Peer Høegh-Guldberg blev efter sin pensionering som oberstløjtnant en del af et nordisk forsøg på at få afsluttet den mangeårige og blodige borgerkrig på Sri Lanka. Det fortæller han om i den femte og sidste beretning fra sine internationale udsendelser

Coverfoto: De Tamilske Tigres Flag, Foto: Wikimedia Commons.

Introduktion af Niels-Birger Danielsen

I juni 2002 fik Peer Høegh-Guldberg – fem år efter at være trådt af som næstkommanderende for Gardehusarregimentet – en opringning fra Udenrigsministeriet. Spørgsmålet til den 65-årige oberstløjtnant var, om han ville være parat til at tage ud i seks måneder på endnu en international udsendelse.

Varslet var kort. Et vilkår for opgaven var afrejse to uger efter.

Målet var Sri Lanka, hvor der syntes at være en reel chance for at få afsluttet den 19 år lange borgerkrig i østaten ud for Sydindiens østkyst, der er ca. en halv gange større end Danmark.

Sammenlignet med Høegh-Guldbergs tidligere udsendelser med FN’s fredsbevarende styrker til Gaza, Kashmir, Cypern og Irak var forskellene betydelige. Selv om Sri Lanka Monitoring Mission (SLMM) havde en norsk generalmajor som chef, var det en civil mission. Observatørerne bar ikke uniform, men nøjedes med et emblem og et armbind. Tiltaleformen var slet og ret ’Mr.’ eller ’Mrs.’ uden brug af militære grader.

Missionen bestod overvejende – og i Peer Høegh-Guldbergs tid udelukkende – af personer fra de fem nordiske lande. Den varede til 2008, da den srilankanske regering, der baserede sig på den sinhalesiske flertalsbefolkning, valgte at satse på en militær sejr over de separatistiske Tamilske Tigre – Liberation Tigers of Tamil Eelam (LTTE) – og derfor ikke forlængede våbenhvilen.

LTTE kæmpede for en selvstændig stat i områderne i nord og øst, der havde tamilsk flertalsbefolkning. Tamilerne udgør ca. 12 pct. af statens befolkning.

Krigen, der brød ud i 1983, blev ført med stor brutalitet og omfattende menneskerettighedskrænkelser på begge sider. Den kostede ca. 50.000 soldater og 100.000 civile livet, mens ca. en million af de ca. 23 millioner indbyggere på det ene eller andet tidspunkt var på flugt.

Hos oprørernes ledelse

I 2001, da LTTE militært stod relativt stærkt, var viljen til fred imidlertid på sit højeste, og i februar 2002 blev der indgået en våbenhvile uden tidsbegrænsning. Dermed var grundlaget for indsættelse af observatørmissionen etableret.    

En af Peer Høegh-Guldbergs første rejser gik med helikopter fra hovedstaden Colombo mod den nordlige by Kilinochchi, der var hjemsted for De tamilske Tigres politiske hovedkvarter
      ”Fra den mark uden nogen form for græs, der udgjorde byens stadion og landingsplads for helikoptere, nåede vi efter et par minutters kørsel vort mål, det politiske hovedkvarters gæstehus,” skrev danskeren.
      ”Det skete i den politiske ledelses fornemmeste køretøj, en Toyota Landcruiser uden nummerplader og sikkert ’listet’ hertil på uforklarlig måde. Gæstehuset huser også Hans, vores forbindelsesofficer til LTTE, der bor under særdeles spartanske forhold. (…) Vi blev budt på frugt og flaskevand, senere ’kaffe’ og småkager.”

Pludselig blev der givet signal om afgang til det politiske hovedkvarter.
     ”Til vogns igen for at køre 200 meter. Her blev vi modtaget af den politiske leder, hans rådgiver og tolk, der sammen med forbindelsesofficeren udgjorde Tigrenes forhandlingsgruppe.”
     Også mere end 20 år senere holder Høegh-Guldberg sig til sin diplomatiske tavshedspligt og undlader at skrive noget om mødets indhold.

Spisning under nærobservation

Beretningen fra Sri Lanka er den længste af de fem, oberstløjtnanten har udarbejdet. Østaten har tydeligvis fascineret ham. En af skildringerne er fra en bryllupsfest i det tamilske flertalsområde. Bryllupper er overalt i Sydasien en overdådig forestilling – således også på Sri Lanka.

Lidt efter ankomsten gik det op for Peer Høegh-Guldberg, at han tilsyneladende var hædersgæsten.
      ”De greb min store tallerken. Flittige hænder fyldte på med et smil fra de mange skåle. Jeg så mig om efter en gaffel eller ske. Fandt en teske og begav mig hen til min stol,” beretter han.
      ”Et yngre kvindeligt familiemedlem forlod i stor hast lokalet. Et stort glas noget plumret vand blev mig tilbudt. Jeg lod som om jeg ikke så det, og bad (…) om en coca cola, som heldigvis var på bordet. Det kvindelige medlem kom meget forpustet tilbage med en gaffel og ske, som hun givet var sendt til en butik for at købe.”
 
Alle andre festdeltagere spiste ved brug af fingrene på højre hånd.
      ”Jeg kæmpede noget med det krydrede og rigelige indhold på tallerkenen med mange yngre tilskuere omkring mig, der ivrigt registrerende mine reaktioner. Der var pludselig meget lidt i en cola flaske,” erindrer Peer Høegh-Guldberg.
     ”En hentede fluks min tallerken, da den endelig var tom, for straks at bringe en anden, dog noget mindre portion. (…) Jeg trak måltidet så længe, jeg kunne, og måtte til sidst beklage, at nu kunne jeg ikke mere. Efter et kort øjeblik kom brudens mor med en mindre skål karamelbudding til mig, der bævrede i skålen. Heldigvis fulgte der yderligere en coca cola med.”

I dette rent tamilske selskab var nysgerrigheden efter det nærmere indhold af SLMM-observatørens arbejde stor, men han måtte høfligt, men bestemt afvise at sige noget.

Gik amok med automatriffel

Missionen var intensiv. Peer Høegh-Guldberg fik 37 dages orlov i løbet af det halve års udstationering, men derudover var hver dag – også lørdage og søndage – arbejdsdage.

Selv om stemningen var mere forhåbningsfuld end nogensinde, var våbenhvilen konstant skrøbelig. Peer Høegh-Guldberg giver et eksempel på et forløb, hvor observatørernes tilstedeværelse havde betydning. En mentalt forstyrret regeringssoldat havde åbnet ild mod fire kvindelige soldater hos ’Tigrene’.
      ”Det hele begyndte kl. 13.08, da meldingen indløb. Hændelsen fandt sted kl. 12.34. Den forstyrrede menige fik såret en af de kvindelige Tigre alvorligt ved at skyde et stort antal skud vildt omkring sig med sin russisk-byggede automatriffel,” beretter han.
     ”Tigrene skød i selvforsvar og dræbte regeringssoldaten ved at træffe ham fem gange. Hvad ville reaktionen blive? Her er vores fornemmeste opgave at viderebringe reelle oplysninger til begge parter inden for meget kort tid samt at udøve tryk gennem (missionschefens) forbindelse til regeringsmedlemmer og Tigrenes kontor i nord for at sikre, at der ikke sker en eskalering af situationen.”

Tigrene besejret og fordømt

Egentlige fredsforhandlinger blev påbegyndt i Thailand i begyndelsen af 2002. Fanger blev løsladt, og nogle af SLMM’s egne tamilske ansatte fik lejlighed til at se familiemedlemmer for første gang i tre år. De to parter troede dog ikke på hinanden, da det kom til stykket, og fredsinitiativet ebbede ud.

Efter afbrydelsen af våbenhvilen blev LTTE endeligt nedkæmpet i de første måneder af 2009.
Nogle steder benyttede Tigrene civile som skjold i det svindende område under deres kontrol.

FN’s generalsekretær Ban Ki-moon appellerede til, at man undlod at holde børn som gidsler eller at rekruttere børnesoldater. 23.april 2009 fordømte FN’s Sikkerhedsråd De Tamilske Tigre som en terroristorganisation, som man opfordrede til at overgive sig, så FN kunne få adgang til at bringe humanitær nødhjælp ind i landet.

God fornøjelse med beretningen! Du kan læse den direkte i din browser, eller downloade den ved at trykke på “Download”-knappen under beretningen.