ti dage, fordi han senere skal være noget man kalder “Team-site Koordinator”.  

 Musen fik lov at blive, og næste aften så vi den forsvinde ud under min dør og ind under døren til det næste rum, hvor vi gemmer vores madvarer!  

Nu var det ikke længere kun mit problem. 

Hele denne zoologiske have har jeg i virkeligheden ikke så meget imod. Skorpionerne og slangerne er langt værre, men på det tidspunkt, havde jeg ikke mødt dem endnu, men de fandtes i rigeligt mål, sagde min observatørkolleger. Nej, det værste er de små dyr.  

Efter det første par nætter var mine håndled, vriste og armhuler dækket af insektbid, så det halve kunne være nok.  

Jeg fik et rengøringshold fra det lokale militærhospital til at møde op med deres spray-udstyr, og det hjalp.  

Den første nat i rummet var luften stadig vammel og sød af insektgiften, men der var da ro, så man kunne sove.  

Det bedste er næsten, at gekkoerne er kommet tilbage. De små firben må have et hul et sted, så de kan komme ud, og dermed har overlevet det massive angreb. Det er nogle dejlige dyr. Meget renlige og lidt sky. Og så er de gode til at holde flue- og myggebestanden nede på et acceptabelt niveau.  

II IRAKISKE KORPS 

Al Mansuria var hovedkvarter for Andet Irakiske Korps. 

Med selve korpsets stab havde vi meget lidt kontakt. Forsøg på at få udpeget en kontaktmand ved staben lykkedes aldrig. Korpsets begrundelse herfor var let nok at forstå. Vi ville naturligvis stille spørgsmål, som korpset ikke kunne eller ville svare på, ligesom vi ville bede om tjenesteydelser, som de heller ikke kunne honorere.  

Derfor var forholdet til korpset hverken godt eller dårligt. Det var simpelthen ikke-eksisterende, bortset fra de få gange, hvor vi blev inviteret til overdådige frokoster, når vores jugoslaviske topchef eller hans indiske chef i Irak var på besøg.  

Kun en enkelt gang havde vi fra FN-teamet kontakt med vores værter, nemlig da vi udarbejdede en evakueringsplan for stationen som helhed og en anden for evakuering i nødstilfælde under en patrulje.  

Det var korpsets læge, som sammen med os udarbejdede disse planer, og det var al den kontakt, vi havde med dem.  

Hver gang en patrulje kørte ud, blev den fulgt af et køretøj med radioantenner. Køretøjet holdt sig på lang afstand af os, men der var aldrig tvivl om, at det var der.  

På et tidspunkt spurgte vi Senior Liaison Officer, hvorfor vi blev fulgt, og efter et øjebliks tøven svarede han, at det var for vores beskyttelse. Mod hvem eller hvad fik vi aldrig at vide, men i hvert fald har korpsets efterretningsofficer sikkert intet haft imod at vide noget om vort bevægelsesmønster.  

I starten havde vi irakiske chauffører på bilerne, og de var stolte af at være blevet udvalgt af korpsets sikkerhedsofficer.  

KORPSETS FIRE DIVISIONER  

De fire divisioner var så forskellige, som militære enheder nu er, når de hver især er sammensat til bestemte opgaver, et bestemt terræn og med en bestemt modstander overfor sig.  

Det var ikke meget, vi havde med divisionsstabene at gøre, men vi mødte ofte deres medlemmer, når vi spiste morgenmad i divisionens officersmesse.  

Høflige var de, og de ville gerne høre nyt fra observatørernes hjemlande, men som nævnt – ikke megen kontakt.  

Divisionscheferne mødte vi kun sjældent. Når de spiste i messen, blev den altid ryddet for øvrige, og bevæbnede vagter blev anbragt udenfor.  

Den ene divisionschef var meget interesseret i vores forsøg på at få de to parter til at rykke længere fra hinanden langs våbenstilstandslinjen og vores forsøg på at få gennemført en gensidig reduktion i antallet af tropper langs med linjen.  

Som han udtrykte det: Jo færre soldater og jo længere de er fra hinanden, jo bedre er det, for så er der størst mulighed for at undgå konfrontationer.  

Der er et trist efterspil i denne beretning om divisionerne. 

På de situationskort der blev vist i forbindelse med krigen om Kuwait, kunne jeg se, at to af de divisioner, som jeg kendte fra Irak, lå fremme i den forreste linje mod Saudi Arabien. Det er ikke nogen rar tanke, at en lang række af gode venner er gået til som følge af Saddam Husseins storhedsdrømme, men det er der nok.  

BRIGADERNE I KORPSETS OMRÅDE  

Så var der mere kontakt med brigaderne og deres stabe. 

Brigadecheferne bad os ofte komme tilbage til frokost efter dagens patrulje, og den lejlighed lod vi sjældent gå fra os, fordi vi under disse frokoster kunne forklare, hvad det var, vi gerne ville.  

Langt de fleste steder fik vi etableret et godt samarbejde med den lokale “Brigademajor”, der som i enhver engelsk-orienteret militær enhed, var en nøgleperson.  

På et tidspunkt fik vi et forbud mod at foretage registreringer af de irakiske stillinger.  

Forbuddet vakte en vis undren, i hvert fald hos os i Mansuria.  

Vi havde iværksat et projekt med registreringer af samtlige irakiske forreste positioner, og det skete med billigelse af de irakiske enheder. Kun ved at have nøjagtige optegnelser og beskrivelser af stillingerne, kunne vi hjælpe dem mod iranske påstande om, at der foregik overtrædelser af våbenhvileaftalen på den irakiske side. Hvis ikke vi havde registreret stillingerne og deres indretning, hvordan skulle vi så kunne afgøre, om der var sket ændringer i forhold til den situation der eksisterede, da våbenhvilen trådte i kraft?  

Argumentationen havde overbevist de irakiske myndigheder i vores område, og flere brigader afleverede positionerne på de forreste stillinger, så vores registrering kunne blive komplet. Ved at have uddelegeret de enkelte brigader til bestemte observatører havde vi øget det detaljerede kendskab til de enkelte brigaders område.  

Nytten heraf blev tydelig i ugen mellem jul og nytår. 

I den centrale del af vores ansvarsområde havde den irakiske og den iranske brigade besluttet at lade sig afløse på samme dag. Da det ikke var tilladt at øge antallet af soldater langs med våbenstilstandslinjen, måtte man trække de “gamle” soldater ud, før man lod de “nye” komme ind.  

Da kaptajn Christian Gessner fra Østrig kom ud i området, var alt kaos. Irakiske og iranske soldater løb forvirret om mellem hinanden og delingsførere, kompagnichefer og brigademajorer rykkede sig fortvivlet i håret.  

Ingen vidste hvor de skulle være. 

Christian overtog kommandoen, og placerede irakiske soldater i de irakiske stillinger og iranske soldater i deres egne. Det var også vanskeligt at finde ud af, for stillingerne var i den grad viklet ind i hinanden, men til sidst faldt alt på plads, og det var meget taknemmelige officerer, der takkede Christian for den store indsats.  

Den operation kunne naturligvis ikke være gennemført med så stor succes, hvis ikke Christian Gessner netop havde haft et så godt kendskab til sit område.  

Jeg protesterede da også over de nye ordrer fra Baghdad, men fik aldrig noget svar. Registrering af stillinger fortsatte uændret mens jeg var i Mansuria. Om det senere blev ændret, ved jeg ikke.  

BATALJONERNE I KORPSETS OMRÅDE.  

I sagens natur var det ved bataljonerne, at vi fik de gode kontakter. Både med hensyn til at finde de rigtige forreste stillinger og personligt.  

Vel havde bataljonscheferne ikke meget albuerum, fordi den politiske binding lå så kraftigt på alt og alle, men vi kunne – når vi greb sagen rigtigt an – godt få en bataljonschef til at fjerne et tungt våben, en stilling og måske også trække et par mand tilbage fra et særligt sårbart punkt.  

Bataljonerne var organiseret som normale infanteribataljoner, som vi kender dem fra gammel dansk organisation:  Et stabskompagni med fire infanterikompagnier, som har et varierende antal delinger, alt efter den opgave, der skal løses, og det terræn opgaven skal løses i.  

Bataljonen havde ofte sit hovedkvarter i en samling huse, der tydeligt tidligere havde udgjort en lille landsby. Ikke et eneste sted erindrer jeg, at bataljonsstaben havde indrettet sig feltmæssigt. Det skal naturligvis ses på baggrund af den meget fastlåste situation.  

POLITISKE OFFICERER 

Den irakiske hær er i stor udstrækning baseret på sit sovjetiske forbillede.  

Således havde man ved alle enheder af bataljonsstørrelse (ca. 500 mand) og opefter en politisk officer, som havde ansvaret for, at personellet blev opdraget i den rette politiske ånd og til den rette holdning. Ved bataljoner var det kaptajner, ved brigader var det majorer, ved divisionerne var det oberstløjtnanter og ved korpset var det oberst Abdul Hak, som der kommer mere om senere.  

De politiske officerer, der naturligvis alle tilhører Saddam Husseins Baath-parti, har en noget vanskelig opgave, for kun en lille del af personellet tilhører – eller har sympati for – partiet. Flere end halvdelen er således tilhængere af en hel anden retning inden for islam, idet de er shiiter i modsætning til sunnierne i Baath-partiet.  

Ingen af de politiske officerer jeg mødte, havde modtaget nogen egentlig militær uddannelse. At være loyale partisoldater, var det nærmeste de kan påberåbe sig af militær karriere.  

(Forlydender efter krigen om Kuwait fortæller, at flere af de politiske officerer var skudt af deres egne soldater.) 

SITUATIONEN VED GILAN GHARB  

 Der var forventning i luften på Team-Site Mansuria i slutningen af oktober. Det var tæt på et gennembrud i forhandlingerne om et enkelt område, nemlig Gilan Gharb midt i vores område. Missionens første resultat, og så her hos os!  

Gilan Gharb var en lille flod, og på det sted, denne beretning handler om, var den skillelinje mellem de iranske og de irakiske styrker. Det lyder næste for simpelt til at være sandt, og det passede da heller ikke helt. Mellem de irakiske stillinger på “vores” side, var der en enkelt iransk, og tilsvarende var der en enkelt irakisk stilling mellem de iranske på den anden side af floden.  

Vi havde drøftet Gilan Gharb-situationen med observatørkollegerne fra Iran, og vi blev enige om, at foreslå de to parter at bytte den ene stilling i hver lejr. Det ville skabe ro i området og klart lette forsyningsopgaven. Det sidste slog vi meget på, for regntiden og vinteren nærmede sig, og den ville gøre floden vanskelig at passere.  

Delingsfører, kompagnichef og bataljonschef henviste alle til det næste højere led. Ingen af dem turde tage ansvaret, og ville slet ikke give udtryk for, om de fandt ideen god eller ej.  

Ved brigaden var man interesseret, men ville først drøfte problemet med divisionen.  

Sådan har det formentlig også været på den iranske side, men til sidst endte vi, hvor vi gerne ville. Begge divisionschefer sagde ja til at bytte de to stillinger, så der kun var irakiske stillinger på vores side – og iranske stillinger på den anden.  

Det fysiske skift af personellet fra de to stillinger skulle ske den 28. oktober klokken 1000 med FN-observatører fra begge sider til at overvåge.  

På vejen derud var vi kørt forbi divisionen, og fik her at vide, at divisionschefen gerne ville med, for han havde også til hensigt at overvære, at alt gik rigtigt til.  

Som det vil forstås, var stemningen næsten euforisk i bilen derud. Oberstløjtnant Forgacs, vores polske sektorchef fra Baquba, var også med, for der skulle skrives UNIIMOG-historie.  

Divisionschefen havde medbragt en køletaske med cola og fanta, og vi drak de læskende drikke, mens vi ventede på, at modparten skulle indfinde sig på den anden side af floden. Vi stod på et fremspring, hvorfra vi kunne se hele området, altså også de to stillinger som nu skulle skifte mandskab.  

Vi ventede længe, og et kvarter efter det aftalte tidspunkt kom der en svensk og en italiensk observatør frem på Iran-siden.  

De skulle hilse fra den iranske divisionschef og sige, at han var meget ked af det, og undskyldte al ulejlighed, men han havde netop fået forbud mod at gennemføre bytningen af stillinger.  

Ikke fra sine foresatte i den iranske hær. Nej, det var “Revolutionsgarden”, der havde sagt nej! Det var en noget klam fornemmelse at stå ved Gilan Gharb den dag. Vi havde lokket en irakisk divisionschef med herud, og til ingen nytte. Han tog det pænt, men en kedelig situation var det nu.  

1900 METER FÆLLESVEJ 

En dag var den polske major Jacek Januchowsky på patrulje ude langs linjen.  

Det viste sig at være meget bogstaveligt, for mens han med sin irakiske forbindelsesofficer og chauffør kørte på en lille vej, så han et andet køretøj komme imod sig. Der var noget underligt ved det andet køretøj, hvilket han gjorde forbindelsesofficeren opmærksom på. Med i bilen var en ung officer som var guide fra brigaden i hvis område de befandt sig. Han morede sig herligt, og gav udtryk for, at det da bare var en iransk bil.  

Jacek må have set noget vantro ud, men den unge løjtnant forsikrede, at man ofte så iranske biler på denne strækning.  

Det viste sig senere, at iranerne og irakerne var fælles om 1900 meter af en vejstrækning, fordi al trafik i området ville være umulig uden en sådan ordning.  

Der var aldrig problemer på strækningen. 

Jeg har mange gange set iranske og irakiske biler køre forbi hinanden. Jeg har set en irakisk bil med ladet fuldt af soldater passere en lille gruppe iranske soldater til fods, og der var ingen uartige tilråb eller tegn.  

Et kort nik mellem de to parter. Det var alt. 

Fra det sydlige Irak havde vi modtaget en ny forbindelsesofficer, major Mazen, og en dag skulle han med mig på en patrulje. Da vi nærmede os den fælles-brugte vej, ville han af. Jeg kører ikke med, sagde han, jeg bliver kidnappet af de iranske styrker i området.  

Sludder, sagde jeg, ikke engang hvis du kørte i en af jeres egne biler, ville de gøre dig noget, og dette er et FN-køretøj. Hold nu op med det pjat.  

Glad var han ikke, men der skete naturligvis ingenting. Og dog.  

For i den anden ende af vejen mødte vi kaptajn Ahmed fra den iranske hær. Vi stod på hver sin bjergtop lige overfor hinanden, da han fik øje på os.  

Hej, Major, råbte han, hvordan går det? 

Fint, råbte jeg tilbage, Hvad med dig Ahmed?  

Major Mazen var lidt ophidset. Tænk at vi mødte iranske officerer, og tilmed råbte venligt til dem. Det var han ikke vant til, fra Basra-området.  

Nå, senere fik han lært lidt om forholdene hos os, men en dag hvor jeg diskuterede brugen af vejen med områdets brigademajor, sagde Mazen, der var med som tolk, i fuld alvor at jeg måtte forstå, at dette var oprindeligt en gammel irakisk vej, hvorfor det ikke kunne være dem, som måske skulle finde en alternativ rute.  

Sikke noget gas, sagde jeg, vejen ligger otte kilometer bag den internationalt anerkendte grænse, så den slags kan du godt spare mig for.  

Jeg havde den glæde, at brigademajoren nikkede samtykkende. 

Men igen, begge parter gjorde alt, for at forhindre episoder på den følsomme vej.  

PUNKT 312. 

Det var en gang i oktober, at en af mine kolleger kom hjem fra en patrulje. Han havde været i den centrale del af vores område, og han havde mødt Chief Military Observer, den jugoslaviske general Jovic.  

Det var en af de uger, hvor generalen var på den iranske side, så det var ikke indlysende, at vi skulle kunne møde ham i det irakiske område, hvor vi var.  

Skæbnen ville, at iranerne havde ønsket at vise FN-chefen er ganske speciel stilling i vores område, en stilling som vi ikke kendte noget til, hvilket ikke var så underligt, for den lå 400 meter bag de forreste iranske positioner.  

Det var “Høj 312”, og på toppen af den sad der en iransk og en irakisk soldat side om side. Det havde de gjort siden våbenstilstandens ikrafttræden, for da den fastfrøs situationen, var det netop, hvor de to soldater havde befundet sig.  

Naturligvis var det ikke de samme to soldater. Begge parter udskiftede deres soldat hver anden time, og den irakiske soldat måtte altså gå forbi iranske stillinger over en strækning på 400 meter for at komme på sin plads; men det havde nu aldrig givet anledning til problemer, sagde den irakiske delingsfører.  

I begyndelsen havde de to soldater været udsat for det barske vejrlig uden nogen mulighed for at beskytte sig mod hverken den brændende sol eller den regn, som periodevis faldt i området.  

FN’s bestemmelser forbød enhver ændring i status quo i forhold til situationen ved våbenstilstandens begyndelse, men her var det tydeligt, at det var helt galt. Derfor gav vi også lov til, at de måtte bygge en lille bunker på toppen af bjerget.  

I tiden derefter medbragte de to soldater en sandsæk hver gang de gik på vagt, og efterhånden havde de fået bygget en bunker på et par kvadratmeter. Den iranske soldat medbragte et par bølgeblik-plader, hvorefter de nu kunne sætte sig i ly, når vejret blev for slemt, ligesom de havde et sted at sove. Den iranske og den irakiske soldat kunne ikke tale sammen. Der er meget stor forskel på arabisk og persisk, men bortset fra det virkede de begge oftest glade og tilfredse.  

Som muslimer skulle de begge bede fem gange om dagen, og det gjorde de på skift.  

Den eneste episode vi havde her, var da kaptajn Gessner fra Østrig ville tage sin irakiske forbindelsesofficer med op til de to soldater. De blev stoppet af en iransk vagt. Med fagter gjorde Christian opmærksom på, hvad han ville, nemlig have den irakiske officer med, men soldaten rystede på hovedet.  

Christian Gessner pegede på sine skuldre som tegn på, at soldaten skulle spørge sine foresatte, hvorefter soldaten med sin bajonet tegnede en streg i sandet på stien, pegede på stregen, rystede på hovedet og  forsvandt.  

De to officerer ventede pænt på deres side af stregen, og da den iranske soldat kom tilbage, rystede han igen på hovedet. Den irakiske forbindelsesofficer måtte ikke gå med.  

NO PROBLEM 

Den 29. oktober 1988 lærte jeg mit første iranske ord: “Masaleinis”.  

På arabisk hedder det “Marko Muskula”, og i Irak havde jeg brugt det gennem en måneds tid. På engelsk hedder det “No Problem”, og det er meget anvendeligt, når man er på tjeneste som observatør for FN.  

Baggrunden for denne udvidelse af mit ordforråd var, at jeg havde fået til opgave at arrangere det praktiske i forbindelse med det første fællesmøde som Chief Military Observer (CMO) havde arrangeret med sine to nærmeste hjælpere, brigadegeneral Patil fra Indien, der var Assistant CMO i Irak og brigadegeneral Kelly, der var Assistant CMO i Iran.  

Mødet skulle gennemføres i “Ingenmandsland”, altså det område som lå mellem de forreste irakiske og de forreste iranske stillinger.  

Brigadegeneral Patil havde fundet et sted, og udpeget det på kortet for mig. Klokken syv om morgenen kørte jeg afsted sammen med kaptajn Priyone fra Indonesien og en irakisk forbindelsesofficer, premierløjtnant Hameed. Vi kørte ud til en irakisk brigade, hvor vi lånte et par telte, to borde, og ti soldater, som kunne rejse teltene for os.  

Da vi kom frem til stedet, åbnede vi et par pigtrådsspiraler i en spærring, hvorefter vi gik i gang med forberedelserne, idet der nu var kommet en guide fra brigaden, løjtnant Mohammad.  

Da vi havde arbejdet på stedet et kvarters tid, blev jeg prikket på ryggen. Det var en iransk kaptajn. Om jeg godt ville være så venlig og forklare ham, hvad det var, jeg lavede med ti irakiske soldater et par hundrede meter inde på iransk område?  

Efter et stykke tid havde mine ører igen fået deres normale farve, og vi diskuterede sagen.  

Enden på det blev, at vi kunne gøre arbejdet færdigt og gennemføre mødet, men jeg måtte love at være den sidste, der forlod stedet og dermed garantere, at irakerne ikke efterlod sig noget – og at vi pænt lukkede pigtrådsspiralen efter os.  

Da mødet var overstået ved 13-tiden, kom løjtnant Mohammad tilbage med fem irakiske soldater, så vi kunne få pakket telte, stole og borde sammen og bragt det hele tilbage til Irak.  

Den iranske kaptajn Ahmed dukkede op igen, denne gang med fem iranske soldater, for selv om han havde forklaret, at jeg havde lovet at rydde op efter os, skulle han overvåge, at alt gik rigtigt til.  

De iranske soldater havde ikke lyst til blot at være tilskuere, hvorfor de begyndte at hjælpe til med at pakke sammen, og de to officerer, kaptajn Ahmed fra Iran og løjtnant Mohammad fra Irak ledede arbejdet.  

Pludselig opdagede jeg, at Mohammad gik rundt med sin pistol i bæltet. Jeg gik hen til ham og sagde, at det hele nok var lidt mindre provokerende, hvis han gik tilbage til de irakiske stillinger og lagde den fra sig.  

Han blev helt befippet, og det var tydeligt, at han slet ikke havde tænkt på, at han bar den. Han skyndte sig at tage pistolen op af sit hylster, og med pistolen i hånden, pistolmunding pegende fremad, gik han midt gennem flokken af iranske og irakiske soldater, som kiggede måbende på ham. (Og farven på hans ører). 

Da mit hjerte var faldet tilbage på sin vante plads, kom han tilbage og fortsatte ledelsen af arbejdet. Her var det, at vi alle gik rundt og sagde MASALEINIS, MARKO MUSKULA og NO PROBLEM.  

Det sidste vi gjorde, var at lukke pigtrådsspærringen efter os. Alle hjalp til, så den blev lukket af officerer fra Iran, Irak, Australien, Indien, Indonesien og Danmark.  

En lille international forsamling, hvor alle hilste pænt på alle, da vi tog afsked.  

For, som den australske kaptajn sagde til løjtnant Mohammad, mens han var på vej op for at lægge pistolen: Make Love, Not War!  

GENSYN MED EN GAMMEL VEN. 

Da vores chef, oberstløjtnant Cesar Folegatti fra Peru havde fridage, så fungerede jeg som chef. I Baghdad havde man fået en ny ide.  

Man ville prøve at etablere en MMWG “Mixed Military Working Group” bestående af højtstående iranske og irakiske officerer. Det var så meningen, at den gruppe kunne mødes periodisk, og at FN skulle sidde ved bordenden.  

Ideen var egentlig meget god, men problemet var at finde et egnet og acceptabelt sted, hvor disse møder kunne holdes.  

I første omgang havde hovedkvarteret i Baghdad fået øje på det ene af vores “crossing-points”, nemlig det sted, hvor vi udvekslede lig mellem de iranske og de irakiske myndigheder.  

Vi drøftede naturligvis den nye situation men var nok lidt skeptiske. Vi vidste, at stedet lå omkring 18 kilometer inde på iransk territorium, og vi følte os ikke overbeviste om, at iranerne ville acceptere at mødes med de irakiske officerer så langt bag den internationalt godkendte grænse.  

Det måtte klogere hoveder end os imidlertid tage sig af, så da jeg blev bedt om at støde til i Kanaqueen, gjorde jeg naturligvis det.  

Jeg skulle møde den øverste FN-chef i Irak, og ledsage ham ud til det kommende mødested.  

Brigadegeneral Patil ankom i helikopter, og jeg var klar. 

Vi kørte mod “crossing-point”, og samtalede om alt mellem himmel og jord, da han vendte sig om mod mig.  

Kan du slet ikke kende mig, Bent? spurgte han. 

Jeg så længe på ham, og svarede så: 

Well, Sir. Da jeg hilste på Dem i Baghdad, forekom det mig, at jeg havde set Dem før, uden at jeg dog med sikkerhed kunne placere hvor, og senere skød jeg tanken fra mig som værende for fantastisk.  

Kan du huske Nytårsaften i Poonch i 1972/73? 

Ja, Sir. Det kan jeg. Det var den aften hvor brigaden tog afsked med sin gamle chef, og i øvrigt den aften, hvor vi fik at vide, at Sam Manekshaw var blevet feltmarskal.  

Rigtigt, Bent. Og jeg var Brigademajor ved den brigade på det tidspunkt.  

Nu huskede jeg ham. 

En glad og venlig mand. Altid meget optaget af, om vi observatører havde, hvad vi havde behov for.  

Indernes officielle indstilling den gang var, at FNs observatører nærmest var en slags turister, uden at man dog udtrykte noget ønske om, at vi skulle forlade Indien.  

Tænk, at vi skulle mødes igen. 

MINER 

Jeg hader miner.  Det har jeg vist altid gjort, men nu ved jeg hvorfor. Der flød miner overalt i området. Panserminer og personelminer blandet eller hver for sig.  

Det værste sted var en strækning på omkring 1500 meter, hvor vi observatører, forbindelsesofficerer og vejvisere gik gåsegang, og ikke nok med det. Hver enkelt måtte visse steder være omhyggelig med at placere den ene fod lige foran den anden, for ikke at komme til at røre minerne.  

Og de miner, som vi kunne se, var jo ikke de værste! 

Flere gange forsøgte vi at få irakerne til – gerne efter aftale med iranerne – at fjerne minerne ved de forreste stillinger. De ville ikke – nogen af parterne. Krigen er jo ikke forbi, sagde de, Det vi har nu, er en våbenhvile, og intet andet. Derfor kan vi ikke tillade os at fjerne de miner, som beskytter os mod natlige overraskelser.  

Det var ikke kun omkring befæstede stillinger, der var miner. Hele området havde været kraftigt mineret under krigen, og der var ingen som vidste, hvor der var miner, og hvor der var minefrit.  

Ved regntidens begyndelse opstod så et nyt problem. De miner, der var placeret på skråninger og ved vandløb, blev skyllet fri og lod sig transportere af vandet eller kurede ned ad de nu glatte skråninger. Enten ud på vejen, hvor vi dog med lidt held kunne se dem, eller også ned i floden, hvor de lod sig rive med af den stærke strøm, og måske lagde sig til rette på et af de steder, hvor vi skulle krydse floden i vores bil.  

Efter at være gået de 1500 meter ind i delingsstillingen, overvejede jeg et par gange i fuld alvor at bede om at blive afhentet med helikopter. Nakkehårene strittede til alle sider, og min rygsøjle var kold som et jerngelænder i 20 graders frost.  

Og det blev ikke bedre af, at en irakisk forbindelsesofficer, kaptajn Mohammed, samlede nogle lange træstykker op fra jorden og gav sig til at kaste dem ud mellem minerne. Om han skulle vise sig, ved jeg ikke, men brigadens guide og den lokale vejviser fra delingen blev meget ophidsede, og sagde nogle for os uforståelige ting, meget hurtigt efter hinanden.  

Vi orienterede oberstløjtnant Hashim, der var Seniorforbindelsesofficer, og det skal siges til hans ros, at kaptajn Mohammed blev smidt ud af tjenesten den samme dag.  

I området fløj der også kalkuner. Vi måtte nøjes med at holde øje med, hvor de landede i minefeltet.  

SKUDEPISODE 

Som nævnt tidligere, var der egentlig meget roligt i ansvarsområdet.  

Vi havde en enkelt skudepisode, hvor en iransk stilling i løbet af natten var blevet beskudt. To soldater blev såret og en dræbt.  

Begivenheden fandt sted i major Uffe Edsens område, men da jeg var fungerede Team-site leder, og hændelsen var alvorlig, besluttede jeg at tage med. Normalt måtte en patrulje ikke bestå af to observatører af samme nationalitet, men det så jeg stort på, for dette var ikke normalt – for os i hvert fald.  

Den beskudte stilling lå på den iranske side af våbenstilstandslinjen, så den kunne vi ikke komme til, men vi aftalte et møde med observatører fra Iran-siden, så vi kunne drøfte sagen efter at have foretaget hver vores undersøgelser.  

Det var Uffes faste overbevisning, at vi kunne se den iranske stilling fra et bjerg, som lå lige overfor. Den irakiske kompagnichef og vores forbindelsesofficer slog sig slemt i tøjret.  

Først var der alt for langt. Dernæst var det i hvert fald for stejlt, og til sidst var det for farligt. Der er miner, sagde de.  

Det var ikke fordi de ønskede at sabotere vore undersøgelser, de gad simpelthen bare ikke klatre i bjergene.  

Uffe lod sig ikke sådan slå ud, og da vi to observatører gik ind over det stykke, som de påstod var mineret, fulgte de efter. Uffe grinede og sagde, at han havde været her før, og at der var en irakisk stilling lige foran os. Derfor måtte der gå en ryddet sti i området, og vi kom da også sikkert frem til det bjerg, som vi ville bruge som udkikspunkt.  

Vi var i omkring 1400 meters højde, og det var ret forbløffende at finde så mange fossiler fra havdyr, men det er naturligvis et sidespring. Vi kunne ikke se den iranske position derfra, men vi benyttede lejligheden til at afhøre de irakiske soldater om begivenhedsforløbet. De havde hverken hørt eller set noget, sagde de.  

Uffe og jeg ledte efter patronhylstre, men vi fandt intet, som kunne have med sagen at gøre.  

På orlov til Basra og Mordor (Kuwait)

Det er umuligt at afgøre, hvad der er sket. Det kan være en irakisk patrulje, men det kan også være en patrulje “Muhajidin-soldater”. Medlemmer af en militær styrke bestående af iranere flygtet fra hjemlandet, og nu opererende fra Irak mod iranerne. Det kunne også være en intern iransk affære, hvor medlemmer fra “Revolutionsgarden” har indladt sig i kamp mod medlemmer af den regulære iranske hær.  

Da vi befandt os på kanten til det kurdiske område, kunne det også være en kurdisk patrulje, som ønskede at lave lidt rav i gaden mellem iranerne og irakerne.  

Uffes ry som observatør var legendarisk. Over 50, men med en fysik og en kondition som de færreste på det halve.  

Når kaptajn Hafiz fra Bangladesh, som netop var i midten af tyverne, blev lidt for fræk, truede jeg ham med, at han ville blive sendt på patrulje med Uffe.  

Det kunne få ham til at være ordentlig.  

KIDNAPNING 

Det hændte, at iranerne eller irakerne i vort område beskyldte hinanden for at kidnappe hinandens soldater.  

Det var sager, som var vanskelige at afgøre, fordi modparten ville sige, at soldaten naturligvis ikke var kidnappet, men at han af egen fri vilje var løbet over til fjenden. Deserteret! Så når vi modtog en melding fra de irakiske myndigheder om, at en soldat var blevet kidnappet, henvendte vi os til vore kolleger på den anden side, og bad dem tage kontakt til den iranske enhed, som lå lige over for, og finde ud af, hvad der egentligt var sket. Ofte ville vi også bede dem om at tale med den pågældende soldat, for så kunne vi måske få den rigtige version af historien.  

Da kaptajn Andor Benko fra Ungarn kom til en delingsstilling, fik han at vide, at iranerne den foregående nat havde kidnappet to irakiske soldater.  

Han bad om at få at vide, hvad der var sket, og de fortalte ham, at de to irakiske soldater havde begivet sig afsted med et æsel for at hente vand ved et forsyningspunkt. Derfra var de ikke vendt tilbage, og derfor var det nærliggende at tro, at de var blevet kidnappet.  

Andor var skeptisk, og vi drøftede situationen, da han kom tilbage til stationen i Mansuria.  

Det var usandsynligt, at de skulle være kidnappede. Ingen ville drømme om at kidnappe et æsel også. Hvis der virkeligt var tale om en kidnapning, ville æslet være blevet ladt tilbage, og det var det ikke.  

Næste morgen kaldte vi FN-observatørerne i Iran. 

Vi ville gerne have dem til at besøge den iranske enhed overfor “kidnapnings-stedet”. Der skulle de undersøge, hvad der var sket. Helst også tale med de to irakiske soldater, og så melde tilbage til os.  

De kaldte os sent på eftermiddagen samme dag. 

De havde talt med de to irakiske soldater, og de var helt klart desertører. De ønskede ikke at vende tilbage til deres enhed, og æslet havde det godt.  

Derfor bad jeg Andor Benko om at orientere brigaden i hvis område, begivenheden havde fundet sted, om at sagen efter vores opfattelse var en desertering – ikke en kidnapning.  

Brigaden blev meget overrasket, sagde Andor, da han kom tilbage efter dagens patrulje og samtale med brigaden. Den pågældende bataljon havde ikke givet den nogen orientering om “kidnapningen”, og brigadechefen havde over for Andor udtrykt undren over, at det var fra FN, han skulle høre, at to af hans soldater var forsvundet.  

Vi fandt aldrig at vide, hvad der egentlig var sket. 

FODBOLD I DALEN 

Naturligvis holder iranske og irakiske soldater af fodbold. 

Intet er mere naturligt, end at de søger at fordrive den lange ventetid i stillingerne langs den tidligere frontlinje mellem de to parter.  

Så de spiller fodbold – sammen!  Ikke imod hinanden, men netop sammen. 

Første gang vi hørte om det, var da major Mainul kom hjem fra en patrulje. Mainul var fra Bangladesh og meget optaget af og stolt over sin nye FN-tjeneste.  

Ved et besøg hos en irakisk enhed havde han hørt, at der blev spillet fodbold i en sænkning mellem to små bjergkæder. Det usædvanlige var, at der var irakiske og iranske soldater mellem hinanden på banen. De forlod simpelthen deres stillinger for at mødes i en venskabelig og tidsfordrivende fodbolddyst.  

Vi var nok lidt skeptiske, men den norske Team-site leder beordrede sagen undersøgt nærmere, så en patrulje blev sendt ud til området et par dage efter.  

Og det var rigtigt nok. 

Ikke således at et iransk hold spillede mod et irakisk. Tværtimod gjorde man meget ud af at blande holdene, så der var lige mange iranere og irakere på hvert hold.  

Den irakiske forbindelsesofficer, major Mazen, var stærkt ophidset.  

Det er ulovligt, sagde han. Det er i hvert fald en overtrædelse af våbenhvileaftalen mellem Iran og Irak, fastholdt han.  

Det er naturligvis noget vrøvl. Intetsteds kan man i det seriøse dokument, som en våbenhvileaftale er, finde et forbud mod fodboldkampe.  

Næsten tværtimod, når man betænker, at en af vores opgaver – måske den vigtigste – er få genetableret tilliden mellem de to parter.  

I hvert fald tilbød jeg at optræde som neutral dommer, næste gang, jeg kom forbi.  

Det syntes han heller ikke var særligt morsomt. 

I kølvandet på en krig – En dansk officer i det konfliktfyldte Kashmir

TRUSLER MOD IRANSK VEJARBEJDE 

– Sir, vil du ikke tage med os ned til den sydlige brigade næste gang, vi skal derned.? Victor har nogle problemer med en bataljonschef.  

Det var commandant Sean Downes fra Irland, og når han spurgte så høfligt, var det i god overensstemmelse med irsk tradition, for jeg var næstkommanderende ved Team Site 1.  

Victor var kaptajn Victor Tine fra Senegal. 

Jeg sagde naturligvis straks ja til tilbuddet, og jeg var godt klar over problemets art. Det er meget tvivlsomt, om en irakisk oberstløjtnant ville lytte til en kaptajn i det hele taget, og det var klart, at han i hvert fald ikke ville modtage nogen som helst ordre fra en sort kaptajn.  

Et par dage efter var vi på vej, og efter et høflighedsbesøg ved brigaden, kørte vi ud til den irakiske bataljonschef.  

Han så ikke overvældende begejstret ud, da vi tre mand høj marcherede ind på hans kontor, men vi fik da den traditionelle og obligate kop te, før vi gav os til at snakke om dagens opgave.  

Vi ville gerne ud langs en lille sti som løb langs med et bredt dalstrøg. Bjergene på den anden side var besat af iranske styrker, og de arbejdede på fuld kraft med at retablere en vej. Store maskiner og mange soldater var i gang.  

Det var klart, at man forberedte vejen på den kommende regntid, så den ikke ville blive skyllet væk i den megen vand.  

Vi gik på stien langs bjergkanten, da den irakiske oberstløjtnant pludselig vendte sig mod Victor.  

Captain, sagde han, sig til iranerne, at hvis de ikke selv vil fjerne de store arbejdsmaskiner, så skal jeg sørge for, at de bliver fjernet!  

Victor så opgivende på Sennan og mig. 

Der kan I se, sagde hans blik tydeligt. 

Sir, sagde jeg til den irakiske oberstløjtnant. Vi tager tilbage nu, men jeg ønsker, at De forstår, at jeg i aften vil fremsende en indberetning om manglende samarbejdsvilje og ulydighed.  

Den irakiske oberstløjtnant så hånligt på mig. 

Major, De har vist ikke noget at gøre med min lydighed! 

Jo, Sir, Præsident Saddam Hussein har selv sagt, at det aldrig ville blive en irakisk soldat som affyrede det første skud her i våbenhvilen. Det har De lige fortalt mig, at det godt kunne blive, nemlig Deres enhed, og det vil min indberetning og klage gå på.  

Nu kom den irakiske bataljonschef helt hen til os. 

De kan vel forstå en spøg, Major? sagde han. 

Nej, Sir. En trussel om at anvende våben spøger man aldrig med. I hvert fald gider jeg ikke stå her og høre på den slags. Derfor går vi. Farvel, Sir!  

Jamen Sir, sagde han til mig – nu var han trængt – det var min spøg, og nu hvor jeg er klar over hvor seriøst De tager den slags, lover jeg, at det aldrig sker mere.  

Victor så meget tilfreds ud, da vi kørte hjem, og han kom da heller ikke med flere klager over den bataljonschef.  

EN UHELDIG HELDIG DANSK OBSERVATØR 

I december måned var en dansk observatør på et par fridage i Kuwait.  

Da han kom tilbage til sin Team-site i Basra-området, opdagede han, at han havde mistet sin pung. Tyveri var ikke ualmindeligt i området.  

Han havde haft 3400 dollars i pungen, så ærgerligt var det jo.  

Og så her lige op mod jul! 

En dansk observatør skrev til alle danske og gjorde opmærksom på majorens store uheld. Nu var det jo tæt på jul, så hvis vi hver gav ham 200 dollars, så ville tabet ikke være stort for ham, og kun lille for den enkelte. (Vi var 15 danske observatører i Irak).  

Jeg ved ikke hvor mange der reflekterede på henvendelsen, men de der gjorde, fik et par måneder senere en hilsen fra ham.  

Han var nu i Danmark for at afvikle efter endt tjeneste, og, som han skrev “formentlig i et anfald af pyntesyge”, ville han lige prøve sin sommeruniform en sidste gang inden den skulle afleveres til FN-depotet i Jægerspris.  

Han kunne ikke rigtigt få uniformen til at sidde, som den skulle. Der var noget galt med den ene lomme, det var som om, at der var en lille klump et eller andet i den.  

Ganske rigtigt.  

Klumpen viser sig at være 3400 dollars. 

Så gik han i gang med at skrive til alle vennerne i Irak. Tak for hjælpen, men her har I pengene tilbage igen, for de er dukket op et besynderligt sted!  

Historien blev fortalt rundt på Team-sitene i Irak, og den var med til at give tillid og respekt til de danske observatører.  

OBERST ABDUL HAK 

Korpschefen ved II Irakiske Korps havde i sin stab en politisk rådgiver. Det var en ung oberst ved navn Abdul Hak, og ham havde jeg et par kontroverser med, selv om vi vist egentlig kom ganske godt ud af det med hinanden på det personlige plan.  

Tjenstligt var der – som antydet – problemer. 

Første gang jeg for alvor stødte sammen med ham, var ved en udveksling af lig, eller “krigs-døde” som FN så jomfrunalsk kaldte dem. Vi havde haft et par stykker, og vi havde fundet en god og værdig procedure, der fungerede godt, især med løjtnant Ali som irakisk forbindelsesofficer.  

En udveksling var aftalt til søndag kl 1000.  

For at være fremme til tiden, skulle de iranske deltagere køre hjemme fra kl 0700, mens vi skulle køre kl 0800, fordi udvekslingsstedet lå så tæt på. Klokken 8 meddelte Abdul Hak så, at irakerne desværre ikke ville være klar før klokken 1300, men – som han sagde – iranerne kunne jo bare vente.  

Udvekslingsstedet lå i Ingenmandsland i et lille dalstrøg med en ulidelig varme, og jeg kunne forestille mig oberstens glæde over at have fået iranerne ud i den situation.  

Jeg brokkede mig lidt, men derudover var der jo ikke meget, jeg kunne gøre.  

Klokken 12 var Abdul Hak der igen. De blev desværre yderligere forsinket, og nu kunne de først være fremme kl 1600!  

Da han kom igen klokken 1600 og fortalte, at man nu ville være klar klokken 1800, men at iranerne jo bare kunne aflevere deres irakiske døde, eksploderede jeg.  

Jeg fik fortalt ham, hvad jeg syntes om ham og hans manipulationer med iranerne og os. Jeg tror nok, at jeg råbte lidt højt, og ihvertfald sluttede jeg min salut med at hamre min hånd ned i kølerhjelmen på den bil, vi stod ved siden af.  

Det må have gjort lidt indtryk på min tolk som også denne gang var løjtnant Ali, for da han sluttede sin oversættelse af, hvad jeg havde sagt, knaldede han også sin hånd ned i kølerhjelmen. Selv Abdul Hak kunne se det komiske i den bogstavelige oversættelse, og vi brast alle i grin.  

Efter igen at have fået ansigtet i de rette folder, fik jeg gjort obersten det begribeligt, at jeg betragtede det som ren og skær chikane over for iranerne, begået alene for at genere dem mest muligt.  

Jeg aflyste enhver udveksling den dag, og vi kørte hjem. 

Om aftenen skulle jeg aflægge rapport til vores sektorchef i Centralsektoren, den ungarske oberstløjtnant Forgacs.  

Han ville vide, hvorfor det måtte aflyses. 

Radikalt nej til F-16 – Forsvarsforligene 1973-1980

Det er jeg meget glad for at du spørger om, var svaret fra mig, for jeg kunne pludselig se en mulighed åben.  

Det var en offentlig hemmelighed, at vores telefonsamtaler mellem FN-stationerne blev optaget på bånd og aflyttede, så jeg tog en dyb indånding og gik i gang.  

Jeg fortalte ham om dagens forløb, de mange irakiske udsættelser og om min opfattelse af, at her var tale om beregnet chikanering af iranerne.  

Sir, sagde jeg, hvis jeg nogensinde skulle blive spurgt hvem der har haft fejlen i denne situation, så kan jeg kun give udtryk for, at det er irakerne – og især oberst Abdul Hak, der har gjort alt for at ødelægge udvekslingen.  

Jeg lagde ikke nogen finger imellem, og han fik en grov svada med sprogets værste gloser om den irakiske oberst.  

Oberstløjtnant Forgacs sagde pænt tak for oplysningerne, da jeg efter en lille halv time lagde røret på.  

Næste morgen gik det, som jeg havde ventet og håbet. 

Jeg blev bedt om at komme over til oberst Abdul Hak, han ville meget gerne snakke med mig.    

I løbet af eftermiddagen fik jeg tid, så jeg gik derover. 

Major Agger, sagde han, jeg er meget ked af de misforståelser, vi havde i går.  

Jeg kunne nu ikke se nogle misforståelser i gårsdagens forløb, og det sagde jeg til ham. Efter min opfattelse var det et bevidst tiltag for at genere iranerne så meget som muligt, helt i modstrid med ønsket om at søge en bedring af forholdene mellem iranere og irakere. Ja, det ved jeg godt, at De synes, sagde han, hvorved han fik bekræftet min mistanke/mit håb om, at vores samtaler blev aflyttet.  

Næste gang vi havde en udveksling af lig, havde han sin søn med, så jeg kunne hilse på ham. Det var en dreng på omkring 10 år, og vi fik en lille snak i officersmessen, da det hele var overstået. Drengens engelsk var udmærket, og det var faderens formentlig også, men ved at insistere på at bruge tolk, sikrede han sig lidt betænkningstid, før han skulle svare.  

For fuldstændighedens skyld skal nævnes, at sønnen ikke overværede selve udvekslingen, idet han ligesom faderen måtte opholde sig på den irakiske side af Ingenmandsland.    

En anden gang vi skulle udveksle lig, fortalte den irakiske læge mig, at han af oberst Abdul Hak havde fået strenge pålæg om ikke at acceptere lig, der ikke var komplette.  

Da vi åbnede den ene af de irakiske kister, lå der deri kun højre ben af en iransk soldat, stadig med støvlen på.  

Den iranske læge kaldte mig hen til sig, og spurgte om jeg fandt dette rimeligt og acceptabelt.  

Jeg kaldte den irakiske læge over til os, og stillede ham spørgsmålet, og med en tydelig erindring om de instrukser, han havde modtaget fra Abdul Hak, måtte han erkende, at det var problematisk.  

Jeg må, sagde han, fra et medicinsk synspunkt sige, at dette ikke er acceptabelt.  

Kaptajn Ahmed fra Iran og løjtnant Ali fra Irak stod ved siden af hinanden og så ulykkelige ud.