FORSVARSHISTORIEN

På narkojagt i det Caribiske Hav – Korvetten Peter Tordenskiolds togt foråret 2001

Udgivet første gang i Tidsskrift For Søvæsen, 1/2014. Genudgivet med tilladelse fra forfatteren.

I begyndelsen af november 2000 blev det besluttet, at korvetten Peter Tordenskiold skulle deltage i STANAVFORLANT (SNFL) WESTLANT i perioden fra 5. januar til 15. april 2001. Beslutningen blev taget relativt kort tid før korvetten skulle være klar til afsejling, men da Peter Tordenskiold stod foran at skulle overgå til nøglestatus den 1. maj, når Olfert Fischer hejste kommando efter midlife-update, så var det nu eller aldrig for Peter Tordenskiold.

Korvetten Peter Tordenskiold i maj 1998. Foto: Forsvarsgalleriet.dk

Det var ikke første gang, at korvetterne deltog i STANAVFORLANT, men denne deltagelse var anderledes, idet SNFL WESTLANT skulle foregå i det Caribiske Hav, og indebar udover de almindelige øvelser to elementer, som hverken Peter Tordenskiold eller søværnet havde megen erfaring med. Efter Murens fald i november 1989 var den militære trussel fra Warszawa-pagten forsvundet og med den mange af de hidtidige militære opgaver for NATOs styrker. Det gav plads til at bruge de militære værktøjer til det, som amerikanerne endte med at kalde Military Operations Other Than War (MOOTW).

MOOTW omfattede, som navnet antyder, alle operationer, der ikke var klassisk krig, og kunne groft inddeles i tre kategorier: Maritime Interdiction Operations (MIO), Noncombatant Evacuation Operations (NEO) og Humanitarian Aid Operations (HAO). Den første type operationer havde søværnet – og 2. Eskadre i særdeleshed – allerede mange og gode erfaringer med fra indsatsen i den Persiske Golf 1990-1991 og i Adriaterhavet 1993-1996, men de to andre opgaver var nye.

NEO-operationer var evakuering af civile statsborgere, diplomater og/eller NGO’er fra steder, hvor borgerkrig eller andre former for kaos udgjorde en trussel mod disse, mens HAO-operationer var humanitære operationer, der enten blev udført i forbindelse med naturkatastrofer eller hvor borgerkrig, etnisk udrensning eller lign. krævede en intervention for f.eks. at etablere flygtningelejre. Fælles for de to sidste typer operationer var, at de med stor sandsynlighed ville finde sted i områder, hvor den civile infrastruktur samt opretholdelsen af lov og orden m.v. var brudt sammen. Her havde militære enheder den fordel, at de kunne rykke ud med kort varsel og med professionelle folk, der – hvis det skulle vise sig nødvendigt – var udrustet, så de kunne bruge den nødvendige magt for at gennemføre de pålagte opgaver.

Da op mod 90 % af verdens befolkning bor indenfor 100 km af kysten var flådeenheder et centralt led i MOOTW-doktrinen. Den øvelse, som Peter Tordenskiold og resten af SNFL WESTLANT-styrken skulle deltage i, var en HAO-operation, hvor scenariet var, at den caribiske ø Curacao var blevet ramt af en tropisk orkan, der havde ødelagt øens infrastruktur og gjort mange mennesker hjemløse. WESTLANT-styrken skulle derfor være parat til både at yde lægehjælp, sikre rent vand og bistå med genopbygningen af øens infrastruktur.

Korvettens besætning havde brugt de to måneder op til udsendelsen på bl.a. intensivt at træne disse nye opgaver og tog kort før afsejlingen fra Korsør en 34 kubikmeter container med nødhjælp – feltkøkken, generatorer, telte, toiletter, feltsenge osv. fra Beredskabsstyrelsen – om bord. Grejet blev stuvet ned i agterste containerposition, hvor halvdelen af korvettens Sea Sparrow-missiler normalt var placeret.

Udover MOOTW-øvelsen skulle SNFL WESTLANT-styrken også deltage i en anti-narkotika-smuglingsoperation, rettet mod sydamerikanske narkokartellers smugling af store mængder narkotika til USA…

Umiddelbart før afsejlingen fik korvetten 21 nye værnepligtige om bord. De skulle oprindeligt først have mødt om bord den 11. januar, men på grund af togtets karakter blev udskiftningen flyttet og endte med at finde sted blot tre timer før korvetten forlod Flådestation Korsør. Derved sparede søværnet en del penge til flybilletter, hvis de 21 mand skulle have været udskiftet undervejs, men samtidig var flere af de nye værnepligtige ikke færdiguddannet, hvilket indledningsvis gav en række udfordringer. Ved ankomsten til Caribien 16 dage senere var alle imidlertid fuldt uddannet til de funktioner, som de skulle varetage under togtet.

I Søværnets overvejelser om korvettens deltagelse i SNFL WESTLANT spillede det også ind,
at der var en klar værdi i at sende et orlogsskib til det solbeskinnede Caribien, både for korvettens besætning og i forbindelse med hvervning af nyt mandskab til søværnet. Peter Tordenskiold var på dette tidspunkt Danmarks bidrag til NATOs Immediate Reaction Force (IRF) og deltagelsen i WESTLANT-øvelsen var et centralt led i korvettons opretholdelse af det nødvendige niveau for at kunne deltage i NATO’s lRF-styrke. Her ses korvetten udfor Curacao, hvor temperaturen i februar 2001 lå en smule over, hvad den da var i Danmark…
Foto: Forsvarsgalleriet.dk

Peter Tordenskiold afsejlede fra Flådestation Korsør den 5. januar, hvor mange af besætningens pårørende var mødt frem for at tage afsked. Fra Korsør gik det gennem Kielerkanalen og den Engelske Kanal ud i Biscayen, hvor de r:ytilkomne værnepligtige fik de første erfaringer med søsyge. På vej videre mod Azorerne, hvor korvetten skulle tanke, mødte man den tyske fregat Rheinland-Phalz, den britiske Westminister, den hollandske Van Speik og den spanske Victoria, der alle også skulle deltage i SNFL WESTLANT. De følgende dage gennemførte skibene, under ledelse af Westminister, en lang række øvelser, mens de med 14 knob stod mod vest.

På den anden side af Azorerne stødte det canadiske forsyningsskib Preserver ogdet amerikanske amfibieskib Tortuga sig til styrken, og derved var STANAVFORLANT samlet. Korvetten var som sædvanlig den mindste enhed i styrken.

De 2400 sømil over Atlanten blev også brugt på uddannelse og vedligeholdelse samt maling af skibet, så det fremstod så flot som muligt, da man den 20. januar lagde til ved Roosevelt Roads, den amerikanske flådebase på Puerto Rico.

De 97 mand om bord i Peter Tordenskiold fik i de følgende fire dage lejlighed til at nyde basen og de varme omgivelser så meget som tjenesten tillod. At livet om bord i korvetten ikke kun var hårdt arbejde, viser følgende citat fra det “postkort”, som besætningen sendte til de pårørende hjemme i Danmark: “D. 22 JAN deltog 45 mand i en tur, hvor man med sejlskib sejlede til er lille ø, hvor snorkling kunne øves. Forestil jer at glide stille gennem det azurblå vand og lande på en solbeskinnet strand med palmerne vejende for den lette brise! Efter en fortrinlig buffet fortsatte turen til et koralrev og den egentlige snorkling-oplevelse. Det var fantastisk smukt. Der var et mylder af eksotiske fisk i alle faner og størrelse,: Ja,- dog ikke større end ca ½ m, så selvom en af deltagerne blev nappet i kinden, var der ikke fare på færde, forudsat at man ikke kom alt for tæt på korallerne, som kunne være knivskarpe.” Turen blev gentaget den 24. januar, så de der havde været på vagt den 22.  fik muligheden for også at komme afsted.

Som noget ganske nyt blev postkortet sendt hjer:1 via korvettens nye internetforbindelse, hvor man en gang om dagen kunne hente og sende mails via skibets satellitforbindelse.

Den 23. januar afholdtes “SNFL Olympiad”; et arrangement, der skulle skabe sammenhold på tværs af skibene i styrken. Her stillede alle de deltagende enheder hold til en række idrætsgrene, inden arrangementet blev afsluttet med en stor omgang barbecue på stranden. Sportsligt klarede korvetten sig – i forhold til sin størrelse – fint, og besatte en hæderfuld næstsidste plads. Olympiaden blev under resten af øvelsen fulgt af den såkaldte “cross-polling”, hvor et par besætningsmedlemmer af gangen blev udvekslet mellem styrkens skibe og ved at sejle med her et par dage fik indblik i, hvordan tingene blev gjort i de andre flåder.

Den 25. januar stod styrken til søs og forud lå nu 14 dages øvelser. Første øvelse var en luftforsvarsøvelse, hvor korvetten med 76mm kanonen skulle engagere en drone, trukket af et amerikansk Skyhawk-fly. 2 salver på hver 4 skud var nok til, at dronen var nedkæmpet.

Den næste mission gik også godt, igen med ordene fra korvettens postkort hjem: ” … vi [har] i den forløbne uge fået testet vores våbensystemer på den bedst mulige måde, nemlig ved selv at skyde et missil af for at se om vores forsvarsmidler virker. Efter en sikkerhedsmæssig tilrigning, hvor der bl.a. var etableret ekstra brandhold og hele skibet var lukket gastæt, kunne 2. Våben- og Elektronikofficer trykke sin fedtede pegefinger mod affyringsknappen. Cirka 2 sekunder herefter forlod den 3, 6 meter lange fugl sin rede med et hidsigt brøl. Målet var en fjernstyret drone, som fløj med en hastighed på cirka 900 km/t i lav højde. Målet blev hurtigt udpeget og da det var i en afstand af 30 kilometer fra skibet, blev det engageret. Efter cirka 1 minut havde det 247 kilo tunge Sea Sparrow missil nået dronen i en afstand af 15 kilometer fra skibet. Dronen simulerede et Harpoon-missil, som er det anti-skibsmissil, vi selv medbringer. Med denne vellykkede uge i baghånden kan vi med rette kalde os søværnets mest kampklare enhed. Skarpe og med hvæssede kløer er både PETO og besætningen klar til Counter Drug operationen, der indledes i næste uge.”

Chefen for korvetten havde, inden afsejlingen fra Danmark, ønsket at få lov til at skyde to øvelsesmissiler, så man kunne afprøve de taktiske tanker, som lå bag hele taktikken for Sea Sparrow-systemet. Det blev imidlertid ikke bevilliget, og man måtte derfor nøjes med denne ene affyring i hvad der kun kunne betegnes som en teknisk afprøvning af systemet.

Narkojagt

Efter de indledende våbenøvelser stod styrken sydøst på for at indlede den første del af den overvågningsøvelse, som skulle hindre smugling af narkotika til USA.

Counter-drug-operationen fandt sted i det Caribiske Hav ved den såkaldte “Highway 64”, som er den længdegrad (64° vest), som narkotikasmuglerne oftest blev set ved, når de transporterede deres last til markederne i USA. SNFL WESTLANT-styrken opererede her i tæt samarbejde med den amerikanske kystvagt, for selv om der var tale om en øvelse, så var der en reel mulighed for, at SNFL-styrken stødte på skibe af interesse. Man holdt bl.a. øje efter små hurtiggående motorbåde, og mens SNFL WESTLANT-styrken opererede i området stoppede den amerikanske kystvagt sammen med den mexicanske flåde en motorbåd med over 1,7 tons kokain om bord.

Et eksempel på narkosmuglingen som Peter Tordenskiold var på udkig efter: Det britiske skib HMS Iron Duke opbringer en motorbåd mistænkt for at smugle narkotika i Caribien, 2009. Foto: Royal Navy.

Counter-drug-operationen blev gennemført af tre omgange af hver mellem 7 og 12 dages varighed, afbrudt af et havneophold samt af den store MOOTW-øvelse, nødhjælps-operationen Relief Discomfort 2001 på Curacao. Styrken fik hver gang en “kasse” på 250×250 sømil at patruljere, og alle skibe af interesse skulle indrapporteres til “Joint Inter-Agency Task Force”, der koordinerede de forskellige lande i områdets indsats mod narkosmuglingen. Selve patruljeringen foregik således, at styrken om natten var inddelt i to SAGs, der patruljerede hver for sig, for så at mødes ved solopgang og gennemføre fælles øvelser i løbet af dagen, hvorefter man ved solnedgang igen delte sig i to grupper.

Stødte man på et mistænkeligt fartøj, skulle SNFL-styrkens enheder ikke selv boarde det, men i stedet overlade dette til amerikanske eller hollandske enheder, da det kun var de to lande, der havde jurisdiktion i området. SNFL-styrken havde således heller ikke mandat til våbenanvendelse medmindre det var til selvforsvar og heller ikke mandat til at operere i andet end internationalt farvand.

Til grund for styrkens virke lå et grundigt efterretningsmateriale, der i flere tilfælde indeholdt navnene på specifikke skibe, som man skulle holde øje efter. Da det spanske toldvæsen den 7. april 2001 stoppede fragtskibet Barthon Queen ud for Togo i Afrika og om bord fandt tre tons kokain, var skibet – der i øvrigt havde dansk kaptajn – et af de skibe, som WESTLANT-styrken få måneder før havde haft til opgave at holde udkig efter.

Amfibieskibet USS Tortuga, der var hovedkvarteret for SNFL WESTLANT-styrken og for øvelsen Relief Discomfort. Foto: US Navy.,

Peter Tordenskoild opererede under hele anti-narkotika-operationen som Anti-Air Warfare Commander (AAWC), da SNFL WESTLANT-styrken også havde til opgave at holde udkig efter narkotikasmugling, som foregik med små et- eller tomotorsfly, som i lav højde og uden tændt IFF forsøgte at nå uopdaget frem til den amerikanske sydkyst. Det var udfordrende for O-rummets personel at skulle holde øje med sådanne lavtgående mål, og en god træning i at opfange lavtgående missiler (Sea skimmers), som i en krigssituation kunne tænkes at blive affyret mod korvetten.

Selv om alle eventuelle boardinger skulle foretages af amerikanske eller hollandske orlogsskibe, så havde Peter Tordenskiold to mand fra Frømandskorpset med om bord under korvettens deltagelse i narkojagten. De bistod her til at give korvettens boardinghold den nødvendige uddannelse og var klar, hvis det alligevel skulle vise sig nødvendigt for Peter Tordenskiold selv at forestå en boarding. Derudover varetog de to frøer en central rolle i den daglige FUT-træning af korvettens besætning, ligesom de bistod med skydetræning og lignende.

At man havde været så forudseende var godt, for den 14. marts måtte korvettens boardinghold netop gennemføre en boarding af en civil sejlbåd, der blev fundet drivende. Båden var forladt og sagen, der sandsynligvis var et selvmord, blev overdraget til den amerikanske Coast Guard. Det er værd at bemærke, at denne boarding blev gennemført af et boardinghold, der udelukkende bestod af korvettens besætning, da de to Frømænd på dette tidspunkt var rejst tilbage til Danmark.

Sideløbende med overvågningsoperationen, som hovedsageligt beskæftigede personellet i 0-rummet, gennemførte resten af korvettens besætning øvelser med styrkens andre skibe, bl.a. boardings og RAS-øvelser – samt afslapning på agterdækket, hvor en lille interimistisk svømmepøl blev rigget til. Det var dog ikke solskin og afslapning hele tiden. I 14 af de 18 dage, som denne del af øvelsen varede, blæste det kuling eller mere og selv om det ikke påvirkede korvettens operative indsats, gjorde det at de, der endnu ikke havde fået deres søben, ikke synes det var sjovt.

Deltagelsen i anti-narko-operationen mindede på mange måder om den overvågning af danske farvande, som korvettens besætning var vant til hjemmefra. I besætninger: og hos officererne var der stor opbakning bag konceptet og selv om man fra dansk side syntes, at SNFL WESTLANT-styrken var pålagt for mange restriktioner til rigtig at være effektiv, så var det en lærerig oplevelse for alle om bord.

Efter counter-drug-operationen tilbragte styrken en weekend på Aruba i de Hollandske Antiller, hvor der efter nedvaskning og rengøring af korvetten igen var mulighed for at nyde den smukke ø. Skibets officerer fik dog ikke megen tid til sightseeing, da der skulle holdes mange møder for at planlægge de kommende øvelser.

Military Operations Other Than War

Hele uge 7 og uge 8 var afsat til MOOTW-øvelsen Relief Discomfort. SNFL-styrken kom den “ødelagte” ø Curacao til undsætning og skulle sammen med 150 hollandske marines, genoprette ro og sikre nødhjælp til den ramte befolkning. Peter Tordenskiolds opgave var at etablere det felthospital, som korvetten havde haft med hjemmefra. Grejet blev inden øvelsen gik i gang overført til det amerikanske amfibieskib Tortuga, hvorfra det nemmere kunne overføres til land.

Felthospitalet som Peter Tordenskiolds havde haft med. Etableringen foregik i et tæt samarbejde med Beredskabsstyrelsens udsendte personel. Foto: Forsvarsgalleriet.dk

Selve øvelsen, der gik i gang den 19. januar, var en stor succes og viste hvordan en styrke som STANAVFORLANT – med den rette forberedelse – kunne spille en stor rolle ved en sådan naturkatastrofe. Selv om det var begrænset hvad korvetten kunne medbringe af forsyninger, så var flådens nye støtteskibe på dette tidspunkt under projektering, og der var ingen tvivl hos Peter Tordenskiolds besætning om, at MOOTW var noget, som man ville komme til at arbejde mere med i fremtiden. Man var om bord i korvetten således stolt over at være med til at vise ( en del af) vejen for søværnet efter bortfaldet af truslen fra Warszawa-pagten.

Efter MOOTW-øvelsen blev kursen sat mod nord. Det var oprindeligt planen, at SNFL-styrken skulle have besøgt Jamaica og Cuba, men på grund af et orkanvarsel måtte sejlplanerne ændres, og i stedet besøgte man Port Canaveral i Florida. Herfra fik man den 8. marts den store oplevelse på blot 200 km. afstand at se rumfærgen Discovery lette fra Cape Canaveral med kurs mod rummet. Ændringen af sejlplanen gav travlhed om bord, da post, personel, reservedele samt forsyninger alle skulle omdirigeres til den nye destination. Derudover skulle der arrangeres nye arrangementer i Port Canaveral for den vagtfrie besætning, ligesom det lykkedes bl.a. at arrangere et besøg ved Kennedy Spacecenter.

På vej mod Port Canaveral sagde styrken d. 7 marts farvel til det canadiske forsyningsskib Preserver, og traditionen tro foregik dette ved et steam past. hvor styrkens enheder på fantasifulde måder fik ønsket Preserver god vind og medløbende sø hjemad. Foto: Forsvarsgalleriet.dk

Joint Task Force Exercise 2001

Efter fire dage i Port Canaveral stod Peter Tordenskiold igen til søs, denne gang for at deltage i en stor flådeøvelse ud for Floridas østkyst. 40 orlogsfartøjer deltog i øvelsen, hvor den danske korvet skulle være med på det angribende hold, hvilket man om bord så meget frem til. I forsvarsstyrken indgik US Navys 2nd Fleet med hele to Carrier-battlegroups omkring hangarskibene USS Enterprise og USS Theodore Roosevelt og derudover indgik Amphibious Ready Group, Belgian/ Netherlands Task Group og German Task Group i øvelsen.

Selve scenariet for øvelsen var en såkaldt “free-play” -øvelse, der blev fint beskrevet i det “Postkort”, som korvetten den 22. marts sendte hjem: Øvelsen, som vi deltager i, er et meget realistisk scenarium og afspejler mulige FN-missioner meget godt. To nabolande, Korona og Kartuna, lever med grænsestridigheder. I Kartuna findes provinsen Khemis, hvor der er oprørsgrupper, der støttes med våben og opildnes til terrorisme af nabolandet Korona. FN har vedtaget at sende tropper til det destabiliserede område. Korona truer med at invadere Kartuna. De omkringliggende lande, Florida og Savannah, bliver naturligvis også involverede. Ud for kysten mødes flådeenheder fra de to alliancer i flere træfninger. Det er en meget stor øvelse, hvor enheder fra mange lande deltager. Foruden NATOs stående atlanterhavsflåde deltager en tysk taskforce, en kombineret nederlandsk og belgisk taskforce, en amfibieenhed og to amerikanske hangarskibsgrupper. I alt deltager ca. 27000 mennesker i øvelsen. Her er et rigt opbud af forskellige skibsstyper fra de imponerende hangarskibe og til u-både. Radarbilledet af hangarskibene afslører at flyene nærmest sværmer om de store skibe. I løbet af øvelsen vil der også blive tale om ca. 400 flyvninger.”

Peter Tordenskiolds opgave var at være på slyngelstaten Koronas side, og med al den dristighed og dødsforagt, som skibets navnefader kunne have udvist at angribe de amerikanske hangarskibsgrupper og amfibieskibe. Korvetten levede op til forventningerne og kunne efterfølgende sende følgende beretning hjem: “Det sidste døgn til søs forlangte skibets fuldstændige tilstedeværelse i øvelsen mod de to hangarskibsgrupper og amfibiegruppen. Som styrkens PITTBULL terrier fik vi under den afgørende fase æren af – sammen med vores spanske venner fra SPS Victoria – at gennemføre det afgørende angreb på amfibiegruppen. Under særdeles vanskelige forhold, hvor bl.a. styrkens helikopter måtte melde pas på grund af vejret, lykkedes det os – ved kreativ anvendelse af vores luftvarslingsradar til detektion af sømål, at få lokaliseret den fjendtlige formation. Herefter fulgte et vellykket koordineret missilangreb, der i en rigtig situation ville have påført vores modstandere store tab. Heldigvis var det “kun” en øvelse, men det er en stor tilfredstillelse at kunne konstatere, at vi igen var fremme i skoene og fik lejlighed til på overbevisende vis at demonstrere vores professionelle kunnen. Det er trods alt en opgave vi forventes at kunne løse i en skarp situation og så er det godt for alle at blive bekræftet i, at PETO’s beredskabsmæssige niveau er helt i top og at vi kan vores “håndværk”.

Afsked

Efter øvelsen aflagde Peter Tordenskiold besøg i den amerikanske flådebase ved Mayport, inden det den I. april gik mod Danmark. Umiddelbart før afsejlingen aflagde Chefen for SNFL WESTLANT, den portugisiske admiral Gomez, besøg om bord i Peter Tordenskiold og udtalte her sin tilfredshed med korvetters deltagelse i styrken. Fra Mayport fulgtes Peter Tordenskiold med de andre europæiske enheder, indtil den 8. april, hvor man fra en position 250 sømil SSV for Azorerne tog afsked og satte kurs mod Danmark.

Den 14. april 2001 lagde Peter Tordenskiold til ved Flådestation Korsør, hvor pårørende bød alle velkomne hjem efter 3 1/2 måneds spændende og udfordrende togt.

Ved hjemkomsten var Peter Tordenskiold en toptunet korvet med tilhørende veltrænede besætning. Alle havde fået afprøvet deres uddannelse og alle havde bestået. Besætningen var stolt over, at det (igen) var bevist, at selv om korvetterne var bygget til Østersøen og de danske farvande, så kunne de godt klare sig på de store have og i kapløbet med Danmarks allierede.

Indenfor de første tre måneder efter korvettens hjemkomst overgik imidlertid både chefen, NK og alle divisionsofficererne til anden tjeneste. Dette var som resultat af et sammenfald af omstændigheder, men gjorde at det tætte samarbejde officererne imellem, som var blevet fastcementeret under det 3 ½ måneder lange togt, blev splittet til atomer. Blandt korvettens sergenter og konstabler var der dog kun et fåtal, der forlod skibet, og grundstammen i besætningen forblev således intakt.

Lidt data for Peter Tordenskoilds togt

  • Hovedmotoren havde under deployeringen ca. 1650 drifttimer.
  • Gasturbinen havde under deployeringen ca. 115 drifttimer.
  • Hjælpemaskineriet havde samlet ydet knap 5000 drifttimer og en samlet elproduktion på ca. 1.000.000 kWh.
  • Korvetten opererede i ca. 8 uger under tropiske forhold med temperaturer på op til 35° C.
  • Der blev sammenlagt produceret ca. 700 m3 ferskvand.
  • Der blev under deployeringen gennemført 17 bunkringer, heraf de 14 som Replenishment At Sea (RAS) med canadiske, amerikanske og britiske tankere.
  • Der blev i alt modtaget 1003,46 m3, hvoraf de 759, 11 m3 blev modtaget under RAS-operationer
  • Udsejlet distance: 19.882 sømil (svarende til 36.299 km eller 432.133 korvetlængder).
  • Længste sejlede distance uden havneophold (Mayport, Florida – Flådestation Korsør): 4785 sømil.
  • Udsejlet distance for gummibåden: 660 sømil.
  • Antal propelleromdrejninger pr. skrueaksel: 14.439.200
  • Timer i havn: 686 timer.
  • Timer til ankers: 6 timer.
Replenishment At Sea mellem Peter Tordenskiold og Brambleleaf. Dateret 12. april
2001, togtets sidste RAS. Foto: Forsvarsgalleriet.dk

Det politiske efterspil

Korvettens deltagelse i anti-narkotikaoperationen i det Caribiske Hav fik et politisk efterspil, da forsvarsordføreren for Dansk Folkeparti, Peter Skaarup, den 22. februar 2001 stillede spørgsmål til forsvarsminister Jan Trøjborg om den slags operationer var noget, som forsvarsministeren mente var en opgave for det danske søværn. Forsvarsministeren kunne her svare, at ja det var en relevant opgave, da det var med til at fastholde korvettens evne til effektiv farvandsovervågning – en opgave, som korvetten også skulle varetage i de hjemlige danske farvande.

Den 15. marts blev spørgsmålet fulgt op af et spørgsmål fra Partiet Venstres forsvarsordfører Svend Aage Jensby. Han bad forsvarsministeren om at redegøre for de erfaringer, som korvetten havde indhøstet under togtet. Forsvarsministeren valgte at besvare spørgsmålet skriftligt. Svaret er gengivet i Tidsskrift for Søvæsen nr. 4/2001 og jeg vil nøjes med som afslutning på denne artikel at gengive Forsvarsministerens konkluderende bemærkninger:“Erfaringerne fra korvetten Peter Tordenskiolds deltagelse i STANAVFORLANT-øvelsen i Caribien i 2001 var meget positive og bekræfter evnen til at bidrage til humanitære operationer og andre “Military Operations Other Than War”. Udbyttet var stort, og samarbejdet med Beredskabsstyrelsen var særdeles tilfredsstillende med gode perspektiver for den eventuelle fremtidige deltagelse i humanitære opgaver. Endvidere er der indhøstet værdifulde erfaringer, der bl.a. kan anvendes i forbindelse med projekteringen af de fleksible støtteskibe.”

Korvetten under Storebæltsbroen i August 2001. Foto: Forsvarsgalleriet.dk

Litteraturliste

Brøndum, C “Kurs mod ukendte opgaver”. Berlingske Tidende 5.januar 2001.

Jørgensen, T. Ø. “Togt Rapport. STANAVFORLANT WESTLANT Deployering 2001. PETER TORDENSKJOLD.”

Lippert, T. “PETER TORDENSKJOLD i Caribien”. Flåden i Korsør, 2/ 2001.

Tidsskrift for Søværnet, årgang 2001.

Forsvarets Biblioteks Fotoarkiv kan ses på www.forsvarsgalleriet.dk

Skriv et svar

Tags

Forfatter

-soren_norby_015_kvadrat-2021-promo
Søren Nørby er marinehistoriker med speciale indenfor flådens historie efter 1814. Søren er ansa...

Relaterede artikler

Bidrag

Bliv en del af historien! Du kan være med til at sikre forsvarshistorien, så den ikke går tabt.