Oberstløjtnant Peer Høegh-Guldberg fik som udstationeret i Irak blandt andet udkig over et landskab, der efter den iransk-irakiske krig mindede om noget fra Første Verdenskrig

Intro af Niels-Birger Danielsen

Foto: Den indiske brigadegeneral V.M. Patil – umiddelbart overordnet for Peer Høegh-Guldberg – briefer stabsofficerer i sit hovedkvarter i Sulaymaniyah i Irak. Til højre den danske major Per Hvalkof. Foto: UN Photo.

Da oberstløjtnant Peer Høegh-Guldberg i august 1989 ankom til Iraks hovedstad Bagdad på en udstationering i UNIIMOG – United Nations Iran-Iraq Military Observer Group – fik han en oplevelse, der er typisk for folk, der gentagne gange rejser bag i international tjeneste for FN eller andre.
      ”Uden for Chief Military Observers (…) kontor stod to mænd, da jeg nærmede mig for at melde mig hos chefen for den samlede observatørstyrke,” skriver Høegh-Guldberg i den beretning, der er vedhæftet her.
      ”En stor, flot hvidhåret jugoslavisk generalmajor bød mig velkommen med ordene: ’Hello, Peer, nice to see you again and welcome on board. My English is better than last time we met, and I am not consuming slivovitz in the same quantity I did when we both were young’. Forklaringen er, at chefen I 1966 var næstkommanderende ved et jugoslavisk kompagni placeret et stykke inde i Sinaiørkenen.”

Det møde, Peer Høegh-Guldberg henviser til, fandt sted 23 år før, da de samtidig var i tjeneste i United Nations Emergency Force (UNEF) i Gaza-striben og på Sinai-halvøen 1965-66 – altså beretning nr. 1 fra oberstløjtnantens hånd. Rørende historie midt i trøstesløshed – En FN-soldats beretning fra Gaza-striben 1965-66 – Forsvarshistorien

Den indiske foresatte

Beretning nr. 2 var fra Kashmir 1975-76, hvor Høegh-Guldberg gjorde tjeneste i UNMOGIP-styrken. Et år med familien på verdens tag – Forsvarshistorien Også fra den tid var der en gammel kending, for Peer Høegh-Guldbergs umiddelbare chef i Bagdad var en indisk brigadegenral.

Ham havde den danske officer kun haft en kølig, formel kontakt til i Kashmir. Det skyldtes tilsyneladende mest, at den indiske regering generelt kun lige præcis affandt sig med den fredsbevarende styrke  og holdt samarbejdet på et minimum. Nu var rammerne anderledes.

UNIIMOG havde været i funktion fra i 1988, da en våbenstilstand trådte i kraft mellem Iran og Irak efter en otte år lang krig.

Styrken blev evakueret i 1991 efter udbruddet af Golfkrigen, der fulgte efter, at Saddam Husseins Irak havde besat Kuwait.

UNIIMOG’s styrke varierede mellem 100 og 400 observatører fordelt på den irakiske og iranske side. Den havde til opgave at kontrollere overholdelsen af våbenhvileaftalen og overvåge, at parterne trak sig tilbage til internationalt anerkendte grænser.

På kontor med østofficer, da Muren faldt

Peer Høegh-Guldberg fik ansvaret for planlægning og uddannelse i staben i Bagdad.

For den danske officer var det en særlig oplevelse af sidde i en stab med officerer fra de hidtidige modstanderlande i 1989, da de kommunistiske regimer i Østeuropa ét efter ét måtte give op og Berlin-muren faldt.
     ”Jeg kom direkte fra et NATO-hovedkvarter til et hovedkvarter, hvor en polsk oberst og en ungarsk oberstløjtnant gjorde tjeneste i samme sektion som jeg,” skriver Høegh-Guldberg.
      ”For os alle og ikke mindst for de daværende østlandes repræsentanter var det sene efterår 1989 og vinteren 1990 den fremadskridende demokratiseringsproces en fantastisk oplevelse at være vidne til.”

Månelandskabet

Visse elementer fra Peer Høegh-Guldbergs beretning nr. 3 – fra Cypern – bekræfter i nogen grad fordommen om, at FN-tjeneste på middelhavsøen var/er relativt ufarlig og ind imellem behagelig. Til sammenligning bragte perioden i Irak krigens gru på nært hold.

Peer Høegh-Guldberg, der denne gang var på mission uden sin familie, fik til opgave at udarbejde en tibagetrækningsplan.

I den forbindelse havde han lejlighed til et større antal rejser, bl.a. til deltaområdet i det sydlige Irak, der er scenen for denne skildring:
      ”Kampzonen, kilometer efter kilometer, vidner om, hvad der her gik for sig. Kraterne, kilometerlange pigtrådsspiraler, sønderskudte køretøjer af alle typer, ammunition, såkaldte forsagere sammen med et utal af skeletter overalt. Hvorfor rydder man ikke op?” spurgte han.
      ”Titusinder af antipersonelminer, tilfældigt spredt ud over området, gør det næsten til en håbløs opgave at gå i gang med. De golde understreges yderligere af palmelunde, hvor de sodede ti-femten meter høje stammer står tilbage som monumenter over dette meningsløse vanvid, der fik lov til at udfolde sig i årevis.”

Et kig ind i Bibelens virkelighed

Beretningen minder om, at levevis og kultur i området i høj grad var/er fremmedartet.

En dag, da den danske officer kom kørende gennem ørkenen, der lå på begge sider af hovedlandevejen mod syd fra Bagdad, blev han nødt til at gøre holdt, fordi en karavane passerede vejen.

Det sceneri, han var vidne til, fik ham til at føle sig hensat til Bibelens tid.
     ”Året rundt driver beduinerne deres flokke af husdyr over sletter og sandørkener, over bjerge og floddale i de hellige lande. De respekterer ingen grænser, har intet pas og er ikke opført på nogen mandtalslister,” skriver Høegh-Guldberg.
     ”Frihed er deres religion mere end noget skrevet lovbud, stolthed deres fornemmeste karaktertræk, nøjsomhed deres adelsmærke. (…) I dette som i de øvrige hellige lande tages det som en selvfølgelig afbrydelse af trafikken, at det femte århundrede før Kristi fødsel passerer forbi – med Abraham i spidsen for karavanen og Sara højt til vejrs på en hvid mehari (dvs. dromedar).”

God fornøjelse med den fulde beretning!