FORSVARSHISTORIEN

En ulykke i Libanon – og de lange skygger 

Øjenvidneberetningen:  

Karsten H. Petersen var kammerat og kollega med flyverspecialist Kjeld Møller Mellergaard, som blev dræbt i ulykken 9. januar 2010. Og det var Karsten, der som fører af kortegens følgebil måtte kæmpe for at få hjælpen frem, da bjærgningskøretøjet var forsvundet ud over en bjergskrænt.  

Redigeret af Peter Skautrup 

Det var ikke ligetil.  

Ingen af FNs radiokanaler virkede, tjenestemobilen lå et sted i den smadrede bjærgningsvogn nede i dybet – og to gange, mens han ventede på redningsindsatsen, følte han sig selv truet på livet.  

Det hele sendte ham ud i ti års mareridt med PTSD ‘i svær grad’.  

Hele Karstens historie om den svære tid efter ulykken kan du høre i denne podcast:

og en delvis udskrift af podcasten kan læses her: 

”Opgaven den dag var, at vi skulle et godt stykke igennem missionsområdet op og hente en lastbil, der var i stykker. 

Jeg kører så den her følgebil vi har med. 

Det tager nok en time til at komme op til den her mission. 

Og det er jo ikke fordi Libanon sådan er oversået med lækre asfaltveje. Som vi kender derhjemme fra Danmark. Eller fra Europa. Vi kører i meget bjergrigt terræn med meget små hårnålesving. Og meget kraftige både fald og stigninger. Så det er sådan rimelig udfordrende at køre i, når vejen ikke er bredere. 10 centimeter det kan gøre forskel på, om man er blevet på vejen eller ryger af. Så man er sådan rimelig meget på også.  

Det bliver så besluttet hjemmefra, at vi skal have lastbilen med tilbage til vores værksted hjemme på hovedbasen. Og der havde vi nogle danske mekanikere, der stod klar til at kigge på den her lastbil.” 

Den defekte lastbil bliver hægtet op på bjærgningsvognens grill, og det besluttes, at Karsten skal køre forrest, så han over radioen kan guide kollegerne på bjærgningsvognen om sving og forhindringer forude på de smalle veje. Med i bilen har han to mekanikere. 

”Så kørte vi stille og roligt derudad. Vi har kørt en 30 km i timen, 40 km i timen. Når du arbejder med tunge ting, og specielt når du er i sådan et område, hvor der ikke er ret meget plads, så er fart ikke altid en kærkommen ven. Så er det bedre at gøre det langsomt.  

Og på et tidspunkt, der kører vi langs et bjerg, altså på en smal bjergvej, hvor den er sådan hugget ind i bjergsiden. Og et godt stykke ud ad den her vej her, der kommer der et venstresving rundt om bjerget, altså hvor bjerget det ligesom stopper. Jeg kører og svinger stille og roligt rundt og får kørt lidt ned ad vejen og får kaldt tilbage, at der er fri passage hele vejen rundt, for jeg kan også godt se på bredden af vejen, at der skal de bruge hele vejens bredde for ikke at køre ind i bjergsiden eller for at ryge ud over. 

Så jeg kalder tilbage, at der er fri passage, jeg får ikke nogen svar i radioen, at umiddelbart er det ikke altid unormalt, at man ikke får et svar, så kan det være, at de lige er ved at køre eller sådan noget. Og hvis de ikke har hørt det, så plejer de lige at gentage. 

Men jeg har jo en idé om, at med den afstand, jeg kører til dem og med den hastighed, vi kører, så har jeg en helt klar idé om, hvor lang tid der skal gå, før jeg skal se ham komme til syne i mit bakspejl. 

Og der sker ikke noget. Jeg når lige at sige til de andre inde i bilen, at ”nå, hvor bliver de af?” De der to mekanikere, der sad på bagsædet, de begyndte så at kigge ud af bagruden også. Og jeg tænkte også, at… det skulle da komme. Jeg tager så radioen og kalder op. For at lige høre, hvor de er henad, og hvornår de kommer. Og der er ikke nogen, der svarer.  

Lige pludselig kan vi se, at der kommer en bil rundt om svinget. Det er en personbil, en civil en, han klodser bremsen i, og han har rullet vinduet ned i passagersiden, og han råber et eller andet på libanesisk og laver nogle håndfagter og sådan noget. 

Og vi kunne bare se på ham, at der var et eller andet, der var helt galt. Så satte han bilen i gear, og så forsvandt han bare igen. Så nåede jeg lige at tænke også, at det sker bare ikke det her. 

Så jeg smed min bil i bakgear, og så fik vi ellers tilbage op ad skrænten igen, eller op ad vejen der, og kom op i det der sving. 

Og da vi holdt op, så springer vi ud af bilen. Og det første jeg konstaterede, var bjærgningsvognen, den var bare væk. Så de var helt væk. 

Der var nogle spor på vejen. Dækstriber, hvor det ligesom bare var slæbt hen ad asfalten. Og der kunne jeg bare kigge ud til kanten, at de var simpelthen bare fortsat lige ud. 

Og lige det samme, så er der en af de andre, der råber, at ”de ligger hernede!”  Så kom jeg hen og får kigget ud over skrænten også, og der kan jeg så se, at bjærgningsvognen ligger nede i bunden. 

Den er simpelthen rullet ned, og den var rykket fuldstændig fra hinanden.” 

Karsten er umiddelbart nervøs for, at bjærgningsvognen kan være blevet beskudt af Hizbollah, at de er kørt i et baghold. Han giver de to mekanikere i følgebilen besked på at gribe deres førstehjælpsudstyr og bevæge sig ned ad skrænten for at finde de to kolleger fra bjærgningsvognen.  

”Da vi lige havde kørt forbi et afmærket minefelt også, så kan jeg bare huske, at jeg får lige sagt til dem, at de skal gå i slæbesporet. Der hvor lastbilerne er trillet rundt – det er jo den her gode, gamle lærdom med, at hvis nu lastbilerne er trillet rundt et eller andet sted, så hvis det ikke har udløst nogle miner, så kan de også godt gå i det uden at risikere det. Link til videoen kan indsættes her  

Det er mange ting, der ryger igennem hovedet lige på et splitsekund. Hvis jeg skal bruge et enkelt ord om det, så er det jo det her uvirkeligt. Og at… det sker bare ikke det her. Det er jo ligesom at få et slag i hovedet til en boksekamp. Så er der bare kaos inde i hovedet lige pludselig. Altså det er meget uvirkeligt at se de her køretøjer, som du har set og kigget på hele dagen i bakspejlet. Og også stået ved siden af tidligere på dagen og sådan noget. Og nu lige på, så ligger den nede i bunden af sådan en kløft. Og er rykket fuldstændig fra hinanden.  

Hele ens krop går bare i alarmberedskab. Fordi hvad er der sket? Hvorfor er det sket? Og alle de her ting. Så skal der jo sættes noget i værk.” 

Karsten går i gang med at kalde hjælp på radioen i følgebilen. 

”Og da jeg kalder på vores kanal, og slipper knappen igen på… på mic’en. Så er der bare stille. Og der er bare helt stille.” 

Han kalder igen og igen – forgæves. Radioen er bare tavs. 

”Tingene begyndte at rejse sig i nakken. Det er ikke godt det her. Hvis vi heller ikke kan få hjælp. Så jeg koblede om på en hovedkanal vi havde på radioen, en fælles emergency kanal for alle styrker i Libanon. Og kaldet Mayday ud i æteren. 

Der var ingen der svarede. Der var helt stille.  

Så var der nogle flere kanaler på radioen også. Jeg gik dem alle sammen igennem slavisk. Og kaldte op. Med Mayday, Mayday, Mayday  og ”We need help!”.  

Hvis man ikke var presset nok i forvejen, så klikker der altså noget op i hovedet der. Så jeg har en meget stor alene-følelse. Og den eneste tjenestemobil, vi har med, den var i vores bjærgningsvogn, og den er røget med ned ad skrænten. 

Min far han har altid lært mig, at hvis jeg er havnet i situationer, hvor man bliver max presset, og man har svært ved at tage en beslutning, sådan rent mentalt, så slipper du, hvad du har gang i. Så rent mentalt, så stopper du hænderne i lommen – trækker vejret lige et par gange. Og så gør du klar til at tage en god beslutning.  

Så rent fysisk, der stopper jeg hænderne i lommen. Jeg tænkte bare lige på min far, med det han havde sagt. Og da jeg stopper hænderne i lommen, så opdager jeg så til min forbløffelse, at jeg havde min private mobiltelefon i min lomme. 

Når man kører ud som soldat i et missionsområde, så lægger man typisk alle sine private ejendele af. Vielsesringe, halskæder, mobiltelefoner. Billeder af familie og sådan nogle ting. Så hvis man bliver taget, eller udsat for terror eller noget andet, så har de ikke noget, de kan spore en tilbage på. 

Så jeg har simpelthen glemt at lægge min private mobiltelefon af. Og hiver den op af lommen. Og kigger på den – en god gammel Nokia 6300.  

Og så er det, jeg i den her pressede situation der kunne jeg huske et telefonnummer til Flyvestation Aalborg, til Air Transport Wing nu. Så jeg ringede til dem. 

Og det var vagthavende officerer der tog telefonen. Alle kender alle på Air Transport Wing. Så da jeg præsenterer mig som jeg er ”det er Karsten jeg ringer, jeg er ude fra hangar 51… og 

så sagde jeg også mit MA nummer. Bare lige for at bekræfte. Sådan så de har mulighed for også at vide, at det ikke var sådan et fake opkald.  

Og det første han sagde var så: ”Karsten er du ikke i Libanon?”  

”- Jo og vi har en nødsituation. Og jeg har brug for hjælp.” 

Han var med på det med det samme.”  

Karsten havde en GPS på sig og kunne give officeren hjemme i Aalborg koordinaterne på sin position. 

”Og det var vildt befriende, at have nogen i den anden ende af telefonen.  

Så vores signal det kom via et kommandocenter i Danmark, ned til vores base i Naquare i Libanon. Og så blev jeg ringet op fra vores base, så der begynder vi så at få tilkaldt noget hjælp.  

På det tidspunkt har jeg fået melding om at min makker han ligger dræbt. Godt 30 meter nede ad skrænten. Og man har ikke overblik over den sidste person, som var i bjærgningskøretøjet.  

På det her tidspunkt. Så det får jeg fortalt. 

Jeg får også fortalt at vi er i et område, som måske ikke er så godt at holde helt stille i. Og så også, at vi lige er kørt forbi et minefelt også.” 

Karsten får en ny besked fra de to mekanikere nede ad skrænten, de er nået ned til bunden og har fundet den unge konstabel, som er i live og nu får førstehjælp. Derfor begynder Karsten at koncentrere sig om omgivelserne på bjergvejen – og i det samme dukker en ny trussel op. 

”Der er et køretøj der bremser bag ved mig. Og jeg vender mig om. Der holder sådan en mørkegrøn amerikansk et eller andet køretøj. Det er sådan lidt tydeligt, at det ikke er et LAFT køretøj, altså Libanon Air Force. Så det er ikke et officielt militært køretøj. 

Og dem der kom ud af bilen, de er også sådan lidt… så min umiddelbare vurdering er, der kommer en patrulje her fra Hizbollah. Og da de står ud af den her bil, så giver de sig ret god tid i forhold til, hvis de nu var på vej frem til ulykkesstedet.  

Og jeg tænker også at, de ved sgu noget dem her. De er kommet for at gøre det sidste færdigt nu her. 

Der er fire personer i bilen, tre af dem stiller sig meget tæt på Karsten. 

”Jeg stod med en klar oplevelse af, at ”nu skal du sgu dø.” Nu sker det. Og hjernen den kørte på højtryk. Jeg havde min pistol siddende i mit hylster på siden. Vores lange våben lå henne i vores køretøj, og det var heldigvis låst. Det er som om, jeg ikke er der for dem. 

Altså det er jo en smuk dag. En lørdag, og alt er hyggeligt. Og lige pludselig så få øjeblikke senere, så skal du stå og tage en beslutning, om du skal trække din pistol eller ikke skal. 

Jeg kan simpelthen ikke konsekvensanalysere hurtigt nok der. Hvad vil der ske, hvis jeg trækker min pistol og beder dem om at holde afstand til mig?  

Altså min krop den fryser bare, og så kommer de hen til mig. Og de står og snakker meget tæt på mig. Og lige pludselig, så går alarmen i det her følgekøretøj, som jeg er kørende i. 

Og da vi så kigger derhen, så står den fjerde person og har fat i døren på min bil og er ved at prøve på at åbne den. Og han ligner da også sådan en, du tager med fingrene i kagedåsen – på fersk gerning.  

Der var rigtig meget kaos oven i hovedet på mig. De her Hizbollaer går så tilbage til deres bil igen og står og snakker lidt. Så sætter de sig ind i bilen og kører igen. 

Og så kunne jeg bare ånde lettet det op. Det var en meget meget – ubehagelig oplevelse også rent fysisk. Jeg fik virkelig kvalme bagefter.  

Jeg fik åndenød. Og samtidig var jeg også sådan en eller anden, en lettelse over at, at det så alligevel ikke var i dag, at jeg skulle forlade verden. Men jeg var helt sikker på at nu dør jeg sgu. 

Jeg står lidt deroppe alene igen, får kigget ud over skrænten. Og kan se at de stadigvæk er i gang helt nede i bunden af kløften med ham den unge konstabel, der overlevede turen ned. Det var lidt svært også. Fordi jeg har sgu ikke rigtig nogen tidsfornemmelse af, hvor hurtigt tingene de går og sådan noget. Men efter et stykke tid, så kan jeg se ud af den her bjergvej, vi er kommet kørende ad, der kommer et FN-køretøj. Noget der ligner en SISU (pansret ambulance, red.)  kommer stille og roligt kørende. ”Yes nu kommer hjælp, nu er man ikke helt alene længere.” 

Og så slog det mig lige pludselig, at de har ikke ret travlt dem her. De kører faktisk meget langsomt i forhold til, hvis de er på vej ud for at hjælpe nogen. 

Så kan jeg se at den her soldat, der sidder oppe i tårnet på det her køretøj, han sidder og kigger ud over bjergsiden. 

De kommer rigtig, rigtig tæt på mig. Og lige pludselig, så hugger de bare bremserne på den her SISU og ham oppe i tårnet, han får lige lagt en hånd på deres TMG (tungt maskingevær), og  

så forsvinder han bare ned i køretøjet. Lugen bliver lukket, og så aktiverer de så deres TMG, og så bliver det bare lige drejet i retning af mig.  

Det var ikke rart. Jeg havde næsten lukket øjnene. Jeg troede sgu der kom et skud her.  

Nogle år efter kunne jeg godt se, at jeg gav mening, det de gjorde. Hvis de blev overrasket af en situation. Og det er akkurat det samme det ville vi andre soldater også gøre. Hvis det var vi havde en oplevelse af, at vi var i et baghold. De havde ikke fået melding om den ulykke, vi var i derude. Så de var jo ude og køre på en almindelig patrulje. 

Så derfor så blev de lidt overrasket over det. Det kan jeg selvfølgelig godt forstå i dag. Men lige i situationen dernede. Der var jeg mentalt et helt andet sted. Og stod og kiggede ind i den her TMG.  

Det var faktisk meget ubehageligt. Efter noget tid så sætter de en patrulje bagud af køretøjet. Og de kom ud og de har deres våben hævet helt op. Og klar til at afgive skud. 

Og kommer hen til mig. Og for ikke at det var kompliceret nok i forvejen, så var det her en patrulje fra Ghana. Deres engelsk, det var faktisk ikke ret godt, det var faktisk ikke eksisterende. 

Jeg stod med hænderne oppe.  

Og så prøvede jeg på at pege ud over skrænten. 

Så sendte de en af deres patruljefolk ud. Og han kiggede. Han var sådan helt nede på maven. 

Da han så ser der ligger et FN-køretøj dernede. Og hvordan der er sket. Så ligesom at knipse med fingrene, så vendte hele situationen fra at være – nu bruger jeg lige ordet fjendtlig. Fordi det var den jo ikke. Men den var jo meget intens derude.  

Og nu var de i gang med at hive bårer ned af deres køretøj. 

Og førstehjælpsudstyr. Og de var i gang med at kalde på radio.  

Jeg stod bare alene tilbage på vejen, jeg kunne ikke få luft. Jeg kunne simpelthen ikke trække vejret. Jeg begyndte bare at hulke. Jeg begyndte simpelthen at græde. Jeg kan huske at jeg gik over til den her bjergvæg. Og så stod jeg alene lidt op ad den. Dels for lige at skjule mig lidt. Jeg skulle bare lidt væk. 

Samtidig begyndte at komme nogle franske nærforsvarsstyrker ud. I nogle små patruljekøretøjer. Og lige pludselig, så væltede det bare ind med alt muligt mærkeligt hjælp til os. 

Der var rigtig mange mennesker derude. Og der var ikke nogen der vidste sådan rigtigt, hvem jeg var. Og hvad jeg lige havde haft og oplevelser. Så jeg stod egentlig bare og var en skygge op ad den her bjergvæg. 

Og jeg kunne bare mærke at jeg var slet ikke på højkanten endnu overhovedet. Så jeg gik lige et par biler længere frem end hvor mit eget køretøj holdt. Og så satte jeg mig ned på knæet og så begyndte jeg bare at græde. 

Jeg kunne bare mærke at kroppen var kørt helt ud. Og jeg kunne virkelig ikke få luft. Og jeg sad bare og hulkede der. Og lige pludselig, så er der bare en kæmpe hånd der tager fat i skulderen på mig, og næsten løfter mig op. 

Det var en af vores danske MP’ere. En meget stor gut og en rigtig god gut. Der lige løfter mig op og så kigger han på mig. Og så siger han, jeg er fysisk okay.  

Jeg kan huske, da de bærer båren op. Med min makker på. 

Der ligger en dansk M84 grøn regnjakke hen over ansigtet på ham.  

Så bærer de ham lidt længere bagud, for at få ham ind i et køretøj. Det er jo sådan set det sidste jeg så til ham.  

Jeg forstod ikke, at det var det der var sket, på det tidspunkt, det var uvirkeligt. Det når jeg tænker tilbage på det. Så genkalder jeg en følelse af at gå med en svag hyletone for ørene. Og ligesom at gå ind i en boble. 

Som om man har fået et rigtigt slag i hovedet. Eller der er sprunget en voldsom eksplosion meget tæt på dig. Så jeg er gået ind i sådan en boble. Med sådan en hyletone. Hele den her dag. 

Der er ikke noget der er virkeligt for mig. 

Jeg kan huske at jeg ringede hjem til mine forældre også. Og fortalte dem hvad der var sket. Og det var med den her med at, de skal ikke læse på tekst-tv, at vi har haft ulykker dernede. Og så sidde og være nervøs over ”er det mig der er sket noget med.” Så jeg ringede hjem.  

Så kan jeg huske, da vi kommer tilbage til lejren, at jeg skal aflade mit våben. 

Og jeg kan huske jeg stikker piben fra geværet ned i røret og skal til at aflade, og det kan jeg ikke, jeg kan ikke finde ud af det. 

Så en af de her MP’er han tager så armen ind foran mig og siger, ”Karsten skal jeg nok lige tage den her.” Og så aflader han så mit gevær for mig. 

Jeg tager så hånden ned på min pistol. Og det er jo egentlig bare fordi, jeg ville tage min pistol op, og så ville jeg give ham den. Så tager han så min hånd – ”og ved du hvad Karsten” – han skal nok tage den her. Og så aflader han pistolen også.  

Og det var så sidste gang jeg så de våben på den her tur.  

Jeg kunne ingenting.” 

Skriv et svar

Relaterede artikler

Tags

Forfatter

Bliv abonnent

Vær med til at sikre forsvarshistorien og få adgang til en række fordele.

Relaterede artikler

Udgiv på forsvarshistorien.dk

Bliv en del af historien! 
Du kan være med til at sikre forsvarshistorien, så den ikke går tabt. 

TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV​

Og modtag forsvarets historie og andet godt på e-mail.