FORSVARSHISTORIEN

På orlov til Basra og Mordor (Kuwait)

I perioden fra 27.juni 1991 til 1. juli 1992 var jeg udstationeret med UNGCI (United Nations Guards Contingent in Iraq) i Irak, med hjemme i sektoren Sulaymaniyah i den nordlige del af landet, over mod Iran. Vi havde jævnligt nogle få fridage dernede, men man kunne ikke bruge dem til meget andet end at sove lidt længere og hænge ud med dem, man var udsendt med.

Nogle gange tillod vi os at tage en tur ud og se noget i nærområdet, men det var sjældent. I begyndelsen af oktober begyndte nogle at tage orlov i Bagdad og tage til Babylon, men ikke min makker og jeg. Vi valgte noget helt andet, da vi fik byttet vagter, så vi kunne holde en hel uges fri. Den anden dansker var en sergent, som jeg også havde været på Cypern med på hold 54.

Mordor.

Vi fik booket en plads på FN-helikopteren til Bagdad onsdag den 16. oktober. Dagen før, efter en nattevagt ved UNHCR’s lagre lige syd for byen havde jeg fri fra klokken 9 og resten af dagen. Den gik med at pakke og få styr på hvad man skulle have med. Egentligt var vi ret overraskede og heldige at vi fik vores orlov, for lidt over en uge før, havde der været kampe i byerne Kalar i syd, Arbat syd for Sulaymaniayh og i selve Sulaymaniayh. Helikopteren vi skulle flyve med, var en irakisk Bell 214ST-helikopter i FN-bemaling, fløjet af irakiske piloter. Helikopteren er en større udgave af den berømte Huey fra Vietnam-krigen, men har ellers den samme karakteristiske, rytmiske, dunkende lyd af en Huey, også kaldet en Vietnam-bus. Selvom helikopteren var i FN-bemaling, og piloterne var beskyttet af FN, var de dog nervøse hver gang de fløj ind i kurdisk kontrolleret område, men især nu hvor der lige havde været kampe.

Læsning af helikopteren i Sulaymaniyah.

Vi kom med helikopteren til Bagdad, som var fyldt helt op. Jeg prøvede at filme undervejs, men det var ikke nemt, da det hopper meget. Jeg prøvede at se, om jeg kunne stabilisere kameraet mod mine ben, men så gik det helt galt, da rystelserne gik direkte fra mine ben op gennem kameraet og forstærkede rystelserne i okularet. I Bagdad overnattede vi på det samme hotel, Hotel Palestine, som da vi ankom til landet 3½ måned tidligere. Næste dag fløj vi tidligt videre til Basra, som var en nyoprettet sektor, hvor vi skulle overnatte hos nogle af vores danske kolleger.

Vi havde en af vores danske kolleger, der på det tidspunkt var udstationeret i Bagdad og tidligere havde været udsendt til Namibia med UNTAG (United Nations Transition Assistance Group) i en MOVCON-rolle, med på turen fra Bagdad. Han sad også lidt i en MOVCON-funktion sammen med en tjekkoslovak. De håndterede vores helikopterservice til Mosul, Erbil og Sulaymaniyah i nord samt Basra i syd. Derudover håndterede de også fly ind og ud af Irak og havde ansvaret for posttjenesten med diplomatpost. Vi kaldte ham bare “Vor mand i Bagdad.” Han fortalte, at på en af turene havde de irakiske piloter fløjet taktisk – helt lavt over jorden, så lavt at de måtte stige i højden for at komme over højspændingsledningerne. Pludselig havde de ramt en flok fugle over marsken i områderne nord for Basra. Forruden foran piloten i venstre side var blevet splintret, og resten var oversmurt med blod fra fuglene, så det blev svært at se lige frem. Han havde hastigt trukket helikopteren op i en mere sikker højde. Resten af turen forløb i dyb tavshed. Selvom man ikke rigtig kunne tale sammen på grund af støjen fra motoren, og der blev ikke siden fløjet taktisk.

Efter en smuk tur ned over det sydlige Irak kom vi under indflyvningen ned langs den landede vi på et militært område på den vestlige bred af floden Shatt al-Arab, hvor flere skibe lå til kaj, og et enkelt lå på siden, formodentligt som følge af angreb fra koalitionen i januar/februar. Jeg havde filmet en del med videokamera under turen fra Bagdad og til Basra, og også her under indflyvningen, vi kom ind til landingen, hvor jeg lige nåede at få en irakisk Hip-helikopter med, inden jeg hurtigt fik pakket kameraet væk, da vi ikke måtte filme militære anlæg. Jeg ønskede ikke problemer, da jeg jo var på vej ud for at udforske og opleve. Vi blev modtaget af danske FN-vagter og fik et lift til deres hus i Basra. Hvis jeg ikke husker helt galt, var det det eneste danske hus der nede, men sektoren var også forholdsvis nyoprettet. Vi fik dumpet bagagen, og jeg hilste på en af drengene fra Sulaymaniyah, som nu var kommet sydpå. Faktisk var han min værelseskammerat fra vores hus i Sulaymaniyah.

Udsigt fra taget på danskerhuset i Basra.

Vores mand i Bagdad for enden af bordet, min rejsekammerat til højre, og så kan man lige se lidt af min tidligere værelseskammerat fra Sulaymaniyah, hvor vi sidder i køkkenet i og hyggesnakker.
Næste dag gik turen til Umm Qsar, hvor vi skulle besøge nogle danske soldater fra UNIKOM-styrken i det sydlige Irak. Da man ikke havde så mange biler i Basra-sektoren, blev vi smidt på ladet af en Dodge M890, som FN-styrken havde modtaget af det amerikanske militær. Jeg havde selv været med til at hente flere af dem i Dohuk i det helt nordlige Irak i september måned. At sidde på ladet af en pickup var ikke unormalt i Irak, men det var ikke noget, FN normalt gjorde brug af.

Turen gik fra Basra først mod syd og dernæst vest ad lange lige veje, over en flod, hvor vi var nødt til at finde en interimistisk bro, da amerikanerne havde bombet alle broer over floderne i området. Man var ved at reparere dem, men ting tager tid.

På vejen kom vi igennem en rundkørsel, hvor der som sædvanlig var placeret et stort portræt af Saddam Hussein. På dette var han fint klædt i en lys beige kortærmet skjorte med en dertil passende panamahat i samme farve og solbriller. Jeg tog et fotografi af det, hvilket også er derfor, jeg kan beskrive det så præcist. Desværre blev det meget sløret, da bilen var i fart.

På vores tur så jeg også min første og eneste kamel, mens jeg var i Irak. Ærgerligt at den bare lå stendød midt på vejen. Efter at være kørt igennem det sidste irakiske checkpoint, ankom vi til Umm Qasr, hvor UNIKOM’s hovedkvarter var i Irak, inden for DMZ, og hvor den danske lejr var på det tidspunkt. I området lå også et nordisk felthospital (NOR MED UNIT), som hørte under UNIKOM (United Nations Iraq-Kuwait Observation Mission).

Dette har nok været en af de få gange, hvis ikke den eneste gang, hvor danske soldater fra en FN-mission har besøgt andre danske soldater i en anden FN-mission.

Fra venstre mod højre: En 10$-mand (UNIKOM), min rejsemakker, forfatteren og til sidst en Basra-mand, ved en af UNIKOM-danskernes køretøjer. Set her under, hvor man tydeligt kan se den monteret med en bjælke som beskyttelse mod metalvejere spændt over veje i det sydlige Irak. Mere om det senere i historien.

Vi fik en rundtur i området, hvor de blandt andet fremviste en hangar, der indeholdt tre stk. kinesisk producerede Silkeorms missiler af typen HY-2. De fortalte os, at irakerne havde vist interesse for at forsøge at få dem tilbage, men at det ikke var lykkedes for dem endnu. (Fik at vide meget senere, at det rent faktisk lykkedes for dem, hvilket jeg personligt mener er et svigt fra FN’s side af).

Vores gode venner fra UNIKOM tog os på en tur i området omkring Umm Qsar, hvor vi så tydelige spor efter Golfkrigen, som smadrede broer og bygninger blandt andet. På vej tilbage til Basra om aftenen, hvor det blev tidligt og hurtigt mørkt på disse kanter, kunne vi se skæret fra Mordors ild ude mod vest, da vi igen kørte nordpå, som i virkeligheden var de mange brændende oliekilder i Kuwait, som Saddams soldater havde sat i brand i januar og februar 1991.

Næste dag mødte vi ind tidligt, da vi skulle en tur forbi oliekilderne og ind til selve Kuwait City. Vi havde fået stillet en minibus til rådighed med en dansk FN-soldat som guide. Udover min makker og mig var der også en østriger med på turen. Vi kørte over grænsen og ud i den kuwaitiske ørken. Vi kom til søer af ren olie, forbi irakiske pansere, som var blevet skudt i smadder af koalitionen, og jo tættere vi kom på brændende, jo mørkere blev det. Til sidst så mørkt, at vores chauffør måtte tænde lyset på bilen. Dagen var blevet til nat.

Vi kom forbi en irakisk militærbus, hvor amerikanerne havde skrevet “BOB’S GRILL PITTSBURG” på. Vores chauffør forklarede tørt, at det var gjort, fordi da amerikanerne selv var kommet til den, sad alle de irakiske soldater stadig derinde – forkullet. Videre derfra kørte vi så ned ad en vej mod en af de mindre brændende kilder. Vi stoppede ved et vejskilt, hvor nogle amerikanske soldater blandt andet havde skrevet “Ri Highway to Hell”.

Vi tog flere billeder der og video. Vores østrigske FN-vagt, vi havde med på turen, spurgte om vi ikke nok kunne komme tættere på. Det kunne vi godt, men på eget ansvar. Vi kom så helt tæt på den brændende kilde. Vi steg ud, og hele jorden var dækket af olie, og det regnede helt bogstaveligt med det, i små-små dråber. Kilden selv nærmest hvæsede af en, så højt at det var svært at høre, hvad vi sagde til hinanden. Samtidig kunne vi tydeligt mærke den intense varme fra den, og det var selvom, at temperaturen i forvejen lå på de 40-45°C grader.

Ikke langt derfra kunne vi se en oliekilde, der var blevet slukket, men olien stod stadig op af brønden som en fontæne, mens de stadig pøsede vand på for at køle det ned.

Skærmdump fra video.

Slukningen af de 600+ brændende kuwaitiske oliebrønde tog fra april til november 1991, så vi nåede lige at opleve det sidste af dette inferno og galskab. Mod slutningen slukkede virksomheder omkring 2 brønde om dagen. 90% af brandene blev slukket med kun havvand, der blev sprøjtet fra kraftige slanger i bunden af branden. Enkelte andre brugte sprængstof, og nogle få anvendte en jetmotor monteret på et panserkøretøj til at blæse flammen ud, men det har vist mest været som forsøg for at finde ud af hvad som virkede bedst.

Vi passerede også søer, der kun bestod af olie, og vi kastede sten ud i dem for at kunne observere det tydeligt. Nogle få irakiske kampvogne og andre panserkøretøjer stod stadig efterladt i det tørre ørkensand. Denne dystre scene gav et indblik i de ødelæggelser og konsekvenser, der fulgte i kølvandet på krigen.

Derfra kørte vi mod Kuwait City, kom forbi Ambus Road, hvor store dele af de irakiske styrker var blevet et inferno af luftangreb fra amerikanske A-10 Thunderbolt-fly. Store huller efter deres 30mm Gatling-kanon prydede vejen. I Kuwait City var de fleste spor af krigen ved at blive slettet, men de kendte Kuwait Towers havde stadig en del smadrede ruder. Vi kørte til et supermarked, som var lige så fint som i ethvert andet europæisk land, og man kunne endda få dansk smør, mælk og is. Det var helt vildt at se sådanne herligheder efter vores tid i et forarmet land, hvor vi selv stod for at skaffe os dagligdags varer, som generelt var svære og til tider umulige at få fat på.

På vej tilbage til den danske lejr ved Umm Qasr, mens chaufføren fortalte, at de lokale vildhunde hurtigt havde lært, at en geværpibe betyder problemer, splintrede pludselig den ene siderude i minibussen med et ordentligt smæld. Min kollega skreg: “VI BLIVER BESKUDT!” og vi kastede os ned. Det viste sig dog ”bare” at være en sten, som var blevet kastet efter os, men fanden man blev forskrækket. Vores chauffør fortalte efterfølgende, at det ikke var første gang, det var sket; de lokale irakere hadede alt fremmed. Det var også derfor, de havde monteret en jernstang på nogle af deres biler, da det forekom, at der blev spændt metalvejere over vejen, når de kom.

Som en bonus ved besøget fik jeg ny ammunition, dansk AMA denne gang udleveret frit, da den 9mm ammunition, vi havde fået udleveret til vores irakiske Tariq-pistol af FN, ikke kunne betros. Så jeg blev en glad mand der.

Efter to dage i Basra blev det tid til at rejse tilbage til Bagdad. Men denne gang var det ikke med helikopter, men derimod med taxa. De fleste vil nok ryste på hovedet af os, for hvem fanden finder på at køre med taxa fra Basra til Bagdad? Vi gik simpelt hen på trafikpladsen, hvor byens busser og taxaer holdt til, og der spurgte vi os for, om der var nogen taxachauffør, som var villig til at køre os helt til Bagdad; det er kun en lille tur på 535 kilometer. De stod ikke lige frem i kø for at køre os, men til sidst var der en ældre mand, som tilbød at køre for os. Prisen kan jeg ikke huske, men der var ikke meget at prutte om, eftersom han var den eneste, som havde tilbudt sig. Afsted det gik, og heldigvis havde vi ingen problemer med at komme igennem de forskellige checkpoints, takket være vores chauffør. Det var i hvert fald ham, som stod for al samtale med de forskellige militære vagter og fik os igennem uden problemer. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om han i virkeligheden har været noget andet end det, han gav sig ud for at være, eller også havde han bare de rette forbindelser, hvem ved?

Vi holdt kun et hvil undervejs, ved noget der mindede om en oase med en lille sø, palmer og flere små telte, hvor folk solgte drikkevarer, og der holdt vores chauffør sig for sig selv. Han sagde i øvrigt heller ikke noget under den lange tur, så vi talte bare dansk eller holdt vores mund undervejs. Vi rejste i øvrigt i civilt tøj for ikke at tiltrække os for meget opmærksomhed. Folk, som har hørt historien, spørger gerne: “Har I ikke hørt om fanger i orange dragter?” Dertil må jeg bare sige nej! For det var ikke opfundet i efteråret 1991, det kom først til efter den anden Golfkrig i 2003.

Vel fremme i Bagdad nød vi 2 dage med luksus, hvor vi igen var sammen med vores mand i Bagdad. Vi besøgte ham i den penthouse suite, hvor de boede flere sammen på Al Hambre Hotel. Det var som vist som han husker i nr. 602, og den var i to etager. Her fik vi endnu en sjov historie. Han fortalte, at de på hotellet altid lavede pressefolder i bukserne, når de var til vask. Ja, dem i Bagdad fik vasket deres tøj af hotellerne. Nå men det betød også, at der kom pressefolder i deres cowboybukser, hvilket så helt tosset ud. De beklaget sig til hotellet adskillige gange, og til sidst blev det sådan, at INGEN fik presset deres bukser i hele hotellet. Det affødte en del ballade.

Den ene aften var vi på Hotel Sheraton og spise, et af Bagdads bedste og flotteste hoteller. Her fik vi den bedste tomatsuppe, jeg nogensinde har smagt, så god at jeg intet husker om, hvad vi ellers fik. Her skal det dog tages ibetragtning at den mad vi generelt fik i Irak, var elendig. Næste dag fløj vi så med helikopteren tilbage til Sulaymaniyah, hvor man var heldig at have en ekstra dag fri, inden man skulle møde ind til en Duty Driver vagt. Som slutbemærkning vil jeg da lige nævne, at vores chauffør fra UNIKOM snart fandt vej som FN-vagt i UNGCI. Tror de $150 om dagen lokkede efter at have gået til $10 om dagen.

Jens er udsendt til FNs mission i den nordlige del af Irak, The United Nations Guards Contingent in Iraq (UNGCI). Han skal klare sig selv sammen med alle de andre FN-soldater. Deres opgave er at løse en lang række forefaldende opgaver dog med det formål at sikre strømmen af international humanitær støtte til det irakiske folk efter befrielsen af Kuwait efter den første golfkrig i 1991.

Relaterede artikler

Skriv et svar

Bliv abonnent

Tags

Forfatter

OKS-1
avatar
Gjort tjeneste ved, KAR 1986-1988, FNBS 1989, UNFICYP 1990-1991, UNGCI 1991-1992, Bornholms Værn ...

Relaterede artikler

Udgiv på forsvarshistorien.dk

Bliv en del af historien! 
Du kan være med til at sikre forsvarshistorien, så den ikke går tabt. 

Log ind og læs

Har du spørgsmål til dit abonnement? Eller ønsker du at oprette dig som abonnent, så klik her

Tjek vores FAQ her på siden for at finde svar på de fleste spørgsmål.

Kan du ikke finde svar, så kontakt kundeservice på kontakt@forsvarshistorien.dk

TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV​

Og modtag forsvarets historie og andet godt på e-mail.