‘Skrig på en traumestue er faktisk godt – rigtig godt endda’ . Feltsygeplejerske Christian B. Kummerfeldt beretter fra sin udsendelse under Afghanistan-krigen – fra de første voldsomme minutter på det danske felthospital, efter at et større antal sårede var begyndt at blive bragt ind.

Af Niels-Birger Danielsen

Erindringsbogen Forhøjet beredskab har gjort sygeplejerske Christian B. Kummerfeldt til en hyppigt benyttet foredragsholder. Bogen rummer stærke skildringer fra Afghanistan-krigen af arbejdet med at redde soldater og civile, der var blevet lemlæstet under kampe eller af f.eks. vejsidebomber. 

Vi har på forsvarshistorien.dk fået forfatterens tilladelse til at bringe to større uddrag af bogen. Her er det første.

Kummerfeldt var udsendt tog gange tre måneder i 2008-09 – den periode af krigen, da kampene var hårdest og tabene størst. Ikke mindst de danske. Første periode var på det multinationale felthospital ved luftbasen i Kandahar, den anden på det engelske felthospital i Camp Bastion i Helmand-provinsen.

Han har siden haft en række stillinger i sygehusvæsenet og er i dag kredsformand i Kreds Hovedstaden under Dansk Sygeplejeråd (DSR).

Kilde:

Christian B. Kummerfeldt: Forhøjet beredskab – en feltsygeplejerskes beretning. Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck, 2012.

—– —–
Forhøjet beredskab, side 103-106:

Den første patient, der rullede ind, er ramt i hovedet. Slemt. (…) Tommy træder med det samme ind ved siden af Eric for at intubere patienten. Jeg kigger væk. Ikke fordi (…) jeg ikke kan tåle den slags, men jeg skal ikke distraheres nu fra min egen opgave. Den næste er til traumebås nummer 1 på vores venstre hånd. Den sårede ligger stille på båren med lukkede øjne. (…) Der løber blod i en lind strøm fra båren og ned på gulvet. Han ser død ud.

’Traumabay 2. standby!’, lyder det fra døren.

Så er det os. (…) Jeg kan mærke mit hjerte slå hurtigere, og at alle sanser skærpes.

Patient nummer et: To medics kommer kørende med båren, og helikopterredderen går bagved Han har stadig alt sit grej og sine våben spændt på kroppen og ser særdeles krigeragtig ud. Så snart båren er på plads, går vi lydløst i gang, mens helikopterredderen aflægger en kort rapport om, hvad der er sket, og hvad han har gjort på vejen i helikopteren. Alt noteres ned af skriveren, der står ved en lille pult i det ene hjørne af vores traumabay.  (…) Pete svinger sin skarpe saks med stor præcision, og i løbet af 20 sekunder er patienten totalt afklædt foran os. Han stinker fælt. Jeg melder til Terry, at der er frie luftveje og egen vejrtrækning, men en stærkt forhøjet vejrtrækningsfrekvens. Imens sætter jeg kabler og måleudstyr på patienten, så vi kan måle hans vitale værdier. Jeg giver ham også høje doser af ilt via en maske, der dækker både næse og mund. Blodtrykket er, som vi vidste i forvejen, faretruende lavt.

Pete kobler varmt saltvand til det ene af de to drops, som PJ’en har lagt på vejen. Det andet tager jeg en hurtig blodprøve fra og sender med en ’runner’ af sted til analyse hos laboranterne. Dernæst kobler jeg vores level one blodpumpe til og tænder for den. Opvarmet 0 rhesusnegativt blod, universal donorblod, løber ind i patienten i stor hast. (…) Tolken taler hele tiden til patienten, men får ikke andet end enkelte grynt og støn tilbage. (…)

En anæstesilæge træder ind ved siden af mig. Han skal anlægge en Sheath, som er en slags tyk kanyle, der anlægges i en stor centralvene, typisk på halsen eller under kravebenet. Via den kan vi sprøjte store mængder væske og blod ind i patientens karbane på meget kort tid og dermed forhåbentlig stabilisere hans blodtryk en anelse. (…) Vi sætter alt ind på at presse væske og blod ind i patienten. Kortvarigt bliver vi afbrudt af et par høje skrig henne fra døren ud til landingsbanen. De er ved at bære to nye sårede ind (…). Det lyder forfærdeligt i det relativt lille rum, men skrig på en traumestue er faktisk godt. Rigtig godt endda. Det betyder, at patienten er ved bevidsthed og kan mærke sig selv. (…) Tolken ved døren virker dog ikke til at være helt tilfreds med skrigene.

Jeg genkender et par eder på det lokale sprog, pashto, og ordene, der betyder noget i regning af ’hold så kæft!’.

Det har en vis effekt, må man sige, og skrigene bliver til en hulken og jamren. Det er første gang, siden vi fik vores patient ind, at jeg lige ser op et øjeblik. Alle er nu i gang i det lange rum med de 6 traumabays (…) Eric i nabobåsen kigger også op og rundt en gang, da han hører skrigene. Vi får øjenkontakt, og han smiler og vinker med en temmelig blodig handske. 

(…) Der er absolut gode chancer for, at patienten overlever dette. Mave-tarm-kirurgen træder ind i området omkring patienten for at tilse skaderne i maven. Han skal også vurdere, om vores patient skal til operation med det samme, eller om han kan vente, mens andre eventuelt værre tilskadekomne skal til først. Der er kun to operationsstuer på hospitalet, så det handler om at vælge rigtigt, så hverken værdifuld tid eller plads spildes. (…)

Da vi fjerner forbindingen, der ligger stramt hen over maven på patienten, strømmer det ud med blod og kropssekreter. Tarmene er synlige to steder og vælter ud på ydersiden af maven, da den stramme forbinding ikke længere holder dem på plads. Stanken, der rammer os, er umiskendelig: tarmsekret; afføring. Det betyder, at tarmene er gennembrudt i hvert fald et sted, sikkert også flere. Det tager ikke kirurgen lang tid at træffe valget.

’Han har højest prioritet ham her,’ siger han til Terry (…). ’Operationsstue 2 om fem minutter. I må gerne gøre ham helt klar, tak, det skal vist gå stærkt, det her’.

Vi bruger tiden på at stabilisere patienten med yderligere væske og bedøve ham så meget, som han nu kan tåle, uden at kredsløbet kollapser totalt. Alle bedøvende stoffer på nær et enkelt – ketamin – virker kredsløbspåvirkende, sådan at blodtrykket falder, når det gives til patienterne for at inducere søvn, der er dyb nok til at kunne blive opereret i. Når man som vores patient ikke har for meget blodtryk og væske i karbanen i forvejen, kan en for dyb bedøvelse nemt slå ham ihjel.

Kredsløbet risikerer simpelthen at kollapse, og hjertet vil så stoppe. Vi benytter os af et stærkt kunstigt morfinpræparat og netop ketamin ved denne bedøvelse. Det virker efter hensigten, og da vi afleverer patienten til operationsteamet, er patienten efter omstændighederne fornuftigt kørende.

Pete og hans makker er allerede godt i gang med at gøre vores traumebås klar igen, gøre rent og fylde op med det grej, der er blevet brugt. Jeg rydder mit bord helt og dækker det op igen præcis som før. Jeg trækker medicin op (…).

I traumebås 1 er de holdt op med at behandle på deres patient. En af tolkene står ved den døde mands hoved og læser hastigt op fra, hvad jeg regner med, er Koranen. To medics og en sygeplejerske står bagved. En af dem holder en bodybag klar i hånden. For helvede da også…”