Skrevet af Christian Hvidt, General, tidl. chef, Forsvarsstaben, tidl. forsvarschef og Generalløjtnant Ove H.-G. Hoff, Generalløjtnant, tidl. chef for Forsvarsstaben, tidl. chef for Nato-hovedkvarteret i Karup (udgivet første gang som kronik i Jyllandsposten d. 18. februar 2024) Artiklen er et udtryk for skribenternes personlige holdning.
Genudgivet efter aftale med ovenstående kronikører
Som forhenværende Forsvarschef og Chef for Forsvarsstaben har vi interesseret fulgt Forsvarets udvikling – eller måske snarere afvikling – igennem de seneste 22 år. Som i så mange andre lande fik velfærden stort set højeste prioritet i tiden efter murens fald, hvor den såkaldte fredsdividende skulle høstes. Denne udvikling fortsatte på trods af Ruslands angreb på Georgien i 2008 og annekteringen af Krim i 2014. For to år siden fik vi for alvor åbnet øjnene for, at den evige fred ligger langt borte. Ukraine blev angrebet af Rusland – Der var krig i Europa.
Det var befriende at opleve danske politikeres resolutte indgåelse af et bredt forlig om styrkelse af Forsvaret med dertil hørende væsentlig øgede budgetter, som kunne bringe os op på NATO’s mindstemål på 2 % af BNP. Pludselig var der politikere, der tilkendegav, at de interesserede sig seriøst for Forsvaret.
Statsministeren fastslog, at det var enhver regerings højeste prioritet at sikre sikkerheden for vores folk og vores kongerige. Det må siges, at være et særdeles godt fundament for den fremtidige udvikling af Forsvaret. Som det kendte ord siger: If you want peace – be prepared for war.
Dette passer utroligt godt til prioriteringen i Forsvaret, hvor ledelsesprincip nr. 1. er:
FORSVARETS ENHEDER SKAL KUNNE KÆMPE.
Der har siden danske styrkers indsats i ex-Jugoslavien i begyndelsen af 90’erne stået stor respekt om de danske styrker fra både Hæren, Søværnet og Flyvevåbnet, hvilket vi som nation kan være særdeles stolte af. Men der er kolossal forskel på at udruste mindre styrkebidrag til deltagelse i internationale fredsbevarende og fredsskabende operationer og på at udruste et forsvar, der skal kunne deltage i forsvaret af NATO’s territorium.
Desværre er den flotte internationale indsats sket på baggrund af udfasning af kampafgørende materiel så som landsdækkende luftforsvar, artilleri og luftværn – uden hvilket vore styrker ikke kan bevæge sig på en kampplads – samt langtrækkende panserværn og meget mere.
Det har ført til forfald på hjemmebanen i Danmark. De manglende ressourcer har ført til massiv nedslidning af kaserner, flådestationer og flyvestationer samt betydelige personelmangler af stort set alle kategorier; alt i alt en udvikling som har igangsat en dødsspiral, hvor alt for mange dygtige medarbejdere rejser væk, samtidig med at det viser sig sværere at rekruttere til store dele af Forsvaret. Det lyder hult, når politikerne nu pludselig taler om fastholdelse. Det skulle være gjort for længe siden. Erfarent personel kan man ikke annoncere efter. Det tager 10-15 år at uddanne en specialist eller en major. Vores erfaring er, at der er alt for meget ”fedtspilleri” i Finansministeriet og Forsvarsministeriet, når det gælder løn- og ydelsesniveauet for Forsvarets personel. Har man i bund grund villet Forsvarets bedste? Det ser unægtelig ikke sådan ud.
Igennem de seneste årtier er der foregået en systematisk udhuling af lønningerne set i relation til sammenlignelige stillinger i den offentlige sektor. Tidligere kunne oberster sammenlignes med afdelingschefer og oberstløjtnanter med kontorchefer. Sådan er det ikke længere. Nu ligger de i bunden af deres respektive grupper. Visse afdelingschefer er på højde med generalmajorer, ligesom visse styrelsesdirektører er på højde med Forsvarschefen, som stadig ikke er i statens højeste lønramme. Vi skønner, at der må være mellem 50 og 100 offentlige chefer, som er bedre aflønnet end Forsvarschefen; måske flere. Det er uforståeligt, at Forsvarschefen, der står i spidsen for ca. 20.000 mænd og kvinder, og som skal føre landet i krig, ikke er blandt de bedst aflønnede i den offentlige sektor.
Eksempelvis tjener Direktøren for DSB over 3 gange så meget som Forsvarschefen, og Direktøren for Folketinget, der er chef for ca. 465 ansatte, er i statens øverste lønramme plus ekstra tillæg.
Store lønforskelle gør sig tilsvarende gældende, når det drejer sig om Forsvarets mange specialister i materiel- og it-sektoren, som ligger betydeligt under tilsvarende civiles lønniveau.
Hvis det højt prioriterede rekrutterings- og fastholdelsesprojekt skal lykkes, så er det nødvendigt at give politiske ordrer til embedsmændene i Finans- og Forsvarsministeriet; ellers bliver det bare en ny ørkenvandring med analyser, arbejdsgrupper og ørkesløse forhandlinger.
Hvis ikke det lykkes at foretage væsentlige forbedringer i løn- og ansættelsesvilkår, forbedringer af det tilsandede personelansøgningssystem og de nødvendige tilpasninger af den noget besynderlige officersuddannelse, hvor bachelorer desværre forlader Forsvaret ret hurtigt og i ganske stort antal, så er der stor fare for, at der vil blive fejlinvesteret i Forsvaret som helhed.
Veluddannet personel i den rette mængde til at bemande fremtidens våbensystemer samt de rette ledere og chefer er den aldeles afgørende forudsætning for at kunne føre Forsvaret i krise og den krig, der måtte komme.
Hvordan har det dog kunnet gå så galt for Forsvaret?
Vi har selv været på ledende poster i Forsvaret i perioden 1990 -2002 og oplevede et snævert og tillidsfuldt samarbejde mellem Forsvarets Øverste Ledelse og Forsvarsministeriet samt de toneangivende forsvarspolitiske ordførere.
Siden da har politikere sekunderet af pressen eller omvendt i stigende grad kritiseret Forsvaret for rod i økonomien og offentligt udtrykt mistillid til ledelsen i Forsvaret. Det er nærmest blevet et mantra, som står uimodsagt.
Hvem har lyst til at være i et sådant firma? Hvem har lyst til at være i Forsvaret endsige blive forsvaret af et forsvar, hvor topledelsen ikke nyder ubetinget tillid på allerhøjeste niveau?
Småsager om økonomi har sammen med besynderlige politiske ambitioner fået lov til at udvikle sig til særdeles betænkelige og uoverlagte organisationsændringer i Forsvaret i midten at 10’erne.
Den brede befolkning tror fejlagtigt, at Forsvarschefen er chef for hele Forsvaret, men det er så sandelig langt fra tilfældet.
Forsvarsministeriet har meget behændigt på deres hjemmeside anført, at Forsvarskommandoen med Forsvarschefen i spidsen populært kaldes Forsvaret, hvilket jo i offentlighedens øjne vil blive opfattet som om, at stort set ethvert problem indenfor Forsvarsministeriets ansvarsområde må være Forsvarets sag.
Under Forsvarsministeriets område hører Forsvaret, Hjemmeværnet, Beredskabsstyrelsen, Forsvarets Efterretningstjeneste, Materiel- og Indkøbsstyrelsen, Personalestyrelsen, Ejendomsstyrelsen, Regnskabsstyrelsen og Auditørkorpset.
I den offentlige administration kunne man vel populært kalde Forsvarsministeriet for bestyrelsen og Forsvarschefen for den adm. Dir. for Forsvarskommandoen, som er sideordnet med 7 andre adm. Dir. og et auditørkorps. Både materiel- og indkøb, personeltjeneste og forsvarets ejendomme er af vital interesse for en forsvarschef og hans undergivne chefer, hvis de skal kunne lede, prioritere og fordele ressourcerne til Forsvarets bedste. Det er stærkt kritisabelt, at Forsvarschefen ikke har helhedsledelse over hele det militære forsvar og den infrastruktur, som skal understøtte forsvaret; også når det kæmper.
Som det ses er den reelle forsvarschef Forsvarsministeren sammen med sin Departementschef, hvilket i vore øjne er stærkt betænkeligt. Hvis nogen organisation nødvendigvis må have en enkel og enstrenget kommandostruktur, må det være Forsvaret. Forsvaret med Forsvarschefen i spidsen skal kunne kæmpe og vinde; her gælder intet positivt om andenpladsen.
Det påstås, at der er rod i økonomien i Forsvaret! Er der nu det?
Der er ganske vist en økonomidivision i Forsvarskommandoen, men af forsvarsministeriets hjemmeside fremgår det klart, at Finansdirektøren for Økonomidivisionen er formelt og organisatorisk underlagt Forsvarsministeriet ved direktøren for Koncernøkonomi og Drift. Ansvaret for både økonomi og regnskab ligger således utvetydigt i selve Forsvarsministeriet. Det ville klæde både finansministeriet og forsvarsministeriet – og for den sags skyld også pressen – at understrege dette, når kritisable sager opstår.
Helt overordnet er det i øvrigt aldeles umuligt at holde styr på de årlige budgetter, når finansministeriet ikke accepterer kompensation for valutakursudsving og brændstofpriser, lige som man politisk har krævet, at særdeles kostbare udsendelser af danske enheder i internationale operationer har skullet finansieres inden for det gældende budget.
Heldigvis er du nu lys for enden af tunnelen med den nylige indgåelse af første delaftale, men hvorfor skulle der dog gå så lang tid?
Danmark ligger nøgent hen. Vi har som nævnt simpelthen ikke noget luftforsvar af Danmark, bortset fra nogle få F-35. Det haster; også med den tunge brigade og andre helt nødvendige materielanskaffelser, herunder flådefartøjer til Arktis og Nordatlanten? Gennem hele den kolde krig levede vi generelt med materiel, der var en til to generationer bagud. Det kan man ikke, som truslen ser ud i dag.
Er tiden gået, fordi regeringen ikke kan blive enige internt, eller er det fordi, det passer finansministeriet utroligt godt at trække så meget som muligt i langdrag??
Artiklerne i Politiken søndag d. 28. januar understregede med al ønskelig tydelighed, hvorledes manglende politisk interesse krydret med finansministeriets direktiver og diverse konsulenthuses efterfølgende ansvarsfrie rekommandationer, gradvist har ført til Forsvarets forfald. Overskrifterne i Politiken taler deres tydelige sprog: ” Det var et kollektivt svigt, da skiftende regeringer på 10 år gennemførte en systematisk nedbrydning af forsvaret. Det må aldrig gentage sig, siger Troels Lund Poulsen (V). De medfølgende overskrifter for de ledsagende artikler skærer det ud i pap: ”Konsulenter har ansvaret for sammenbrud i Skat og Forsvaret”; ”Først Skat, så forsvaret: Efter 10 år var de sparet halvt ihjel”; ”Sådan nedbryder man samfundets bærende søjler på 10 år”.
Vi vil advare mod de ufatteligt langsomme beslutningsprocesser, som Forsvaret lever under.
Selv en mindre materielanskaffelse skal høres hos Kammeradvokaten og Rigsrevisionen samt i Finansministeriet; og nu måske også en runde omkring en særskilt analyse.
Leverandørerne undrer sig såre over langsommeligheden, alt imens vi kommer længere og længere bag i køen, når det gælder anskaffelse af vitale våbensystemer til Forsvaret.
Hvordan skabes eller genskabes tilliden blandt nøglespillerne omkring Forsvarets situation? Vi har begge to været involveret i to forsvarskommissioner, som havde et særdeles positivt udkomme, både når det gælder resultater omkring vejen frem, men så sandelig også når det gjaldt opbyggelse af tillid og et fælles vidensniveau blandt medlemmerne.
Der vil være mange, som med automatreaktion vil anføre, at det i den nuværende situation vil tage for lang tid at skulle vente på resultatet af en ny kommission, hvilket vi ikke vil være enige i.
I lyset af den periode, som forsvarsaftalen dækker, kan man sagtens forestille sig et kommissorium, som indenfor en kortere periode – på baggrund af en fornyet trusselsvurdering – kan lægge op til et samlet forslag til udvikling af forsvaret med en prioriteret liste over vitale materielanskaffelser.
Vores råd er derfor hurtigst muligt at nedsætte en forsvarskommission eller noget, der ligner. Gennem dette sikres tillige en større åbenhed i forhold til planlægningen af de materielmæssige forbedringer, så der kan skabes tillid til arbejdet.
Vi kan kun være enige med formanden for Folk & Sikkerhed, Torben Ørting Jørgensen, om at det haster med implementeringen af forsvarsaftalen; ikke mindst med at få resultater ud i den skarpe ende.
Tilliden må genskabes. Hvis der er brug for ekspertviden så spørg eksperterne, og de findes naturligt nok i Forsvaret. Der findes næppe organisationer i Danmark, som har et mere loyalt personel end netop Forsvaret. Vi meler ikke egen kage; vi ved, hvad det handler om. Der er ikke brug for 4-foldige kontrolinstanser og dybsindige, langvarige analyser.
Det har været opmuntrende i den seneste tid at opleve Forsvarsministeren sekunderet af Statsministeren tage ansvar for genopretningen af Forsvaret. Men det er stadig kun ord.
