Engagement – og en årtier lang dedikation til fordel for dem, der har mistet førligheden under de danske bidrag til internationale militære missioner. Det forekommer at være et godt bud på en karakteristik af overlæge Finn Warburgs karriere

Af Niels-Birger Danielsen

Nogen tid efter udbruddet af Ukraine-krigen besøgte Finn Warburg det hærgede land og fik indblik i noget, der er mindre i mediernes fokus end omfanget af våbendonationer. 

”Efter hvad vi fik oplyst, er 100.000 blevet såret siden 2014, heraf 50.000 amputationspatienter. Her er en mission – noget, man er nødt til at hjælpe med. Det er ikke noget, et land kan klare alene. Vi vil arbejde for, at der bliver gjort opmærksom på det på højt NATO-niveau,”

siger fhv. overlæge på Rigshospitalet og afdelingslæge i Forsvaret. 

Den 76-årige pensionist og hans hustru er medlemmer af Veteranskytteklubben, der er uafhængig af statslige midler. 

”Vi henter tidligere sårede amerikanske soldater hertil, og danskere kommer til USA. Nogle gange har vi haft 40-50 ad gangen på oplevelsesophold. Vi havde også fire tidligere sårede ukrainske soldater på et sådant ophold for nylig,” fortæller han.

Interviewet med forsvarshistorien.dk foregår i hjemmet i Farum, som den ferme altmulig-håndværker selv i vidt omfang opførte i 1980’erne. 

Det hvide bord

Veteranskytteklubben er blevet hjulpet i gang af en række ledende politikere, bl.a. Søren Gade, nu Folketingets formand. Og Pia Kjærsgaard – dengang Folketingets formand – sagde ja til at blive protektor for klubbens White Table. 

”Et ’hvidt bord’ er et bord til to med opdækning. Glassene står på hovedet, for det er til minde om dræbte kammerater, som jo ikke kan deltage. Vi stiller det op, hver gang, vi samles til fest. Donationer fra danske firmaer – ikke mindst i forsvarsindustrien – muliggør vore aktiviteter,” fortæller Finn Warburg. 

Terapi gennem rollespil

Finn Warburg har også ydet et arbejde for Kammeratstøtteordningen, som Erik Blyme, formand for ’De Blå Baretter’, i sin tid fik ideen til.

”Den går ud på at have en egen telefonlinje, og jeg påtog mig at uddanne de gamle soldaterkammerater, der skulle passe linjen,” fortæller han. 

”Det var dengang et generelt problem, at psykologer ikke kendte noget til soldaterliv og ikke talte soldatersprog. En henvisning til psykologerne førte ofte til, at de to parter talte fuldstændig forbi hinanden.”

Formålet var at give veteranerne en mulighed for at få taget trykket af kedlen. Warburg lavede øvelser i form af rollespil. En grundregel i undervisningen var, at man skal ’huske for at glemme’ – dvs. for at blive i stand til at lægge de belastende oplevelser fra sig.

Kammeratstøtteordningen var en vigtig faktor bag dannelsen af foreningen Danmarks Veteraner. Et par år senere kom den på finansloven.

Inspirerende lærer

Finn Warburgs virke som kirurg bunder ikke mindst i en solid håndværksmæssig baggrund. Det begyndte i skoletiden i en privatskole i Rungsted nord for København.

”Hos min sløjdlærer, hr. Schütze, lavede man fra første dag noget, man kunne bruge. For mit vedkommende var det et sæt safaristole, som min far senere solgte. Vi lærte disciplin – frem for alt i omgangen med stemmejern og knive – og hvis man gik over stregen, fik man et ’gok i nødden’ med en kno. Bare som en demonstration i alles påsyn; det gjorde ikke ondt,” beretter den tidligere overlæge

Finn Warburg og en kammerat blev tidligt fascineret af eksperimentel kemi – så meget, at han blev bedt om at demonstrere for klassekammeraterne allerede i 5. klasse.

”Det lå lige for, at jeg skulle være ingeniør, men af en eller anden grund blev jeg læge,” mindes han.

Den geografiske sans

Karrierevejen skyldtes ikke mindst et ønske om at kunne færdes overalt på menneskekroppen.

”Efter min mening er der i dag for mange skyklapper og specialisering på snævre medicinske områder. Det har systemet ikke godt af.”

Finn Warburg fremhæver geografisk sans som en grundforudsætning for at blive en god kirurg.

”Hvis jeg havde været i en by ti år i forvejen og ikke havde været der i mellemtiden, kunne jeg stadig finde rundt i den. På samme måde inde i kroppen. Man skal kunne danne sig et tredimensionalt billede inde i hovedet. Håndværksfornemmelsen er vigtig. Og så skal man have selvtillid – stole på, at man kan tage de rigtige beslutninger.”

Fleksible containere

Som 18-årig meldte Warburg sig til Hjemmeværnet i 1966. Han kom på reserveofficerskontrakt ved Sjællandske Trænregiment og etablerede to mobile skadestuer. Han fik et treugers kursus hos Forsvarets Sanitetsskole, hvor der dengang stadig var folk blandt underviserne, der havde erfaringer fra hospitalsskibet ’Jutlandias’ mission under Koreakrigen. 

Hans første internationale opgave var for ASF/Dansk Folkehjælp i Beiruts flygtningelejre i 1983. Her var forholdene præget af den israelske invasion året før. I 1989 etablerede han sammen med tre kompagnoner firmaet Medana, som Finn Warburg i en periode var direktør for. 

Man udviklede et koncept med ekspanderbare containere, der var skræddersyet til udrykninger efter ’hurtigt-ud-hurtigt-hjem’-princippet og senere viste sig velegnede til felthospitaler på internationale missioner. Caritas brugte de ekspanderbare containere i en tre år lang periode, 1993-95, i Banja Luka i Bosnien. 

Finn Warburg ledede i flere perioder arbejdet, og det lykkedes i alt at behandle omkring 10.000 bosniere på den mobile operationsstue. 

Den særlige udfordring

Et afgørende skridt var, da han i 1999 blev ansat som ortopædkirurgisk afdelingslæge på Rigshospitalets Traumecenter. 

Få år efter begyndte svært sårede soldater at ankomme fra Afghanistan. De havde fået den første livreddende behandling på det britiske felthospital i landet, inden de blev fløjet hjem. 

”Vi fik soldater hjem med skader så svære, at vi aldrig havde set det før. De sårede, der var skudt i maven, kom f.eks. hjem med åben bug, fordi sådan gør man. Man pakker dem – og når de er kommet hjem, lukker man dem,” understreger Finn Warburg.

Den exceptionelle udfordring skabte en særlig stemning af, at ’vi er sammen om det her’, og ’vi må have styr på det her’. 

”De enkelte specialer – især ortopædkirurger, plastikkirurger og abdominalkirurger – måtte strække deres kunnen til det yderste. Vi måtte trække på hele sammenhængen i hospitalet for at klare det her, og nye samarbejdsmetoder blev trukket ind.”

Normalt disponerede Traumecentret over 12 hospitalssenge, men Rigshospitalet accepterede, at centret beholdt de sårede soldater, til de var trænet op. 

”Normalt sendte vi de svært tilskadekomne videre til deres hjemhospital efter et par dage, men det nyttede ikke, når der var brug for, at plastikkirurger, abdominalkirurger m.fl. løbende skulle følge op på deres højt specialiserede arbejde,” uddyber Warburg.

Spring i protese-teknologi

Jes Bruun Lauritzen, professor på Bispebjerg Hospital, var en pioner ang. computerprotester.

”Fidusen ved computeriserede proteser er, at man kan sætte amputationsstumpen ned i protesen med det samme og gå med den – og det med en større gangsikkerhed,” fortæller kirurgen. 

Jo kortere amputationsstumperne er, jo sværere er det at montere en protese. Finn Warburg nævner eksempler på løsninger:

”En soldat havde en meget kort lårstump, som plastikkirurgerne havde dækket med svømmermuskel flyttet fra ryggen. En kirurg i Aalborg hjalp os og indsatte et selvforlængende marvsøm i et kunstigt brud.  Mersømmet aktiveres med en magnet en gang om dagen. Musklen voksede med, og stumpen blev 17 cm længere. I Aarhus har de behandlet dobbeltamputerede patienter, herunder en soldat med ’ossointegration’, med titaniumhylstre opsat i knoglestumpen. Metallet heler ind og det giver meget sikker kontrol over proteserne, der monteres i de fastgroede titanium-hylstre.” 

Et tilbud fra Balletten

Genoptræningsudstyret på Rigshospitalet var i starten ikke tilpasset så svært tilskadekomne. Generallæge Erik Darre og Jes Bruun Lauritzen var i USA og så på behandling af sårede soldater og  på træningsudstyr. Et større beløb var doneret af virksomheder og fonde til Soldaterlegatet, og herfra modtog Rigshospitalet to millioner kr. til anskaffelser.

Og så fik man – bemærkelsesværdigt – en officiel henvendelse fra Den kongelige Ballets ansatte.

”De gjorde opmærksom på, at de havde et godt træningssystem: pilates,” fortæller Finn Warburg. 

”På Balletten har de særlige erfaringer i at træne specielle muskler, bl.a. dem, der har betydning for balance og kropssprog. De fremførte, om der var noget galt i, at svært sårede soldater evt. hyggede sig med balletdanserinder i tricot? Soldaterne blev selvfølgelig trænet og proteseforsynet på Rigshospitalet, men Ballettens indsats gjorde en stor forskel på balance, gangmønster og kropssprog.”

61 af 63 klarer sig selv

Af de 63 hårdt kvæstede, som Traumecentret modtog mellem 2005 til 2011, døde blot én.

”En anden var skudt gennem hovedet og har brug for noget hjælp, men læser nu jura i Odense. De øvrige 61 klarer sig selv i hverdagen og går på arbejde. Det, der gjorde dem til hele mennesker igen, var, at de fik familie og dannede deres egen klub – tog deres skæbne i egne hænder.” 

I 2013 ebbede rehabiliteringen ud, da de sårede var mobiliserede og havde styr på kroppen.

”Alt dette medførte, at viden gik videre til behandling af almindelige trafikofre – træning over lang tid og med de nyudviklede trænings-teknikker,” konkluderer ortopædkirurgen.

Fokus på opgaven

Tonen er nøgtern, når Finn Warburg kaster et tilbageblik på sit arbejdsliv.

”De opgaver, livet har budt, har jeg taget – og så bare holdt mig til, at det var et arbejde, der skulle gøres. Hvis man kan se, at der er en opgave, der skal løses, og at der ikke er andre, der kan løse den end én selv, så føler man en forpligtelse.”

I løbet af karrieren har han været med til at uddanne 16 sanitetskompagnier – herunder en masse værnepligtige.

”Min faste metode har været: Vis folk retningen – så gør vi det sammen,” siger han og tilføjer:

”Det ærgrer mig, at jeg nu til dags ofte støder ind i holdningen ’Hvordan passer dette ind i min karriere’ snarere end ’Hvordan løser jeg opgaven’.”

—– —–

Finn Warburg’s karriere

Født 1948 i København.

1976: Lægevidenskabelig embedseksamen

1981: Autorisation som alment praktiserende læge

1982. Udsendt til Libanon af Dansk Folkehjælp.

1984: Arbejdede for ASF Dansk Folkehjælp under hungersnøden og borgerkrigen i Eritrea og Somalia.

1993-95: Forsvarets ledende læge i Bosnien/Hercegovina under borgerkrigen.

1999: Speciallæge i ortopædkirurgi, afdelingslæge (senere overlæge) på Rigshospitalet samt afdelingslæge i Forsvaret. 

2001: Ledede dansk mobilt nødhospital i Gujarat, Indien, efter jordskælvskatastrofe.

2002: Udsende af Forsvaret med specialenhederne til Afghanistan.

2003: Ledende læge ved Beredskabsstyrelsen efter jordskælvskatastrofen ved Bam, Iran.

2005: Beredskabsstyrelsens hospital efter flodbølgen i Bandar Aceh, Sumatra, Indonesien.

2006-07: Udsendt feltlæge i Kandahar, Afghanistan.

2011: Stabslæge i Beredskabsstyrelsen.

Pensioneret fra Forsvaret i 2008, fra Rigshospitalet i 2017, fortsat stabslæge i Beredskabsstyrelsen.