FN har en chance i Yemen – Interview med seniorforsker Maria-Louise Clausen

De problemer, som den kortvarige UNYOM-mission efterlod, da den blev opgivet i 1964, blev ikke løst. I nutiden er de eksploderet i en mangeårig borgerkrig og hungersnød. Maria-Louise Clausen, seniorforsker ved DIIS, skimter dog et håb om fred. Og Danmark har en god landeprofil til at bidrage til en FN-fredsstyrke, mener hun.

Trods mange års borgerkrig og regulær hungersnød ser Yemen-eksperten Maria-Louise Clausen omsider tegn til, at fred kan være på vej i det sydarabiske land. Det med alle de forbehold, man må tage, når det drejer sig om et land, hvor en stor andel af den voksne mandlige befolkning har mindst ét skydevåben.

En våbenstilstand indgået i april 2022 blev forlænget flere gange, inden den formelt ophørte i oktober, og krigshandlingerne er blevet færre. Saudiarabiske luftbombardementer af den stærke nordyemenitiske Houthi-milits er næsten hørt op.

Når det gælder FN’s muligheder for at spille en afgørende rolle, er holdningerne ifølge Clausen – PhD og seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) – ’både – og’ i Yemen.
”Blandt yemenitter, jeg har talt med, er der en manglende tillid til FN-systemet – bl.a. fordi organisationen har haft svært ved at implementere aftaler. Men der er en accept af, at FN er den eneste aktør, der vil kunne etablere en fredsbevarende styrke.”

Hun tror, at der er en vis chance for, at det kan lykkes gennem FN.
”Det er vigtigt, at de store spillere – modsat i f.eks. Syrien – har begrænsede interesser i Yemen. Landet er ikke en kampplads, hvor Rusland eller andre føler behov for at markere sig. Kinesere og russere sender af og til prøveballoner op, men det bliver ikke til mere end det.”

Ønske om europæisk involvering

Seniorforskeren mener at Danmark og de andre nordiske lande vil have gode muligheder for at bidrage til en fredsproces gennem deltagelse i en fredsbevarende styrke.
”Det kræver viden og kompetence at holde tungen lige i munden i forhold til en meget kompleks situation, og den store styrke ved nationer som Danmark er, at vi ikke har væsentlige egne interesser i Yemen,” siger Maria-Louise Clausen.

Sverige og Holland har generelt ført en mere proaktiv linje i Yemen med støtte til civilsamfundet. Det gjorde Danmark også tilbage i tiden inden for bl.a. lokalstyre og presse, men programmerne blev ikke videreført.
”Men alt i alt er der et stort ønske om europæisk involvering i Yemen,” siger Clausen, der tog sin PhD i statskundskab i årene 2013-16 i Aarhus.

Hendes aktuelle forskningsområde er ’krydsfeltet mellem konflikt, sikkerhed og fred i Mellemøsten med fokus på Irak og Yemen’, som det hedder på hendes profilside på DIIS. Det har ført flere bogudgivelser om en række videnskabelige artikler med sig.

Præferencen for lande med en profil som bl.a. Danmark, når det gælder fredsbevarende aktioner, viste sig i 2019 ved etableringen af FN-mission UNMHA (United Nations Mission to support the Hudaydah Agreement). Den danske generalløjtnant Michael Lollesgaard fik ansvaret for at etablere styrken, idet han blev udnævnt til styrkechef for de første 6 måneder.

UNMHA’s militærobservatører har til opgave at bidrage til sikringen af den vigtige havn i Hodeida (Al-Hudaydah), hvortil nødhjælpsforsyninger ankommer, samt tilkørselsvejene.

Urealistisk FN-udgangspunkt

FN er imidlertid aktuelt blevet kørt ud på et sidespor, selv om verdensorganisationen har ellers været inde i billedet i flere omgange.
      ”Men man har haft svært ved at få parterne til at mødes og at få dem til at implementere aftaler,” bemærker seniorforskeren.

Det har derimod sat skub i fredsprocessen, at Oman er kommet ind i billedet som mægler mellem Saudi-Arabien og Houthierne.
     ”Men jeg spørger, hvad det er for en fred, der i så fald bliver tale om? Den vil indebære, at Saudi-Arabien, der hidtil med opbakning af bl.a. USA og Storbritannien har ført krig på den internationalt anerkendte regerings side, nu slutter fred med Houthierne til skade for den samme internationalt anerkendte regering,” pointerer Maria-Louise Clausen.

Hun mener, at et grundlæggende problem er, at FN har tilgået Yemen-spørgsmålet som en binær konflikt mellem en anerkendt regering og en illegitim aktør.
      ”Billedet tager hverken hensyn til de internationale udløbere eller til, at den anerkendte regering er en relativt svag part i konflikten,” siger Clausen.
     ”I årene efter Houthiernes erobring af Yemens hovedstad Sana’a etablerede regeringen midlertidig hovedstad i havnebyen Aden, men den er nu blevet erobret af en sydlig alliance, der ønsker at genetablere det tidligere Sydyemen som selvstændig stat. Den sydlige alliance støttes af De forenede arabiske Emirater. Endelig har al-Qaeda etableret sig i Yemen og kontrollerer visse områder. Yemens officielle præsident Abdrappuh Mansur Hadi blev tvunget til at trække sig tilbage i april sidste år.”

Maria-Louise Clausen vurderer, at det har skabt momentum i forhandlingerne mellem saudierne og Houthi-militsen, at der er sket en tilnærmelse mellem Saudi-Arabien og Iran, de regionale stormagter. Hun tilføjer, at flere FN-sanktionerede undersøgelser har bekræftet, at Iran støtter Houthierne.
    ”Det benægter Iran. Det gør Houthierne også og siger, at de bevæbner sig gennem deres ’interne våbenindustri’,” fortæller hun.
    ”I øvrigt sikrede de sig kontrol over 60-70 pct. af den yemenitiske hærs militære materiel, da borgerkrigen brød ud. Men der er foregået en overførsel af materiel og organisatorisk kompetence fra Iran. Det kan der ikke være tvivl om.”

Saudiernes sideskift

Sammenhængen mellem borgerkrigen 1962-69 og den nuværende, meget blodige borgerkrig, der begyndte i 2014, er yderst kompliceret.
”Det er bemærkelsesværdigt, at saudiaraberne i 1960’erne støttede ’royalisterne’ – befolkningsgrupperne bag Zaydi-imamatet – mens de i den nutidige konflikt har støttet den internationalt anerkendte regering mod Houthi-militsen, der har basis i den samme shiamuslimske Zaydi-befolkning, der var eliten under imamatet,” forklarer forskeren.

Zaydierne i det nordlige Yemen har siden 1960’erne følt sig trængt tilbage af den sunnimuslimske befolkning. Kompleksiteten illustreres af, at Houthierne på den ene side fastholder højtideligholdelsen af den 26. september, revolutionsdagen fra 1962, men på den anden side har etableret den 21. september – dagen for deres erobring af hovedstaden Sana’a i 2014 – som Yemens nye nationaldag.
”Ifølge Houthiernes fremstilling har de ’moderniseret’ indholdet af revolutionen i 1962, mens den officielle regerings støtter i Houthiernes bestræbelser ser den hensigt at genetablere Zaydi-befolkningens overherredømme fra imamatets tid.”

Under de kaotiske forhold indtraf en hungersnød i 2016, der varer ved og for tiden anses for at være Jordens værste humanitære katastrofe. Ifølge FN-tal skal ca. 130.000 mennesker være omkommet som direkte eller indirekte følge af sult. UNICEF anslår, at 24 millioner yemenitter – ca. 80 pct. af befolkningen – er afhængige af nødhjælp.

UNYOM som lærestykke

UNYOM (United Nations Yemen Observation Mission), FN kortvarige fredsbevarende operation i Yemen 1963-64, kunne ikke stoppe borgerkrigen i det sydarabiske land, der varede til 1969. Missionen blev indstillet i september 1964, hvorefter FN-folkene – heriblandt det danske bidrag – blev hentet hjem.
Det betyder dog ifølge Maria-Louise Clausen ikke, at missionen var nyttesløs.
        ”Godt nok bliver den ofte omtalt som ineffektiv, fordi militærobservatørerne blev sendt til Yemen for at observere en tilbagetrækning, der ikke fandt sted,” siger Clausen i anledning af 60-årsdagen i dag for UNYOM’s etablering den 11. juni 1963.

Uhensigtsmæssigheden skyldtes primært, at hverken Saudi-Arabien eller Egypten, der havde interveneret på hver sin side i borgerkrigen, overholdt deres løfte om at trække deres styrker tilbage.
     ”De var ikke upartiske, for de betalte for FN-missionen og skulle efter planen have spillet en hovedrolle i genopbygningen. En anden vigtig grund til, at UNYOM blev ineffektiv, var de sikkerhedsforhold, man måtte gennemføre den under. Man var nødt til at have så stort fokus på egen sikkerhed, at man blev distanceret fra det, man skulle observere.”

UNYOM havde imidlertid den virkning, at den satte gang i en debat, der endte med at de egyptiske styrker nogle år efter trak sig ud.
    ”Forløbet af UNYOM viser, hvor vigtig det er, hvordan mandatet til en sådan mission bliver udformet, og at både interne og internationale aspekter bliver taget i betragtning,” siger Maria-Louise Clausen.