Afslutningen på Vietnamkrigen havde svækket USA, samtidig med at Sovjetunionen havde udbygget sin militære overlegenhed mod Europa. Det var tydeligt i Danmark, hvor håbet var at kunne udholde, indtil allierede forstærkninger kunne komme til, hvis en national krise opstod.

Spørgsmålet om forsvarsviljen og ‘Århundredets våbenhandel’

Forsvarsbudgettet lå fortsat lidt under 2,5 pct. af BNP på trods af nye forsvarsforlig. Forsvaret ansås i disse år fra politisk hold mere og mere for at være af symbolsk karakter. Hovedformålet var at overbevise især USA om en vilje til at forsvare landet, indtil allierede forstærkninger kunne nå frem. Værnepligtstiden blev sat ned til ni måneder – en halvering af tjenestetiden efter successive nedsættelser fra rekordlængden på 18 måneder i 1953. Besparelser og omstruktureringer fortsattes med bl.a. øget brug af kontraktansat personel frem for værnepligtige. 
Det fireårige forlig forlængedes med yderligere fire år i 1977. Fra dette tidspunkt var Socialdemokratiet, De Konservative, Venstre, Centrumdemokraterne og Kristelig Folkeparti faste forligspartnere frem til 1989, mens De radikale stod udenfor på grund af modstand mod indkøbet af F-16-jagere til Flyvevåbnet, der blev betegnet som ’Århundredets våbenhandel’. 

Oprustning og afspænding

Den for USA ydmygende krigsafslutning i Vietnam i 1975 markerede en periode med en svækket amerikansk stilling. Sovjetunionen udbyggede gennem 1970’erne sin militære overlegenhed i Europa, og fra 1976 blev atombestykkede mellemdistanceraketter et stridspunkt på grund af russernes opstilling af SS-20-missiler. Resultatet blev NATO’s Dobbeltbeslutning i 1979, der stillede i udsigt, at alliancen ville påbegynde opstilling af 572 atombestykkede mellemdistanceraketter – krydsermissiler og Pershing II-raketter – hvis ikke Sovjetunionen indvilgede i at forhandle om tilbagetrækning af SS-20-raketterne fra Østeuropa.

Uanset den sovjetiske oprustning var årtiet på anden vis præget af afspænding med Helsingfors-slutakten i 1975, der bl.a. indebar anerkendelse af eksisterende grænser i Europa, og SALT II-traktaten i 1979 mellem USA og Sovjetunionen. Blot seks år efter Yom Kippur-krigen i 1973 mellem Egypten/Syrien og Israel underskrev Israel og Egypten en fredsaftale efter mægling af USA’s præsident Jimmy Carter.
En ny international optrapning indtraf imidlertid i de sidste dage af 1979, da Sovjetunionen invaderede Afghanistan. Irak under Saddam Hussein angreb i september 1980 Iran, hvor en radikal shiitisk islamistisk bevægelse under ayatollah Khomeinis førerskab året før havde etableret et præstestyre, der stadig har magten i landet i dag. 

Ledelsen i perioden

Forsvarsministre: Kjeld Olesen (S, 1971-73), Orla Møller (S, 1973), Erling Brøndum (V, 1973-75), Orla Møller (S, 1975-77) og Poul Søgaard (S,  1977-82).
 Forsvarschefer: General (Hæren) Otto Blixenkrone-Møller (1972-77) og general (Flyvevåbnet) Knud Jørgensen (1977-84).

Ganske imod praksis blev oberstløjtnant Gunnar Kjær Kristensen, kontorchef i Forsvarsministeriet og erklæret socialdemokrat, i 1977 i et springavancement af forsvarsminister Orla Møller udnævnt til generalløjtnant og chef for Forsvarsstaben – og dermed Knud Jørgensens næstkommanderende. Sagen førte til uro i Forsvaret da udnævnelsen blev set som politisk motiveret, snarere end baseret på Kristensens meritter. Læs mere om sagens afslutning i indlægget om forsvarsforligene 1981-1988.

Gallup-undersøgelse om befolkningens støtte til NATO: