Med sin støtte til NATO’s krig mod Jugoslavien har Det Radikale Venstre for første gang givet sin tilslutning til en international militæraktion uden et mandat fra FN

Af Kim Kristensen og Niels-Birger Danielsen
(med tilladelse fra Ritzau, der udsendte artiklen i april 1999)

”Jeg vil ikke påberåbe mig, at der er et FN-mandat i Kosovo, for det er det ikke,” siger de radikales forsvarspolitiske ordfører Jørgen Estrup, der vakte opsigt tidligere på året ved allerede før afslutningen på Rambouillet-forhandlingerne om Kosovos fremtid at nævne, at det kunne blive nødvendigt at indsætte NATO-landstyrker i den serbiske Kosovo-provins.

Hidtil har regeringen og den radikale udenrigsminister, Niels Helveg Petersen, ellers strakt elastikken til det yderste ved at hævde, at Kosovoaktionen hviler på et ’FN-baseret grundlag’.

I februar vedtog Folketinget således en SR-dagsorden, som konstaterede, at ’NATO i varetagelsen af de nye opgaver skal handle i overensstemmelse med folkeretten og formål og principper i FN’s pagt’.

Jørgen Estrup skjuler ikke, at FN-spørgsmålet har stillet ham selv og partifællerne i det traditionelt antimilitaristiske parti i et ’voldsomt dilemma’.

”Men FN er ikke nationernes FN. Det er faktisk individernes FN. Og hvor grundlæggende menneskerettigheder, for slet ikke at tale om folkemord, kommer i konflikt med staternes suverænitet, dér må suveræniteten vige,” siger han.

”I Kosovo-krisen blokerede Rusland i Sikkerhedsrådet for et FN-mandat, og jeg har måttet erkende med mig selv, at jeg ikke kan leve med den passivitet, som er alternativet,” siger den 56-årige Jørgen Estrup i en pause fra disse ugers intensive forhandlinger om Balkan-krigen og forhandlingerne mellem regeringen og oppositionen om et nyt dansk forsvarsforlig.

Estrup understreger dog, at det er af største betydning, at man prøver at holde FN så ’tæt på processen som muligt’ og helst får støtte fra Sikkerhedsrådet til militære aktioner, når det overhovedet kan lade sig gøre.

Oprindelig imod NATO-medlemskab

Jørgen Estrup og de radikales nyorientering er et stort skridt for det lille parti, som brød med Venstre i 1905 på grund af modstand mod Venstre-folkenes positive forsvarspolitik.

Siden arbejdede Det Radikale Venstre for lave forsvarsbudgetter og for, at Danmark udenrigspolitisk skulle ’ligge død’ for ikke at tirre den store nabo mod syd, Tyskland.

Sådan var det bl.a. i perioden 1929-40, hvor partiet var under ledelse af den berømte – forsvarsvenner ville sige berygtede – udenrigsminister P. Munch, der sad i Thorvald Staunings socialdemokratisk-radikale regering.

Partiet var da også imod Danmarks indmeldelse i NATO i 1949, og de radikale havde udmeldelse af  militæralliancen i deres principprogram helt frem til 1990.

Da havde den daværende partileder, Niels Helveg Petersen, dog allerede to år forinden indledt det radikale hamskifte. Dat skete, da Helveg Petersen i 1988 efter det såkaldte atom-valg droppede det alternative sikkerhedspolitiske flertal i Folketinget ved at sige ja til ministertaburetterne i Poul Schlüters KVR-regering.

Formålet det afgørende

I dag er Jørgen Estrup endda villig til at lade NATO gå uden for alliancens geografiske område (såkaldte ’out of area’-operationer). Aktioner uden for Europa ville være endnu et brud med den traditionelt forsigtige danske militærpolitik.

”Det er oplagt, at når tingene sker nærmere ved os – som i Kosovo – så føler vi dem stærkere,” siger den radikale forsvarsordfører.

”Men i princippet mener jeg ikke, at NATO skal være geografisk begrænset. Det afgørende må være formålet med det, NATO laver. Og dér skal der ikke være nogle snævre begrænsninger, når alliancen går uden for sit eget område. Jeg så gerne, at vi pålagde os selv, at eventuelle operationer skulle have et humanitært formål, uanset at det kan være svært at definere, hvor grænserne går.”

Jørgen Estrup mener klart, at Kosovo-aktionen falder inden for rammerne.

”Det humanitære argument bør også være i højsædet fremover. Af hensyn til fremtiden bør vi prøve at lære af det, vi er i gang med nu, når vi har fået det hele en smule på afstand.”

Efter murens fald

Trods den skelsættende radikale stillingtagen til Kosovo-spørgsmålet mener Jørgen Estrup ikke, at de radikale grundlæggende har ændret standpunkt. Og han mener bestemt ikke, at han selv – som en avis for nylig skrev – er ’indbegrebet af radikal pacifisme i senhalvfemserne’.

”Det nye er, at verden og det sikkerhedspolitiske billede har ændret sig med Murens fald i 1989. Der eksisterer ikke længere nogen trussel mod Danmarks territorium,” konstaterer den radikale politiske ordfører og gruppeformand.
 
Jørgen Estrup påpeger, at det efter Den kolde Krigs ophør reelt er muligt at arbejde for en ny verdensorden, der følger FN-pagtens idealer.

”Hvis NATO havde reageret militært ved Sovjetunionens invasion af Ungarn i 1956 eller ved invasionen af Tjekkoslovakiet i 1968, havde det formentlig betydet en tredje verdenskrig. Murens Fald betød en optøning af FN, der ellers havde været mere eller mindre frosset ned i 1950’erne, 60’erne og 70’erne. Men det har så vist sig utrolig vanskeligt at bruge denne optøning så godt, som vi havde håbet,” funderer den tidligere universitetslektor, der har siddet i Folketinget de seneste 15 år.

Ubådene

Jørgen Estrup er en varm talsmand for forsvarets internationale engagement. Samtidig arbejder han i de nuværende forhandlinger om et forsvarsforlig for en stærk reduktion af militærudgifterne.

”Jeg er lidt ked af, at debatten er kommet til at handle så meget om ubåde. De er kun en detalje i helhedsbilledet. Det afgørende med henblik på fremtidens internationale opgaver – ikke mindst den humanitære dimension – er at satse på Hæren, mens Søværnet og Flyvevåbnet primært vil få en støttefunktion for hærstyrkerne,” forklaret Estrup.

”For tiden lægger han under forsvarsforhandlingerne arm med bl.a. Hans Engell (K) og Svend Aage Jensby (V), der ønsker at opretholde alle tre værn i fuldt omfang. Forsvarsminister Hans Hækkerup (S) har den utaknemmelige opgave at få parter, der ligger meget langt fra hinanden, til at mødes i et forlig.