Intensivsygeplejerske Christian Kummerfeldt skildrer bevægende det øjeblik, hvor det går op for den alvorligt såret soldat, at han ikke har sine ben mere.

Af Niels-Birger Danielsen

Dette uddrag er det andet af to fra intensivsygeplejerske Christian B. Kummerfeldts bog Forhøjet beredskab, der er erindringer fra hans tid som udsendt i Afghanistan. Det var han i to perioder på hver tre måneder i 2008 og 2009 – først på det britiske felthospital ved luftbasen ved Kandahar, derned på det danske lazaret i Camp Bastion i Helmand-provinsen.

Her kan du læse, hvordan Kummerfeldt sammen med sygeplejeeleven Thunø forbereder sig på at give den endnu bevidstløse Chris besked om konsekvenserne af de kvæstelser, han pådrog sig, da han og hans kammerater kørte på en vejsidebombe.

Kilde:

Christian B. Kummerfeldt: Forhøjet beredskab – en feltsygeplejerskes beretning. Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck, 2012.

—– —–

Forhøjet beredskab, side 134-147:

”Vi overtager Chris som vores patient og siger godnat til sygeplejersken, der lige har været på vagt i 12 timer. Som det første hilser vi på Chris’ tre kolleger, der sidder omkring sengen. (…) De er tydeligvis dybt berørte af situationen og meget bekymrede, og jeg laver en aftale med mig selv om lige at tage dem i enrum til en snak, inden de skal i seng. En patient i koma og respirator har tuber, slanger og rør stikkende ud mange steder fra, og det kan være et meget overvældende og angstprovokerende syn (…).

De tre er alle indlagt inde på sengeafdelingen ved siden af, hvor de mindre hårdt sårede ligger til observation, og en af den skal nok hjem til Danmark pga. den brækkede arm, han har pådraget sig ved eksplosionen.  (…) Men mine til at flytte sig det mindste fra sin kammerats side gør han ikke. De her fyre kender hinanden ud og ind og har trænet og levet sammen så længe, at de nu fungerer som en tæt lille enhed (…).

Jeg går sammen med Thunø i gang med at tjekke Chris igennem (…). Jeg læser (…) hurtigt Chris’ dagbog igennem. (…) Til de patienter, som ikke vækkes fra deres bedøvelse inden hjemrejse, eller som er uden bevidsthed over længere tid, fører man en meget omhyggelig dagbog på felthospitalet. Heri er det sygeplejerskens ansvar at fortælle patienten, hvad der sker omkring ham, hvem der har besøgt ham, hvordan han er blevet passet og plejet, hvordan han har haft det osv. Denne dagbog kan patienten læse i, når han engang er blevet rask nok til det, og derved måske få fyldt nogle af ’de sorte huller’ ud i hukommelsen. (…) Typisk opfordres besøgende, dvs. den sårede soldats kolleger, chefer, feltpræster og lignende, også til at skrive hilsener, så de sårede kan se, at (…) de (…) langtfra er glemt.

(…) For mig gav det en enorm faglig tilfredsstillelse at vide, at man ved at starte sådan en lille dagbog op for patienten måske kunne hjælpe til med den psykiske helingsproces flere måneder frem i tiden. (…)

Chris’ kammerater, der sidder omkring ham, har også skrevet hilsener til ham i dagbogen, og det er svært ikke at blive synligt berørt, når man læser, hvilken hjertevarme og kærlighed, der ligger i de små hilsener. (…) De sidder omkring ham med blikket rettet ind mod sengen. (…) En af dem, sergenten i gruppen, ham der også er kommet til skade med armen og ryggen, sidder og holder den sovende Chris i hånden.

’Har I fået noget at spise og drikke, og fået sovet?’ Jeg er godt klar over, at jeg har den formynderiske sygeplejestemme på, men hvis de skal være noget for Chris længere henne i forløbet, er det vigtigt, at de passer på sig selv (…). Sergenten forstår, hvor jeg vil hen, og med en grimasse i ansigtet rejser han sig fra stolen. ’Kom drenge, sygeplejersken har ret, vi skal hvile os og sørge for, at vi er friske, når Chris vågner (…)’

Ude på gangen fortæller jeg dem, at hvis chancen byder sig i løbet af natten, vil vi måske prøve at vække Chris og få ham ud af respiratoren. (…) Jeg ved (…), at sygeplejerskerne inde på sengeafdelingen vil sørge godt for dem og også tilbyde dem at tale om deres ulykke.

Doktor Han er enig med sygeplejersken, som Thunø og jeg afløste. Vi bør prøve at vække Chris (…). Snart efter slukker vi for den bedøvelse, som via et stort drop løber kontinuerligt ind i Chris, og så er det bare at vente og forberede sig på, at han vågner. (…) Ventetiden bruger jeg på at forberede Thunø på, hvad vi skal gøre, når han vågner. (…) Hun er meget på og meget spændt. (…) Det her er en af vore drenge, og han skal have det maksimale ud af fordelen ved at være sammen med sine landsmænd, når han vågner og skal konfronteres med, at han ingen ben har. Vi aftaler, at jeg har den primære kontakt med ham i opvågningsfasen, og at Thunø holder hånd fra den anden side af sengen (…).   

“Klokken er lidt over 11 om aftenen, da Chris begynder at røre på sig og selv trækker vejret. (…)
”Chris, kan du høre mig? Du må gerne åbne øjnene og kigge på mig, hvis du kan høre mig.” (…) Chris åbner det ene øje lidt og kigger en smule rundt. ‘Chris, du har et rør i munden, så prøv ikke at tale endnu, kammerat. (…) Vis mig lige, at du kan trække vejret dybt et par gange, så skal jeg nok fjerne tuben, jeg ved godt, den generer dig’.” (…) 

“Chris har nu åbnet begge øjne og forøger at kigge på mig. Øjnene svømmer rundt, og han har svært ved at fokusere. (…) ‘Du er i Camp Bastion,  Chris…på felthospitalet.’ Han kigger lidt rundt, øjnene forsøger at fokusere (…). ‘Du har været i en ulykke, I kørte på en vejsidebombe under patruljen, og du blev såret’.” 

“Jeg holder en pause. Det er tydeligt, at han registrerer ordene (…). ‘Fuck mand…’. Hans stemme lyder ru og er ikke ret høj. (…) Han (…) lukker øjnene og falder hen igen. Den næste halve time veksler det mellem, at Chris småblunder og vågner op lige så stille. (…) Efter nogen tid er han så vågen, at han prøver at bevæge sig lidt i sengen. Thunø og jeg (…) får ham godt op at sidde og retter den avancerede batteridrevne intensivseng til (…).”

“Chris har bar overkrop og er dækket fra navlen og ned. Hans hænder søger under tæppet og føler efter. Thunø får sluppet taget i Chris’ ene hånd i en vis fart, da det går op for hende, hvad det er, der skal føles efter. (…) ‘Bare rolig, Chris, den er der endnu,’ siger jeg. ‘Og efter hvad vi har set, fungerer det hele fint’.” 

Vi får endnu et smil fra ham, mens han nok en gang virrer med hovedet. (…) ‘Hvad med de andre i bilen… jeg kan ikke huske….’ Stemmen bliver en anelse hektisk, og Chris kigger med hurtige ryk med hovedet rundt efter sine kammerater. Jeg skynder at berolige ham og fortæller, at de er ok. Kun små skrammer, fortæller jeg ham (…).”

“Chris bliver langsomt mere og mere bevidst (…). Pludselig kigger han op på først Thunø og derefter på mig.: ‘Hvor er jeg egentlig blevet ramt henne, jeg kan ikke huske en skid af det hele… er det slemt?’ (…) Jeg er maksimalt fokuseret og koncentreret, men sørger for, at mit ansigt er helt neutralt: ‘Du er blevet armt i benene, Chris, det var dem, der kom værst til skade i eksplosionen.’

“Jeg fastholder hans blik, og han nikker. Han kigger ned ad sig selv, ned mod sine fødder – eller der, hvor fødderne skulle have været. (…) ‘Er jeg kommet slemt til skade?’ siger han (…). Det er, som om det i hans underbevidsthed er begyndt at dæmre (…). Thunø kigger ned, hun har svært ved at holde tårerne tilbage (…). ‘Ja, Chris, det er slemt. Det er meget slemt’.” 

“Da han kigger op igen, stiller han lige nøjagtig det spørgsmål, jeg gennem hele forløbet har håbet på og arbejdet hen imod, han skal stille. Og da han fremsiger ’jeg har ikke mine ben mere, har jeg vel?’, lyder det mest af alt som en konstatering og ikke et spørgsmål.”

“Jeg svarer ham med det samme, mens vi ser hinanden lige i øjnene. ‘Nej, Chris, du har ikke dine ben mere, det ene blev sprængt af derude, hvor bomben var, og det andet var så smadret, at lægerne ikke kunne redde det. (…) Du kommer til at klare det her, men dine ben er væk’.”  

“Han nikker og synker en gang. ‘Fuck, mand… Sikke noget lort (…) Kæft, min mor bliver sur på mig nu… (…) Ved min mor og far godt, jeg er kommet til skade?’ Ikke et skrig. Ikke en tåre. (…) Men en hudløst ærlig bekymring om, hvad hans familie vil sige til det hele, hvordan de vil have det, når de får besked. Sådan reagerer langt de fleste soldater faktisk, når de vågner og finder ud af, at de er invaliderede for livstid. Det tager det (…) oftest forbløffende pænt og tænker oftere på deres familier end på sig selv. I hvert fald i den indledende fase.”