“MeToo-bølgen er gået for vidt” – det mener fhv. overkonstabel Christa Gyrup, der ser tilbage på sine 12 år i Søværnet. Hun var med blandt de første 27 konstabelelever, der blev taget ind i 1972  

Af Niels-Birger Danielsen 

En ting, som Christa Gyrup udtrykker klart og lægger vægt på at få citeret, er, at hun synes MeToo-bølgen er gået alt for vidt. Det siger hun på baggrund af bl.a. 12 år i Forsvaret. Hun var med på det første kvindelige konstabelhold, der begyndte i Søværnet i 1972. 

”Nogle gange er jeg lige ved at brække mig over, at nogen har fået deres karriere ødelagt, fordi de har klappet nogen på låret for 25 år siden. M.h.t. julefrokoster og ting og sager vil jeg sige, at hvis der er nogen, der gramser på dig, så flyt dig!,” understreger hun under interviewet, der foregår i hendes ældrebolig i Københavns nordvestkvarter.  

Forsvarshistorien.dk har bedt hende deltage i anledning af kvindernes internationale kampdag på fredag, den 8. marts.  

Christa Gyrup understreger dog, at hendes synspunkt ikke gælder, hvis det drejer sig om nogen med ledelsesbeføjelser, der udnytter deres magt.  

”Hvis en overordnet har misbrugt sin stilling, er det forkasteligt. Hvis det var mig, der havde været udsat for det eller overværet det, var jeg gået videre med det.” 

Generelt vil hun gerne anbefale Forsvaret som arbejdsplads for kvinder. 

”Man får færdigheder og kompetencer, som man ikke får ret mange andre steder,” siger hun i tilbageblik på sin egen tid i Forsvaret, der fandt sted på infirmeriet på Flådestation Holmen. 

En på siden af hovedet 

Christa Gyrups bemærkninger skal ikke forstås sådan, at hun helt har undgået ubehagelige    episoder som kvinde i et mandsdomineret miljø.   

”Jeg har følt mig respekteret, men gjorde også selv noget for det. På et tidspunkt stod en højrøstet mand bag mig i kantinekøen og udbredte sig om, hvad han kunne tænke sig at foretage sig – både over for kvinder generelt og over for mig. Jeg vendte mig om og smækkede ham sådan en på skrinet,” fortæller den 71-årige pensionist.  

”På samme måde med et helt hold værnepligtige, der kommenterede mig, da jeg passerede forbi deres borde i kantinen. Jeg svarede ’Det er I slet ikke mænd nok til at kunne gøre’. Så klappede de i.” 

På spørgsmålet, hvorvidt det, at hun tidligt blev gift, evt. har givet hende en mere grundfæstet selvbevidsthed, end de fleste yngre kvinder kan tænkes at have haft i samme situation, svarer hun benægtende. Hun oplever naturlig selvhævdelse som en værdi, hun har med sig fra sit barndomshjem. 

Ville have været sygeplejerske 

Om sit erhvervsvalg siger Christa Gyrup, at hun egentlig gerne ville have været på sygeplejeskolen i Hillerød. 

”Men min mor tænkte, at jeg måske ville løbe sur i det, og så så hun en annonce i avisen. Det lød sjovt: Kvinder i Forsvaret. Det var noget helt nyt!” 

Godt nok åbnede loven allerede i 1962 for ansættelse af kvindelige konstabler, men det trak ud, før det blev omsat i praksis. Først den 19. april 1972 begyndte det første hold konstabelelever i Søværnet med 27 deltagere. 

Ifølge Christa Gyrups erindring så kvinderne på holdet dog ikke deres entré i Forsvaret som særligt opsigtsvækkende. 

”Vi havde egentlig ikke tænkt, at vi var banebrydende for andre,” siger hun. 

En anelse bange for håndgranater 

De fik rekrutuddannelse på Søværnets Grundskole i Auderød-lejren ved Frederiksværk på lige fod med mændene.  

”Men nogle af befalingsmændene kunne ikke lide, at der kom kvinder, og var småsure. ’Kvinder og svin må ikke forefindes på Hans Majestæts skibe’, lød en bemærkning. Dertil var der nogle, der svarede, at det ikke kunne være noget problem med kvinder, for svinene var der i forvejen,” erindrer Christa Gyrup. 

”Jeg var ikke i den bedste form, og under løbetræningen vi var to, der førte an i feltet – men vi var to omgange bagefter! Men det fik jeg senere indhentet.” 

De vordende konstabler lærte at skyde med maskinpistol og pistol samt kaste med håndgranat. Senere kom de på skydekursus hvert år for at holde færdighederne ved lige. 

“Den eneste gang, jeg var lidt bange, var, da vil skulle kaste med håndgranater. Jeg kunne ikke kaste ret langt, men det skulle vi jo.” 

Kollektiv aktion 

Den daværende konstabelelev husker et bestemt tilfælde, hvor det spændte forhold til befalingsmændene gav sig udslag. 

“Vi var på skydebanen og fik på et tidspunkt kommandoen ’Liggende klarstilling!’” 

Det betød naturligvis liggende på maven med skudklart gevær. 

”Men vi kastede os alle sammen ned på ryggen med ét – som om det var aftalt. Befalingsmanden var dybt chokeret, og jeg mener at kunne huske, at øvelsen blev afbrudt.” 

Halvvejs sygeplejerske 

Efter grunduddannelsen kunne konstablerne vælge mellem to veje:

”Vi kunne enten blive ‘sanitter’ eller komme til flåderadioen, og jeg valgte saniteten, dvs. tjeneste i infirmeriet på Marinekaserne Holmen,” fortæller Christa Gyrup. 

Infirmeriet på Holmen blev rammen om hendes arbejdsliv, lige til hun sagde op midt i 1980’erne – bortset fra seks uger på Flådestation Frederikshavn. 

”Pigerne kunne komme til Bornholm, Frederikshavn, Korsør eller Holmen. Vi var to kvinder på Holmen – bortset fra civile klinikassistenter.” 

Dengang var det obligatorisk for de værnepligtige og eleverne at bruge militærlæge.  

”Det var fint at komme på infirmeriet, hvor vi var meget på lige fod. Der lærte jeg allermest – også administrativt. Mine kvalifikationer endte med at være et sted mellem sygeplejerske og sygehjælper. Jeg måtte give medicin og indsprøjtninger. Jeg brugte mine 12 uger på Forsvarets Civiluddannelse på at blive sygehjælper,” uddyber Christa Guryp. 

”Jeg fik også en vis menneskekundskab på infirmeriet, fordi alle skulle igennem på et eller andet tidspunkt. ” 

Fnat på torpedobåd 

En særlig oplevelse fik hun en gang, da der udbrød fnat om bord på en torpedobåd.  

“I stedet for blot at meddele det til nærmeste flådestation, blev det meldt ud over hele æteren, at de havde fnat! Mandskabet kom på infirmeriet i natskjorter og badetøfler af den billigste model. De blev smurt fra top til tå med salve, der stinker. De holdt cocktailparty på en af stuerne. Det var sjovt, og de var flinke.” 

Søværnskonstablerne ville ifølge deres kontrakter ikke komme til at gøre tjeneste på krigsskibe, for det havde kvinder ikke adgang til på daværende tidspunkt. Det fik de i 1981, og da blev Christa Gyrup opfordret til at tage en tørn på et krigsskib. 

 ”Det sagde jeg nej til, fordi jeg var ved at stifte familie. Men hvis sejlende tjeneste fra starten havde været betingelsen, havde jeg også taget det med. ” 

Firkantede sanktioner

”Vi sov i fire- eller femsengsstuer. Det var engang en ung soldat, der sneg sig ind på stuen om natten og blev opdaget. Der blev skredet hårdt ind, og han blev udstillet over for alle os 27 kvinder dagen efter. Jeg syntes, det var et noget hysterisk skridt,” siger hun.  
 
”Vi kom på fagskole på Margretheholm. Hvis nogle af de værnepligtige hang ud ad vinduerne i en bestemt vinkel, kunne man se op til kvinderne. Man frygtede vel, at mændene skulle kravle ind ad vinduerne. De fik bestemte instrukser om, at de ikke måtte nærme sig vores gang. Også det synes jeg, var noget overdrevet.” 

Fagligt aktiv fra start 

Hvis hendes beretning lægges til grund, kan man dårligt beskylde den daværende ledelse for konstablerne for at opmuntre kønskrænkelser. Tværtimod oplevede Christa Gyrup praksis som noget firkantet. 

Christa Gyrup blev i et par tilfælde allerede talsmand for sine kammerater under grunduddannelsen i Auderød. Den manglende ligestilling for kvinderne faldt hende i øjnene. 

”Vi fik ikke den samme løn som mændene – under 600 kr. om måneden,” fortæller hun.  

“Og vi fik ikke rejsekort som mændene, hvad der godt kunne være et problem for dem, der boede i f.eks. Nordjylland. Mændene fik også bl.a. kostpenge i modsætning til os.” 
 
En kvindelig befalingsmand blev officer i løbet af holdets periode i Auderød, men hun kunne ikke få en sabel til sin paradeuniform, fordi det blev anset for et særligt maskulint våben.  

”Hun måtte nøjes med en lille daggert. Som kvindelige konstabler fik vi en kasket med hvidt betræk. Og så fik vi helt meningsløst en skuldertaske til hele 600 kr. Til gengæld opnåede jeg aldrig at få et stykke overtøj,” beretter Christa Gyrup. 

Hun blev tillidsmand og i 1978 medlem af hovedbestyrelsen for CS-Søværn, dvs. flådesektionen under Centralforeningen for Stampersonel. 

Også i fagligt regi har hun i et bestemt tilfælde været ude for at skulle sætte grænser. 

”Engang på et årsmøde i CS var der et højtstående medlem, der ikke var direkte ulækker, men sagde en hel masse ting. Jeg sagde, at han skulle stoppe. Han fortsatte, og jeg gav ham sådan én på siden af hovedet,” erindrer den pensionerede overkonstabel.  

“Han var overrasket og sagde, at den havde han vist selv bedt om. Ellers har jeg ikke været udsat for ubehageligheder. Eller også er de prellet af! Man skal nok være lidt tykhudet for at være i Forsvaret som kvinde.” 

Sammenhold med gamle kammerater 

Selv om det er mere end 35 år siden, Christa Gyrup forlod Forsvaret, modtager hun stadig CS-Bladet. Og sidste år blev hun udpeget som en af ’Valhallas kæmper’. Det er en kreds af gamle CS-medlemmer, der har gjort en særlig faglig indsats.  

“Jeg var meget beæret – og i øvrigt eneste kvinde i kredsen.”  

Hun har løbende kontakt med kvinderne, hun begyndte sammen med i 1972.  

“Vi skal ses her til april. Vi var 27, da vi startede, to er døde, og to andre har vi ikke kontakt til. Vi mødes 12-15 stykker hvert år,” bemærker hun. 

I begyndelsen regnede befalingsmændene ikke med, at de unge kvinder kunne finde ud af at marchere. 

”Men det kunne vi godt. Ved holdets 40 års jubilæum marcherede vi i højhælede sko. ” 

Frivillig på værested 

Efter at Christa Gyrup sagde op i Forsvaret var hun en periode ansat på et advokatkontor, hvor hun administrerede andels- og ejerforeninger, og sidenhen kantinebestyrer. Da hun skulle i gang igen efter en ledighedsperiode, blev hun ansat på et værtshus, hvor hun var i ni måneder. 

Den sidste stilling, som hun var rigtig glad for, var hos Center for Familiepleje, hvor hun arbejdede med anbragte børn og børn i aflastning. I 2017 gik hun på pension som 65-årig. 

Efter pensioneringen har Christa Gyrup været besøgsven for en dame på 92 år, og hun er frivillig på Valby Værested, som har personer over 65 år som målgruppe. Hun har fast vagt om torsdagen. 

”Nytårsaften lavede jeg en treretters menu for de 12 mennesker, der var der – folk, der sad derhjemme og ikke ellers havde nogen at komme ud til,” bemærker hun. 

Christa Gyrup har haft en kæreste gennem 20 år. Hun har en søn fra sit ægteskab og et barnebarn. 

Skjulte graviditet for at blive konstabel 

I begyndelsen af året fik vi en henvendelse fra en af de meget tidlige kvindelige konstabler i Hæren. Det var den nu 68-årige A. Wieke Klimerts fra Rågeleje, der i 1970’erne hed Pia Vicki Knudsen. 

Hun skrev kontrakt som 20-årig i 1975 og begyndte uddannelsen i Søgaard-lejren i Sønderjylland. Hun var imidlertid ifølge eget udsagn netop blevet gravid på det tidspunkt, men skjulte det. Det skete blandt andet ved i forbindelse med en helbredsundersøgelse at få en veninde til at levere den urinprøve, hun selv skulle have leveret. 

Wieke Klimerts oplyser at have løbet 5 km på tid kort før fødslen. Hun var kommet til Bornholms Værn, hvor hun fik barselsorlov. 

Hun var godt tilfreds med sin tid i Hæren, men gik ud allerede i 1978 – angiveligt fordi hun var blevet kæreste med en værnepligtig, der ikke syntes om, at hans kæreste var soldat på samme kaserne.