FORSVARSHISTORIEN

REPORTAGE 11 FRA BALKANKRIGENE: Ung dansk kvinde er chef for minerydningshold  

KOSOVO: Folkekirkens Nødhjælp var aktiv i minerydning efter krigen mellem serberne og kosovoalbanerne i 1999

Af Niels-Birger Danielsen (udsendt som reporter til Balkan adskillige gange i årene 1996-2000) 
(med tilladelse fra Ritzau, der udsendte artiklen i august 1999) 

Som det også var set i Kroatien og Bosnien-Hercegovina var mineudlægning en væsentlig del af krigsførelsen under Balkankrigene. Internationale organisationer tog fat på en kæmpe opgave efter Kosovo-krigens afslutning den 10. juni 1999, og danskeren Christina Svane var med næsten fra begyndelsen 

KOSHARE, KOSOVO (RB): Få dage inden vores møde i Vestkosovos bjerge gik det galt første gang: en ung mand fra lokalområdet, der er ansat som minerydder, kom til at træde på den forkerte side af en rød-hvid plasticsnor, der markerer grænsen mellem sikkert område og jord, der endnu ikke er ryddet for sprængladninger. Prisen var en bortsprængt fod og en usikker fremtid på arbejdsmarkedet i den serbiske provins. 
    ”Det var den første og forhåbentlig også den sidste ulykke blandt minerydderne. Det er nødvendigt at være 100 pct. koncentreret om det, man er i gang med. Og at overholde sikkerhedsprocedurerne ned til mindste detalje,” understreger Christina Svane, der er supervisor – leder – for et hold af 180 mineryddere under Folkekirkens Nødhjælps mineprogram. 
     De er næsten alle lokale. Den danske kvinde på blot 27 år og med en højde på ca. 165 centimeter har sit lange lyse hår bundet op i nakken. Christina Svane virker ikke umiddelbart som et indlysende bud på en lederstilling, der normalt varetages af militærfolk. 
     ”Jeg er ikke nogen G.I. Jane med karseklippet hår, og det bliver jeg aldrig,” fastslår Christina Svane med henvisning til Ridley Scotts film fra 1997 med Demi Moore i hovedrollen som den hårdkogte kvindelige soldat. 
    ”Jeg kan tværtimod godt lide at gøre noget ud af at være feminin, og det laver jeg ikke om på, fordi jeg har det her specielle job,” siger hun – og indskyder at hun ikke bruger noget videre makeup, når hun er på arbejde. 

Christina Svane i Kosovo, 1999. Foto: Privat.

Nye udfordringer

Christina Svane, der blev færdig som sygeplejerske i 1997, er landet i jobbet som minerydder, fordi hun fik lyst til nye udfordringer. Efter nogle vikariater og en korttidsansættelse på psykiatrisk afdeling på Herlev Sygehus ansøgte hun Folkekirkens Nødhjælp om at blive udsendt som medarbejder på et bistandsprogram. 
    ”Jeg tænkte mest på arbejde, der havde med børn at gøre, men så tilbød de mig en seks måneders kontrakt som minerydder. Det betød blandt andet, at jeg skulle på et tre måneders ammunitionsrydder-kursus på Farum Kaserne. Jeg behøvede ikke at tænke mig om ret længe. Jeg havde virkelig meget lyst til at komme ud, og minerydning er en god sag,” siger hun.  
   Hun forklarer sammen med en af sine teamleaders, hvordan minerydningsholdet arbejder på bjergskrænterne i det stejle, meget smukke grænsebjerge, der adskiller Kosovo fra Albanien. Et par steder på ruten er træerne i områder, der hver især er på størrelse med fodboldbaner, stadig helt afsvedne efter granatnedslag og kampe under krigen. 
    Rydningsfolkene arbejder på at rydde et otte hektar stort område ind mod grænsen for de dødelige sprængladninger. Minerne ligger særlig tæt her, fordi den jugoslaviske hær under Kosovo-krigen forberedte et forsvar af grænsen mod en NATO-invasion fra Albanien. En anden årsag til den tætte minering er, at Kosovos Befrielseshær (UCK) brugte bjergstierne i netop dette område til transport af soldater og våben ind i den omstridte provins. 

Koncentration

Vi standser ved en stejl sti, der er afgrænset ind mod et afsnit af bjergskoven, der ikke er ryddet. Stien er forsynet med trappetrin, der er stabiliseret med grene for at sikre minerydderen bedst muligt mod at skride under arbejdet. Et stykke oppe ad stien ligger to røde pinde over kors i den rødlige jord for at markere, hvor langt rydderen er nået. 
    Inde i skovbunden ses en rød spraydåse-streg. Den er sat for at markere en snubletråd, der er forbundet med en luremine. 
    Pinde i gul/hvide farver markerer steder, hvor en mine er blevet fundet og uskadeliggjort. Minerne har ligget tæt, kan man se – nogle steder op til 10 inden for en kvadratmeter. 
    Når rydningen sker manuelt, er den et langsommeligt og tålmodighedskrævende arbejde. Et typisk resultat for en dag med 30 personer på arbejde er uskadeliggørelsen af 30-35 miner. 
    En minerydders vigtigste redskaber er en stok, der er inddelt i intervaller på 2,5 centimeter – en såkaldt base stick – og en prodder, der nærmest ligner en strikkepind med håndtag. Rydderen placerer base stick’en ved begyndelsen af det område, der skal undersøges, og prikker derefter for hver 2,5 centimeter pinden ned i jorden i en vinkel af nøjagtig 30 grader. 
    Denne fremgangsmåde sikrer, at eventuelle miner rammes i siden – og ikke fra oven, hvad der ville give en stor risiko for sprængning.  
    ”Vi bruger den jugoslaviske hærs minekort til at arbejde efter. De er normal meget nøjagtige, så de er en stor hjælp,” siger Christina Svane, der begyndte i jobbet i Kosovo i juli. 
    Minerydderen har under arbejdet hjelm på med et 1,5 centimeter tykt visir – og det skal være konstant slået ned under arbejdet. En trykvest, der går lidt ud på armene, sikrer overkroppen, og en underdel beskytter underkroppen. 
    Da arbejdet er ekstremt koncentrationskrævende, holder de ansatte en times pause, hver gang de har arbejdet en time

Minerydder-maskine

På det flade landbrugsland neden for de stejle bjerge går rydningen noget hurtigere for Christina og hendes 180 medarbejdere. Store områder kan gennemkøres med en mineplejl, en mejetærskerlignende, pansret maskine, der sprænger minerne ved at køre hen over dem.  
     Rabatter, levende hegn og lignende sikres ved at lade minehunde – som regel schæfere eller labradorretrievere – afsøge stederne for sprængstoffer.  
     ”Når vi har sikret os, at en mark er fri for miner, markerer vi det med hvide pæle alle steder, hvor markskellet skifter retning,” forklarer Christina Svane, der med sin underskrift som leder af mineholdet garanterer, at man kan færdes risikofrit i et ryddet område. 
     ”Men det er desværre ikke altid, pælene får lov at stå. Nogle landmænd bliver irriterede over, at de står i vejen, og fjerner dem. I andre tilfælde går de i stykker, fordi de ikke kan holde til, at køerne bruger dem som kløpinde.” 
     Mineholdet skal være opmærksomt på mindst ti forskellige slags miner, der kan ligge og lure i jordskorpen. Panserminer, der kan sprænge en kampvogn i stykker, skal have et ret kraftigt tryk for at blive udløst, mens antipersonel-miner er bestemt til at lemlæste personer. De kan for eksempel ligne dåser, æsker eller legetøj. En af typerne udskyder 650 metalkugler, når den sprænges. De virker hver især som en granatsplint, og offeret han ingen chance for at overleve. 

Sygepleje på forhånd

Den danske supervisor betegner det som et udslag af eventyrlyst og oplevelsestrang, at hun har påtaget sig et så farligt arbejde som minerydning. ”Men det spiller også ind, at jeg har lyst til at arbejde med børn. Jeg fandt hurtigt ud af, at mange af ofrene for miner er børn. Og da børnene under alle omstændigheder er uskyldige i krigene og ondskaben hernede, synes jeg, det er meget meningsfyldt at forebygge, at de støder på miner,” siger Christina. ”Her spiller min uddannelse også ind, for de fleste sygeplejersker finder det nok mere tilfredsstillende at forebygge skader end at reparere på dem, der allerede er sket. Men børnene har desværre ikke respekt nok for minerne – de går for tæt på og smider sten efter dem for at få dem til at springe.”

Gadebillede fra Kosovo i 1999. Foto: Forsvarsgalleriet.dk

Opdrager-funktion

Christina Svane virker ikke trykket af ansvaret, når hun giver beskeder eller beder en af sine underordnede om at løse en opgave. Og hun finder da også, at det ligger naturligt for hende at være leder.
    ”Jeg vænnede mig til fornemmelsen, da jeg som barn gik på kostskole i Herlufsholm, fordi mine forældre var meget i udlandet. Her blev jeg udpeget til præfekt, da jeg gik i 3g.”
     ”Det gav mig en opdrager-funktion i forhold til de yngste elever, der gik i 6. klasse. Jeg skulle være retfærdig og loyal, men jeg kunne også sende de mindre elever tidligt i seng eller i skammekrogen, hvis det var nødvendigt,” fortæller hun.
Når hun i dag skal optræde som en autoritet over for sine mandlige ansatte i et Balkan-land, hvor kvinder har en anden stilling end i Skandinavien, finder Christina det vigtigt, at hun har gennemgået det samme minekursus som resten af holdet.
   ”Derfor ved jeg præcis, hvor let eller svært det er at gøre bestemte ting, og hvor meget, man kan forlange af folk” Hun siger videre, at nogle af minerydderne givetvis har følt det mærkeligt at modtage ordrer fra en ung kvinde.
   ”Det er ikke noget, jeg selv er blevet konfronteret med, men jeg har hørt om det ad omveje,” siger hun.

Lokale trodser faren

Mens Balkan-sommerens middagshede er ved at lette i de sene eftermiddagstimer, kører en gammel blå ladvogn forbi fyldt med brændekævler og grene. De to mænd i vognen vinker venligt til minefolkene. ”Se dér. Jeg fatter ikke, hvordan de tør,” siger Christina Svane hovedrystende, efter at bilen er kørt videre. ”Trods minefelterne kører mange af de lokale beboere herop og henter brænde. De har selvfølgelig brug for det, men minefelterne ligger så tæt, at risikoen for, at de rammer en mine er meget stor.” Det sker jævnligt, at projektmedarbejderne finder et lig i skoven – enten fra minesprængninger eller kampene under Kosovo-krigen. ”Det er ikke sket for mig endnu, men det er nok kun et spørgsmål om tid,” siger den 27-årige supervisor. Mineprojektet begyndte i 1999, og Christina Svane bliver i Kosovo til nytår. Hun har ikke taget stilling til, om hun vil forlænge sin kontrakt.

FN erklærede allerede i 2001 alle kendte minefelter i Kosovo for ryddet, men det er blevet stærkt bestridt af NGO’er, der er engagerede i spørgsmålet, især den private britiske non profit organisation The Halo Trust, der verden rundt beskæftiger sig med fjernelse af kriges efterladenskaber – specielt miner. The Halo Trust har fastholdet, at der stadig ligger et stort antal landminer og ueksploderede fragmenter fra klyngebomber nedkastet af NATO-fly under Kosovo-krigen. I dag er ekspertisen i landet i minerydning så stor, at ukrainere efter Ukraine-krigens udbrud har været på kursusbesøg i Kosovo for at lære arbejdsmetoderne: https://www.reuters.com/world/europe/kosovo-harnesses-legacy-war-train-ukrainians-clear-mines-2022-06-01/ Christina Svane blev senere under Irak-krigen udstationeret i Irak i 2003-04 som nødhjælpsarbejder for Folkekirkens Nødhjælp. I dag er hun indehaver af og direktør for firmaet Hellerup Bolig nord for København.

Relaterede artikler

Skriv et svar

Bliv abonnent

Tags

Forfatter

NIELS-BIRGER_10
Cand. phil i historie og uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole, som har arbejdet me...

Relaterede artikler

Udgiv på forsvarshistorien.dk

Bliv en del af historien! 
Du kan være med til at sikre forsvarshistorien, så den ikke går tabt. 

Log ind og læs

Har du spørgsmål til dit abonnement? Eller ønsker du at oprette dig som abonnent, så klik her

Tjek vores FAQ her på siden for at finde svar på de fleste spørgsmål.

Kan du ikke finde svar, så kontakt kundeservice på kontakt@forsvarshistorien.dk

TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV​

Og modtag forsvarets historie og andet godt på e-mail.