Selvom man godt kendte til brugen af gas og kemisk krigsførelse var det først under den Kolde Krig, at man grundet nogle forgiftede fiskere fik udviklet procedurer og retningslinjer for et kemisk beredskab på landets sygehuse.

Baggrund for ulykken

Sennepsgas er et kemisk kampstof og hører som sådan til gruppen af blistergasser. Kampstoffet blev første gang anvendt under 1. verdenskrig i juli måned 1917 ved byen Ypres i Belgien (heraf den franske betegnelse for sennepsgas – ”Yperite”).

Under 2. Verdenskrig er der ikke dokumenteret anvendelse af kemiske kampstoffer, men der fandtes betydelige lagre med kemiske kampstoffer.

I årene efter 2. Verdenskrigs afslutning dumpede de allierede en betydelige mængde tysk fremstillede sennepsgasgranater i Østersøen, dels i et område øst for Christiansø og dels sydøst for den svenske ø Gotland.

Efter års ophold i vandet er granathylstrene efterhånden blevet stærkt korroderede. Da sennepsgas er et meget stabilt stof, er der en betydelig risiko for udvikling af sennepsgasforgiftning hos personer, der måtte komme i kontakt med granaterne.

Selve ulykken

I foråret 1984 blev 11 fiskere ved 2 ulykkestilfælde udsat for en kraftig sennepsgaspåvirkning i forbindelse med fiskeri i Østersøen. Under fiskeriet fik fiskerne en sennepsgranat i garnet. De skar den korroderede granat fri af garnet, hvorunder der flød sennepsgas ud over dækket og fangsten. Fangsten blev herefter transporteret under dæk, hvor samtlige fiskere var beskæftiget med rensning af fiskene.

De 7 af fiskerne pådrog sig svære læsioner og blev med helikopter primært bragt til Visby på Gotland. Herfra blev 4 fiskere overført til plastikkirurgisk afdeling på Rigshospitalet, og 3 overført til den daværende Brandsårsafdeling på Hvidovre Hospital.

Modtagelse på Rigshospitalet

Det er karakteristisk, at symptomerne på sennepsgasforgiftning først udvikler sig ca. 6 timer efter udsættelsen, hvorfor fiskerne opnåede en massiv udsættelse for sennepsgas, inden de første symptomer indtrådte.

Ved modtagelsen på Rigshospitalet 34 timer efter ulykken havde alle betydelige hudlæsioner lignende 2. grads forbrændinger samt øjensymptomer med nedsat syn og kraftig lysoverfølsomhed. To af fiskerne måtte intensivt behandles på grund af vejrtrækningsproblemer. Samtlige hudlæsioner helede spontant, og fiskerne kunne efter 26 dages indlæggelse udskrives til hjemmet.

Mit personlige engagement

Kort tid efter modtagelsen af de forgiftede fiskere på Rigshospitalet blev jeg ansat på hospitalets ortopædkirurgiske afdeling som en del af min uddannelse til speciallæge.

Under aftjening af min værnepligt som reservelæge i forsvaret 1979-80 havde jeg forfattet en lærebog om kemiske kampstoffer og havde lige siden undervist i emnet både i militært og civilt regi.

Det var således meget naturligt, at jeg hurtigt blev inddraget i erfaringsindhentningen efter modtagelsen af de forgiftede fiskere på Rigshospitalet, herunder den videnskabelige bearbejdelse, men også de mere praktiske erfaringer.  

Erfaringerne fra modtagelsen af de forgiftede fiskere gjorde det klart, at de bestående forholdsregler i sådanne situationer ikke var tilstrækkelige. Opmærksomheden var her rettet mod, at de forgiftede patienter potentielt kunne videreføre en forurening med sennepsgas på hud eller påklædning ind på sygehusets afdelinger. Heldigvis viste det sig senere, at fiskerne havde gennemgået en rensning på Gotland.

Herudover betragtede vi risikoen for uheld med farlige kemiske stoffer som øget i takt med den stigende industrielle anvendelse og transport af disse stoffer. 

På denne baggrund blev jeg pålagt at udarbejde en såkaldt kemisk beredskabsplan for Rigshospitalet.

Den kemiske beredskabsplan

Formålet med etablering af en beredskabsplan for modtagelse af personer, som har været udsat for uheld med farlige kemiske stoffer er:

• At sikre en så optimal behandling af disse patienter som muligt
• At undgå en forurening af sygehusets faciliteter
• At beskytte det behandlende personale mod kemisk forurening og eventuel sekundær forgiftning.

Den kemiske beredskabsplan for Rigshospitalet blev udgivet den 1. juni 1985, og det blev i forordet anført:

”Nærværende plan beskriver de beredskabsforanstaltninger, som foretages ved modtagelse af patienter som i fredstid har været udsat for uheld med farlige kemiske stoffer. Planen er udarbejdet, så den direkte kan appliceres på en krigssituation, hvor kemiske kampstoffer har været anvendt, dog således at de personalemæssige ressourcekrav her ofte vil være betydeligt større.”

Implementering af planen krævede indkøb af særlige beskyttelsesdragter og åndedrætsværn til det involverede personale, hvilket straks blev iværksat.

Der blev udarbejdet laminerede actioncards til kittellommen for det involverede personale, hvori de enkeltes roller i forbindelse med vejvisning samt modtagelse, transport og rensning var nøje beskrevet.

En velfungerende beredskabsplan kræver øvelse

Kort tid efter planens udgivelse blev den første øvelse gennemført med en række figuranter som ”kemiske patienter”.

Indledningsvis fungerede alt planmæssigt – fin vejvisning af ambulancer, modtagelse og afklædning af patienterne i ambulancegården, transport ind i sygehuset og iværksættelse af rensning med vand i det nyindrettede rensningsrum. Men så skete der noget…..

Gulvet i rensningsrummet var støbt med en forkert hældning, så alt det potentielt forurenede vand løb direkte ind i den ”rene” skadestue.

Lærersætningen blev – det er vigtigt at træne, ikke kun for personalets skyld, men også for at sikre, at alle faciliteter fungerer optimalt. 

Ringene breder sig i vandet

I juli måned 1985 beskrev Rigshospitalet i Ugeskrift for Læger sine erfaringer med etablering af en kemisk beredskabsplan. På det tidspunkt havde kun ganske få sygehuse i Danmark etableret sådanne planer. I de kommende år kom jeg derfor, sammen med bl.a. eksperter fra den daværende Civilforsvarsstyrelse, til at stå for beredskabsundervisning i et bredt udsnit af danske sygehusforvaltninger. 

I 1988 udkom den første lærebog i katastrofemedicin ”Katastrofemedicin – en grundbog”, med et særligt afsnit om kemisk beredskab, herunder kemisk sygehusberedskab.

Det er hovedreglen, at personer, som har været udsat for en kemisk ulykke primært skal renses, inden de transporteres til et sygehus. Imidlertid er sygehusene i dag fuldt klar over, at man skal have et beredskab til at håndtere en situation, hvor denne primære rensning ikke har fundet sted.

Dette ansvar er også beskrevet i Sundhedsstyrelsens publikation fra 2023 ”Planlægning af Sundhedsberedskab – vejledning til Regioner og Kommuner”.