FORSVARSHISTORIEN

Da guldmalingen blev slået af ministerkontorets dørkarm – Sagen om G.K. Kristensen

Udnævnelsen af G.K. Kristensen, oberstløjtnant i Forsvarsministeriet, til forsvarsstabschef var et chok. Springavancementet blev ikke glemt blandt officererne – selv efter adskillige års pletfri arbejdsindsats. Da forsvarsminister Hans Engell i 1983 drog konsekvensen og skiftede ham ud, udløste det uro. ’Udviklingen siden dengang er nok gået mere i retning af at foretrække typer som G.K. Kristensen,’ siger Engell i dag.

Døren mellem forsvarsministerens kontor og forkontoret blev smækket i med et brag. Hændelsen i det normalt så polerede ministerielle miljø fandt sted sidst på formiddagen en vinterdag i begyndelsen af 1983. Braget forskrækkede ikke kun de tilstedeværende. Det kom til at give genlyd i forsvaret mange år frem.

Mens besættelsen af de øverste militære ledelsesposter gentagne gange er blevet diskuteret offentligt de seneste ca. 15 år, var noget sådant ved indgangen til 1980’erne uhørt. Siden etableringen af en samlet ledelse for alle tre værn i 1950 med en forsvarschef i spidsen var alle afvejninger af personspørgsmål blevet holdt inden døre.

Det var i det lys, den 54-årige generalløjtnant Gunnar Kjær Kristensen så situationen, da han fredag den 4. februar 1983 blev kaldt til møde med den konservative forsvarsminister Hans Engell, der fem måneder før var trådt til sammen med Poul Schlüters borgerlige firkløverregering. Kristensen havde nu været chef for Forsvarsstaben i 5½ år, og hans anden åremålsansættelse på tre år var ved at udløbe.

Da forsvarschef, general Knud Jørgensen ville falde for aldersgrænsen ved udgangen af september 1984, så G.K. Kristensen optimistisk frem mod mødet med sin minister, mens hans chauffør kørte ham fra Forsvarskommandoen, der dengang lå i Vedbæk, ind mod København.

Udnævnelser til forsvarets vigtigste poster fulgte som hovedregel et forudsigeligt mønster, og det eksperiment, som i 2012 blev gjort af den socialdemokratiske forsvarsminister Nick Hækkerup – at foretage et offentligt opslag af forsvarschefstillingen – var endnu utænkeligt.

’G.K., du er ikke manden…’

Hans Engell havde imidlertid på et møde samme morgen i regeringens udnævnelsesudvalg indstillet, at G.K. Kristensens ansættelse ikke skulle forlænges. I stedet skulle kontreadmiral Sven Egil Thiede, chefen for Søværnets Operative Kommando (SOK), være ny forsvarsstabschef. Det ville med næsten fuld sikkerhed stille ham i kø til at blive Knud Jørgensens afløser som forsvarschef.

Den dengang 34-årige Engell har i sin erindringsbog På Slotsholmen (Aschehoug, 1997) skildret, hvad der skete, da den 20 år ældre topofficer indfandt sig – i indlysende forventning om et positivt budskab:
   ”Da G.K. Kristensen kommer ind på mit kontor, er han i højt humør. (…) Vi sætter os ned, og jeg går direkte til sagen: ’G.K. – jeg synes, vi på mange måder har haft et godt samarbejde (…), men jeg mener ikke, du er manden, der skal være den næste forsvarschef.”

Generalløjtnanten blev chokeret, opfatter ministerens afgørelse som resultatet af et ’komplot’ og spørger ifølge Hans Engell, om det er takken for, at han ’personligt har båret det danske forsvar i de sidste 6 år?’
     ”Jeg siger til generalen, at jeg mener, han skal tage det roligt og værdigt og tilbyder ham posten som forsvarsattaché i Washington,” skriver Engell i sin bog.
     ”Dette tilbud modtager G.K. Kristensen som om det var en landsforvisning. Herefter er samtalen forbi, og chefen for landets forsvarsstab forlader kontoret med stormskridt, åbner den brede dør ud til forkontoret, som er kantet af en smuk guldramme, og smadrer døren i med et sådant brag, at et stykke af guldet fra dørkarmen styrter ned. I lang tid bevarer jeg dørkarmen som et interessant minde om generalløjtnantens sidste besøg. Lidt senere stikker departementschef Poul Verner Christiansen forsigtigt hovedet ind ad døren. ’Må jeg forstyrre?’ siger han og kaster et blik rundt i lokalet, som om han vil forvisse sig om, at der ikke er mere, som er styrtet sammen.”

Hans Engell var i 1983 nyudnævnt forsvarsminister, da G.K. Kristensen-sagen udspillede sig. Her ses han på besøg under NATO-øvelsen Bold Gannett i 1984. Foto: Forsvarsgalleriet.dk

Ministerens ‘trojanske hest’

Dramaet var en udløsning af spændinger, som havde eksisteret siden udnævnelsen af G.K. Kristensen i 1977. Det at tingene ikke blev debatteret offentligt, var ikke ensbetydende med, at der ingen konflikter var.

Kristensen kom fra en stilling som kontorchef i Forsvarsministeriet med grad af oberstløjtnant og blev udnævnt til posten som forsvarets næstkommanderende af den socialdemokratiske forsvarsminister Orla Møller. Det betød et springavancement, idet den midlertidigt forfremmede chef dermed sprang graderne oberst og generalmajor over.

G.K. Kristensen blev set som en ’Trojansk hest’ indsat af ministeren. Ifølge konsulent Poul Sørensen fra Hærens Konstabel- og Korporalforening (HKKF) stemmer det godt med realiteterne.
    ”Han repræsenterede et ønske fra den socialdemokratiske regering om at få hold på, hvad der skete i Forsvarskommandoen,” siger Sørensen, der i over 30 år har været sekretær for hovedsamarbejdsudvalget inden for forsvaret.
    ”Der skulle ryddes op i en praksis med traditionelle privilegier med jagter, tjenesteboliger, ydelser og tillæg i forbindelse med midlertidig tjeneste m.v. G.K. Kristensen blev opfattet som lidt af en spejderdreng, der var fremmed over for de ting.”

Den odiøse forfremmelse

Poul Sørensens vurdering vækker ingen modsigelse.
    ”På mange måder var G.K. Kristensen en visionær, dygtig og effektiv officer. Han havde rigtig mange kvaliteter. Jeg var ked af, at forløbet efter beslutningen gik i hårdknude. Det var ærgerligt for forsvaret,” siger Hans Engell i dag.

Baggrundsoplysninger, som forsvarshistorien.dk har indhentet hos tre dengang yngre officerer, der sidenhen kom i generalklassen, melder ikke om kritik af hans virke som chef for Forsvarsstaben. Derimod kom springavancementet ifølge Hans Engell som et chok i forsvarets system – noget, der ikke blev glemt på trods af seks års kompetent arbejde.
   ”Det kom også til udtryk fra f.eks. den konservative gruppeformand Knud Østergaard, der var oberst (og i øvrigt forsvarsminister 1970-71). ’Sådan gør man ikke!’ var hans reaktion. Den rent følelsesmæssige afvisning var det primære.”

En nu pensioneret generalmajor erindrer, hvordan han som ung officer ved et jysk kamptrop-regiment til sin bestyrtelse oplevede, at bataljonschefen i et uofficielt samvær udtalte sig højlydt diskvalificerende om forsvarets næstkommanderende. Heller ikke den daværende hærchef, generalmajor Harald Boysen, undlod ifølge officeren at give udtryk for sin uvilje mod G.K. Kristensen.
      ”Hans springavancementet var ikke noget, jeg personligt ville lægge ham til last, men jeg må indrømme, at det blev vendt imod ham,” bemærker Hans Engell.

Stridens æble var, om det er ministeriets folk, der skal styre forsvaret, eller en forsvarschef med ’helhedsansvar’, der har tjent sig op gennem graderne i kraft af sine operative kvalifikationer og repræsenterer det samlede forsvar over for politikerne.

Fik sin vilje

Ved siden af den følelsesmæssige reaktion var der en saglig uenighed. Kristensen havde længe arbejdet for en professionalisering af forsvaret – dvs. et større indslag af fastansatte soldater. Det vakte skepsis eller modstand blandt mere traditionelt indstillede officerer, der svor til en videreførelse af mobiliseringsforsvaret.

Et spørgsmål er, om ikke G.K. Kristensen fik ret i det lange løb, idet konceptet med et forsvar med kontraktansatte soldater målrettet mod internationale missioner blev gennemført med forsvarsforliget af 2005 samtidig med, at mobiliseringsforsvaret blev afskaffet.

En kommentar fra en pensioneret generalløjtnant, der i 1980’erne arbejdede tæt på forsvarsledelsen, er karakteristisk:
    ”Nej, G.K. Kristensen fik ikke ret, men han fik sin vilje. Det er derfor vi i dag (dvs. efter Ukraine-krigens udbrud) står med den opgave at skulle genopbygge de kapaciteter, vi afskaffede dengang. Vi er nødt til at have et forsvar baseret på værnepligt. Danmark er for lille et land til at kunne finansiere et forsvar af professionelle soldater alene.”  

Politisk fyring?

Ikke-forlængelsen af G.K. Kristensen som forsvarsstabschef fandt sted i begyndelsen af den såkaldte ’fodnote-periode’, hvor den borgerlige firkløverregering og den socialdemokratiske opposition stod skarpt over for hinanden i sikkerhedspolitikken.

Socialdemokratiets ordfører Knud Damgaard og SF’s Pelle Voigt gik i aktion, og med dem i spidsen blev der talt om en ’politisk fyring’. G.K. Kristensen gik selv ud i aviserne med læserindlæg og varslede, at han ville gå ind i politik og stille op for Socialdemokratiet.

Der var da også holdepunkter for at antage, at forsvarsministeren i en næsten nydannet borgerlig regering havde set sit snit til at slippe af med G.K. Kristensen. Før sin udnævnelse til forsvarsstabschef havde han været i Forsvarsministeriet i 13 år – siden 1964 – med en afbrydelse på kun et enkelt år, hvor han var i FN-tjeneste på Cypern.

I hele denne periode havde Socialdemokratiet enten haft regeringsmagten, eller også havde den borgerlige VKR-regering 1968-71 været bundet til at føre nedskæringspolitik på grund af Det radikale Venstres regeringsdeltagelse. Kun under Venstre-ministeriet Poul Hartling, der sad i 14 måneder 1973-75, var der blevet ført borgerlig forsvarspolitik.
 
Hans Engell, der var forsvarsminister 1982-87, forstår i og for sig godt, at nogle sluttede, at der lå politiske motiver bag.
    ”Men det var ikke tilfældet,” siger han.
    ”G.K. Kristensen var en helt igennem korrekt embedsmandstype, og det lå ham fjernt at konspirere. Og nok var der i hans tid i Forsvarsministeriet primært socialdemokratiske regeringer, men forsvarsforligene byggede på brede politiske aftaler. Og jeg husker ikke, at jeg bemærkede noget særligt partipolitisk engagement hos ham. Hans åbne tilslutning til Socialdemokratiet skete først efter, at han ikke fik sin åremålsansættelse forlænget.”

Engell fastholder, at han blot benyttede sig af ministerens adgang til at foretage personrokeringer. Derfor var der ikke tale om en fyring. Han søgte også at gyde olie på vandene ved at udsende en pressemeddelelse, hvori regeringen takkede Gunnar Kjær Kristensen for hans ’store og dygtige arbejde’ – ikke mindst hans indsats i tilvejebringelsen og implementeringen af forsvarsordningen af 1981.
     ”Jeg beklager meget, at der gik politik i sagen. G.K. Kristensen blev derefter chef for 2. Sjællandske Brigade, men jeg havde været indstillet på, at han kunne have fortsat på en mere central post i forsvarsledelsen.”

Nåede sin egen konklusion

Ifølge Hans Engell var der ikke tale om, at nogen officers-junta fik ham tvunget til – som endnu ret nyudnævnt minister – at skaffe sig af med G.K. Kristensen. Han dannede sig sit eget ledelsesmæssige skøn. Ifølge Engell var han klar over samarbejdsproblemerne allerede inden, han blev forsvarsminister.
    ”Som chef for Den konservative Pressetjeneste havde jeg nær kontakt med partiets folketingsgruppe, hvor der var flere officerer. Og bredere set var der mange officerer i partiet, og som minister kom jeg på besøg på langt over 100 tjenestesteder,” siger han.

Om sit personlige indtryk i udgangspunktet skriver han i sin erindringsbog:
     ”Jeg har indtrykket af en dygtig og energisk ledertype – noget kantet og primitiv i sin form – en mand, som ikke samler mange venner. Bag hans flotte uniform og noble ydre anes et voldsomt temperament. (…) Jeg føler mig ikke sikker på, at G.K. Kristensen er den rigtige i den allerøverste top i dansk forsvar.”

Ifølge Engell traf han sin beslutning efter en samlet vurdering.
    ”Uproblematisk var det ikke. På ministermødet var min daværende partifælle Erik Ninn-Hansen og Venstre-ministeren Knud Enggard tvivlende og roste G.K. Kristensens arbejde. Men i sidste ende bakkede alle op om min indstilling.”

Auditør-undersøgelse

Den afgående chef for Forsvarsstaben meddelte, at han ikke ønskede at møde op til den reception, som traditionelt markerer et skifte af topchef.  Begrundelsen var, at han havde fået at vide af en journalist, at hans ’banemand’ og efterfølger – Sven Egil Thiede – havde sagt, at ’ingen officer havde skadet dansk forsvar mere siden Anden Verdenskrig end G.K. Kristensen.’

Kristensen klagede over Thiedes udtalelser og krævede at få undersøgt forlydender om, at højtstående officerer skulle have henvendt sig til medlemmer af Folketinget for at forhindre, at G.K. Kristensen fik forlænget sin ansættelse som forsvarsstabschef. Under undersøgelsen foretog generalauditøren afhøringerne. Klagen blev i det væsentlige afvist, men viceadmiral Thiede fik en ’næse’, fordi han måtte erkende at have udtalt sig som refereret.
     ”Men det, at han overhovedet fremsatte udtalelsen, var i sig selv et af adskillige tegn på, at det ikke ville have været hensigtsmæssigt med Kristensen som fremtidig forsvarschef,” bemærker Hans Engell.

G.K. Kristensen fulgte op med sagsanlæg mod Engell og flere topofficerer. Det førte ikke til noget bortset fra, at der fortsat i lang tid var blæst om forsvarets ledelse.’

G.K. Kristensen
Daværende forsvarsstabschef G.K. Kristensen. Foto: Forsvarsgalleriet.dk

Fremtidens mand

Hans Engell bekræfter, at generalløjtnant Otto K. Lind, chef for BALTAP, blev indsat som forsvarschef efter Knud Jørgensen, fordi han ville afvente udfaldet af sagen mod Sven Egil Thiede, før Thiede evt. kunne udnævnes til forsvarschef.

Det blev Thiede så i 1985, da Lind faldt for forsvarets aldersgrænse, og beklædte posten, til han selv blev pensioneret i 1989.

Det hul, som G.K. Kristensens afgang efterlod i forsvarstoppen, blev fyldt ud ved at lyn-forfremme hærofficeren Jørgen Lyng, der ved indgangen til 1983 var oberstløjtnant i Forsvarskommandoen. Så blev han chef for 3. Jyske Brigade. I den forbindelse blev han som 49-årig oberst – forholdsvis sent i karrieren i forhold til udsigter til at nå den absolutte top.

Trods det ret sene karriereforløb er forsvarshistorien.dk’s kilder enige om, at Jørgen Lyng stod  stærkt. Han havde blandt andet været lærer i taktik på Forsvarsakademiet for en række officerer, der senere fik gode karrierer.
      Bl.a. berettede pensioneret brigadegeneral Finn Særmark-Thomsen fra sine år som yngre officer i sin erindringsbog Troldmandens lærling fra 2008:
    ”Ansvarlig for (Føringskursus II) var oberstløjtnant J. Lyng – ’Overlærer’ kaldet. Han var en ualmindelig kompetent og en særdeles bestemt herre, som kørte os temmelig hårdt. Han havde en meget stor arbejdskapacitet og skånede ikke sig selv. På nogle af udrykningerne fik vi frist til at aflevere vores opgaveløsning til klokken 4 om morgenen, idet vi havde store problemer med at blive færdige inden normal sengetid. Klokken 8 samme morgen fik vi hans tilbagemelding!”

Det vejede også godt til, at Lyng havde arbejdet i Forsvarsstaben i seks år fordelt på to perioder.
    ”Jørgen Lyng var en strålende officer. Jeg havde selv dannet mig et indtryk af ham, bl.a. på private besøg hos ham,” fortæller Hans Engell.
    ”Men det (dvs. lynforfremmelsen af Lyng) var ikke noget, der blev trukket ned over hovedet på forsvaret. Forsvarsledelsen havde selv sine indstillinger. De var var helt overensstemmende med ministerens tænkning, og ud fra den proces blev posterne besat.”

I 1985 blev Jørgen Lyng beordret nogle få måneder til Jydske Divisionskommando som næstkommanderende og generalmajor, selv om han for længst var udset til at blive chef for Forsvarsstaben. Men direkte forespurgt afviser Engell, at det havde baggrund i et ønske om, at Lyng skulle nå at have generalmajor-graden for at undgå et nyt springavancement.
    ”Jeg kan ikke huske, at det spørgsmål overhovedet blev nævnt. Opbakningen til Lyng var så stærk, at det slet ikke var nødvendigt at tænke i de baner,” siger den tidligere forsvarsminister, der i dag som 74-årig er en meget benyttet politisk kommentator og foredragsholder.

Jørgen Lyng endte sin karriere i toppen af Forsvaret på posten som forsvarschef. En post han bestred fra 1989 til 1996. Foto: Forsvarsgalleriet.dk

Lagde sig op af fredsbevægelsen

Efter afgangen fra forsvarsstabschefposten blev Gunnar Kjær Kristensen chef for 2. Sjællandske Brigade og fik grad af oberst. Han blev tilknyttet Hærens Konstabel- og Korporalforening (HKKF) som konsulent og var i perioden 1988-93 aktiv i det internationale netværk Generals for Peace and Disarmament.

Der er nærliggende at forestille sig en mand, der i den grad var ude i kulden, at få ville have noget pænt at sige om ham. Han havde blameret sig gennem en ubehersket reaktion i et miljø, hvor selvbeherskelse er en kardinaldyd. Han havde overtrådt den militære etik ved at angribe sine foresatte officerer og sin minister offentligt.

Efter afskeden gik han over på den anden side af bordet og solidariserede sig med en lønmodtagerorganisation. Og han lagde sig tæt op ad fredsbevægelsen – et bemærkelsesværdigt standpunkt for en officer i det meget ideologiske klima i 1980’ernes sikkerhedspolitiske debat. Tankerne om at gå ind i politik blev dog ikke til noget. 

Styr på tidtagningen

Set i det lys synes der at være overraskende stor enighed om at give G.K. Kristensen et fornuftigt eftermæle. F.eks. skriver Finn Særmark-Thomsen fra en periode i 1980’erne, hvor han var bataljonschef under 2. Sjællandske Brigade og dermed havde den tidligere chef for Forsvarsstaben som chef.
     ”I min tjeneste under (G.K. Kristensen) respekterede jeg ham mere og mere som en god kollega, hvilket ikke var den gængse opfattelse i hæren,” skrev Særmark-Thomsen.
    ”Han var meget tit på besøg hos enhederne og gik op i uddannelsen med liv og sjæl. Taktisk havde han nogle ’værktøjer’, som han brugte for at gøre befalinger og føring så simple som muligt. Når vi sammen havde været til befalingsudgivelse ved Østre Landsdelskommando, gik vi uden for lokalet, og jeg begyndte at skitsere en plan på kortet. (…) For at overholde den gode regel kun selv at bruge 1/3 af den rådige tid inden udførelsen og derved give enhederne optimale betingelser for deres planlægning, holdt han hele tiden øje med uret. ’Nu har du 12 minutter til at gøre planen færdig,’ kunne være hans direktiv, og medens jeg tegnede og gav forslag til planen, skrev han ned som en gal, og efter 12 minutter drog han af sted for at give enhederne deres ordre. Planerne var meget simple, ordrerne let forståelige (…) Alt for mange gange har jeg set, at chefer bruger for megen tid på deres egne forberedelser. Jeg forsøgte selv at følge G.K.’s gode eksempel.”

‘Hold så kæft, Særmark!’

Ved siden af de anerkendende ord fremsatte Finn Særmark-Thomsen nogle bemærkninger, der unægtelig stiller spørgsmål ved brigadechefens overblik. Dermed synes brigadegeneralen at erklære sig mere eller mindre enig i en udbredt indvending mod G.K. Kristensens som chef for Forsvarsstaben: Hans operative erfaring var papirtynd.
    
Før G.K. Kristensen som 36-årig blev ansat i Forsvarsministeriet i 1964, havde han været et år på generalstabskursus, og før det havde han været lærer på Infanteriskolen i fire år. Hans sidste geledtjeneste var fem år hos Prinsens Livregiment i Viborg, hvor han sluttede som 31-årig premierløjtnant i 1959. Unægtelig ikke meget i betragtning af, at den klassiske norm for at nå til tops – for så vidt angår hærofficerer – er chefposter på først bataljonsniveau, dernæst i en brigade og til sidst en division vekslende med tjenesteperioder i Forsvarsministeriet, Forsvarskommandoen samt evt. ved NATO.

Finn Særmark-Thomsen skriver:
     ”Ved et angreb/fremrykning ville han altid have vores panserbataljon forrest og til venstre, hvilket ofte var problematisk, når det aktuelle terræn ikke helt passede til kampvognens muligheder for at bevæge sig i stor fart,” fremgår det af erindringsbogen Troldmandens lærling.
     ”Under øvelserne kom vi tit op at tottes, når jeg var uenig med hans dispositioner. En gang havde han tildelt flere panserværnsraketdelinger til bataljonerne, end vi rent faktisk havde. Da han under en befalingsudgivelse ville tildele yderligere en, gjorde jeg ham opmærksom på, at regnskabet slet ikke passede. ’Hold så kæft, Særmark’ vrissede han. Jeg blev sur og besluttede, at nu kunne han selv rode sig ud af miseren, så jeg satte mig ned til brigadens næstkommanderende bagest i lokalet. (…) Det gode ved G.K. var, at vi efter øvelsen kunne joke med hændelsen. Han var et rigtigt mandfolk!”

Den evige diskussion

M.h.t. til mulige paralleller mellem G.K. Kristensen-sagen og uro i forbindelse med udpegelse af Bjørn Bisserup til forsvarsstabschef i 2009, Peter Bartram som forsvarschef i 2012 samt opmærksomheden på, at man med general Flemming Lentfer i 2020 fik en forsvarschef uden baggrund i internationale missioner, bemærker Hans Engell, at han ikke i nogen af tilfældene har siddet tæt på beslutningsprocesserne.
    ”Men når det gælder forsvarschefen og forsvarsstabschefen er det poster med meget stor betydning, så det er noget, man følger meget med i i rækkerne. Der vil altid være den slags diskussioner,” siger han.
    ”Man holder øje med, om hhv. Hæren, Søværnet og Flyvevåbnet bliver tilstrækkeligt repræsenteret på de øverste poster. Og så bliver der taget stilling til, om de øverste chefer skal kvalificere sig gennem deres operative baggrund eller bag et skrivebord.  Her er der grund til at se på kravene i dag til de øverste chefer om at kunne styre et stort økonomisk system med 20.000 ansatte og store materielanskaffelser.”

General Knud Jørgensen fra Flyvevåbnet, som var forsvarschef, da Hans Engell tiltrådte i 1982 havde en ganske anden baggrund end G.K. Kristensen.
     ”Han var en rigtig operativ type, der tidligere havde fløjet ’Spitfire’-jager – noget der i øvrigt på grund af motorstøjen havde givet eftervirkninger, så man var nødt til at tale ret højt til ham,” erindrer firkløverregeringens forsvarsminister.
     ”Ham havde jeg et fint samarbejde med, men udviklingen siden dengang er nok gået mere i retning af at foretrække typer som G.K. Kristensen.”  

Vil du læse mere ? bliv abonnent og vær med til at sikre forsvarshistorien

Klik HER for at komme igang.

Som abonnent på Forsvarshistorien.dk er du til at støtte arbejdet med at indsamle og dokumentere forsvarets historie. En opgave, der burde være forsvarets, men med forsvarsforliget i 2009 forsvandt forsvarets formidlingsforpligtelse.

Er du allerede abonnent? - log ind her

 

Relaterede artikler

Ingen artikler fundet

2 reaktioner

  1. Fredsbevægelsen

    Det har været meget spændende at gennemlæse den samlede redegørelse, men eet afsnit mener jeg ikke giver det korrekte billede af G. K. Kristensens virke.

    Som meget involveret i det danske forsvar som major af reserven var jeg med i stiftelsen af Værn Om Danmark, hvor vi bl.a. ved et landsmøde i 1982 på Rødding Højskole havde generalløjtnant G.K. Kristensen som foredragsholder om den nye forsvarsordnings konsekvenser.

    Med mit kendskab til ham allerede i hans ungdomsår, hvor han var ivrig i sit virke, er det bestemt ikke min opfattelse, at han sympatiserede med de såkaldte fredsbevægelser.

    Med venlig hilsen

    Knud Kingo Christensen

    Oberstløjtnant af Reserven

  2. Kære Knud Kingo Christensen.

    Tak for din kommentar; det glæder mig, at du overordnet set har haft noget ud af artiklen.

    Jeg finder det vigtigt, at det, du oplevede ved jeres møde på Rødding Højskole, fandt sted i 1982. Det er godt foreneligt med Hans Engells erindring: at G.K. Kristensen ikke virkede partipolitisk engageret, før han blev fravalgt som fremtidig forsvarschef.

    ‘Fredsbevægelsen’ er taberen i det historiske tilbageblik, men i 1980’erne var Socialdemokratiets forsvars- og sikkerhedspolitik i væsentligt omfang påvirket af den. Derfor: Når G.K. Kristensen allerede sig med socialdemokraterne på det tidspunkt, må jeg se det som en tilnærmelse til fredsbevægelsen.

    Venlig hilsen
    Niels-Birger Danielsen

Skriv et svar

Bliv abonnent

Tags

Forfatter

NIELS-BIRGER_10
Cand. phil i historie og uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole, som har arbejdet me...
Kaj Birksted (tv.) tænder cigaret for flyverkammeraten Leif Lundsten, der senere – i 1944 – blev skudt ned og dræbt over Normandiet. Birksted oplevede at et stort antal kammerater omkom, og hans egen hustru var krigsenke.

Relaterede artikler

Ingen artikler fundet

Udgiv på forsvarshistorien.dk

Bliv en del af historien! 
Du kan være med til at sikre forsvarshistorien, så den ikke går tabt. 

Log ind og læs

Har du spørgsmål til dit abonnement? Eller ønsker du at oprette dig som abonnent, så klik her

Tjek vores FAQ her på siden for at finde svar på de fleste spørgsmål.

Kan du ikke finde svar, så kontakt kundeservice på kontakt@forsvarshistorien.dk

TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV​

Og modtag forsvarets historie og andet godt på e-mail.