De EU-organiserede civile missioner får langt mindre omtale end FN’s og NATO’s militære missioner. Men EU’s udsendelser har stor betydning for krigsramte landes chancer for at komme videre efter ophør af konflikt- og krigshandlinger. Det mener civil konfliktspecialist og major Lars H. Madsen – en international veteran, der har prøvet begge typer missioner

For Lars Hawaleschka Madsen, 56-årig major i Flyvevåbnet, var det en stor dag, da det danske forsvarsforbehold i EU-samarbejdet i juni sidste år blev afskaffet ved en folkeafstemning. ”Nu kan vi deltage i hele paletten af EU’s sikkerhedspolitiske instrumenter,” pointerer han. ”Det handler især om at forsvare EU’s kerne: de ydre grænser og ikke mindst foranstaltninger mod ulovlig immigration, smugling, human trafficking etc. Ikke mindst vigtigt er arbejdet på at skabe stabile styrer i de lande, hvorfra indbyggerne gerne vil udvandre, så vi ikke får de her voldsomme migrationsstrømme.”

EU-missionerne bliver ofte etableret i lande, hvor der er eller har været militær konflikt. Når styrker i FN- eller NATO-regi bliver sat ind, sker det under stor offentlig bevågenhed. ”I sammenligning med det trækker genopbygningsindsatsen ikke så meget fokus. Men indsatsen efter en krig for at stabilisere et land er mindst lige så vigtig. Det er afgørende vigtigt, hvad vi gør for, at de her lande ikke falder tilbage i hullet,” understreger Madsen, der i dag arbejder for Forsvarets Vedligeholdelsestjeneste som forbindelsesofficer til Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) i Ballerup.

”Når folkeafstemningen sidste år var vigtig for mig, så skyldes det, at EU’s Fælles Sikkerheds- og Forsvarspolitik (CSDP) opererer med en generel skillelinje mellem militære og civile missioner. Det var præcis her grænsen gik for Danmark m.h.t. hvad man kunne deltage i, mens forsvarsforbeholdet var i kraft.”

CSDP afløste fra sin etablering i 1999 gradvis Vestunionen (WEU), der endeligt blev nedlagt i 2011. Fra 2003 begyndte EU at udsende missioner.

I årene fra ca. 1991 og frem til 2003 deltog Danmark med militært personel, der var civilt udsendt som monitorer under Udenrigsministeriet – i European Community Monitor Missions (ECMM) – så reelt har indsatsen i EU-regi strakt sig over 30 år.

160 udsendelser om året

Ifølge Lars H. Madsen er der for tiden 21 igangværende missioner. De 9 er militære – typisk træningsmissioner – og 12 er civile missioner. De yder primært rådgivning og træningskapacitet til den civile sektor med landenes indenrigsministerier som de typiske samarbejdspartnere.

Gennemgående arbejdsområder er intern sikkerhed, grænseberedskab, demokratiudvikling, udvikling af retssamfund, beskyttelse af menneskerettigheder og funktioner som valgobservatører. ”Men dertil også f.eks. bevaring af kulturelle værdier,” bemærker Lars Madsen. ”I et land som Irak med en rig historie er risikoen for tyveri af arkæologiske og kunstneriske genstande stor i det kaos, der er under og efter en krig. Her kan EU-folkene bidrage med f.eks. registrering og foranstaltninger mod smugleri.”

Gennemgående arbejdsområder er intern sikkerhed, grænseberedskab, demokratiudvikling, udvikling af retssamfund, beskyttelse af menneskerettigheder og funktioner som valgobservatører. ”Men dertil også f.eks. bevaring af kulturelle værdier,” bemærker Lars Madsen. ”I et land som Irak med en rig historie er risikoen for tyveri af arkæologiske og kunstneriske genstande stor i det kaos, der er under og efter en krig. Her kan EU-folkene bidrage med f.eks. registrering og foranstaltninger mod smugleri.”

UFD har ca. 330 eksperter stående i sin database, og årligt udsendes ca. 160 fra beredskabet. I alt har ca. 2000 danskere været udsendt på EU-missioner siden 2003.

Det er ikke tilfældigt, at Lars Hawaleschka Madsen bruger glosen ’eksperter’. ”Du skal være godt uddannet for at komme i betragtning til en EU-mission – her er ikke brug for almindelige værnepligtige, men for f.eks. uddannede politifolk eller civile specialister,” fortæller han. ”Man skal kunne rådgive på højt niveau, og det er krævende at sætte sig ind i EU’s komplicerede lovgivning og mekanismerne.”

Lyspunkter i Afghanistan trods alt

Den næsten 20 år lange FN- og NATO-tilstedeværelse i Afghanistan omtales oftest som en komplet fiasko, der sluttede med Talibans sejr i 2021. Lars H. Madsen hæfter sig imidlertid i høj grad ved ting, der faktisk lykkedes, når han tænker tilbage på sine tre perioder på international mission i den bjergrige asiatiske indlandsstat.

I årene 2015-17 var han HR-chef ved European Police Mission (EUPOL), og Madsen understreger at politimissionen byggede videre på det arbejde, der var blevet gjort under ledelse af den danske chefpolitiinspektør Kai Vittrup.

Vittrup havde f.eks. i årene 2008-10 stået bag oprettelsen af Female Police Academy – en politiuddannelse for kvinder og dermed unægtelig epokegørende i det dybt konservative muslimske land. ”Vittrups arv var der stadigvæk, selv om han ikke var der længere. Fra mandatets start arbejdede man målrettet på opbygningen af et afghansk politi,” fortæller Lars Madsen.

Da han ankom til Afghanistan, var den NATO-ledede International Security Assistance Force (ISAF),der havde været i landet i årene 2001-14, netop blevet afløst af en ligeledes NATO-ledet, men ikke krigsførende Resolute Support Mission (RSM) med en militær og en civil del.

Som led heri trak man sig ud af de fleste provinser, som ISAF havde ført krig i, og koncentrerede indsatsen i tre provinser plus hovedstaden Kabul. Den første opgave var for Lars H. Madsen at lede koncentrationen af EUPOL-missionen. ”Jeg var selv med til at åbne den franske pigeskole,” siger han om tiden, da det stadig var muligt at have fremtidshåb. ”Men terroren fortsatte. Resultatet var hårdt at sluge – men vi gav dem en chance på 17 år. Afghanerne bevægede sig fremad, og måske vil det få betydning, at mange har erindringen om den periode, hvor de havde en vis frihed. Men det, der altid har vist sig som en hindring, er, at afghanerne ser sig selv som stammefolk fra den provins, hvor de er hjemmehørende, mere end som afghanere.”

2019-20 var han på endnu en mission i Afghanistan, denne gang i RSM’s militære del som rådgiver for det afghanske flyvevåben. Selv på dette sene tidspunkt – et år før sammenbruddet i 2021 – var der positive momenter. ”Set fra min post var vi ikke så langt fra noget, der kunne være blevet en gedigen succes. Jeg husker, at en general i det afghanske flyvevåben var begyndt at omtale det afghanske flyvevåben i ’vi’-form,” fortæller majoren. ”De var kloge, dygtige og dedikerede mennesker. Men hæren begyndte at falde fra hinanden, så det afghanske flyvevåben f.eks. måtte løse transportopgaver for hæren.”

Officer ved HAWK-batterier

Efter værnepligt og konstabeluddannelse i 1987 blev Lars H. Madsen uddannet i Flyvevåbnets Kontrol- og Varslingsgruppe som radartekniker. Den blev efter organisationsændringer til Kontrol- og Luftforsvarsgruppen (KLG), og han blev teknisk officer ved HAWK-missilbatterierne (Eskadrille 533 og 543) på Flyvestation Skrydstrup og på Stevns, hvorpå han gjorde tjeneste ved KLG’s stab i Skalstrup. ”Jeg er glad for og stolt over den karriere, jeg har haft i Flyvevåbnet og Forsvaret,” siger han. ”Jeg blev næstkommanderende for det danske bidrag til ISAF: et Hercules-fly og to kortrækkende radarer, og jordtropper ved lufthavnen som led i Combined Air Transport Organization (CATO). Efter yderligere en udsendelse til United Nations Truce Supervision Organization (UNTSO) i Mellemøsten fik jeg et job i en private sektor som HR-chef 2007-12.” Efter nogle år fandt Lars Hawaleschka Madsen ud af, at EU’s civile missioner rummede mulighed for, at man kunne blive HR-medarbejder. ”Det fik mig til at søge, og jeg blev HR-chef for missionen i Georgien i perioden 2013-15.”

Introducerede IT i irakisk ministerium

Det er EU’s udenrigsministre, der beslutter hvilke missioner, unionen skal etablere. Lars H. Madsen var i to perioder i Bagdad med European Advisory Mission in Iraq (EUAM Iraq), og op til etableringen i 2017 var det indledende spørgsmål: ’Hvad skal vi nu i Irak?’ ”Man så på, hvad det EU-militære forslag var, og hvad det EU-civile forslag var. Man konkluderede, at NATO havde afsluttet dele af sin opgave, og kampen mod Islamisk Stat var i det store og hele slut. NATO fortsatte derfor med en trænings- og genopbygningsmission – og i koordination med NATO besluttede EU, at en civil mission var relevant.”

EUAM Iraq var et eksempel på, at resultatet af selv en flerårig mission ofte blot er en enkelt brik i et arbejde med et langsigtet mål for øje. ”I Irak var den store udfordring at gennemføre en transformation fra en fuld krigsmagt, der kæmpede mod Islamisk Stat, til en situation, hvor man er en almindelig velfungerende stat med de dertil hørende sikkerhedsstyrker,” beretter Lars Madsen. Som noget af det vigtigste handlede det om transitionen af tusindtallige militærstyrker til civile sikkerhedsstyrker og beredskab. ”Det blev min opgave at lave en ny HR-strategi for Indenrigsministeriet, der omfattede 610.000 medarbejdere. Det var en træg proces, for enhver ændring forudsatte, at beslutningen blev ophøjet til en lov eller et dekret. Hvis et eller andet ikke fungerede, hvor skulle man så henvende sig for at få lavet ændringer?”

EU-missionen udfærdigede en fuld analyse – en kortlægning af ministeriets HR-område og alle tilhørende processer – og hvorledes man kunne modernisere og især digitalisere hele HR-området. ”Det ville koste 36 millioner dollars at indføre IT i ministeriet,” oplyser majoren. ”Jeg arbejdede sammen med amerikanerne, der havde indført IT i forsvarsministeriet, så jeg fik konceptet mere eller mindre foræret. Men der fulgte ikke penge i den størrelsesorden med fra EU, så vi måtte holde os til at se på, hvordan vi kunne få digitaliseret bestemte områder.”

Rodløs – og klar til afrejse igen

Lars Hawaleschka Madsen var udsendt næsten uafbrudt i årene 2013-21. Det er ikke gået sporløst hen over ham. ”Det slider at opholde sig otte år i konfliktområder. Det skal man ikke undervurdere. Nogle måneder før jeg ankom til Afghanistan mistede EU-missionen gymnasielærer Mette Teilmann Nielsen fra freds- og stabiliseringsberedskabet,” fortæller han. ”Hun står på mindevæggen ved Kastellet som den foreløbig eneste fra en EU-mission. Hun gik ind i en libanesisk restaurant i ambassadekvarteret i Kabul sammen med en vagt, hun havde med, men restauranten blev angrebet af tre talibanere: Hun var iblandt de 19, der blev dræbt ved terroraktionen.”

EU-missionerne foregår ofte i de samme konfliktområder som NATO og mange gange i områder, hvor NATO ikke er – men hvor man skal samarbejde med FN og NGO’er. ”EU’s civile missioner er gradvis blevet farligere. Der er nemlig vigtigt, at man kommer hurtigt ind i genopbygningsfasen, hvilket typisk er ensbetydende med, at konflikten ikke helt er slut.”

Direkte forespurgt bekræfter majoren, at han nok er blevet lidt rodløs over de seneste 10-15 år og stadigvæk er det.

”Det bliver lidt en livsstil at arbejde på denne måde. Der er oplagte ting i udsendelserne, der trækker, for hvor kunne jeg ellers få mulighed for at rådgive på et ministerielt niveau? Sådan en udsendelse giver en chance for at gøre en forskel,” begrunder han valget. ”Jeg havde friheden til det, for jeg har ingen børn, og min hustru havde langt hen ad vejen fuld forståelse for mit arbejde, engagement og drivkraft. Typisk havde jeg orlov fire gange om året. Jeg tog hjem de to gange, mens vi de to andre gange mødtes i et spændende land ude i verden. Det kostede så til sidst ægteskabet – efter 23 år.”

Lars Madsen er klar til at lade sig udstationere igen. ”Det skyldes den mulighed for jobtilfredsstillelse, der er – og det at gøre en forskel betyder meget. Netop derfor skal der ikke komme nogen og vifte med en deployeringsseddel, uden at jeg tager den, hvis det ellers ser rimeligt ud.”

Overset gruppe

I dag – på Europadagen den 9. maj – holder Lars H. Madsen tale ved en parade på kastellet i København, som Danmarks Veteraner holder i anledning af 50-året for Danmarks optagelse i EU. Han mener, at veteranerne fra EU-missionerne i høj grad er blevet overset af det officielle Danmark.
”Kravene er – selv om man som EU-medarbejder ikke er bevæbnet – grundlæggende de samme som for militært udsendte: Et godt hjerte og en klar hjerne. Alligevel er vi ikke anerkendt på lige fod med de militære veteraner. Jeg vil spørge, hvorfor ikke både Forsvarsministeriet, Justitsministeriet, Udenrigsministeriet og Indenrigsministeriet er medunderskrivere på veteranpolitikken? EU-veteraner har ikke noget veterancenter, vi kan henvende os til. Udenrigsministeriet vil ikke være med til at lave en medalje for folk, der har været udsendt,” siger Lars H. Madsen, der oplyser selv at have skrevet et brev til ministeriet med et sådant forslag i 2012 – før han første gang selv blev udsendt for EU og trods utallige henvendelser siden.

Den internationale veteran er taknemmelig for de muligheder, han har fået for at udleve sine drømme og ambitioner. ”Min karriere har helt unikt primært været bygget på internationale erfaringer og missioner – og min personlige udvikling er helt klart en spejling af de muligheder,” konkluderer Madsen. ”Både Forsvarsministeriet og Udenrigsministeriet giver personer som mig unikke muligheder ude i verden. Jeg kan derfor kun opfordre til, at man tager imod denne store chance for at gøre en forskel – for dem derude og som udsendt for Danmark.”

Europadagen får også et fagligt indhold, idet repræsentanter for både Forsvarsministeriet og Udenrigsministeriet vil møde op og holde indlæg om, hvad den sikkerhedspolitiske dimension af EU egentlig går ud på.’

Du kan se et interview med Lars, hvor han fortæller om nogle af sine oplevelser lige her: