Trykt første gang i Tidsskrift for Søvæsen, nr. 4 2018. Udgivet med tilladelse fra forfatteren.

I perioden 2002-2003 deltog den danske ubåd Sælen først i NATO s operation Active Endeavour i Middelhavet og derpå i operation Iraqi Freedom, den amerikanskledede koalitionskrig mod Irak og landets mangeårige diktator Saddam Hussein. Hvad ubåden egentlig foretog sig under disse to operationer, har ikke været kendt i den brede offentlighed, men det rådes der til dels bod på med dette brief Det beskrives således, hvordan ubåden gennemførte efterretningsoperationer både i Middelhavet og i Den Persiske Golf, hvor den qua sin lille størrelse kunne operere i farvande, hvor større ubåde ikke er velegnede.

I Den Persiske Golf var det bl.a. Sælens opgave at holde øje med iranske ubåde i Hormuzstrædet ud for de iranske flådebaser ved Bushehr og Bandar Abbas for at sikre, at tegn på, at Iran ville udnytte Saddam Husseins fald, ville blive opdaget i tide. Undervejs i det næsten et år lange togt blev den 38 år gamle ubåd ramt af to alvorlige tekniske nedbrud, hvilket blev brugt som argument for, at Søværnet havde behov for nye ubåde. Ved Sælens hjemkomst til Danmark var det også opfattelsen i Søværnets 5. Eskadre (Ubådseskadren), at den succesfulde deltagelse i operationerne langt fra Danmark havde banet vejen for indkøbet af nye ubåde.

Selvom man offentligt havde udtrykt stor tilfredshed med Sælens indsats, valgte et flertal i Folketinget imidlertid i 2004 at nedlægge det danske ubådsvåben. Sælens togt blev således en central del af det danske ubådsvåbens svanesang.

Indledning

Efter terrorangrebene på USA den 11. september 2001 etablerede NATO operation Active Endeavour, der i Middelhavet skulle overvåge skibstrafikken for at modgå forsøg på f.eks. våbensmugling og anden terrorrelateret virksomhed. Active Endeavour blev etableret den 26. oktober 2001, og i perioden 7. december 2001-14. januar 2002 deltog korvetten Niels Juel som Danmarks bidrag til operationen. Indledningsvist deltog den norske flåde i operationen med ubåden Uthaug, hvilket gjorde det muligt uset at overvåge skibstrafikken i det østlige Middelhav. Da den norske ubåd skulle retur til Norge i foråret 2002, anmodede NATO Danmark om at stille en ubåd til rådighed for operationen. NATO’s anmodning blev modtaget positivt i Folketinget, der ved folketingsbeslutning B 109 af 28. maj 2002 gav sit samtykke til, at Søværnet kunne udsende ubåden Sælen til NATO’s flådeoperationer i den østlige del af Middelhavet.

Sælens primære opgave i Active Endeavour var at deltage med overvågning og varsling samt efterretningsindhentning. Ubåden afsejlede fra Danmark den 9. juni 2002 og skulle have sat kursen mod Danmark igen den 8. december samme år. Begivenheder i USA medførte imidlertid, at ubådens togt blev længere, både geografisk og tidsmæssigt, end oprindeligt planlagt. I foråret 2003 besluttede den amerikanske regering under præsident George W. Bush at gå i krig mod Irak med det mål, at “disarm Iraq of weapons of mass destruction, to end Saddam Hussein s support for terrorism, and to free the lraqi people.”¹ Den danske regering under statsminister Anders Fogh Rasmussen valgte at støtte denne krig og stillede bl.a. ubåden Sælen og korvetten Olfert Fischer til rådighed for koalitionen.

Der var stor politisk uenighed i Danmark og i Folketinget om, hvorvidt Danmark skulle deltage i den amerikanske krig mod Irak, og mangt en vittighed tog udgangspunkt i, at Danmark valgte at stille en ubåd til rådighed for en krig, der hovedsageligt kom til at foregå i en ørken. Diskussionen om Sælens bidrag til krigen blev her hæmmet af den høje grad af klassifikation, som ubåden og dens 24 mand store besætning var underlagt. I dag (2018) ønsker skibschefer og besætningsmedlemmer stadig ikke at fortælle andet, end at de lavede efterretningsindhentning i Den Persiske Golf. Det har således ikke været muligt at få nogen af deltagerne i togtet til at udtale sig til citat. I stedet er artiklen sammenstykke de mange små detaljer, som er bragt i diverse åbne kilder og på gennemgang af hidtil klassificerede arkiver i Forsvarskommandos arkiv.

Fra Østersøen til Middelhavet

I forbindelse med NATO’s involvering i borgerkrigen i Jugoslavien i 1990’erne forespurgte alliancen i 1995 Danmark, om vi kunne stille en ubåd til rådighed for den embargooperation i Adriaterhavet ved navn Sharp Guard, der skulle forhindre våben og andet krigsmateriel i at nå frem til krigens parter. Søværnet måtte svare nej til denne henvendelse, idet man vurderede, at de danske ubåde ikke var velegnede til at operere i det varmere Middelhav og Adriaterhav. I foråret 1999 henvendte NATO sig igen og fik samme svar, men denne gang førte henvendelsen til, at Søværnets ledelse valgte at tilføje to elementer til et allerede planlagt eftersyn og modernisering af ubåden Sælen. Moderniseringen skulle nu også øge ubådens evne til at operere i varmt vand samt tilføje den nyt kommunikationsudstyr, der skulle gøre den i stand til at kommunikere bedre med udenlandske enheder samt til at opretholde kontakten med Søværnets Operative Kommando fjernt fra danske himmelstrøg. Danmark havde på dette tidspunkt en ubåd tilmeldt NATO’s styrker, og skulle det give mening, så skulle ubåden også kunne operere langt uden for danske farvande. Sælens modernisering blev afsluttet i 2000, og i slutningen af samme år blev det nye udstyr afprøvet under en ni uger lang deployering til Middelhavet, hvor Sælen deltog i øvelsen Trident d’Or ledet af den franske middelhavsflåde. Øvelsen foregik i farvandet mellem De Baleariske Øer og Korsika og viste, at Sælen godt kunne operere i Middelhavets varme vande og langt fra den hjemlige støttestruktur.

Takket være de gennemførte modifikationer og afprøvninger af samme kunne den danske regering svare positivt, da NATO kort efter terrorangrebet på USA den 11. september 2001 ønskede en dansk ubåd indsat i operation Active Endeavour i Middelhavet. Denne operation havde som mål at forhindre våbensmugling og terroraktiviteter rettet fra Mellemøsten og Nordafrika mod Sydeuropa. Den 28. maj 2002 vedtog Folketinget således at stille en ubåd til rådighed for operation Active Endeavour i perioden 9. juli-8. december 2002. I beslutningsforslaget skrev regeringen følgende om årsagen til, at den danske ubåd blev stillet til rådighed for NATO-operationen: “Regeringen finder, at et dansk styrkebidrag i form af en ubåd til NATO s flådeoperationer i den østlige del af Middelhavet vil være et klart signal om, at man fra dansk side vedkender sig forpligtelserne i Washington-traktatens artikel 5 og på solidarisk vis er indstillet på fortsat at yde et konkret bidrag til indsatsen mod den internationale terrorisme.”²

Ubådens primære rolle skulle være overvågning og varsling samt efterretningsindhentning, men flådestyrken opererede under et robust mandat for magtanvendelse, der ud over adgang til at anvende magt i selvforsvar også omfattede muligheden for at anvende magt til at gennemføre de pålagte opgaver.³ Operationen forventedes at koste ca. 10 mio. kr., der skulle komme fra den pulje af penge, som var afsat til Forsvarets deltagelse i internationale operationer.

Active Endeavour

Folketingets beslutning kom ikke som en overraskelse for Søværnets 5. Eskadre, der allerede var i gang med at gøre Sælen klar til afsejling. Blot 12 dage senere afsejlede ubåden med kurs mod Kreta i Middelhavet. Ved ankomsten til Souda Bay på Kreta overgik kommandoen over Sælen til NATO’s maritime hovedkvarter i Middelhavet beliggende i Napoli. Første patrulje udgik fra Souda Bay kort tid efter ubådens ankomst dertil og kom til at vare ca. tre uger. Sælens opgave var her neddykket at observere den civile skibstrafik i området, og ubåden fokuserede især på skibe, som kunne tænkes at medføre våben og andre forsyninger til terrorbevægelser i området. Patruljerne havde ikke karakter af egentlige krigspatruljer, idet målene hverken var udrustet med detektionsudstyr eller våben, som repræsenterede en risiko for Sælen. Derfor kunne ubåden bl.a. benytte sin radar, ligesom man kunne afvige fra den normale politik om fortrinsvist at snorkle i de mørke timer. Foruden indhentning af informationer via ubådens periskop og hydrofoner aflyttede man også kontinuerligt radio- og mobiltelefonifrekvenser.

Der var åbenlyse fordele ved at benytte en ubåd til denne opgave, idet “fjenden” ikke havde mulighed for at opdage ubåden og derfor ikke pålagde sig selv særlige restriktioner med hensyn til anvendelse af kommunikationsmidler. Dertil kom, at det alt sammen var opgaver, som Sælens besætning havde stor erfaring med fra tilsvarende opgaver i Østersøen under Den Kolde Krig og årene derefter. Normalt afgav Sælen signal hjem til Søværnets Operative Kommando en gang i døgnet, men mødte ubåden interessante mål, blev der straks afgivet melding til relevante myndigheder, som så kunne afgøre, om der skulle reageres på ubådens observationer. Sælen var således med til at opbygge et billede af, hvordan handelsskibe typisk opererede i området, hvilket gjorde det muligt at identificere skibe, der afveg fra dette normalbillede og dermed kunne være interessante at kigge nærmere på.

Den første patrulje afsluttedes med Sælens ankomst til den tyrkiske flådebase Aksaz, som blev udgangspunktet for Sælens fem følgende patruljer. Den logistiske støtte til Sælen var i Aksaz samlet i to containere på basen, hvilket ikke var prangende, men dog tilstrækkeligt. Det logistiske blev både under deltagelsen i Active Endeavour og i den efterfølgende indsats i Den Persiske Golf varetaget af Søværnets Materielkommando i Danmark og fungerede trods afstandene tilfredsstillende bortset fra enkelte problemer med at fa materiel igennem den tyrkiske told.

Folketingets beslutning kom ikke som en overraskelse for Søværnets 5. Eskadre, der allerede var i gang med at gøre Sælen klar til afsejling. Blot 12 dage senere afsejlede ubåden med kurs mod Kreta i Middelhavet. Ved ankomsten til Souda Bay på Kreta overgik kommandoen over Sælen til NATO’s maritime hovedkvarter i Middelhavet beliggende i Napoli. Første patrulje udgik fra Souda Bay kort tid efter ubådens ankomst dertil og kom til at vare ca. tre uger. Sælens opgave var her neddykket at observere den civile skibstrafik i området, og ubåden fokuserede især på skibe, som kunne tænkes at medføre våben og andre forsyninger til terrorbevægelser i området. Patruljerne havde ikke karakter af egentlige krigspatruljer, idet målene hverken var udrustet med detektionsudstyr eller våben, som repræsenterede en risiko for Sælen. Derfor kunne ubåden bl.a. benytte sin radar, ligesom man kunne afvige fra den normale politik om fortrinsvist at snorkle i de mørke timer. Foruden indhentning af informationer via ubådens periskop og hydrofoner aflyttede man også kontinuerligt radio- og mobiltelefonifrekvenser. Der var åbenlyse fordele ved at benytte en ubåd til denne opgave, idet “fjenden” ikke havde mulighed for at opdage ubåden og derfor ikke pålagde sig selv særlige restriktioner med hensyn til anvendelse af kommunikationsmidler. Dertil kom, at det alt sammen var opgaver, som Sælens besætning havde stor erfaring med fra tilsvarende opgaver i Østersøen under Den Kolde Krig og årene derefter. Normalt afgav Sælen signal hjem til Søværnets Operative Kommando en gang i døgnet, men mødte ubåden interessante mål, blev der straks afgivet melding til relevante myndigheder, som så kunne afgøre, om der skulle reageres på ubådens observationer. Sælen var således med til at opbygge et billede af, hvordan handelsskibe typisk opererede i området, hvilket gjorde det muligt at identificere skibe, der afveg fra dette normalbillede og dermed kunne være interessante at kigge nærmere på.

Den første patrulje afsluttedes med Sælens ankomst til den tyrkiske flådebase Aksaz, som blev udgangspunktet for Sælens fem følgende patruljer. Den logistiske støtte til Sælen var i Aksaz samlet i to containere på basen, hvilket ikke var prangende, men dog tilstrækkeligt. Det logistiske blev både under deltagelsen i Active Endeavour og i den efterfølgende indsats i Den Persiske Golf varetaget af Søværnets Materielkommando i Danmark og fungerede trods afstandene tilfredsstillende bortset fra enkelte problemer med at fa materiel igennem den tyrkiske told.

45⁰ C

Fire dage inde i den tredje patrulje blev Sælen ramt af et alvorligt nedbrud, da ubådens nyinstallerede airconditionanlæg brød sammen. Ubådens chef valgte at fortsætte togtet, idet han mente, at det ville give et dårligt indtryk af den danske flåde, hvis et sådant havari fik ubåden til at søge tilbage til Aksaz. Det betød, at de 24 mand om bord i over to uger måtte arbejde under temperaturer over 45° C, der sammen med en luftfugtighed på 100% mindede mere om Dantes Inferno end om livet i ‘den danske flåde. Flere af besætningsmedlemmerne oplevede svamp på kroppen, og både madvarer, soveposer og personlige ejendele såsom tegnebøger af læder blev ødelagt af mug. Forholdene var så ubehagelige, at besætningen kun havde kræfter til at varetage deres vagter. Resten af tiden forsøgte de enten at sove eller se tv, og selv de ellers populære kampludoturneringer blev indstillet. Det lykkedes at udholde varmen og fuldføre missionen, men skibschefen indrømmede efterfølgende, at kom han igen i en lignende situation, ville han vælge at søge havn.

Efter den sjette patrulje, der fandt sted i farvandet syd for Sicilien, skulle Sælen have sat kurs mod Danmark igen, men planer lagt af den amerikanske præsident George W. Bush kom til at ændre dette. Det blev i de første måneder af 2003 mere og mere klart, at USA påregnede at gennemføre en militær aktion med henblik på at afsætte den irakiske diktator Saddam Hussein. Ud fra de gennemgåede kilder lader det til, at ideen om at stille Sælen og korvetten Olfert Fischer til rådighed for denne operation kom i stand efter en henvendelse fra den amerikanske ambassadør i København til det danske forsvarsministerium. Det har dog ikke været muligt at kaste lys over selve processen, der ledte til, at de to flådefartøjer blev stillet til rådighed for den amerikanskledede operation.

Fra Middelhavet til Den Persiske Golf

Efter den sjette patrulje returnerede Sælen til Aksaz, hvorfra den efter en omgang vedligeholdelse og genforsyning den 20. februar 2003 satte kursen mod Suezkanalen. Sælens afsejling fra Aksaz skete, mere end en måned før regeringen, støttet af Dansk Folkeparti, i Folketinget officielt vedtog at stille ubåden til rådighed for den amerikanskledede koalition af lande, der ønskede at angribe Irak. Predeployeringen var dog nødvendig, hvis ubåden skulle være på plads i området tids nok til at indgå i krigen – og havde Folketinget besluttet, at Sælen ikke skulle deltage i krigen, havde den bare vendt 180° og sat kurs mod Danmark. Modsat forlægningen til Middelhavet i 2002 foregik forlægningen til Den Persiske Golf udelukkende som overfladesejlads. Tre dage efter afsejlingen fra Aksaz passerede Sælen som den første danske ubåd nogensinde Suezkanalen. Herfra sejlede den til Djibouti på Afrikas Horn og derfra videre til Bahrain i Den Persiske Golf, hvortil den ankom den 14. marts 2003. Bahrain blev Sælens base under de følgende operationer i Golfen.

Mens Sælen forlagde mod Golfen, besluttede et flertal af Folketingets medlemmer den 21. marts 2003 at stille Sælen, korvetten Olfert Fischer (der også deltog i den første Golfkrig i 1990-1991) samt et lægehold til rådighed for den amerikanskledede krig mod Irak. Beslutningen om at deltage i krigen, der var gået i gang dagen før, og som fik det fængende navn operation Iraqi Freedom, betød, at den danske stat for første gang siden 1864 var i direkte krig med et andet land. Den danske regering ønskede med udsendelsen af Sælen og Olfert Fischer at sende et signal om, at man støttede den amerikanske aktion mod Irak. Samtidig var beslutningen om at udsende de to orlogsskibe også påvirket af andre hensyn, herunder især at den danske deltagelse økonomisk skulle koste så lidt som muligt, og at risikoen for tab af danske soldater og orlogsgaster skulle minimeres.

Operationerne i Golfen

Sælens første togt i Den Persiske Golf fandt sted i farvandet ud for den iranske havneby og flådebase ved Bandar Abbas nær Hormuzstrædet. Den iranske flåde rådede over fire større russiskbyggede ubåde af Kilo-klassen, og der var i den amerikanske flåde en bekymring for, at iranerne ville benytte en eller flere af disse til at angribe koalitionens skibe i Golfen for enten at skade landets gamle fjende, USA, eller forsøge at skabe en situation, hvor Iran kunne erobre landområder fra Irak. Området ud for Bandar Abbas er relativt lavvandet, og det krævede en ubåd af Sælens begrænsede størrelse at operere uset her.

Selve opgaven var stort set den samme som i Middelhavet. Sælen skulle etablere et normalbillede af området og holde øje med afvigelser fra dette, der kunne tyde på, at en eller flere af de iranske ubåde eller andre af de iranske flådefartøjer var ved at stå til søs. Modsat Middelhavet var trusselsniveauet i Golfen dog væsentligt højere. Ikke blot opererede iranerne med armerede flådefartøjer af forskellig størrelse samt jævnlige patruljer med maritime overvågningsfly, der blev også flere gange observeret drivende miner i området. Disse forhold nødvendiggjorde en mere krigsmæssig praksis og betød begrænsninger i ubådens brug af radar, ligesom man igen overgik til hovedsageligt at snorkle i de mørke timer. De fire iranske ubåde forblev imidlertid i havn under hele krigen, og efter et togt, der varede fra den 21. marts til den 17. april, returnerede Sælen til Bahrain.

Den ødelagte generator

Sælen var i 2003 en gammel dame på 38 år, men takket være besætningens indsats og god logistisk støtte fra Søværnets Materielkommando var ubådens tekniske status generelt tilfredsstillende. På vej retur til Bahrain blev Sælen imidlertid ramt af et havari på sin ene generator. Sælen havde to generatorer, der genopladede ubådens batterier, når den snorklede eller sejlede i overfladen med dieselmotoren kørende. Med kun en fungerende generator ville det tage dobbelt så lang tid som normalt at genoplade batterierne, og en udskiftning var derfor uundgåelig. Ubåden kom i dok i Bahrain, og det blev besluttet at udskifte begge generatorer med to nye generatorer fra Danmark. Reparationen tog tre uger, og Sælen lå således i dok, da USA’s præsident George W. Bush den 1. maj 2003 officielt erklærede krigen mod Irak for afsluttet.

Trods krigens afslutning afgik Sælen efter endt reparation igen på patrulje, men denne gang gik kursen mod Golfens nordlige ende, hvor Sælen gennemførte en 14 dage lang patrulje. Fælles for denne og den forrige patrulje er, at kun en lille ubåd som Sælen kunne gennemføre dem. De fleste steder i patruljeområderne var der maks. 40 m dybt, og på så lavt vand kunne de væsentligt større ubåde, som amerikanerne og briterne rådede over, dårligt operere.

Efter den anden patrulje var det tid til, at Sælen satte kurs mod Danmark. Søværnet havde, allerede inden Sælens generatorer brød sammen, planlagt, at ubåden ikke skulle sejle de 13.000 km hjem for egen kraft. Det ville tage mellem 60 og 70 dage, hvis Sælen selv skulle have sejlet hele den lange vej til Flådestation Frederikshavn, og for at spare tid og dermed penge havde Søværnets Operative Kommando valgt at entrere med heavyliftskibet Grietje fra det tyske rederi SAL, der på blot 18 dage kunne tilbagelægge samme distance med Sælen i lastrummet. Den samlede besparelse ved denne løsning var over fem mio. kr., men det, der betød mere for Sælens besætning, var, at alle på nær tre mand, der fulgte med Grietje, straks blev sendt med fly hjem til Danmark og deres ventende familier.

Hjemme i Danmark var der en udbredt mangel på forståelse for den virkelighed og den fare, som Sælen befandt sig i i Den Persiske Golf. Ubåden og dens besætning måtte bl.a. se sig udsat for Politikens dygtige tegner Roald Als’ streger. Besætningen tog dog, ifølge de samtidige kilder, kritikken i stiv arm. I februar 2004 sendte den amerikanske forsvarsminister, Donald Rumsfeld, et brev til den danske forsvarsminister, Svend Aage Jensby, hvori han bl.a. skrev: “I also want to highlight the contributions of your special operations forces, as well as, the coastal submarine Denmark deployed in the Gulf. They are appreciated and valued. They are good examples of the types of useful, deployable forces that all alliance members will need to develop so the alliance can meet the challenge of the 21 st century.”⁴

I forbindelse med Sælens udtræden af operation Iraqi Freedom modtog ubåden den 12. juni 2003 følgende rosende signal fra den amerikanske viceadmiral Timothy J. Keating, chef for U.S. Naval Forces Central Command og U.S. Fifth Fleet i Bahrain: “1. Bravo Zulu and farewell to officers and crew of HDMS Saelen. We wish to express our sincere appreciation to the officers and crew of HDMS Saelen. as you depart the CENTCOM AOR after a highly successful deployment to the Middle East. your hard work and professionalism made significant contribution to the successful liberation of lraq. 2. The superb seamanship that you demonstrated while conducting vital tasking in support of operation lraqi Freedom reflects great credit upon yourselves and the royal Danish Navy. your immediate smooth integration into challenging multi-national battle force operations increased the effectiveness of the coalition and strengthened the partnership between our two navies. 3. We wish you a safe return to Denmark and a well-deserved reunion with family and riends. Please take with you our best wishes and sincere thanks for a job exceptional/y well done. V.Adm Tim Keating.”⁵

Hjem til Danmark. Sejr og nedlæggelse.

Grietje ankom til Frederikshavn den 30. juni. Her blev Sælen returneret til sit rette element, og dagen efter kunne den for egen kraft sejle den sidste vej ind til Flådestation Frederikshavn, hvor ubåden og dens besætning – 385 dage efter afsejlingen i 2002 – blev modtaget med en flot parade. Velkomstkomiteen talte, foruden resten af 5. Eskadre og deres pårørende, både den fungerende forsvarschef, viceadmiral Tim Sloth Jørgensen, og chefen for Søværnets Operative Kommando, kontreadmiral Kurt Birger Jensen. Her modtog Sælens besætning og resten af 5. Eskadre rosende ord fra både Tim Sloth Jørgensen og Kurt Birger Jensen, og sidstnævnte slog tilmed fast, at “Med indsatsen i Middelhavet og den Persiske Golf foreligger dokumentationen for behovet for videreførelse af det danske ubådsvåben.” Sådan gik det jo som bekendt ikke, og den 10. juni 2004 besluttede politikere fra Venstre, Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne at nedlægge det danske ubådsvåben.

Litteratur

Ahrentzen, K., “Truuut – Sælen er landet.” Ekstra Bladet 2. juli 2003.

Bjerg, H. C., “Fra sømilitær kapacitet til museumsgenstand: Ubåden i dansk forsvarspolitik gennem 100 år.” København 2009.

Brøndum, Chr., “Dansk ubåd klar til varme opgaver.” Berlingske Tidende 14. august 2000.

– “Selv tegnebogen rådnede.” Berlingske Tidende 13. januar 2003.

– “Operation på dybt vand.” Berlingske Tidende 1. juni 2003.

 – “Ubåd sejlede i bakteriesump.!’ Berlingske Tidende 13. januar 2003.

Bush, G. W., “President Rallies Troops at MacDill Air Force Base in Tampa.” 26. march 2003. https://georgewbush-whitehouse.archives.gov/news/ releases/2003/03/20030326-4.html

Carney, S., “Allied Participation in Operation Iraqi Freedom.” Washington, D.C. 2011.

Christensen, T. N., “Ubåd i krig mod terrorismen.” B.T. 11. juni 2002.

Folketinget, “Forslag til folketingsbeslutning om et udvidet dansk maritimt bidrag til NATO’s flådeoperationer i den østlige del af Middelhavet.” (Beslutningsforslag nr. B 109). https://www.retsinformation. dk/F orms/R0710.aspx?id=90815

Forsvarsministeriet, “Årlig Redegørelse 2002.” København 2003.

Henriksen, P. R., “Undervandsbåden Sælen i operation ACTIVE ENDEAVOUR og IRAQI FREEDOM.” Militært Tidsskrift 3/2004.

Liebst, A., “Golfen: Sælens forunderlige færd.” Information 23. juni, 25. juni og 28. juni 2004.

Lærkholm, L., “SÆLEN på anti-terror operation i Middelhavet.” FOV-bladet 12/2002.

Mørch, S., “Nullerne. Danske politikere og deres magtudøvelse i de første ti år af det 21. århundrede.” København 2015.

nkr., “Rolig vendelbo midt i krigen.” Berlingske Tidende 23. marts 2003.

Nørby, S., “Danske Ubåde 1909-2004.” Statens Forsvarshistoriske Museum 2005.

– “Narhvalen og Nordkaperen – De sidste danskbyggede ubåde.” Statens Forsvarshistoriske Museum 2013.

Nørby, S. (red.), “SÆLENs deployering til Middelhavet og Den persiske Golf.” Forsvarsakademiet 2007.

Nørby, S. og Seerup, J., “For flaget og Danmark – Søværnet dag for dag gennem 500 år.” København 2017.

Olsen, G. og Storgaard, S., “Flådens skibe og fartøjer 1945-1995.” København 1998.

Steenstrup, M., “Dansk ubåd overvågede iranere og terrorister.” Jyllands-Posten 7. december 2003.

Sørensen, B., “Sjusk med ventil sænkede ubåd.” Berlingske Tidende. Ukendt dato.

Rigsarkivet., Værnsfælles Forsvarskommando, Marinestaben, V. Skibsjournaler, Pakke 129 (Sælen 2001-2003).

Noter

1. Citeret fra George W. Bush’ radiotale den 22. marts 2003. https://georgewbush-whitehouse.archives.gov/news/releases/2003/03/20030322.html
2. webarkiv.ft.dk/?/Samling/20012/beslutningsforslag_som_vedtaget/BI 09.html
3. webarkiv.ft.dk/?/Samling/20012/beslutningsforslag_som_vedtaget/B109.html
4. “Jeg vil også fremhæve bidragene fra jeres specialstyrker og den kystubåd, som Danmark udsendte til Golfen. De blev værdsat. De er gode eksempler på den type af brugbare, indsættelsesklare styrker, som alle alliancemedlemmerne vil have behov for at udvikle, så alliancen kan møde udfordringerne fra det 21. århundrede. “ (Forf. oversættelse). Citeret fra brev af 17. februar 2004 fra den amerikanske forsvarsminister, Donald Rumsfeld, til den danske forsvarsminister, Svend Aage Jensby.
5. FMN. 99-0132-5, 217955, 345. Takkebrev til Sælen i forbindelse med operation lraqi Freedom. R090815ZJUN03.