Den 18. september 1995 indtraf en tragedie i Dvor, Kroatien, der satte fokus på psykiske efterreaktioner. To soldater i den danske FN-styrke blev dræbt og syv såret af granatnedslag. Ifølge militærpsykiater Henrik Steen Andersen ændrede Dvor ikke noget i Forsvarets holdning til psykiske lidelser, og man var ikke gearet til udfordringen. Hans-Michael Jelsdorf, tidl. generallæge, afviser kritikken.

Kl. ca. 13.15 gik det galt. En kampvognsgranat gik igennem en bunker i Camp Dannevirke ved den lille kroatiske by Dvor ved Una, grænsefloden til Bosnien-Hercegovina. Den var lejr for et dansk kompagni i fredsbevarende tjeneste for FN.

To soldater blev dræbt og syv såret. Kamphandlingerne var begyndt ved 9.30-tiden, og de skyldtes, at en kroatisk brigade rykkede frem gennem Dvor for at landsætte styrker på den modsatte flodbred, der kontrolleredes af de bosniske serbere. Kroaterne lå tæt omkring den danske lejr, der derved kom til at ligge i krydsild og blev ramt af en række mortergranater.

Dagen efter blev yderligere seks danske soldater såret i Krajina. Det skete, da deres pansrede mandskabsvogn under et forsøg på at evakuere Camp Bülow i byen Kostajnica blev ramt af serbiske mortergranater.

Fuldtræfferen på bunkeren i Camp Dannevirke og andre nedslag blev anledning til, at psykiske eftervirkninger efter krigsbegivenheder kom i fokus – noget der i 2001 for alvor blev sat på dagsordenen i DR’s kritiske radiodokumentar ’De hjemvendte fra Dvor’. Bonanza | Dokumentar | Radiodokumentar: De hjemvendte fra Dvor

”Men jeg ser ikke Dvor som det afgørende skift i holdningen i Forsvaret,” siger Henrik Steen Andersen,” overlæge i psykiatri i Region Hovedstaden.

”Man skal bemærke den inerti, der ligger i, at der i tidsrummet på seks år mellem begivenhederne i Dvor og radiodokumentaren intet var sket.”

Henrik Steen Andersen arbejdede også i 1990’erne som psykiater i det offentlige – for det daværende Krise- og Katastrofepsykiatrisk Ambulatorium på Rigshospitalet.

DR’s dokumentarholdet talte med 55 soldater fra Dvor, og ifølge udsendelsens oplysninger var ca. halvdelen ramt af psykiske eftervirkninger. To hjemkomne begik selvmord.

I Forsvaret drejede hovedopgaven for Psykologisk Afdeling under Forsvarets Center for Lederskab sig især om rekruttering og vurdering af særligt personel, f.eks. til specialstyrkerne. ”I begrænset omfang gik de ind i efterbehandling, men rigtig mange blev – også efter udsendelse til Balkan – afvist med henvisning til, at deres lidelse ikke handlede om militæret, men om andre omstændigheder i personens eget nuværende eller tidligere liv,” siger Henrik Steen Andersen. ”Først for 15-20 år siden begyndte det gradvist at ændre sig. Den erkendelse voksede, at den hjælp, de udsendte på internationale missioner var blevet tilbudt, var utilstrækkelig.”

Taget på sengen

Hans-Michael Jelsdorf, der 1992-98 var kommandolæge i Hærens Operative Kommando (HOK) og 1998-2006 generallæge – Forsvarets øverste sundhedsfaglige myndighedsperson – kan ikke tage kritikken til sig.

”Jeg er helt uenig i Henrik Steen Andersens påstand, at Dvor ikke ændrede noget inden for området forebyggelse og behandling af psykiske reaktioner hos soldaterne,” siger han til forsvarshistorien.dk

Men han minder om, at Dvor-tragedien indgik i et forløb, hvor voldsomme begivenheder stod i kø. De var af et art og et omfang, som ingen fredsbevarende styrke under FN tidligere havde oplevet. “Med andre ord var der ikke kun psykisk-medicinske problemer i disse måneder, men mange andre håndfaste problemstillinger. Det var en stor problematik, og vi blev nok taget lidt på sengen, fordi det kom bag på os, at der var så mange soldater, der reagerede i situationen. Men vi rykkede på det,” siger Jelsdorf.

”Vi havde et tæt samarbejde med Henrik Steen Andersen på Rigshospitalet, da soldaterne vendte hjem fra Dvor. De var hårdt ramte, nogle tog med til Rigshospitalet, andre ville ikke med, nogle ville have deres forældre med etc.”

Aldeles uventet

Kroaternes offensiv ved Una-floden var en opfølgning på ’Operation Storm’ den 4. august 1995, der havde ført til en erobring af Krajina-republikken. Den var en ikke anerkendt serbisk udbryderrepublik, der var blevet etableret i 1991, og som udgjorde knap 25 pct. af Kroatiens territorium. Arm-amputation under artilleribeskydning – ’Operation Storm’ – Forsvarshistorien

Den fredsbevarende styrke UNPROFOR – United Nations Protection Force – var blevet indsat i 1992 med en dansk bataljon som bidrag for at holde parterne adskilt og observere evt. brud på våbenhvilen mellem serbere og kroater. Det var kun tilladt FN-styrkerne at bruge våben i selvforsvar.

Den danske styrke var fordelt på seks lejre, og der havde indtil sommeren 1995 været relativt fredeligt. Nu bevirkede det kroatiske storangreb imidlertid, at Krajinas samlede serbiske befolkning – ca. 200.000 mennesker – blev drevet på flugt.

Det danske Hold 8 var ankommet mindre end to måneder før og betragtede sig som det hold, der skulle lukke og slukke for den danske styrke i Dvor. Siden ’Operation Storm’ havde der ikke været nogen fred at bevare, og UNPROFOR’s mandat var derfor uaktuelt.

Derfor var det chokerende og aldeles uventet, at Camp Dannevirke blev udsat for direkte beskydning – noget hidtil nærmest ukendt under FN’s fredsbevarende operationer.

De dræbte i Camp Dannevirke var den 20-årige Michael Madsen og den 22-årige Robin Bargholz, begge konstabler. Det var kulminationen på en katastrofal afslutning på den danske mission, der kostede tre faldne.

Den tredje var den 23-årige sergent Claus Gamborg, der var blevet dræbt den 4. august – samme dag som Kroatiens offensiv mod Krajina begyndte.

Mordene på de udviklingshæmmede

Ikke nok med det. Den 8. august – fire dage efter ’Operation Storm’ – blev soldater fra det danske Hold 7, der var i gang med at overlevere lejren i Dvor til Hold 8, vidne til, at ni psykisk udviklingshæmmede blev myrdet af en uidentificeret styrke i form af en massehenrettelse i en bygning, som de danske soldater kunne se lige ind i.

Kompagnichefen, major Jørgen Kold, beordrede sine folk til ikke at foretage sig noget, fordi han vurderede, at styrken ikke var nogen trussel for danskerne. Han holdt sig til, at FN-styrkens mandat kun tillod våbenbrug i selvforsvar.

Dokumentarfilmen ’Massakren i Dvor’ fra 2015 går tæt på det moralske dilemma mellem den medmenneskelige impuls hos soldaterne til at gribe ind og FN-mandatets bestemmelser. Massakren i Dvor – Ny dansk dokumentarfilm | Soldaterlegatet

Det ulidelige dilemma

Ifølge Henrik Steen Andersen mindede danskernes stilling i Dvor under drabene på de psykisk handicappede i princippet om den hollandske FN-styrkes stilling i Srebrenica-enklaven blot tre uger før.

”450 hollandske FN-soldater stod og så på, mens tusinder af indbyggere blev massakreret. Det er noget af de værste, man kan komme ud i i retning af moralsk dilemma.”

Psykiateren vurderer, at mange danske soldater, der kom til Balkan, var meget dårligt forberedt og ikke anede, hvad de kom ned til.

”Til sammenligning var billedet mudret under Irak-missionen 2003-11; man vidste ikke altid, om man stod over for fjende eller ven. Til gengæld sagde mange, at Afghanistan var lettest at forholde sig til, fordi der var regulær krig.”

Henrik Steen Andersen påpeger, at der er tale om en fælles erfaring for de lande, der havde FN-styrker på Balkan i 1990’erne. I Holland efterlod Srebrenica-massakren så stærk en oplevelse af moralsk svigt, at premierminister Wim Koks regering i 2002 måtte gå af, da en kommission i en tilbundsgående rapport havde endevendt forløbet.

”Man havde mere eller mindre gjort 450 soldater personligt ansvarlige for tragedien.”

Helt parallelt erklærer Henrik Steen Andersen sig enig med en kriminalassistent, der i filmen ’Massakren i Dvor’ om UNPROFOR-styrken siger: ’Det var et urias-mandat. Aben kommer på den ene eller anden måde til at sidde på skuldrene af soldaterne’.

Til det store spørgsmål om, hvordan det kunne gå så galt, siger han:

”Desværre er det en del af krigens grusomhed, at man får teflon på sjælen. Det er en overlevelsesmekanisme.”

Regelmæssige inspektioner

Den psykiatriske overlæge finder, at der skulle meget til at ændre holdningen i Forsvaret.

”Den restriktive praksis i relation til anerkendelse af psykiske skader skyldtes antagelig, at man var bekymret for, hvor stort antallet af sager kunne blive, hvis man godtog klagerne. Dvor ændrede ikke noget. Man skal faktisk frem til Afghanistan-krigen, før et wake-up call havde effekt. Nu fik man folk hjem, der havde været i decideret krig.”

Hans-Michael Jelsdorf kan på ingen måde genkende, at området manglede prioritering.

”Der var regelmæssige inspektioner i krigszonen af Forsvarets Psykologtjeneste hver 3. måned fra 1994. Hertil kom oprettelse af en fast psykologvagt ved Forsvaret, som i årenes løb var udsendt akut adskillige gange til danske enheder i internationale missioner.”

Overordnet henviser han til, at Forsvaret for længst havde sat en undersøgelse i gang foranlediget af klager fra et antal af de ca. 800 danskere, der havde været udstationeret ved Den persiske Golf efter Golfkrigen i 1991. Det drejede sig om helbredsproblemer af en ofte ret diffus karakter.

Det resulterede i ’Golfundersøgelsen’ – en omfattende rapport udarbejdet af Forsvarets Sundhedstjeneste i samarbejde med Arbejds- og Miljømedicinsk Klinik, Bispebjerg Hospital – der blev offentliggjort i 1998.

”Undersøgelsen bekræfter, at der både er psykiske og legemlige belastninger forbundet med udstationering i en (efter)krigszone, og set ud fra et lægeligt synspunkt ville en helbredsundersøgelse før og efter en udsendelse være hensigtsmæssig,” hed det i konklusionen.

Hans-Michael Jelsdorf finder, at en misforståelse kan ligge i, at Henrik Steen Andersen ikke var involveret i alle kontakterne.

”Det kan bl.a skyldes, at Forsvaret havde oprettet et psykolognetværk af udvalgte psykologer, som blev aktiveret lokalt rundt omkring i Danmark, da vi fandt det uhensigtsmæssigt, at soldaterne og deres pårørende skulle rejse til Rigshospitalet i forbindelse med alle problemer. Udgifter til dette netværk blev betalt af Forsvaret,” siger han.

Den tidligere generallæge tilføjer, at Forsvaret også havde en kollega til Henrik Steen Andersen fra Krise- og Katastrofepsykiatrisk Ambulatorium med i Kroatien under Dvor-episoden.

Henrik Steen Andersen er imidlertid ganske kategorisk i sin konklusion.

”I dag vil alle erkende helt op til Forsvarets top, at man ikke håndterede situationen på en måde, der var i orden.”

Ros til Veterancentret

Etableringen af Veterancentret i Ringsted i 2011 var et tydeligt udtryk for en opprioritering af området. ”Det har en militærpsykologisk afdeling, der står for psykoterapeutisk behandling. Vi tager os af den medicinske behandling og social afklaring,” siger Henrik Steen Andersen.

Han mener, at forholdene i Forsvaret er helt anderledes i dag, og at Veterancentret gør et rigtig godt stykke arbejde. Han fremhæver specielt det arbejde, som udførtes af daværende oberst, nuværende generalmajor Jette Albinus i hendes chefperiode 2014-17.

”Men nogle veteraner vil gerne have noget at gøre med os i den offentlige militærpsykiatri, men ikke med Veterancentret. Det skyldes mest gammel bitterhed mod Forsvaret, der i øvrigt i høj grad er forståelig.”

Sådanne stemninger var gennemgående i DR-programmet ’De hjemvendte fra Dvor’. Heri gav tidligere soldater udtryk for en opfattelse af svigt af Forsvaret både før, under og efter udsendelsen til Balkan. Og for en oplevelse af, at Hold 8 helst skulle glemmes.

”Man kan ikke sige mission accomplished”, sagde en ikke-navngiven medvirkende.

”Det gik galt. Og det er måske det, man ikke rigtig vil erkende. Så har man valgt at sige: ’Så lægger vi bare låg på og håber, folk vil glemme det’,”.