FORSVARSHISTORIEN

Radiovagt på Hold II af FN’s fredsbevarende styrke på Cypern beretter om sin udstationering for næsten 60 år siden. Hans tid på øen fik et relativt roligt forløb, selv om der kort forinden havde været voldsomme sammenstød.

Intro af Niels-Birger Danielsen

Konstabel Sten Boye Poulsen er en af de veteraner fra FN’s fredsbevarende styrke på Cypern (UNFICYP), der har været med næsten fra begyndelsen. 

Han hørte om udsendelsen af det første hold til missionen i maj 1964, da han var konstabel ved Jysk telegrafregiment i Aarhus. Han viste interesse for det, og efter en øvelse i september blev han og nogle kammerater kaldt ind på kompagnichefens kontor og opfordret til at tage af sted for et halvt år med hold 2. 

Han har indsendt nedenstående beretning til forsvarshistorien.dk. Faktisk var midten af 1960’erne generelt en urolig tid, hvor FN-soldater ofte kom ud i farlige situationer i spændingsfeltet mellem græsk-cyprioter og tyrk-cyprioter. Alligevel fik Boye Poulsens udstationering – som du kan læse – et forløb, der lever ret godt op til billedet af en periode med FN på Cypern som en udvidet badeferie. 

Sten Boye Poulsen fik opgaven som radiovagt på Hotel Ledra Place i Nicosia – hovedkvarteret for det danske kontingent (DANCON). Han havde posten sammen med en anden soldat.

Radio og telefonvagt på hovedkvarteret
Radio og telefonvagt på hovedkvarteret. Foto: Sten Boye Poulsen

Han tjeneste bestod i 24 timers vagt, hvorefter fulgte 24 timers fritid. Selv om der ind imellem kom en ekstraopgave med kartoffelskrælning i officersmessen, oplevede han tjenesteforholdene som rolige.Der blev tid til at læse en del bøger på vagterne, der ofte over lange strækning var begivenhedsløse. Herfra begynder Sten Boye Poulsens egen beretning, og som du kan se af denne artikel, fik han rig lejlighed til at dyrke sin interesse for fotografering!

Beretning af Sten Boye Poulsen

Første gang jeg hørte om Cypern – i militært sammenhæng, det var da basserne Carl Olsen og Jørgen Soelberg havde meldt sig. Det var i maj 1964. På første hold tog de kun folk, der stod for at skulle hjemsendes. Vi andre havde ikke en chance. Den kom et halvt år senere.

Der blev ved morgenappellen spurgt, om der var nogen, der kunne tænke sig at komme til Cypern. Den skulle lige vendes engang – og så, ja, hvorfor ikke? Jeg havde en toårig kontrakt med militæret og udsigten til endnu en vinter i Aarhus ved Jyske Telegrafregiment? Nu var chancen der, så kunne jeg lige så godt prøve noget nyt. Jeg sagde ja – sammen med 4 andre fra kompagniet.

Udsigten til en vinter under lidt varmere himmelstrøg varede dog kun kort. Det blev os meddelt, at der var sket en procedurefejl, og vi kunne ikke komme af sted alligevel. Pokkers!

Tanken om luftforandring gik i glemmebogen bl.a. fordi vi var på øvelse (19.-29. september). Ved den første appel efter hjemkomsten var vi et par stykker, der blev kaldt over på kompagnikontoret. Vi kigger lidt, for vi synes alle, at vi har set hinanden før. Så springer bomben: ’Ja, mine herrer, hvis De vil til Cypern, så skriv under her. NU!!’. Der blev nøjagtig tre sekunders betænkningstid. Nå, der var nu ikke så meget at overveje. Beslutningen VAR jo taget, så det blev en hurtig underskrift. 

Det blev nu ikke til afgang til Jægerspris lige med det samme. Der var et par stykker af os, der skulle på endnu en øvelse inden vi kunne komme af sted. Vi kom tilbage til regimentet en torsdag morgen (helt præcist den 15. oktober kl. 04:00) for at få at vide, at de andre, der skulle af sted, havde haft orlov siden onsdag middag! Så var der én, der fik pakket og afleveret i en gevaldig fart, og ved middagstid, var jeg klar til at tage på orlov.

Jægerspris

Mandag morgen stillede vi så i Jægerspris til et nyt afsnit af den militære løbebane. Jeg kom i stabskompagniet og ikke helt uventet i signaldelingen.

Signaldeling
Signaldeling. Foto: Sten Boye Poulsen

Tiden gik nu med daglige øvelser, dels af generelt militært tilsnit, dels med særligt henblik på tjenesten på Cypern. Der skete egentlig ikke så lidt i den tid, vi var i Jægerspris. Det lykkedes mig bl.a. at sikre mig et ’ben’. Ved morgenappellen blev der spurgt, om der var nogen, der havde forstand på film og filmfremvisning – bare lidt. Så stod man der – var det én af den sædvanlige slags: Sagde man ja, så risikerede man en tur i køkkenet el.lign. Nå, jeg kastede al forsigtighed over bord og meldte mig.

Det var ikke nogen ”fælde”. Jeg blev uddannet som filmoperatør. Det gav anledning til et par spændende episoder, da jeg først kom til Cypern. Mere om det senere.

Hyggestemning på belægningsstuen inden afgang
Hyggestemning på belægningsstuen inden afgang. Foto: Sten Boye Poulsen

Vi oplevede også, at militæret kunne vise menneskelige træk. Det var vi just ikke forvænt med på den tid. Bl.a. fik vi udleveret nye geværer, der var godt smurt ind i ferronat – yrk – men minsandten om ikke vi fik at vide: ”Ja, mine herrer, De er jo ikke rekrutter, der skal lære at gøre et gevær rent. Der bliver sat en spand rensevæske ind på stuen.” – og det gjorde der. Det var den rene svir, når man var vant til kun at bruge knofedt – næsten da. 

Noget lignende kom til at gælde med hensyn til nattegn – eller rettere mangel på samme. Skulle vi ikke på natøvelse eller have vagt, var man tilfreds bare vi stillede ædru til morgenparade. Det var en fordel for dem, der boede i nærheden af Jægerspris – de kunne overnatte hjemme. 

På et tidspunkt under vort ophold i Jægerspris kom der et hold hjem fra Gaza. Vi så med beundring på ’veteranerne’. Fandt bl.a. ud af, at de havde hvide bælter – det måtte vi også ha’ – så det gik vi i gang med at lave til os. Den gik bare ikke – det viste sig, at MP’erne havde en mening om den sag. Det fandt vi ud af, da vi var på vej hjem fra orlov. Vi slap dog uden anden videre tiltale, end at den gik ikke. 

For de yngre årgange kræver det vist en forklaring: Endnu i 1964 foregik al færden uden for kasernen i uniform – også på orlovsrejser.

Ellers gik tiden med daglig tjeneste, Fut, signaløvelser, gaderydning – Mp’erne viste os hvordan, det skulle gøres – vores forsøg faldt ikke helt så heldigt ud.

Så skulle vi afsted

Tiden var nu begyndt at nærme sig, hvor vi skulle til at af sted. Det betød bl.a. at vi fik syet UN-mærker m.m. på vores uniformer. Der kom gang i vaccinationerne. Det sidste forløb ikke helt uden problemer for mit vedkommende. Så vidt jeg husker, var det en af de sidste vaccinationer inden afrejsen. Vi skulle bare have et stik bagi. Vi stod lænet op ad et bord, mens det foregik. Pludselig tog pokker ved bordet, og det rejste sig op i lodret stilling – det var i hvert fald sådan jeg oplevede det. Det næste jeg husker, var at jeg sad og gloede ind i en rød væg. ’Mosten’ må åbenbart ha’ været for skrap.

Ankomst til Værløse, klar til afgang
Ankomst til Værløse, klar til afgang. Foto: Sten Boye Poulsen

Rygterne svirrede om vores afrejse – og især afrejsetidspunktet. Der var tilsyneladende ingen, der rigtig vidste noget om, hvordan vi egentlig skulle komme til Cypern.

"Afskedsparade" i Værløse
“Afskedsparade” i Værløse. Foto: Sten Boye Poulsen

Problemerne må dog være blevet løst, for den 13. november blev vi kørt til Værløse – og ventede. Det blev sidst på eftermiddagen, før vi kom af sted. Til gengæld kom vi nogenlunde standsmæssigt af sted med en passagermaskine fra RAF. Vi blev endda forplejet om bord.

Flyveturen forløb begivenhedsløst nonstop til Nicosia, som vi ankom til efter ca. 8 timers flyvning.

Der var ikke meget at se ved ankomsten ca. kl. 4 om morgenen. Vi fik dog uden problemer at føle, vi var kommet under sydligere himmelstrøg. Selv her midt om natten var det varmt, og vi var stadig i kampuniform.

Da vi havde fundet vores bagage, blev vi læsset om bord på et par lastvogne og kørt til Nicosia., hvor vi blev læsset af på vore fremtidige ’tjenestesteder’.

Royal Airforce klar til at sende os til Cypern
Royal Airforce klar til at sende os til Cypern. Foto: Sten Boye Poulsen

Vi var et par radiofolk og chauffører, der blev læsset af ved – erfarede vi senere – gamle KIH (Kommandanten i Hovedkvarteret). Der var langt fra sovepladser til alle, men ærlig talt vi var så trætte, at vi bare faldt om det første og bedste sted, vi kunne finde, og sov et par timer til næste morgen. Så vidt jeg erindrer, gav det kun et par timers søvn.

Den ny arbejdsplads

Noget søvndrukken kom vi på benene næste morgen. Vi stillede til morgenparade og blev præsenteret for vores nye overordnede – dem vi ikke kendte i forvejen.

Vores delingsfører var premierløjtnant Skjødsholm gav os følgende besked: ’Radiovagten på Ledra Palace skal passes af to mand. Så længe den bliver passet, får De heller ikke vrøvl med mig!’. Det gjorde vi så, og det fik vi heller ikke. 

Nu fulgte et par hektiske dage. Dels skulle vi ha’ udleveret uniformer, dels skulle vi sættes ind i vores nye arbejde. Jeg fik arbejdsplads på Hotel Ledra Palace, hvor DANCON havde hovedkvarter. Der skulle jeg gøre tjeneste med Leif, John, Ole og H.C. – 5 mand i alt. Der gik nu ikke længe inden man fandt ud af at H.C. var uddannet radiomekaniker, og da der var mere brug for ham på radioværkstedet end ved radioen, ja så gik han af ’holdet’ inden ret længe. 
Vi var så fire tilbage, men det kom til at passe meget godt. Vi tog 24 timers vagt, og 24 timer fri – næsten da. Det skete, at vi ramlede ind i lidt ’ubehageligheder’ i form at kartoffelskrælning i officersmessen m.m. Det var dog til at leve med.

I operationsrummet på Ledra Palace var der tre radioer og to telefoner, der skulle passes. De to af radioerne var den ‘gode’ gamle SMB som vi kendte hjemmefra. For de uindviede, var den på størrelse med en toværelses lejlighed og med så meget effekt som en mobiltelefon med fladt batteri – især når de atmosfæriske forhold var imod os. Det var kun modtageren, der var i operationsrummet, selve senderen stod på taget af Ledra Palace.

Ledra Palace, hvor det danske kontingent havde hovedkvarter, blev Sten Boye Poulsens daglige arbejdsplads. Foto: Sten Boye Poulsen

Den ene stod i forbindelse med det canadiske og finske hovedkvarter. Med den anden havde vi forbindelse til kompagnierne. De blev nu kun brugt lidt – det var nemmere og hurtigere at bruge telefonen. 

Den fyldige SMB-radio, der var DANCON’s kontakt til FN-styrkens øvrige kontingenter.
Den fyldige SMB-radio, der var DANCON’s kontakt til FN-styrkens øvrige kontingenter. Foto: Sten Boye Poulsen

Den sidste radio, var én vi ikke kendte, men det kom vi til. Med den havde vi forbindelse til en række checkpoints, der lå i en ring omkring Nicosia. Det var deres opgave at følge med i, hvad der skete af bevægelser med græsk-cypriotiske militære køretøjer. Var der mere end 4 køretøjer i en konvoj, skulle der gives melding videre til det canadiske hovedkvarter. 

Den ene radio havde som sagt forbindelse til det canadiske hovedkvarter. Dertil kom, at den også havde forbindelse med en række køretøjer, der meldte fra og til i løbet af dagen. 

På denne radio blev der skiftet frekvens to gange i døgnet. Efter et sådant frekvensskift skal det så kontrolleres, at alle nu også har ramt den rigtige frekvens. Det sker ved, at hver enkelt station kaldes af net-kontrolstationen, der så tjekker, at alle ligger på den rigtige frekvens. Vi lå som nummer tre i rækken, men på grund af en noget langsommelig indstillings-procedure – de øvrige stationer havde radioer, der blev indstillet automatisk – blev vi først kaldt op til sidst. Det kunne vi ikke rigtig have siddende på os, så vi mobiliserede alle vores evner, og i løbet af kort tid, svarede vi, når det var vores tur. Et par gange havde vi endda den tilfredsstillelse at være de eneste, der svarede ved først opkald.

Samme net blev også brugt til morsetræning om natten. Og der må jeg med skam meddele, at det aldrig blev min stærke side – i det år, jeg var på mosegrisen, brugte jeg aldrig morse. Vi kørte udelukkende voice, så det med prik/streg var ganske enkelt ikke blevet holdt ved lige, så da jeg kom til Cypern var det mere end rustent. Det endte med, at Leif overtog vagten de to timer, der var morsetræning. 

Kompagniradioen blev kun brugt lejlighedsvis. Som regel kun når kompagnicheferne kørte ’på linjen’, og da kun for at meddele, at nu kørte man altså.

Hovedkvarterets telefoncentral.
Hovedkvarterets telefoncentral. Foto: Sten Boye Poulsen

”Check-point” radioen brugte vi også til at holde forbindelse til spejdervognene. Ved vor ankomst til Cypern havde vi en gruppe ved Ayia Marina. Med den kunne vi ikke komme i direkte forbindelse, men måtte bruge en relæstation. Ayia Marina blev nedlagt ganske kort efter vores ankomst. Der blev til gengæld oprettet en patrulebase i Troodos-bjergene i Alona. Heller ikke med den kunne vi altid få direkte forbindelse. 

Derudover var vi i forbindelse med følgende check-points: Akaki, Eylenja, Pyroy og Atalhassa. Den sidste blev oprettet under hold II. Den var blevet oprettet på en tom byggeplads. Det gav anledning til at naboerne, der havde haft dødsfald i familien, ikke var helt tilfredse med DANCON’s tilstedværelse. Det blev respekteret og stationen blev flyttet nogle hundrede meter uden yderligere dramatik. 

Stor var min forundring, da jeg fik dette avisudklip sendt hjemmefra:

En afdeling danske FN-soldater på Cypern måtte i går tvunget af protester fra den lokale befolkning nedlægge deres observationspost i og trække sig tilbage fra en af Nicosias forstæder.

Helt så dramatisk var det altså ikke.

Vagt på Ledra Palace.
Vagt på Ledra Palace. Foto: Sten Boye Poulsen

Vores sidste forbindelse var til Louroujina. Den var der af og til brug for, da det skete, at telefonkablet dertil var blevet klippet.

Ja, og så havde jeg nær glemt politiet. De havde også en check-point uden for Nicosia. Dem fik vi også på nettet fra tid til anden. For os, der var ’opdraget’ til en streng militær radioprocedure, kunne det være lidt af en prøvelse/opmuntring at få dem på nettet.

Når pligten ikke kalder

Ret bet set havde vi rigeligt med fritid. Grundlæggende havde vi tjeneste 24 timer og fri 24 timer. Der kunne komme lidt kartoffelskrælning i officersmessen efter en vagt i vejen, men det var til at leve med.

Vi var heldige at være indkvarteret i samme bygning som velfærdsofficeren. Her var et rimeligt bibliotek, det kunne i hvert fald sagtens dække mit behov for læsning (mest på lange begivenhedsløse nattevagter), Det var også her, der var indrettet mørkekammer, som jeg fik rådighed over. Her blev der virkelig produceret billeder, både til kammeraterne, men også til officererne.

Der blev også brugt en del tid bare på at gå ture rundt i byen – til det skulle vi altid være mindst to sammen. I og med at jeg delte vagt sammen med Lejf, så så var vi også sammen i en meget stor del af vores fritid. 

Den mad, vi fik, kom fra englænderne og var just ikke noget, der var værd at skrive hjem om, så fra tid til anden gik vi i byen for at få noget ‘rigtig’ mad. 
En enkelt restaurant havde luret fidusen og serverede hakkebøf med pommes fritter med stor succes. Én af vores favoritter var dog en lille restaurant på den tyrkiske side. Første gang vi besøgte stedet fik vi bare et pitabrød med fyld til at tage med. Det smagte udmærket bort set fra én ting, der var lidt underlig at skulle igennem, men hvad – det hørte vel med. Næste gang vi kom forbi, fik vi den igen serveret. Det vi havde gnasket os gennem var en citronbåd, der bare skulle ha’ været klemt ud og smidt væk.

Officererne ville også vise film

Som sagt havde jeg fået jobbet som filmoperatør, og det var lidt af en fed tjans. Hver gang jeg viste en film, gav det et plus på kr. 50 i lønningsposen.

Det var 16 mm tonefilm. Vi fik filmene via velfærdstjenesten og de gik på tur mellem kompagnierne. Det skulle hurtigt vise sig, at officererne også gerne ville vise film. Det var så en ni-forestilling i officersmessen i KIH. Der var så godt nok én af officererne, der mente at den forestilling kunne han godt klare, men den gik ikke – han var ikke uddannet. 

Bygningen med navnet ’Kommandanten i hovedkvarteret’ (KIH) rummede bl.a. officersmessen.
Bygningen med navnet ’Kommandanten i hovedkvarteret’ (KIH) rummede bl.a. officersmessen. Foto: Sten Boye Poulsen


Det kunne hænde, at jeg viste film i konstabelmessen, men uden at se den selv, så sad jeg bare og læste. Når jeg så kom over til officererne, ville de gerne høre, hvad filmen handlede om – det kunne jeg jo så af gode grunde ikke svare på. Så måtte de jo tage den som den kom.

Bygningen med navnet ’Kommandanten i hovedkvarteret’ (KIH) rummede bl.a. officersmessen.
Bygningen med navnet ’Kommandanten i hovedkvarteret’ (KIH) rummede bl.a. officersmessen. Foto: Sten Boye Poulsen

På et tidspunkt skulle danske mejerier lave et fremstød for danske mejerivarer på en skole ved et par Karoline-piger. I den anledning skulle der også vises en film om det danske kongehus, men man manglede fremviser og operatør. 
Det blev lidt af en oplevelse. Jeg og chaufføren kom ud til skolen – det var en pigeskole og så kom vi FN-soldater. Opløb. Det lykkedes os at finde frem til foredragslokalet. Der blev demonstreret fremstilling af dansk smørrebrød. Bagefter skulle der så vises film om kongehuset. Det var en film af lidt ældre dato med forholdsvis unge prinsesser, men det var kort efter Kong Konstatin og Anne Marie var blevet gift, så den gik rent ind.

Det smørrebrød, der var blevet fremstillet, blev overladt til chaufføren og mig. Det var en dejlige afveksling fra den daglige kost. 

Orlov Famagusta

I løbet af det halve år, vi var på Cypern, fik vi også et par dages orlov – et par dage på hotel Constantia ved Famagusta Beach. Vi kom lidt væk fra de daglige rutiner. 

Vi var ikke de eneste, der var på orlov i Famagusta, der var også englændere, men deres forplejning var ikke på højde med vores, så vi ‘sneg’ dem med ind til spisning på Constantia.

Ellers gik tiden med bare at slappe af. En tur i den gamle bydel, som var tyrkisk. Her fornemmede man nærmest, at tiden stod stille. 

Anderledes var det i den ny/græske del af Famagusta. Det var her, barerne og natklubberne var, så der var liv nok.

Udflugt til Troodos

Velfærdsofficeren havde også arrangeret en-dages bustur til Troodos. Det var en tur, der gik ned til Larnaca, langs med kysten og så op gennem Troodos bjergene til Mt. Olympos. Da det var i vinterhalvåret, var der rigeligt med sne. Så fik vi da set lidt mere af øen end bare Nicosia.

Badetur til Kyrenia

Juledag gav det en tur til Kyrenia. Og det endda en badetur. Det blev altså til en juledukkert i Middelhavet.

Turen gik gennem tyrkisk område, der var kontrolleret af canadierne. Der blev desuden lejlighed til at gøre lidt souvenir-indkøb.

På vej til Kyrenia på nordkysten juledag på badetur.
På vej til Kyrenia på nordkysten juledag på badetur. Foto: Sten Boye Poulsen

Tyrkisk parade

Tyrkerne havde skiftet deres mandskab og holdt i den anledning en større parade. Den var vi ovre for at se. Jeg var med og havde to kameraer med til både farve og sort/hvid, så der blev fotograferet på livet løs. Som et af de sidste køretøjer var en artilleri pjece af ukendt oprindelse. Da den havde passeret, kom vores efterretningsofficer: ’Fik De den 7?’. Det havde jeg. Det var så lynhurtigt hjem og fremkalde filmen og få lavet billeder og op til E med det. Og nu gik turen til den engelske efterretningstjeneste, der fik lavet ekstra kopier. Hvad det egentlig var for et våben, blev aldrig helt opklaret.

Tyrkisk parade
Tyrkisk parade. Foto: Sten Boye Poulsen

Da muren faldt

Efter en længere regnperiode skete det. Et stykke af muren omkring den gamle bydel skred næsten vis a vis Ledra Palace lige på den grønne linie. Det var tyrkerne, der havde været på spil. De havde simpelthen gravet løbegrave under jorden bag muren og havde forberedt MG-stillinger. Det gav anledning til en del ballade. Bla. blev DANCON af grækerne beskyldt for at have bistået tyrkerne. 

En del rygter fandt efterfølgende grobund blandt FN-styrkerne. Et gik ud på, at tyrkerne havde gravet en tunnel under Ledra Palace og anbragt en sprængladning under hotellet, så de kunne blæse det i luften ved passende lejlighed. Det var betryggende at vide, når det nu var ens arbejdsplads. Rygtet blev aldrig bekræftet.

På et tidspunkt brød muren ved ’Den grønne linje’ i Nicosia – adskillelsen mellem den græsk-cypriotisk og den tyrk-cypriotisk kontrollerede bydel – sammen. Det skete, fordi tyrk-cyprioterne havde undermineret den ved at grave løbegange.
På et tidspunkt brød muren ved ’Den grønne linje’ i Nicosia – adskillelsen mellem den græsk-cypriotisk og den tyrk-cypriotisk kontrollerede bydel – sammen. Det skete, fordi tyrk-cyprioterne havde undermineret den ved at grave løbegange. Foto: Sten Boye Poulsen

Hjem igen

Tiden for hjemrejse/rotation nærmede sig. 

Vores afløsere kom ned, og vi gik i gang med at oplære dem. De havde ikke haft så lang tjeneste hjemme, som vi havde, så vi måtte sidde med dem en uges tid, før det var forsvarligt at overlade radioen til dem. 

Oberstløjtnant Jørgen Andreassen, chef for DANCON II.
Oberstløjtnant Jørgen Andreassen, chef for DANCON II. Foto: Sten Boye Poulsen

Rygterne om, hvornår og hvordan vi skulle komme hjem svirrede, men endelig oprandt dagen, hvor vi kunne aflevere vores inder-uniform. Flyet vi skulle hjem med var et amerikansk Hercules transportfly – uden nogen som helst komfort. Sæderne var nærmes en slags nylon hængekøjer. Forplejningen en kasse appelsiner, der var sat ind midt på gulvet. 

Selve flyvningen foregik i forholdsvis lav højde, så vi kunne med nemhed følge med i, hvor langt vi var kommet. 

Vi landede i Værløse ret sent på aftenen. Fik udbetalt aconto løn nok til, at vi kunne komme med toget hjem. Herefter blev vi kørt ind til Københavns hovedbanegård, hvor vi blev sat af.

Velkommen hjem!

Vi kom hjem til ølstrejken, så det var ret provokerende, da vi stillede op på hovedbanen og trak et par medbragte Tuborg op af tasken og skyllede dem ned.

Men vi skulle jo hjemefter. Fandt et tog i den rigtige retning, men kom ikke længere end til Nyborg, hvortil vi ankom ved 4-tiden om morgenen. Vi var en tre stykker, der skulle til Svendborg, men det var ikke nogen bus før ved 7-tiden. Det havde vi ikke lyst til at vente på, så vi hyrede en taxa. 

Hjemkomsten var noget overraskende for mine forældre. Det havde ikke været muligt at fortælle, just hvornår hjemkomsten fandt sted, så jo større var overraskelsen. 

Efter et par dage hjemme var det tilbage til Jægerspris for at afmønstre, dvs. jeg skulle tilbage til Aarhus, hvor der ventede ca. 1½ måned inden jeg kunne hjemsendes.

Relaterede artikler

2. maj 2024

Skriv et svar

Bliv abonnent

Tags

Forfatter

2. maj 2024

Relaterede artikler

Udgiv på forsvarshistorien.dk

Bliv en del af historien! 
Du kan være med til at sikre forsvarshistorien, så den ikke går tabt. 

Log ind og læs

Har du spørgsmål til dit abonnement? Eller ønsker du at oprette dig som abonnent, så klik her

Tjek vores FAQ her på siden for at finde svar på de fleste spørgsmål.

Kan du ikke finde svar, så kontakt kundeservice på kontakt@forsvarshistorien.dk

TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV​

Og modtag forsvarets historie og andet godt på e-mail.