Af Niels-Birger Danielsen (udsendt som reporter til Balkan adskillige gange i årene 1996-2000)
(med tilladelse fra Ritzau, der udsendte artiklen i december 1996)

Artiklen blev skrevet et år efter indsættelsen af den NATO-ledede fredsskabende Implementation Force (IFOR) ifølge bestemmelserne i Dayton-fredstraktaten af 14. december 1995 mellem den bosniske borgerkrigs parter: den bosnisk-serbiske republik og den muslimsk-kroatiske føderation. Netop på tidspunktet for denne artikel blev IFOR afløst af en anden NATO-ledet styrke, Stabilization Force (SFOR)
 
DOBOJ (RB): De kraftige dieselmotorer brøler, og leddene i de pansrede mandskabsvognes larvefødder rasler mod vejens asfalt under kørslen. De stærke lygter lyser igennem den bosniske vinteraftens isnende tåge.
    Fire bevæbnede soldater i grønne kampuniformer og hjelme står på vagt i lugerne på hvert af de fire køretøjer – parate til at afværge eventuelle bagholdsangreb på kolonnen.
     Styrken er nået frem til den muslimsk dominerede by Maglaj. De pansrede mandskabsvogne kører ind på en parkeringsplads i udkanten af byen, og de knap 30 soldater begynder med skudklare maskinpistoler at gå ind mod centrum i regelret, militær formation.
    Det er en deling fra Alfa-kompagniet under den danske Bosnien-bataljon (DANBAT), der er på patrulje. Kompagniet består af soldater fra Jydske Dragonregiment i Holstebro, og formålet er at overvåge overholdelsen af Dayton-fredsaftalens bestemmelser om våbenkontrol og at lodde stemningen i lokalbefolkningen.
    Da den forreste gruppe af soldater passerer en sidegade, hører de udbrud og let fjendtlige tilråb. Et par unge mænd begynder, og en gruppe på over 20 unge – nogle af dem halvfulde – slutter sig til og vrænger højlydt ’aiii-foor’ (IFOR, den internationale NATO-ledede styrke i Bosnien-Hercegovina. Den har netop ændret navn til SFOR, red.). 

Venlig stemning
Truende virker situationen dog ikke. Da soldaterne nærmer sig, dør råbene hen, og de unge passerer roligt forbi de patruljerende danskere.
    Stemningen er mere venlig, da soldaterne kontrollerer en ny café, der er ved at gøre klar til at åbne dagen efter. Delingsføreren, premierløjtnant Nicolai Abildgaard, spørger, hvorfor tre-fire af de mænd, der hjælper med klargøringen af café-lokalet, er uniformsklædte.
    Indehaveren svarer, at uniformerne bare er arbejdstøj, og at ingen af de tilstedeværende bærer våben. Han tilføjer gemytligt, at danskerne er velkomne til at kigge forbi og få en øl, når caféen er åbnet. 

Aftale respekteres
Derefter lyder der et knald 300-400 meter væk, der kan være et skud, men som også kan stamme fra fyrværkeri. Soldaterne stiger atter op i køretøjerne, og resten af aftenen drøner de bastante panservogne op og ned ad hoved- og sidegader i det mistænkte kvarter i et forgæves forsøg på at finde ud af, hvorfra der – måske – er blevet affyret et skud.
    ”Det er forståeligt nok, hvis nogen føler det lidt dominerende og truende, når vi dukker op i en by om aftenen på denne måde,” siger premierløjtnant Abildgaard til Ritzau.
     ”Formålet er at vise vores tilstedeværelse og vores vilje til at håndhæve fredsaftalen. Og IFOR har opnået det resultat, at parterne i dag stort set respekterer våbenbestemmelserne,” forklarer han.      
    Ifølge den ét år gamle fredsaftale skal de stridende parter – serbere og den muslimsk-kroatiske føderation – samle alle deres tunge våben i bestemte depoter og oplyse til IFOR-styrken, hvor mange våben, de har. I en zone ved begge sider af adskillelseslinjen må lokalbefolkningen overhovedet ikke være bevæbnet.
    Trods de unge bosnieres mishagsytringer mod soldaterne oplever Nicolai Abildgaard, at holdningen til danskerne i almindelighed er positiv blandt både den serbiske og muslimske del af befolkningen.
    ”Det store flertal mener klart, at IFOR har bragt fred til landet. Og vi gør meget for at blive opfattet som hjælpere og samarbejdspartnere – ikke som en besættelsesmagt. F.eks. har vi flere gange hjulpet, hvis der er sket trafikulykker, og kørt syge mennesker på hospitalet,” fortæller den 22-årige delingsfører.
 

Ingen optimisme
Selv om den svært bevæbnede internationale fredsstyrke har haft succes med at standse kampene, er der ingen optimisme blandt de danske udsendte i Bosnien, når det handler om fredens chancer på længere sigt. 
    “Hvis IFOR trak sig ud i morgen, er det helt givet, at kampene ville begynde igen,” vurderer den danske næstkommanderende ved den Nordisk-Polske Brigade, oberst Bent Sohnemann.
    De bosniske serbere ønsker delingslinjen som permanent grænse, så den bosnisk-serbiske republik bliver selvstændig. Den muslimsk dominerede regering i Sarajevo fastholder derimod, at Bosnien-Hercegovina skal forblive ét land. Derfor kæmper muslimerne hårdt for én af bestemmelserne i Dayton-aftalen: at fordrevne indbyggere skal have lov til at genbosætte sig i deres oprindelige hjemby.

Huse sprænges
I praksis er næsten ingen serbiske flygtninge interesserede i at vende tilbage til den muslimsk-kroatiske føderations område. Mange muslimer prøver derimod at vende tilbage til områder, som serberne nu kontrollerer, bl.a. til den strategisk vigtige by Doboj, der ligger i den 768 mand store danske styrkes område.
    “I adskillige tilfælde i den seneste tid har muslimer søgt den komité, der bestyrer adskillelseszonen, om at måtte vende tilbage til huse, som de har kunnet bevise, at de ejede,” forklarer kaptajn Anders J. Hansen, der er næstkommanderende ved Alfa-kompagniet.
   “Men inden de når at flytte ind, bliver husene sprængt i luften. Det sker på samme måde hver gang. Fire-fem panserminer bliver bragt til eksplosion på en meget professionel måde.”
    De danske officerer ser ikke begivenhederne som resultaterne af individuelle handlinger.
     “Det er tydeligt, at de muslimer, der vil bosætte sig på den serbiske side, satser på bestemte områder, der har strategisk betydning. Og tilsvarende virker serbernes metoder til at holde muslimerne væk meget koordinerede. Det er oplagt, at aktionerne på begge sider bliver dirigeret på højt plan,” siger oberst Sohnemann, brigadens næstkommanderende.

Vækst giver håb
Han mener, at det bedste håb om fred ligger i, at bosnierne over en periode oplever økonomisk vækst og bedre levevilkår og ud af det slutter, at de ikke vinder noget ved at slås. 
    Og der sker faktisk noget i det krigshærgede Balkan-land. Huse bliver genopført, flere marker dyrkes – butikker bliver åbnet. Hurtigst går udviklingen på den kroatisk-muslimske side, og det hænger ifølge adskillige soldater og officerer sammen med, at muslimerne får broderparten af den internationale nødhjælp og desuden har adgang til penge fra trosfæller i Mellemøsten.
    “Det er i høj grad lykkedes muslimerne at vinde mediekrigen og over for verdensoffentligheden stå som de eneste ofre. I virkeligheden har parterne ikke meget at lade hinanden høre, og serberne kan med rette føle sig forfordelt, når det handler om genopbygningshjælp,” vurderer Bent Sohnemann.
   “Jeg er overbevist om, at 90 pct. af befolkningen på begge sider ønsker fred. Men de rabiate grupper har stor magt.”

SFOR-styrken forblev i Bosnien-Hercegovina til 2004. Centralmagten i landet er i dag forholdsvis svag, idet det meste af den politiske magt ligger i de to delrepublikker