Fregatten Iver Huitfeldt nedskød natten til 9. marts fire fjendtlige droner over Rødehavet. Skiftende problemer med våbensystemerne blev rapporteret hjem i et internt signal. Den historie blæste i medierne og førte indirekte til udskiftning af en forsvarschef. Men på ”Iver Huitfeldt” forstod de ikke den hjemlige virak, for opgaven var jo løst ”til UG” uden fare for besætningen. Her fortæller næstkommanderende under missionen om oplevelsen ombord.

(Udgivet første gang i Flagdagsmagasinet 2024)

Iver Huitfeldts opgave var at beskytte den civile handelstrafik ned gennem Rødehavet. Fregatten tog afsted den 29. januar og nåede operationsområdet omkring d. 12. februar. 

”Det var en lidt død periode til at starte med,” siger Iver Huitfeldts nytiltrådte skibschef, kommandørkaptajn Tue Husted. Under missionen i Rødehavet var han næstkommanderende. 

Den første tid gik med at se området an, mens Iver Huitfeldt bevægede sig længere og længere sydover i Rødehavet. 

”Vi skulle lære området at kende, sætte os ind i, hvordan den civile handelstrafik og fiskerne bevæger sig frem og tilbage.” 

Sideløbende skulle besætningen få samarbejdet med de øvrige flådeenheder op at køre, mens man langsomt kom ind i det område, hvor der med Tue Husteds ord var ”lidt mere høj intensitet af trusler.” 

”Truslen var mangeartet. Den var primært fra luften i form af droner. Iransk-producerede droner.  Den var fra ballistiske missiler. Taktiske – kortrækkende – ballistiske missiler. Og så var det fra krydsermissiler.” 

”Derudover så var der også efterretninger på, at Houthi-bevægelsen byggede overfladedroner. Endda også undervandsdroner. Men det var ikke noget vi observerede, mens vi var dernede. 

Det var fra luften, vi så truslerne komme, og først her senere har der været angreb med overfladedroner.” 

Houthibevægelsen, som med Tues ord er våbenteknisk dygtige og kreative, udvikler forsat deres beholdning af forskellige slags trusler. Houthierne er i konflikt med andre fraktioner internt i Yemens borgerkrig. De sidder på det meste af kyststrækningen til Rødehavet, som er kritisk i forhold til international skibstrafik – helt op til grænsen til Saudi-Arabien. Truslerne mod skibstrafikken eskalerede, da Hamas angreb Israel sidste år, og Houthierne bakkede Hamas op i begyndelsen med at true alle israelsk-relaterede skibe i Rødehavet. Det udviklede sig senere til også at blive en trussel mod alle med relation til USA og Storbritannien. 

Frem til den 9. marts var Iver Huitfeldt ikke i områder, hvor der var Houthi-våben i luften, bortset fra en enkelt drone, som var uden for skudvidde. Det danske krigsskib hjalp i stedet med at følge dronen med sine radarer og kameraer og gav position, kurs, hastighed osv. til et amerikansk hangarskib længere mod nord. Det var ”Eisenhower”, som takket være de danske informationer havde tid til at indsætte et F-18 kampfly, der fik has på dronen. 

At der var relativt roligt omkring Iver Huitfeldts skiftende positioner i den første måned, påvirkede ikke stemningen om bord, fortæller Tue Husted. 

”Stemningen er generelt set rigtig god og egentlig ret afslappet.” 

”Vi var jo på et træningsforløb i England i slutningen af 2023, hvor vi trænede til hudløshed igen og igen og igen og igen. Så meget sidder egentlig på rutinen. 

At vi tager et hit, at vi bliver angrebet, og vi bliver ramt. At vi får en brand ombord, at vi tager vand ind osv. At vores våbensystemer går i stykker. Alt det har vi trænet i 2023. 

Så man kan sige, at besætningen var egentlig forberedt på, at det var det her, de skulle afsted til. Og nu var de egentlig lettede over, at de faktisk skulle ud og bruge de ting, de havde gået og trænet og trænet igen, i en virkelig opgave.” 

”Vores efterretninger var gode og samarbejdet med amerikanerne var godt. Vi fik ret tidligt varsler, om, når der var et angreb i gang. Og det oplevede vi kun et par gange.” 

Når en trussel skønnes tilstrækkelig alvorlig, lyder meldingen ”KLART SKIB” over alt ombord og det betyder, at hele besætningen skal være på posterne iklædt fragmentationsveste plus brandsikre huer og handsker. Det skete et par gange inden den skelsættende 9. marts. 

Varslerne kom på flere måder. Når droner blev observeret flyvende ud over kysten, kunne det ske via satellitovervågning, via skibenes radarer og kameraer eller fysiske observationer, og alt blev delt i et chat-system mellem de tilstedeværende orlogsfartøjer. 

”Vores egne sensorer er ret gode,” siger Tue Husted.  

”Vi fik de her droner et godt stykke ude. Det er ikke de nemmeste mål at spotte. Det er jo klart, at jo mindre målet bliver, jo sværere er det også for radarerne at opfange det, men vi havde godt med varsler på dem.” 

Sådan var det også natten til den 9. marts, da først en og så yderligere tre droner blev spottet. 

”Så vi kunne nå at kalde hele skibet på deres post. Klokken var tre om natten, og i løbet af fire-fem minutter, så var alle tilbage på deres plads, og så havde vi alle de hænder, vi skulle bruge. Vi lå i det, der hed en to-tørn, så halvdelen af skibet var allerede på vagt.” 

”Det kan man rent faktisk godt kæmpe i, så man behøver ikke den ekstra del af besætningen, men man kalder altid hele besætningen ind, når der er et angreb i gang.” 

Også fordi de skal være påklædt? 

”De skal være påklædt. Vi går alle sammen rundt med det, vi kalder vores anti-flash-grej, på. Det vil sige noget brandhæmmende udstyr, vi kan komme på vores hænder og ansigt. Det er simpelthen nede i vores lomme.” 

”Men nu var det alvor?” 

”Der blev det alvor, ja. Operationsofficeren og jeg, vi havde vagten fra 12 til 6 den nat, så de taktiske officerer, som var på vagt oppe i O-rummet, ringede ned til mig og fortalte, at nu havde de fået et varsel om, at der var spottet nogle droner på vej ud mod Iver Huitfeldt. Jeg går op i O-rummet, og der går ikke særlig lang tid, så begynder vi faktisk at få de her droner på vores egne sensorer.” 

”Jeg ringer ned til Sune Lund, daværende skibschef, og fortæller, ”nu er det en god idé, at du kigger op. Nu har jeg filtreret billedet for dig. Nu er det en god idé, at du kigger op i O-rummet.” Og han står deroppe i løbet af et minuts tid.” 

”Ret kort tid efter finder vi ud af, at det er fjendtlige droner. De flyver på den måde, som Houthierne plejer. De flyver ikke på den måde, som amerikanerne bruger, når de har deres droner ude. De flyver i en anden højde. De har en anden flyveprofil. Og det var jo nogle ting, vi havde lært i den periode op til udsendelsen.” 

”Vi bruger også andre muligheder for at identificere. Man kalder også dronen op for at finde ud af, om det skulle være et fly – kan det være et lille Cessna-fly, som har glemt at tænde deres transponder?  Og da de ikke svarede på vores advarsler, og da vi samtidig spurgte vores partnere, om de havde noget liggende herude i deres område, så kunne vi udelukke, at det var venlige droner. 

Der begynder hele vores angrebsproces at gå i gang med at advare dronerne, at vi skyder, hvis de ikke bryder af. 

Hvor langt væk er den nærmeste der? Hvor lang tid har I? 

”Vi har flere minutter. Jeg vil tro, vi havde en fem minutters flyvetid, inden den ville være inde omkring os. Den fløj ikke direkte ind imod os, den fløj tangentielt. Den var nok ude og kigge i området og se, hvad der lå derude. Vi er ikke sikre på, at den fløj direkte imod os til at starte med.” 

Så den ledte simpelthen efter mål uden at vide, hvor de var? 

”Ja, den har nok været ude og lede efter mål, Vi kan jo ikke sige, om de havde fundet os eller nogensinde nåede at finde os. Jeg kan ikke vide, hvad der er af sensorer ombord på sådan en drone. 

Om den har en radar ombord, der kan hjælpe den. Eller om det er et kamera. Det har vi ikke noget viden om.” 

”Så det vi i hvert fald vidste, da vi opfangede den drone, og vi yderligere fandt ud af, at der var tre droner i hælene på den, så vidste vi, at den var ude på mere end bare at klare billedet op. Ude at opdage. Den var nok ude på en angrebsmission. Samtidig fik vi også meldinger om, at der skete andre ting i den anden del af Rødehavet. Amerikanerne og andre krigsskibe – fra blandt andet den europæiske mission – fik også meldinger om droner. Vi fandt bagefter ud af, at op til 40 droner var indsat i det specifikke angreb den 9. marts.” 

Under hele Iver Huitfeldts tørn i Rødehavet sendte houthierne i alt cirka 100 ballistiske missiler, droner og krydsermissiler ud over havet, så 40 droner alene den 9. marts siger noget om intensiteten den dato.  

”Så da det her, det skete, så kiggede Sune og jeg på hinanden og sagde, ”nu er det alvor.” Nu går vi ”i klart skib,” og så blev hele besætningen meldt ind på post.” 

”Efter vi er helt sikre på, at det her, det ikke er en venlig drone, så får vi dronerne inden for vores våbenrækkevidde. Og der starter vi vores angreb og skyder den første ned.” 

”Sune har operationsrummet, mens min post er at være hans øjne oppe på broen og advare den civile handelstrafik. Og vi havde jo tre handelsskibe i nærheden, som vi kalder op. Vi beder dem sejle i en retning væk fra truslen, så vi kan få skudretning fri mod dronerne.  

Handelsskibene svarer ret hurtigt på opkaldet. De kan godt fornemme, at der er fare på færd. Og de har formentlig også set det første missil, der blev affyret fra Iver, så de kunne godt se, at det her var alvorligt.” 

Men nedkæmpningen af de fire droner skete trods alt på ret stor afstand. Det præcise er klassificeret, så vi kommer det ikke nærmere end ”plus 5 km”, men ifølge Tue Husted var det i ”kimingsafstand”, altså ude på kanten af horisonten, så fra broen kunne man kun svagt skimte eksplosionen fra fuldtræfferne, mens det var skibets infrarøde kamera, der viste det tydeligst. 

Efter Ivers hjemkomst delte Forsvaret en video fra de afgørende minutter i operationsrummet, en video der emmer af begejstring og kampglæde med jubelråb og high-fives.  

”Følte I jer ikke truet?” 

”Der var ingen tvivl om, at vi skød fire droner ned, og der var ikke en frygt i skibet om, at det her var usikkert eller farligt. Tværtimod var, som man kan se i videoen, stor begejstring og sikkerhed i det, vi lavede. Vi opdagede dronerne på vores sensorer i god tid, og vi nedkæmpede dem med vores våbensystemer. Så der var ikke en tvivl om, at det var sikkert.” 

Trods den glade stemning i videoen, vidste man godt, at træfningen kunne blive alvorlig, siger Tue Husted. 

”Jamen, det var ikke for sjov, og det havde vi også italesat fra starten af. Nogen har sagt, at dette var den skarpeste mission siden 1943. Andre siger siden 1864. 

Vi havde haft forskellige kurser ombord i taktisk sanitetstjeneste. Vi havde haft samtaler med psykologer op til, hvad det her egentlig betød. Hvad det var for en type af mission. Det kunne potentielt gå hen og være farligt. Så det vidste de godt. 

Og hvis sådan en drone ramte os – lad os sige, der sidder ca. 50 kilo sprængstof, og den rammer broen. Så er der dødeligt udfald, det vidste de godt. Men jeg tror, at den træning vi havde haft i England, havde været så værdifuld, den sad under huden. De var blevet trænet i at blive ramt af noget farligt. Og igen: Vi angreb på nogle afstande, hvor vi ikke havde truslen helt inde på tætteste hold. Vi så jo nogle krigsskibe dernede, som havde truslen langt tættere på. Blandt andet en amerikansk destroyer, som havde nogle udfordringer med deres våbensystemer, hvor et missil blev nedkæmpet ret tæt på. Det oplevede vi jo ikke. Vi havde truslen i en udstrakt arm. 

”Vi havde ikke en frygt ombord, men efterfølgende gik vi i gang med at analysere: Hvordan startede angrebet, hvilke våbensystemer blev anvendt? 

”Der fandt vi så ud af, at på et tidspunkt, så kan vi ikke affyre missiler. Men vi havde jo mange andre våbensystemer, og det blev vi jo nødt til at skrive hjem om.” 

”Hvorfor vores missilsystem brød ned på et tidspunkt, det kunne vi ikke svare på. Så derfor anmodede vi om, at der blev taget hånd om det, og at der blev kigget nærmere i dataene. Vi havde også observeret, og fra broen blandt andet mig selv, at det så ud som om, at granaterne eksploderede, før de egentlig ramte målet. Altså det vi kalder early bursts. 

Så derfor skrev Sune i et signal hjem, at der burde blive kigget nærmere på de ting. Men vi erkendte også, at vi ikke havde det fuldstændige grundlag til at finde ud af, hvad der faktisk skete, helt nede i detaljerne.” 

Da man ikke havde den fuldstændige forklaring på, hvorfor, der var våbensystemer der drillede under aktionen, og da missionen var tæt på afslutning, besluttede skibsledelsen at trække ”Iver” væk fra højrisikoområdet, hvorefter den indgik i patruljering i en hangarskibsgruppe længere mod nord i Rødehavet. 

To dage før Ivers hjemkomst til Korsør kunne forsvarsmediet ’Olfi’ bringe historien om skibschefens signal, der fortalte om de delvist uforklarlige problemer, der havde været under jagten på de fire droner. ”Det gav en hjemlig ballade og førte indirekte til udskiftning af forsvarschefen, men det kunne ikke dæmpe den glade og stolte stemning, Iver Huitfeldts besætning vendte hjem i,” fortæller Tue Husted. 

”Jamen, vi havde jo ikke rigtigt mærket sådan en ballade endnu. Vi vidste godt, at der var noget under opsejling, så i hvert fald i dagene lige op til, der var der stadigvæk den her stolthed i besætningen, og det var der også efter ankomsten til DK. Da ministeren står dernede, og Michael Hyldgaard, den fungerende forsvarschef, står dernede, og der bliver holdt taler. Der var der stor stolthed, og det er der også stadigvæk i besætningen over den opgave vi løste. Jeg tror ikke, at folk har ladet sig påvirke voldsomt meget af den kritik, der har været, fordi vi har jo været dernede og set, hvad der er foregik, og set at vi faktisk godt kunne løse den her opgave til UG.” 

”Følelsen på skibet er i den grad stolthed – faglig stolthed. Det handler om, at vi har været på kursus i hele 2023 og gennemført et havarikursus i Tyskland. Seks ugers intensiv træning i England. 

Besætningen kommer derfra med klap på skuldrene, de engelske instruktører siger: ”I er rigtig godt forberedt til at indtræde i beredskab, I er skidedygtige. Det er det, I skal løse her lige om lidt.” 

Og så tager vi afsted den 29. januar og løser opgaverne.” 

Et ekstra, særligt skulderklap kom efter hjemkomsten, da Kongen kunne overrække besætningen Søfartsprisen 2024, hvilket de også er meget stolte af på Iver Huitfeldt. Med prisen følger 50.000 kr., som skal bruges på velfærdsinitiativer.