FN-styrken UNPROFOR i Kroatien var konstant i klemme på grund af et svagt og tvetydigt mandat. Daværende kaptajn Jan Hoffmann var umiddelbar overordnet for sergent Claus Gamborg, der blev dræbt under Operation Storm i august 1995. Hoffmann beretter her om den nervebetonede fase, hvor det trak op til en afgørelse på borgerkrigen

”Kroatisk offensiv, kampe omkring Petrinja…,” sagde nyhedsoplæseren.

De kortfattede, lakoniske budskaber bragte Jan Hoffmann i alarmberedskab, da han rutinemæssigt lyttede til Radioavisen en tidlig morgen efter at være stået op i sit hjem i Dalby på Sydsjælland.

Det var fredag den 4. august 1995, og den 27-årige kaptajn ved Danske Livregiment i Vordingborg var mindre end en uge før vendt hjem efter at halvt års udstationering. Han havde været næstkommanderende ved Hold 7 af Bravo-kompagniet (B-COY) under den danske bataljon (DANBAT). Bataljonen havde været en del af UNPROFOR (United Nations Protection Force), FN’s fredsbevarende styrke i Kroatien, Sektor Nord, siden marts 1992.

Det chokerende i nyheden bestod ikke mindst i bynavnet Petrinja, der ikke efterlod ham nogen tvivl om, at det var hans egne soldater, der var i klemme. Kroatien havde indledt en storoffensiv (’Operation Storm’) mod den selverklærede krajina-serbiske udbryderrepublik, der i praksis havde fungeret som en selvstændig stat siden 1991.

Offensiven indebar, at kroaterne rykkede frem over den militære adskillelseszone mellem parterne, hvor FN-styrken var indsat. Og Bravo-kompagniet havde sin hovedlejr på en gammel kaserne i netop Petrinja med en deling placeret ude midt i konfrontationszonen (KFZ) ved Sisak Crossing ved Moscenica, få kilometer fra kompagnilejren.
Det var et område, som kroaterne nødvendigvis måtte kæmpe sig igennem som et led i ’Operation Storm’. Og der havnede de danske styrker midt i kampene.

Værste anelse bekræftet

Hoffmann husker ikke nu, 29 år efter, om der i radioen straks blev sagt noget om danske tilskadekomne, men tanken var ham nærliggende. Han forsøgte med det samme at få forbindelse til kompagnilejren i Petrinja.   

”Der var kun ét tlf.nr., man kunne ringe til udefra. Det gjorde jeg og var mere end heldig at komme igennem. ’Det er rigtigt nok,’ sagde Delingsfører 3, der tog telefonen, ’Kroaterne har angrebet, vi er i sikkerhed inde i kompagnilejren, men ude i Crossingen er der kampe, og Gamborg er død’.”

”Claus var én af vores sergenter. Jeg kendte ham rigtig godt, som det også var tilfældet i forhold til alle vores andre sergenter. Jeg spillede ofte skak med ham om aftenen, når hans deling havde rotation inde i lejren i Petrinja,” beretter Jan Hoffmann.

Årsagen til at han selv var kommet hjem til Danmark, mens størstedelen af Hold 7 stadig var på Balkan, var, at rotationen med det nyankommet Hold 8 blev fordelt over flere uger – med ankomst i flere grupper og hjemrejse i flere grupper. Dele af 1. Deling var også landet i Danmark. Det er normal praksis for ikke på noget tidspunkt at stå uden styrker.

Vinkede med FN-hjelm – beskudt alligevel

Claus Gamborg havde sammen med en sin gruppe bemandet Checkpoint ND 46, der lå ved Sisak Crossing på den serbiske side af konfrontationszonen (KFZ). Serbiske militssoldater havde imidlertid efter offensivens udbrud kl. 5 om morgenen tvunget og truet dem til en nærliggende bunker.

De kroatiske styrker havde kl. 4 henvendt sig til premierløjtnant Niels Madsen, delingsfører i delingslejren, der lå midt i KFZ, og fortalt ham, at nu angreb de. For FN-styrkerne var det derfor tid til at gå i deres bunkere.

Alligevel troede de fremrykkende kroatiske soldater, at Checkpoint ND 46 var serbisk bemandet og åbnede ild.

”Men realiteten var, at de serbiske soldater holdt de danske soldater som gidsler,” pointerer Jan Hoffmann.

 For at beskytte sine fem soldater stillede Claus Gamborg sig ud i skudlinjen og vinkede med sin blå FN-hjelm for at vise, at de ikke var serbere. En kroatisk kampvogn åbnede alligevel ild, og sergenten blev dræbt af en granat, der slog ned umiddelbart foran ham.

Hans soldater i gruppen konstaterede, at han var dræbt på stedet. Det lykkedes dem at undslippe og få ham slæbt de mange hundrede meter tilbage til delingslejren midt i KFZ. Her var kroaterne også gået i stilling og beskød serberne hen over hovederne på de danske soldater, mens de kæmpede for at komme tilbage.

Forgæves evakueringsforsøg

Tragedien skete efter et kontroversielt forløb, der først 16 år senere, i 2011, blev afsløret for offentligheden gennem en artikel i bl.a. dagbladet B.T. Overskriften var ’Nægtede at redde Claus – og så blev han dræbt’.

Major Carsten Holmfred, chefen for B-COY, havde inde fra kompagnilejren og via delingsfører Madsen i delingslejren i konfrontationszonen (KFZ) været i gang med at iværksætte en koordineret evakuering af sergent Gamborgs udsatte post. Mortérer skulle skyde inde fra kompagnilejren og gruppen undsættes fra delingslejren.

Så kom der imidlertid fra bataljonschefen, oberst Jørn Jensen, ordre til alle om at forblive på deres poster.

”Kompagnichefen meldte dog til bataljonen, at han havde evakueret Gamborgs gruppe. Dette var dog ikke i overensstemmelse med virkeligheden, da forsøget mislykkedes,” beretter den daværende næstkommanderende.

”Da han tredje gang blev spurgt, om det var lykkedes, måtte han sige, at det ikke var sket. Og så kom ordren direkte om at indstille alle evakueringsforsøg.”

Modtagelse af kisten

Nogle dage senere blev Hoffmann ringet op af personelofficeren fra Danske Livregiment. Han skulle sammen med én af Bravo-kompagniets delingsførere og de få hjemkomne soldater fra B-COY møde op på Flyvestation Værløse. Her skulle de tage imod Claus Gamborgs kiste.

”Den ankom en sen eftermiddag med et af Forsvarets Hercules-transportfly. Opmærksomheden var stor, pressefremmødet ligeså,” erindrer Jan Hoffmann.

”En konstabel fra Danske Livregiment spillede Last Post på trompet, da kisten blev båret ud af flyet. Midt i det hele mødte de to håndfulde B-COY-soldater Claus Gamborgs forældre. Det var meget overvældende og surrealistisk at stå i for os alle.”

Forankret på Sydsjælland

Hoffmann, der i dag er 56 år, blev nærmest født ind i officers-metieren. Hans far var officer hele sit liv og er i dag pensioneret.

”Jeg voksede op i Rønnede Kommune og gik på Haslev Gymnasium. Ud fra min familiebaggrund lå det i kortene, at jeg skulle være officer. Jeg var i erhvervspraktik i Forsvaret, og jeg var flere gange på arbejde med min far som mindre,” fortæller han med et smil.

”Efter min studentereksamen kom jeg direkte ind i Forsvaret på kadetaspirantuddannelsen i 1987 frem til sommeren 1988. I et halvt år var jeg sergent og gruppefører ved Danske Livregiment, inden jeg blev optaget på Hærens Officersskole i 1988 og kom ud som premierløjtnant i 1991. Jeg var – og er – forankret på Sydsjælland, så jeg valgte, at jeg ville tilbage til Danske Livregiment som officer.”

Her blev han først næstkommanderende for den såkaldte HMAK-rekrutskole. Forkortelsen står for den daværende Hærens Materielkommando og henviser til, at rekrutskolen var for værnepligtige med svendebreve, der blev uddannet til mekanikertjeneste og lignende til Hærens værksteder. Dernæst blev Hoffmann næstkommanderende i Livkompagniet, der var et traditionelt  panserinfanterikompagni. Det indgik i 1. Bataljon i Den danske internationale Brigade.

Kompagnichefens uautoriserede initiativ

Fra begyndelsen af 1994 lå det for Livkompagniet klart, at man skulle udsendes med UNPROFOR og udgøre grundstammen af Hold 7 i Bravo-kompagniet (B-COY).

Kompagniet havde 11 måneder til at træne basisuddannelsen og enhedsuddannelsen, hvorefter de overgik til den specifikke, missionsforberedende uddannelse. Der var ca. 120 tjenstgørende i Livkompagniet, der bestod af tre delinger, en mortersektion og en kommandodeling.  

B-COY skulle nu op på i alt 150 soldater for at være på fuld styrke i forhold til den organisation, missionen krævede. Bl.a. skulle der en hel spejdersektion med, kokke og yderligere soldater til den krævende logistik og vedligeholdelse af materiel. Hertil kom specialister inden for signaltjeneste.

”Det var udfordrende – også fordi delingerne skulle omenkadreres til en anden organisationsform end den, vi uddannede i. De skulle passe til en ’fredsbevarende’ mission, hvor vi blot skulle observere og ikke kæmpe direkte,” fortæller Hoffmann.

Allerede dengang var der mandskabsmangel i Forsvaret, og de måtte tage folk fra bl.a. Søværnet  ind i styrken. Kompagnichef Carsten Holmfred tog også et personligt initiativ ved at indrykke en annonce i Berlingske Tidende, hvor han søgte specialister som kokke og mortérfolk.

”Det blev der rynket på brynene ad, for det var noget, personelsektionen skulle stå for, men Carsten syntes ikke, at det gik hurtigt nok. Han måtte lige til en samtale på oberstens kontor, men så skete der ikke mere,” husker Jan Hoffmann.

”Vi løste blandt andet udfordringen ved at få soldater ind, der tidligere havde været udsendt. Her var Gamborg en af de erfarne folk, vi fik med, idet han også havde været udsendt med Hold 5.”

Kroatisk nej til forlængelse

Over et par uger i januar/februar 1995 fløj Hold 7 til Kroatien og roterede med Hold 6, der var for hjemadgående.

Holdet kørte fra Zagreb til UNPROFOR’s Sektor Nord ved den nordvestlige kant af DANBAT’s område i den serbisk kontrollerede del og overtog sit eget operationsområde. Den militære adskillelseszone lå næsten langs med Sava-floden på sydsiden, hvor også DANBAT-styrker som helhed var placeret langs hele konfrontationszonen (KFZ).

Bravo-kompagniet var det ene af fire linjekompagnier i DANBAT. Bataljonen omfattede desuden et stabskompagni og bataljonsstaben i Kostajnica.

Holdet ankom, netop som en international optrapning af konflikten var begyndt. Kroatien havde den 12. januar 1995 meddelt, at man ikke var indstillet på at forlænge FN-styrkens mandat, der udløb i marts. Det stillede selve det storpolitiske kernespørgsmål på spidsen: Hvilket mandat havde FN egentlig til at være ’fredsbevarende’, når det kom til stykket?

”Det handlede – kunne vi bagefter se – om, at kroaterne havde bygget så megen kapacitet op, at de ikke var interesserede i en fredsbevarende FN-styrke,” siger Jan Hoffmann.

Det flugtede med, at FN’s generalsekretær Boutros Boutros-Ghali nogle måneder før officielt havde tilkendegivet, at det mest var krajina-serberne, der havde gavn af FN’s tilstedeværelse.

Plan overhalet af virkeligheden

Grundlaget for UNPROFOR’s tilstedeværelse i det tidligere Jugoslavien var ’Vance-planen’ – en mæglingsskitse udarbejdet af USA’s tidligere udenrigsminister Cyrus Vance. Han var hen over årsskiftet 1991/92 særlig udsending i Jugoslavien for FN’s generalsekretær.

Væbnede sammenstød mellem kroater og serbere var taget kraftigt til siden 1989, og den 25. juni 1991 løsrev Kroatien sig fra Jugoslavien og erklærede sig selvstændigt. Ca. 12 pct. af de omkring 4,5 millioner indbyggere var imidlertid serbere.

Serbiske militser tog kontrol med de serbiske flertalsområder, og den jugoslaviske forbundshær rykkede ind med det erklærede formål at beskytte serberne. Stort set alle kroatiske indbyggere blev fordrevet fra de serbiske områder. Tanken om en FN-styrke opstod, da der fra jugoslavisk/serbisk side i 1991 blev fremsat anmodning til FN om at garantere det serbiske mindretals sikkerhed.

Det lykkedes Cyrus Vance at få mæglet en våbenhvileaftale, og Vance-planens formål var at etablere et grundlag for en fredsbevarende styrke i såvel Bosnien/Hercegovina som Kroatien.

Planen gik ud på, at den jugoslaviske hær skulle trækkes tilbage, og at der skulle oprettes tre ’beskyttede områder’ for det serbiske mindretal: Østslavonien, Vestslavonien og Krajina. Den kroatiske hær skulle trække sig ud af de beskyttede områder. Til gengæld skulle de serbiske styrker i Kroatien ophæve deres kommandostruktur og aflevere alle deres tunge våben i FN-kontrollerede depoter.

Planen havde afgørende svagheder. Den indeholdt intet om, hvordan man skulle komme videre i retning af en fredelig løsning. Mellem den jugoslaviske regering under præsident Slobodan Milosevic og de serbiske mindretalsledere i Kroatien var der betydelig uenighed om betimeligheden af en FN-styrke. Meget tyder på, at Milosevic ikke havde den store interesse i at støtte krajina-serberne direkte.

Frem for alt var der to ting, der gjorde Vance-planen uklar og åben for flere fortolkninger. Den 19. december 1991 udråbte det serbiske mindretal Den serbiske republik Krajina som en selvstændig stat. Samme dag anerkendte Island som den første nation Kroatiens selvstændighed. Den 15. januar 1992 gjorde Tyskland det samme, og inden for få uger fulgte en række EU-lande trop.

Dermed var det fra begyndelsen urealistisk, at den krajina-serbiske republik kunne opnå diplomatisk og international anerkendelse. Tværtimod havde det internationale samfund (senere i 1992 også bl.a. Rusland og USA) anerkendt Kroatien inden for den hidtidige delrepubliks grænser – altså også indbefattet det område, som den selverklærede krajina-serbiske republik kontrollerede.

Dermed havde serberne i Krajina allerede i udgangspunktet mere brug for FN’ tilstedeværelse, end Kroatien havde.   

De facto-anerkendelse på lånt tid

På dette ambivalente grundlag blev FN-styrken indsat i marts 1992 ved konfrontationslinjen (KFZ) mellem den kroatiske hær og de serbisk beherskede områder. Den krajina-serbiske republik var derefter reelt eksisterende, da Zagreb-regeringen ikke havde militær kapacitet til at genindlemme området med magt.

Yderligere en svaghed ved FN-styrkens udgangspunkt var selve navnet UNPROFOR, idet behovet for ’beskyttelse’ blev forklaret tvetydigt. Det var imidlertid utvivlsomt, at betegnelsen Protection Force i krajina-serbisk optik kom til at betyde udbryderrepublikkens beskyttelse mod kroatisk militær erobring. Omvendt var kroaterne fra starten skeptiske over for FN-styrkens upartiskhed.   

Styrkeforholdet ændrede sig i de følgende år, hvor Kroatien målrettet opbyggede sit militær. Kroaterne gik kun med til en forlængelse af FN-styrken i marts 1995, fordi mandatet blev svækket væsentligt.

Navnet Protection Force udgik i Hold 7’s udsendelsesperiode, fordi kroaterne med god ret mente, at det var krajina-serberne alene, der blev beskyttet af den fredsbevarende styrke. Styrken fik herefter navnet UN Confidence Restoration Operation Croatia (UNCRO).

”På den baggrund følte krajina-serberne sig virkelig pressede allerede, da vi ankom. De kørte deres kampvogne ud af depoterne allerede i marts – tydeligvis for at vise, at de var parate til at kæmpe. Vi kiggede bare på; vi måtte ikke gribe ind. Det var den første indikation af, at noget begyndte at ulme,” erindrer Jan Hoffmann.

Selvkørende enhed

Ved overtagelsen af operationsområdet var Holmfred og Hoffmann til møde i Zagreb med en repræsentant for kroaternes styrker – en mand, der blev kaldt ’politichef’. De var også til møder i Petrinja med det krajina-serbiske politi.

Ligeledes kom der gang i møderne på serbersiden med forbindelsesofficeren fra Banjia-korpset (???). De blev jævnligt gennemført som en del af opgaven for DANBAT – for at lytte og rapportere om parternes krav mod hinanden og udviklingen set fra de to sider af konflikten.

Danskerne tog dermed fat på det, de havde trænet hjemme: overvågning af ansvarsområdet i konfrontationszonen (KFZ), vagtturnus, vedligeholdelse, bygning af bastioner med sandsække m.v.

”Vi havde en deling i Petrinja, én ved Sisak Crossing og én langt sydpå i Divusa ved Una-floden for at overvåge depoter med serbernes kampvogne. Vi var selvkørende – med sanitets-PMV, udvidet værksted og egen lejr med køkkensektion,” beretter Jan Hoffmann.

Truet med skydning

Allerede 14 dage efter ankomst – en sen aften – kom Thomas Nissen, spejdersektionsfører, ind til  Hoffmann i hovedlejren i Petrinja og fortalte, at serberne havde tilbageholdt to af sektionens spejderkøretøjer med soldater ude i Sisak Crossing.

Det var sket relativt tæt ved delingslejren – og i en situation, hvor kompagnichef Carsten Holmfred var mange timers kørsel væk, da han var nede at besøge delingslejren ved Divusa.

”På vej derud ladede jeg min sin pistol, og Thomas briefede mig. På en patrulje tidligere på dagen havde serberne truet dem til at køre en omvej, og de blev nu beskyldt for at have været inde i et område, de ikke måtte være i. Det blev opgivet som grunden til tilbageholdelsen.”

Men grundlæggende havde FN-styrkerne ’freedom of movement’, så Hoffmann undrede sig. FN-politiet (UNCIVPOL) var også til stede, da de to danske officerer ankom.

”Det var som at befinde sig i en film om Checkpoint Charlie med skarpe projektører, to pansrede køretøjer med maskingeværer og 30 bevæbnede soldater rundt om mine egne seks fordelt i de to køretøjer,” siger han.

Danskerne fik at vide, at de skulle aflevere spejdersektionens operationskort. Så kunne de få lov til at køre videre.

“Jeg nægtede naturligvis,” beretter Hoffmann.

Den serbiske officer truede med at skyde danskerne, hvis de ikke rettede sig efter kravet – eller flyttede sig. Den næstkommanderende nævnte den mulighed, at de sammen kunne køre ind til hans overordnede og læse, hvor spejderne havde kørt henne. Det forelagde han så chefen telefonisk – og fik klart nej.

”Så blev vi bare holdende. Det var tydeligt for mig, at vi skulle prøves af, og at jeg gjorde bedst i ikke at optrappe situationen.”

Jan Hoffmann ringede dog op til beredskabsafdelingen i hovedlejren og gav dem ordre til at iføre sig udrustning, selv om de i første omgang ikke skulle foretage sig noget. Ligeledes kom delingsføreren fra delingslejren ved Sisak Crossing til stede. Soldaterne i delingslejren var også klar til at rykke ud.

“Jeg syntes fortsat, det ville være en fejl at eskalere. Vi kunne jo bare blive holdende. Det gjorde vi så – rigtig længe,” uddyber han.

”Sidst på natten tabte krajina-serberne motivationen. Carsten nåede frem, og vi fik morgenmad båret ud til ’drengene’, mens vi stadig holdt der.”

Bataljonschefen, oberst Jens Johansen måtte til slut komme til Petrinja og forhandle situationen. Den blev taget op på korpsniveau for at undgå, at nogen tabte ansigt. Jeg briefede ham senere på morgenen, inden han skulle forhandle.

“Vi kunne køre fra stedet igen ud på formiddagen – efter 12 timer. Cheferne i DANBAT var bagefter var enige i, at det var en afprøvning af os,” siger Jan Hoffmann.

Mistede spejdervogn

I en andet tilfælde lykkedes det krajina-serberne at beslaglægge et af de danske køretøjer – en såkaldt Geländewagen med stabsofficerer fra bataljonen i Kostajnica. Spejderne havde de tre officerer fra staben med hjem fra den patrulje, på hvilken serberne havde lagt hånd på køretøjet.

”De kom med spejderne ind til vores lejr i Petrinja – kun i undertøj. Alt var taget fra dem, og de var blevet tvunget til at gå ind ad en lukket skovvej med ryggen til. Hvad har de mon tænkt i de minutter?” funderer Jan Hoffmann.

“Vognen blev senere malet om, men vi kunne godt genkende den. Når vi sendte vores spejdere efter den, kunne vi se, at serberne var på vagt, og at vi ikke skulle komme for tæt på. Det betød, at vi begyndte at sætte eskorte på al DANBAT-kørsel oppe fra os og ind i bataljonens område.”

Eskorten bestod i, at en Geländewagen kørte foran i en konvoj, én kørte bagved og én midti.

Kort efter disse situationer kom TVA-journalisten Steen Ramsgaard tilfældigvis til området. Han interviewede kaptajn Hoffmann, der sagde, danskerne ikke ville have stjålet flere køretøjer.

Ramsgaard fulgte derpå med i en eskorteret konvoj til bataljonshovedkvarteret i Kostajnica. Da DANBAT-folk ved et serbisk checkpoint nægtede at lade serberne gennemse køretøjerne, udløste det skyderi op i luften.

”Ved en anden lejlighed beslaglagde serberne også 10 TOW-panserværnsraketter, som vi dog fik tilbage. Der var ingen tvivl om, at presset på DANBAT generelt tog til,” siger Hoffmann.

Nedtælling

Sidst i april 1995 tog Jan Hoffmann på den obligatoriske treugers orlov og oplevede bl.a. VE-dagen – 50-årsdagen for Victory in Europa under Anden Verdenskrig – i London, som han besøgte sammen med sin kæreste.

I de samme dage begyndte den endelige nedtælling i UNPROFOR’s operationsområde. Kroaterne gennemførte i dagene 1.-3. maj Operation Flash, genindlemmelsen af Vestslavonien. Området udgjorde den østlige del af det sammenhængende territorium, som den ikke-anerkendte Krajina-republik indtil da havde kontrolleret.

I Krajina reagerede serberne over en bred kam på den optrappede situation med at udlægge panserminer i Zone of Separation (den militære adskillelseszone) i Kostajnica-området. Det var det indtil da mest prægnante udtryk for det, som danskerne i de forudgående år i voksende grad havde oplevet: at de blev holdt som gidsler. Krajina-serberne ville simpelthen forhindre FN-styrkerne i at trække sig ud.

“Serberne begyndte også at kræve transport-manifester for alt, der kom ind og ud af Krajina, og det skulle alt sammen gennem hos os ved Sisak Crossing. Og i situationen i Vestslavonien gjorde FN-styrken intet. Der blev ikke reetableret en aftale, så ikke underligt at serberne i Krajina blev mere og mere pressede,” uddyber Jan Hoffmann.

“Jeg kom retur fra orlov, og vi oplevede nu, at FN-køretøjer og – især – civile forsyningskonvojer, der kørte ind, blev dirigeret ind på et stort parkeringsområde ved en nedlagt fabrik i Bravo-kompagniets område, men efter vores checkpoint i Crossingen. Alt blev splittet ad, og serberne tog alt, hvad der ikke udtrykkeligt stod på listerne.”

Kompagnichef Carsten Holmfred sendte fire PMV’er ud for at tilkendegive, at nu kunne det være nok. Det fik dog kun kortvarig effekt.

Vikarierende chef

Den ellers nok så dramatiske Checkpoint Charlie-episode med spejdersektionen blev overtrumfet af en endnu større udfordring for den unge danske officer. Sidst i maj overtog Jan Hoffmann kommandoen over Bravo-kompagniet, da Carsten Holmfred skulle hjem på sin orlov.

”En dag får jeg en mærkelig ordre fra bataljonen om at lade det ’PF’ (med betydningen Protection Force) overmale, der står på nummerpladerne (’UN-PF+nummer’). Ordren stammede uden tvivl fra Sektor Nords hovedkvarter. Jeg sagde til kompagniet: ’Der gør vi ikke’,” beretter Hoffmann.

Kravet om en overmaling af ‘PF’ var et udtryk for det nye mandat, der svækkede FN-styrkens karakter af beskyttelsesstyrke: omdannelsen fra UNPROFOR til UNCRO. Det var nærliggende for serberne at se en overmaling som et tegn på, at nu var al beskyttelse for deres vedkommende væk.

Skare med blandet bevæbning

Vejen fra Sisak Crossing til Kostajnica gik lige forbi Sankelmark-lejren inde midt i Petrinja by, som var hovedlejr for Bravo-kompagniet (B-COY) . Divusa-lejren var nu lukket, efter at serberne havde tømt depoterne, så der var to delinger i lejren i Petrinja og én i Crossingen.  

”På vej hjem fra en runde til soldaterne i Crossingen og ved observationsposten i KFZ blev chefkøreren Michael og jeg på vej ind i Petrinja opmærksomme på et stort opbud af mennesker. Vi ser fra vores Geländewagen, at de står derude på vejen og begynder at standse FN-køretøjer i et vejkryds lige uden for vores hovedlejr,” husker Jan Hoffmann.

“Vi ser, de truer folk ud af bilerne med våben og truer dem til at skrue nummerpladerne af. Det er en ubestemmelig og stor skare af blandede civile og halvt uniformerede grupper. Flere står med jagtgeværer, andre med forskellige andre våben.”

Den danske chefvogn måtte selv køre gennem menneskemængden for at komme ind i lejren.

”Jeg når ind i lejren uden problemer, men da jeg ikke rigtig ved, hvem vi har over for os, beordrer jeg fem mand med mig ud på vejen foran demonstranterne og vagten fra lejren til at sætte den pansrede mandskabsvogn i nærforsvarsstilling ud mod demonstranterne.”

Bevæbningen var standard-automatgeværet M-75. På PMV’en var monteret et 12,7 mm tungt maskingevær.

”De råbte og skreg og truede med køller, og en mand affyrede et skydevåben hen over hovederne på os, da jeg stod ude foran dem midt på gaden. Jeg beholdt min egen pistol i hylstret, men gav drengene ordre om at lade deres våben og lægge sig ned bag mig i skydestilling,” beretter den dengang fungerende chef.

“Episoden er et eksempel på, at i det tidligere Jugoslavien dengang var det simpelthen nødvendigt at have en større hammer, end de havde.”

Jan Hoffmann undlod at trække sit eget våben for i det mindste fortsat at have en mulighed for at samtale med demonstranterne.

”På en blanding af tysk og engelsk prøvede jeg at gøre serberne det klart, at det går ikke dét her. De skal forsvinde nu. De vælger heldigvis at forsvinde. Jeg sender spejdersektionen efter de mange mennesker, så de ikke blot starter op lidt længere inde i byen på vejen ned mod Kostajnica.”

Det bløde aftræk

Køreren Michael, der var med ude bag chefen, betroede ham 17 år senere, da de mødtes, at han  havde taget ‘det bløde aftræk’. I det lå der, at han var klar til at skyde, hvis der skete mere, da Hoffmann stod foran dem alle.

“I det hele taget var alle fem derude helt og holdent med og gjorde det godt. Det viste den tillid, vi kunne have til hinanden. På den måde er det altid en fornøjelse med danske soldater,” siger Jan Hoffmann.

”Men vi måtte lige tage en snak efterfølgende, for flere var tydeligvis meget påvirkede af situationen.”

Derefter gik udviklingen dag for dag fra slemt til værre.

“Carsten, der nu var kommet tilbage, og jeg var til flere møder i Zagreb, og vores følelse voksede juli igennem af, at ét eller andet var på vej. Jeg husker, at Carsten, da han kørte mig til lufthavnen i Zagreb, sagde, at ’det bliver aldrig det samme igen’, og at vi bare skulle med hjem alle sammen. Det fik så et andet udfald.”

Kroaterne gennemførte Operation Storm på et militært set velvalgt tidspunkt – midt i rotationen Hold 7/Hold 8, der fandt sted hen over månedsskiftet juli/august.

”Så vidste de i hvert fald, de ingen problemer ville få med FN-styrkerne,” konstaterer Hoffmann.

Erobringen af Den serbiske republik Krajina førte til en masseflugt på op mod 200.000 serbere. Mange af de forholdsvis få tilbageblevne serbere blev etnisk udrenset af personer og instanser, som Zagreb-regeringen hævdede ingen forbindelse at have med.

Talen til de efterladte

Da Claus Gamborg blev bisat fra Roskilde Domkirke og begravet på Vindinge Kirkegård var Jan Hoffman blandt kistevagterne, og flere fra Claus’ gruppe var blandt kistebærerne. Det tilfaldt Hoffmann at holde en tale ved sammenkomsten efter begravelsen.

”Jeg var stadig ung, og det var egentlig nok en voldsom opgave at skulle sige noget ud over forsamlingen, der kunne give mening for de forældre og den søster, der sad i salen,” erindrer han.

”Jeg havde ikke sovet i to nætter, fordi forberedelsen optog mig hele tiden. ’Han var en god dreng,’ sagde jeg og var selvfølgelig i den situation på fornavn med ham. Det jeg mest husker, er, at der kom én og lagde armene om mig bagfra. Det var Claus’s søster. Hun spurgte, om hun kunne få min tale, og det kunne hun selvfølgelig.”

Den 4. august i år mødtes Jan Hoffmann på Vindinge Kirkegård med veteranen Michael, som var blandt dem, der havde båret Gamborg tilbage, efter at han var blevet dræbt. De havde ikke set hinanden i 26 år.

Hoffmann vidste godt, at soldaten var hårdt ramt oven på det hele fra dengang, han selv blev kompagnichef for Michael tilbage i 1997. Han var stadig plaget af spekulationer om, hvorvidt han dengang havde haft mulighed for at redde Claus Gamborgs liv.

”Men jeg sagde til ham, at dét har hverken Claus eller han selv gavn af, at han plager sig selv med at tænke på,” erindrer Hoffmann.

”Michael var altid tidligere kommet alene den 4. august – for ham en dag, der skulle overstås, som han sagde.  Men han var glad for, at vi var sammen denne gang. Det var en aftale, jeg lavede med ham allerede sidste år. I øvrigt dukkede Claus’s mor tilfældigvis op på kirkegården, og det blev et meget fint samvær. Jeg tænker, det var godt for os alle.”

Manden på stedet ved bedst

Efter Jan Hoffmanns opfattelse var det en mere end skidt måde, den danske bataljonschef Jørn Jensen håndterede situationen under Operation Storm på.

”Han henviste til, at han bare havde holdt sig til en ordre fra en højere FN-kommando, da han gav ordren ’Bliv, hvor I er!’ Men for mig er det fundamentalt, at man viser føreren på stedet tillid og lader ham beslutte, hvad der er det bedste at gøre – særligt når vi er indsat så selvstændigt, som vi var,” siger han.

”Claus’s gruppe skulle have været trukket tilbage tidligere. Jeg forstår ikke, at der ikke var nogen i bataljonen og meget højere oppe, der indså, at den kroatiske opmarch var på vej.”

Valgte en anden vej

Jan Hoffmann har været ude af Forsvaret i over 20 år og er i dag selvstændig virksomhedskonsulent.

Efter hjemkomsten fra Balkan blev han kompagnichef ved stabskompagniet ved Danske Livregiment og derefter operationsofficer ved 1. Bataljon ved samme regiment.  Hoffmann var på generalstabskursus i 2000/01, hvad der normalt er et klart tegn på, at man har forfremmelsesmuligheder til høje poster.

Under kurset mistede han imidlertid lysten til at fortsætte i Forsvaret som helhed.

”Jeg syntes ikke, der var nogen god stemning på holdet, hvor vi var 11 mand. Selv om vi havde det fint indbyrdes, skinnede det igennem, at man skulle bare være ét eller andet; det var alt, hvad det handlede om. Jeg fandt ud af, at jeg ville noget mere – især som leder.”

Hoffmann bad bagefter om at komme til Det danske internationale Logistikcenter (DANILOG) i Vordingborg for at udføre sin tjenestepligt efter generalstabskursus. Her var han chef for Personelsektionen. Han sagde op fra Forsvaret i 2002, men husker ikke desto mindre også den sidste tid som spændende.

”Jeg var bl.a. med til at forberede udsendelsen af Jægerkorpset til Afghanistan i januar 2002 og havde i den forbindelse møder med Michael Hyldgaard, der i dag er forsvarschef,” erindrer han.

Erfaring der har sat spor

Derefter fik Jan Hoffmann en række stillinger i erhvervslivet – bl.a. i A.P. Møller Mærsk – inden han blev selvstændig konsulent. Han var også i en årrække formand for officerernes netværk i erhvervslivet med over 300 medlemmer.

For nylig fortalte han for første gang offentligt om sin tid med Hold 7 på Balkan. Det skete i et foredrag på Haslev Bibliotek i anledning af Flagdagen den 5. september, og han er klar til at holde flere foredrag.

Hoffmann har mødtes med sit B-COY-hold i årenes løb, og i dag har de en Facebook-side, hvor der er 80 medlemmer. En del af veteranerne fra kompagniet er allerede førtidspensionister, men samlet set ved han ikke, hvordan det er gået alle kammeraterne, da ikke ale er med i gruppen.

”Men det har uden tvivl sat sit spor i mange, som det også har i mig selv,” sammenfatter han.

”Der er et meget stærkt bånd mellem os, og man ved, at skal man bruge hjælp, så kan man bare række ud. Heldigvis ved vi i dag også, at mange ’veteraner’ vender styrket hjem og har fået en række indsigter, der betyder, at de har yderligere ressourcer med i livet, og jeg føler også selv, at det var en særlig periode i mit liv.”

Litteratur:

• Jakob Brink Rasmussen: ’Den danske FN-bataljon i den ikke-anerkendte stat Republika Srpska Krajina, 1995-1995’ i Dansk Militærhistorisk Kommissions Tidsskrift, nr. 2014/2