FORSVARSHISTORIEN

Et varsel om en ny tid – kronik fra 1993 af Helen Jørgensen, daværende MF 

Politikeren, der sad i Folketinget 1990-94 og var medlem af Forsvarsudvalget, besøgte de danske FN-styrker i Kroatien. Det satte tanker i gang, som hun udfoldede i fagbladet Officeren

Introduktion af Niels-Birger Danielsen
Da det revolutionerende forsvarsforlig i 2004 blev indgået, der afskaffede mobiliseringsforsvaret og målrettede militæret mod indsættelse på internationale operationer, var det baseret på ’K-notatet’. Det var Forsvarskommandoens egen forligsskitse, der – helt utraditionelt – var blevet udarbejdet uden om det politiske system. Forløbet er skildret i tv-dokumentaren: K-Notatet. Om Forsvaret i fremtiden.

Men udspillet kom ikke ud af den blå luft. Topofficerer lever – som andre højtstående embedsmænd – af at kunne tage bestik af de politiske vilkår. Og det holdningsmæssige skift til fordel for prioritering af internationale missioner var sket gennem mere end 10 år.

Skrev midt i et regeringsskift

Kronikken af Helen Jørgensen, der var valgt for Socialdemokratiet og medlem af Forsvarsudvalget, er et tidligt udslag af denne udvikling. Hun besøgte de danske FN-styrker i Eksjugoslavien (UNPROFOR) som det første folketingsmedlem.

Symbolsk nok skrev hun sin artikel netop i de dage, da partifællen Hans Hækkerup blev forsvarsminister som led i Poul Nyrup Rasmussens regeringsdannelse den 25. januar 1993. Hækkerup blev gennem sine syv år på posten mere end nogen anden banebrydende for en aktivistisk international linje.

Det var dog ikke til at forudse, da Helen Jørgensen planlagde rejsen. Da ventede alle på rapporten fra den undersøgelsesret, der skulle drage konklusioner i den såkaldte Tamilsag. Først under hendes ophold på Balkan blev det klart, at den konservative statsminister Poul Schlüter måtte gå af på grund af skandalen. Det skete den 14. januar 1993.

Det er værd at læse Helen Jørgensens kronik i det lys, at der gik endnu et år, før Den danske internationale Brigade (DIB) blev oprettet. Det skete ved folketingsbeslutning i december 1993.

Accept af militær magtanvendelse

I kronikken argumenterer det daværende folketingsmedlem bl.a. for, at det – som verdenssituationen så ud – var nødvendigt med ’denne effektive brigade’, der kunne stilles til rådighed for FN og CSCE (Kommissionen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa) med henblik på ’egentlige fredsskabende aktioner’.
     ”Personligt har jeg taget forbehold overfor forsvarsforliget, fordi der i en to-årig periode kun er afsat 50 millioner kroner til materiel til brigaden. Skulle jeg sige noget positivt om det forlig, må det blive, at den mentale forståelse for den internationale brigade nu er til stede,” skriver Helen Jørgensen, der er officersdatter.
     ”Vi må forstå, at hvis vi både vil blæse og have mel i munden, in casu dansk forsvar, som det plejer at være + en effektiv international brigade, så får vi ingen af delene. Opgaven må nu bestå i at koncentrere vores nye materiel ved brigaden samt anskaffe, hvad der mangler. Da der ikke er politisk vilje og folkelig opbakning til forhøjede forsvarsbudgetter, må vi nødvendigvis spare på driften. Det betyder lukning af kaserner og reduktion af mandskab.”

Hendes politiske åbning over for ’fredsskabende aktioner’ skete under indtryk af udbruddet af krigen i Bosnien-Hercegovina i 1992. Men der skulle gå næsten tre år, før Danmark deltog i en fredsskabende aktion med et hårdtslående mandat – den NATO-ledede IFOR-styrke, der blev indsat i Bosnien i januar 1996.

Indtil dette tidspunkt havde Danmark ufravigeligt prioriteret fredsbevarende styrker i FN-regi. Vilkårene for UNPROFOR-missionen var imidlertid for længst blevet meget vanskelige. I 1995 blev det til et regulært sammenbrud for FN-styrkerne på grund af en række katastrofer – bl.a. Srebrenica-massakren og beskydningen af den danske lejr i Dvor, jf. denne artikel: De lange skygger fra Dvor – Forsvarshistorien  

Dyrker stadig forsvarspolitikken

Også som socialdemokrat har Helen Jørgensen, der er pensioneret lærer og bor i Christiansfeld,  været på en politisk rejse, der har været tidstypisk. I 1980’erne var hun aktiv i ’Kvinder for fred’, og var dermed en del af den fredsbevægelse, der var en væsentlig påvirkningskraft bag Socialdemokratiets ’fodnotepolitik’ i 1980’erne.

I dag går hun ind for oprustning, og lokalavisen Fællesavisen portrætterede hende sidste år under overskriften ’fra fredsaktivist til forsvarsaktivist’: Helen Jørgensen er gået fra fredsaktivist til forsvarsaktivist

Også efter tiden på Christiansborg har det nu 79-årige eksmedlem nemlig været engageret i forsvarspolitik. Hun fik f.eks. i 2016 foretræde for Forsvarsudvalget, hvor hun gerne ville fremlægge nogle oplysninger og synspunkter. For nylig deltog hun i en konference i Sønderborg i organisationen Folk & Sikkerhed, og hun holder ind imellem foredrag i sit lokalområde. 

God fornøjelse med indlægget!

Officeren nr. 2, februar 1993: Logistikken skal bedres for danskere i FN’s fredsstyrker

Helen Jørgensen er socialdemokratisk medlem af Folketingets forsvarsudvalg. Hun er vokset op på en kaserne som datter af en officer. Via ’Kvinder for fred’ går hun nu ind for dansk deltagelse i fredsskabende aktioner under FN eller CSCE. Helen Jørgensen har besøgt de danske FN-soldater i det tidligere Jugoslavien: Vi får her lov til at kigge med i hendes dagbogsnotater.

Af Helen Jørgensen
MF
Socialdemokratiet

I dagene 9. til 17. januar (1993, red.) aflagde jeg som det første folketingsmedlem besøg hos de danske FN-soldater i Kroatien.
    
Forud var gået en rundtur i bureaukratiets kringelkroge i Forsvarsministeriet og Udenrigsministeriet i jagten på en besøgstilladelse. Endelig hos Den danske Mission i FN’s hovedkvarter i New York lykkedes det at få den fornødne tilladelse.

Min beslutning om at aflægge besøg ved DANBAT udsprang af adskillige breve og opringninger fra tidligere udsendte, der berettede om forholdene på stedet. Også opfordringer om at følge folketingsbeslutningen op med selv at komme til stede gjorde, at jeg efter at have overvejet frem og tilbage og taget en alvorlig snak med min nærmeste familie følte, at det var min pligt at tage af sted.

Endnu et problem inden afrejsen viste sig vanskeligt at få løst. Forsikringsselskaberne tror, at der er krig i området, og derfor tog det flere dage og mange menneskers indsats at få mig forsikret, og betalingen løb op i 6 gange den normale takst. Forsikringen gjaldt i Kroatien, og en betingelse for dens gyldighed var, at jeg ikke involverede mig i nogen form for krigshandlinger.

Rejsen skulle også finansieres for mig og min assistent. Ansøgninger til flere forskellige fonde har i skrivende stund ikke givet noget resultat.


Krigsudbrud i Bosnien


Den sikkerhedspolitiske udvikling i verden og i Europa tegner sig dystert for mine øjne. Den kolde Krig er blevet afløst af den varme i Bosnien med fare for, at den breder sig til hele Balkan. Genève-forhandlinger om opdeling af Bosnien i 10 autonome provinser er brudt sammen (lørdag den 30. januar), og det er nu op til FN’s Sikkerhedsråd at beslutte, hvad næste skridt skal være.

Forskellige trusler fra lande i den tredje verden, der grænser op til Europa, i form af spredning af våben-teknologi, islamisk fundamentalisme, befolkningseksplosion, nord/syd fattigdomskløft, deraf følgende pres af immigranter og miljømæssige trusler, bekræftes hver gang, man åbner sin avis eller tænder for fjernsynet.


Risikabel mission

Lørdag den 9. januar ladede vi så endelig i Zagreb lufthavn og blev afhentet ved C-KMP foranstaltning. Inden vi forlod lufthavnen, skulle vi lige ordne et lille logistisk problem; en forbedring af lygte-situationen. Derefter kørte vi ud i det kroatiske nattemørke.

Efter nogle timers kørsel nåede vi frem til C-kompagniet, hvor vi fik natmad og en enkelt lørdagspilsner. Allerede her hørte vi om det problem, der skulle blive ugens evigt tilbagevendende. LØNNEN.

Desuden sporede vi en vis bitterhed over, at de danske medier fokuserer på vore FN-styrker i Kiseljak ved Sarajevo og næsten aldrig nævner forholdene i DANBAT-området.

Det var ved C-KMP, man oplevede episoden med den pansrede mandskabsvogn, der kørte på en mine. Flere mente, at deres opgave var lige så risikabel, og at det er rent held, at ingen endnu er blevet dræbt.

Næste dag kørte vi en tur ud i området. Teltet med 30-40 flygtninge, der lå tæt ved lejren, stillede vores uformåenhed i relief. Intet kunne vi gøre for dem. En mor, der skubbede sit barn henimod os, var talskvinde. En mand med grådblanke, bedende øjne kan jeg endnu se for mig. Ikke indgive dem noget falsk håb.

En liste med deres navne blev fremskaffet, og vi lovede at aflevere den hos Det internationale Røde Kors, når vi kom til Zagreb.

Dette løfte er indfriet.

Vi så de tomme, halvvejs nedbrændte huse på vejen ud til den pansrede mandskabsvogn, der endnu stod i vejkanten, hvor den var kørt på minen.

Det gjorde indtryk at forestille sig, hvor snært på det her havde været. Resten af den dag var jeg opmærksom på, at bilen holdt sig på asfalten.

Vi aflagde besøg hos den kroatiske kommandant og udvekslede høfligheder. Jeg sad og tænkte på, om denne venligt smilende mand mon havde slået nogen ihjel.

På et tidspunkt blev vi standset ved et serbisk check-point. Blåt tøj. Kalashnikoff skødesløst hvilende i overgangen mellem under og overarm. Kulsorte øjne uden antydning af smil i øjenkrogen stirrede ind i mine lige på den anden side af det åbne vindue.

Den magtkamp om, hvem der først slår øjnene ned, er jeg ekspert i efter 20 år som lærer for drenge i 15-16 års alderen, så jeg ’gloede’ bare igen.

Da vi fik lov til at køre videre, tog jeg et par dybe indåndinger for at få anspændelsen ud af kroppen igen.

Danske FN-soldater i Zagreb Lufthavn. Foto: Forsvarsgalleriet.dk


For lidt påskønnelse

Efter besøget hos C-KMP videre til infirmeriet, hvor man klagede over langsomme forsyninger af nødvendig medicin. Derfra til HQ/DANCON, hvor vi for anden gang overnattede i en pre-fab.

Næste dag besøg hos B-KMP. Check-pointet ved floden Una kan fremvise et skudhul i vinduet over urinalet i pre-fab’en. Man ved ikke, om det var et skud affyret med vilje fra den skråt overfor liggende beboelsesejendom eller blot et vildfarent glædesskud, men hullet udløste bemærkningen:
     ”Tænk, hvis der havde stået nogen!”

Der blev spurgt, hvorfor man har de gamle radioer her, hvor der er brug for dem i det virkelige liv, og de nye hjemme. Vi blev gjort opmærksom på, at kørselsbehovet er større hernede, end man forestiller sig hjemmefra. Man oplever dagligt pressede situationer, hvor der er nogen, der sigter på én med en Kalashnikoff.

Vi holder et politisk møde, hvor lønspørgsmålet igen kommer op. Efter hjemkomsten må jeg konstatere, at alle militære grupper er utilfredse. De føler, at de intet får for den ekstra indsats de yder og de afsavn, de og deres familier er udsat for under udsendelsen. Der er ekstra udgifter derhjemme, når den ene part er væk. De ulige lønvilkår, der udspringer af, at man er ansat i forskellige organisationer, gør for nogle arbejdet til en sur pligt.

Om eftermiddagen videre til E-KMP. Kører med spejderne højt op i terrænet i en Mercedes GD for at besøge en observationspost. Kører gennem mudrede hjulspor med snekæder på, ind imellem snurrer hjulene bare rundt uden at tage fat, og bilens hældning bliver usædvanlig, men køreren udstråler ro, og det er bare en oplevelse.

Lige før vi skal til at køre ned igen, står jeg med en natkikkert og kigger på en brændende gård, jeg ser et lysspor, nedslaget og hører detonationen. Jeg udstøder et forskrækket ’uuh’. Vi får besked på, at vi enten skal se at komme i hullet eller også se at komme afsted. Vi tager frag-vesten på og iler nedad igen.

Der er blevet mørkt, og langs hjulsporet er mennesker kommet ud af husene og står bare og kigger stumt.

Helen Jørgensen på besøg hos de danske styrker i Eksjugoslavien. Foto: Privat.


Nattevagt med soldaterne

Det var rart at komme tilbage til mad og varme hos E-KMP. Vi sidder og hyggesnakker, da et par spejdere pludselig kommer farende og siger, at serberne er ved at bryde ind i ammunitionsdepotet. Man regner med, at der mangler ammunition på kamppladsen ovre i Bosnien. Flere spejdere tager ud for at prøve at forhindre dem i deres forehavende.

Vi bliver siddende og venter på, hvad udfaldet bliver. Langt senere vender spejderne tilbage og siger, at det lykkedes dem at overtale serberne til at sætte låsene på depotet igen. De har klaret deres opgave. Vi bliver transporteret tilbage til HQ/DANCON.
Næste dag besøg hos Stabskompagniet i Dvor, hvor vi så minerydning demonstreret og fik gentaget, hvad vi allerede har fået oplyst mange gange, at der er mangel på reservedele til køretøjerne, derfor kan 50% af dem ikke køre. Traf en canadisk politimand, der berettede, at flygtningene i politistationen følte sig truet som følge af de natlige skududvekslinger, og at politiet intet kunne gøre for at beskytte dem. Betjentene opholdt sig i en bil uden for stationen.

Videre til D-KMP, hvor vi gik på besøg hos en serbisk familie, der bød på Slivowich af ankeret inde fra stuen, og mad kom der også på bordet.

Her havde man den 11. januar bataljonsrekord med 1081 shot reports.

Igen kørte vi op til en observationspost, hvor vi skulle overnatte og holde vagt på lige vilkår med soldaterne. Denne gang var beboelsen i et telt, hvor man både spiste og sov.

At sidde på vagt i den lune post og kigge ud i mørket ved hjælp af infra-kikkerten med et plastik-juletræ med grønne, gule og røde lamper til pynt, mens man snakker om løst og fast og livet i almindelighed og drikker masser af kaffe og ryger, er der en sær hygge ved.

Hovedindgang til staben ved DANBAT den danske FN-styrke i Kroatien, 1993. Foto: Forsvarsgalleriet.dk


Et smut ind i Bosnien

Klokken 24 kunne jeg tørne ind, men det varede ikke så længe, før jeg blev vækket af et drøn fra en artilleri-detonation. Jeg slumrede ind igen, og blev igen vækket af en detonation. Til sidst opgav jeg at sove og gik igen ud i posten og sad sammen med det nye vagthold til kl. 3.

Faldt endelig i søvn og vågnede klokken 8 ved, at jeg blev rusket i skulderen med beskeden, at der var morgenmad, og at vi snart ville blive hentet.

Fik oplysningen, at der var blevet noteret 33 detonationer og 46 shot reports i nat.

På turen ned smuttede vi lige over på en gård i Bosnien for at hilse på en muslimsk leder og udveksle oplysninger. Under hele opholdet var jeg pinligt klar over, at hvis der skete os noget her, så dækkede vores forsikring ikke.

Videre til HQ/SECTOR NORTH, hvor vi følte os rart i sikkerhed, for her var kun glædesskydninger med Kalashnikoff i anledning af det serbiske nytår.

Som gammel fredsaktivist morede det mig at betragte det fortræffelige samarbejde mellem danskere og polakker, der for så kort tid siden var svorne fjender.

Hos UNCIVPOL blev vi helt misundelige, da vi traf nogle canadiere, der foreviste nogle maskinpistoler, der bare var godt kram i forhold til de danske AK-75.

Lad mig slutte bemærkningerne om mit besøg i sektor nord med at konstatere, at danskerne gør et godt stykke arbejde. De ledere, jeg traf, var i stand til at bevare ro og overblik, og jeg forstod, hvor vigtigt, det er, hvis der ikke skal udbryde panik.

Logistikken fungerer langt fra optimalt, og vores soldater er nødt til at udvise stor hittepåsomhed, for der er ikke en butik lige henne om hjørnet, hvor man kan købe en manglende dims.

FN-systemet fungerer uhyre langsommeligt, men at det i det hele taget fungerer, er et under, når man tager i betragtning, hvor mange kulturer der skal lære at samarbejde. Det er et stykke pioner-arbejde, der udføres.


Opfordring: Prioritér brigaden

Den sikkerhedspolitiske situation i Europa er totalt forandret med kommunismens sammenbrud. Et angreb på Danmark vurderes som en trussel, der er forsvundet, men ustabilitet af økonomisk og politisk art har afløst NATO/WaPa-konfrontationen. Lokale og regionale krige i Europa er blevet mulige. Disse kan udvikle sig til konflikter, der også berører vores sikkerhed.

Besøget hos DANBAT har bestyrket mig i den overbevisning, at det danske forsvar må sætte alle kræfter ind på at få opbygget den internationale brigade, der blev truffet beslutning om i forbindelse med forsvarsforliget.

Jeg så, hvor effektivt, mørkekampudstyret var. Alle mørkekampkikkerter på nær to befinder sig i øjeblikket i det tidligere Jugoslavien.

At bringe dette udstyr på højde med allierede enheder i NATO vil alene koste et beløb i størrelsesordenen 1-1,5 milliarder kroner.

At få brigaden på fuld materielmæssig højde med allierede enheder i NATO anslås at koste 6-8 milliarder.

Som verdenssituationen ser ud, er det nødvendigt med denne effektive brigade, der kan stilles til rådighed for FN og CSCE til egentlige fredsskabende aktioner.

Personligt har jeg taget forbehold overfor forsvarsforliget, fordi der i en to-årig periode kun er afsat 50 millioner kroner til materiel til brigaden.

Skulle jeg sige noget positivt om det forlig, må det blive, at den mentale forståelse for den internationale brigade nu er til stede. Der er bred enighed i Folketinget om, hvilke opgaver der kan være for dansk forsvar i fremtiden.

Men vi må forstå, at hvis vi både vil blæse og have mel i munden, in casu dansk forsvar, som det plejer at være + en effektiv international brigade, så får vi ingen af delene.

Opgaven må nu bestå i at koncentrere vores nye materiel ved brigaden samt anskaffe, hvad der mangler. Da der ikke er politisk vilje og folkelig opbakning til forhøjede forsvarsbudgetter, må vi nødvendigvis spare på driften.

Det betyder lukning af kaserner og reduktion af mandskab.

Den våbenteknologiske udvikling går så hurtigt, og våbensystemerne bliver så effektive, at man sagtens kan have et forsvar med et meget reduceret mandskab. Udviklingen i det private produktionsapparat viser den samme tendens.


Overlevelsesevne og interoperabilitet

Forsvarsministerens Rådgivnings- og Analysegruppe skriver i rapporten ’Muligheder for at opstille en dansk hærenhed af brigadestørrelse til indsættelse i internationale operationer’ fra oktober 92 på side 20:
     ”Højest prioritet er kravet om stor overlevelsesevne. Det er almindeligt anerkendt, at høj overlevelsesevne blandt andet tilvejebringes ved høj kampeffekt og beskyttelse. En brigades kampeffekt er en funktion af den hastighed, hvormed brigaden kan gennemføre en kampcyklus. Forudsætningen for at gennemføre en hurtig kampcyklus under alle forhold er besiddelse af effektive våbensystemer, et velfungerende kommando-, kontrol- og informationssystem (CCIS) samt et logistisk system, der kan understøtte kontinuerlige operationer.”

Næste prioritet får kravet om udrustning til et niveau, så en hærenhed kan arbejde meningsfyldt sammen med en allieret enhed. Det kræver moderne, driftsikkert og interoperabelt materiel.

Man kan ikke ligefrem sige, at køretøjerne i UNPROFOR var interoperable, dertil var der for mange forskellige.

Men sender vi danske soldater i en fredsskabende aktion, skal disse ting være i orden. Mit besøg hos DANBAT har overbevist mig om rigtigheden af disse synspunkter.

Kvindelig soldat fra stabskompagniet ved DANBAT den danske FN-styrke i Kroatien. Foto: Forsvarsgalleriet.dkS



Skriv et svar

Relaterede artikler

Tags

Forfatter

Bliv abonnent

Vær med til at sikre forsvarshistorien og få adgang til en række fordele.

Relaterede artikler

Udgiv på forsvarshistorien.dk

Bliv en del af historien! 
Du kan være med til at sikre forsvarshistorien, så den ikke går tabt. 

TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV​

Og modtag forsvarets historie og andet godt på e-mail.